BLW – Jeg kan jo selv, mor!

‘Er hun begyndt at få andet end bryst?’ Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg er blevet spurgt om det de forløbne to måneder. I Danmark er det jo således, at mange begynder på skemad i form af grød og mos allerede fra børnene er omkring fire måneder – senest når de er seks måneder.

Det gjorde vi også med Frida. Vi var nysgerrige på hver eneste nye ting, vi ‘måtte’ gøre, og derfor introducerede vi hurtigt skemad og modermælkserstatning til trods for, at Frida faktisk blev fint mæt af min mælk.

Da vi så fik Vera, prøvede jeg en enkelt gang med lidt grød, da hun var seks måneder. Det var ingen succes, vi ventede lidt og ammede videre, og stille og roligt lod vi hende sidde med ved bordet og stort set spise det samme som os. Dét var en succes! Hun udviklede lynhurtigt sit pincetgreb, hun fik smagt en masse forskellig mad og var på helt lige fod med os, når det gjaldt aftenmåltiden. Hun sov godt om natten, var/har aldrig været syg – så vi tænkte, at hun fik det, hun havde brug for.

Hun blev ammet ved siden og overvejende ammet, til hun var 11-12 måneder – men det fantastiske med amning og modermælk er jo netop, at det hele tiden udvikler sig og stort set dækker barnets behov for næringsstoffer.

Nu er Ellie blevet seks måneder. Jovel, vi har de seneste måneder haft nætter, hvor hun har spist mere, og havde hun været mit første barn, var jeg nok ‘faldet i fælden’ og troet, hun var sulten. Men børn er jo geniale til at regulere mælkeproduktionen, og den slags finder sted om aftenen/natten. Samtidig er amning jo SÅ meget mere end mad – det er tryghed og trøst og nærvær, og den slags har man brug for i store mængder, når verden åbner sig og sanserne skærpes, og man stort set kravler, inden man er seks måneder. Og derfor er det vigtigt ikke nødvendigvis at tolke øget amning med mangel på mad/sult.

Derfor kører vi BLW (baby led weaning) igen og springer som udgangspunkt hele skeperioden over. Nej, hun sidder naturligvis ikke og spiser spaghetti med kødsovs fra dag et, som en i min terminsgruppe skrev ‘og det var sgu da synd for barnet’…..

Med BLW introducerer man stille og roligt maden og gør måltidet til en leg. Hun har nogle dage fået store bidder af hårde æbler etc, som hun bare har suttet på, og i dag tog vi så for alvor fat.

Med BLW respekterer man barnet og lader det selv bestemme farten – og mængden. Og det tiltaler mig jo i høj grad, da det er helt i tråd med mit syn på det at være mor og vise sit barn vejen i livet.

Festmåltidet til frokost var et par bananstykker og blødkogte æbler. Til aftensmad kogt brocolli med smør. Og hun elsker at sidde med maden mellem fingrene, undersøge, tage lidt i munden, spytte lidt ud, mere i munden, skære ansigt, mose det, i munden igen og synke lidt.

Nej, der kommer ikke et måltid ned første gang, men hun er jo fortsat fuldt og helt dækket ind med min mælk (hun vejer 8,3 kilo og måler 68,5. Hun får, hvad hun skal have).

I morgen tror jeg, vi prøver med et par stykker bananpandekage og måske nogle kugler havregrød.

Men se hende lige – er hun ikke det sødeste med sin brocolli:)

IMG_9460

Jeg kunne godt skrive meget mere om BLW og alle de skønne fordele – men læs hellere i detaljer her og her.

Og kommenter endelig hvis du vil vide mere😀

I lort til halsen og genbrug

Forleden satte Ellie og jeg kurs mod København for at holde et møde om et igangværende og meget spændende projekt, som jeg er en del af. Kan ikke løfte sløret endnu – men det handler om yoga:)

Nå, men som altid, når vi er på farten, lod jeg vognen blive hjemme og drog afsted med Ellie i viklen og lasten i min pragtfulde puslerygsæk fra babydreamer.dk. Jeg er rimelig cool omkring det at tage baby med til møder og andre gøremål, fordi jeg har fået en nem baby, men også fordi jeg gør opmærksom på, at jeg medbringer ‘påhæng’, så det er klart for folk, jeg mødes med, at der er en lille klump, der kommer før alt andet. Sådan er det. At være på barsel skal ikke forhindre mig i at gøre ting, være produktiv, men Ellie kommer ALTID i første række.

Derfor er viklen genial, da hun stadig er en lille fis, som bare vil være tæt på mig.

Nå, men vi sad altså i toget, jeg ammede og havde styr på både bryster og baby, da der lød en umiskendelig lyd af en ble, der blev fyldt – og i den grad til randen, så det løb ud over kanten og lavede store pletter på den lyse heldragt. I der har små børn eller har haft ved, hvad jeg taler om.

Uheldet skete seks minutter før, toget nåede København, så jeg skyndte mig ud på toilettet for at skifte blot for at konstatere, at jeg havde glemt skiftetøj!!!!!

Jeg måtte altså nøjes med at vaske af, skifte ble, beholde den beskidte heldragt på og stoppe Ellie tilbage i viklen, så uheldet ikke var synligt. Derpå meddele min aftale, at jeg liiiiige skulle finde en børnetøjsforretning først.

Og her opstod det mere alvorlige problem: Det eneste, jeg kunne finde, var små børnetøjsforretninger med tøj fra 300 kroner og derover. Og det strider så markant imod, hvad jeg tror på. Jeg kan af alle mulige årsager ikke magte forbrugshysteriet, så snart der står baby på dagsordenen – eller i så mange andre henseender. I de terminsgrupper, jeg på et tidspunkt frekventerede, var jeg ved at falde ned af stolen over de budgetter, der blev lagt til projekt baby.

Selv er jeg stor fan af at købe brugt. Jeg tjekker næsten altid DBA eller reshopper, inden jeg køber nyt. Det har den gevinst, at der spares penge, OG at al den skadelige kemi er drysset af andre steder end hjemme hos os.

Derfor opfordrer jeg også familien til at købe brugt, når der indimellem skal købes gaver til vores unger. SELVFØLGELIG er der ting, der er bedst nye, og det er også ok, men seneste dille er fx Sylvanian – og er I klar over, hvor dyrt det er? Samtidig kan man finde det stort set ubrugt på genbrugssiderne, og pigerne får så meget mere for de samme penge.

Jeg forsøger også, at vi lever bevidst: Spiser overvejende vegetarisk, så der er budget til godt, økologisk kød, når vi skal have kød. Jeg køber udelukkende økologisk i alle madvarer og prøver at lave madplaner, så vi minimerer spild.

Det vil jeg skrive meget mere om – og nok også begynde at dele vores madplaner med jer.

Jeg synes, vi skylder os selv og de næste generationer det. Og jeg kan næsten ikke overskue, hvor mange penge, der bliver brugt på komplet ligegyldige ting og luksus, mens folk dør af sult andre steder. Det kan faktisk gøre mig direkte ked af det.

Ok, det lyder megahelligt, men det er vel ikke forkert at føle sådan?

Det var også sådan, jeg følte, da jeg stod med hænderne i bløde heldragter fra kendte mærker. Og jo, de er lækre, og jo, jeg var fristet. Men med skabet spækket med dejligt babytøj i arv fra storesøstrene, kunne jeg simpelthen ikke forsvare det. Så jeg gik ud og fortsatte ned ad gaden, hvor der til mit held lå en genbrugsforretning. Her fandt jeg en body og et par bukser til ialt 30 kroner. Og støttede samtidig et giot formål. Win-win. Og Ellie blev jo ikke mindre lækker, vel?

Ellie i rescue-genbrug

Ellie i rescue-genbrug

Den tunge søvn og danske sommer

Ellie sover. Og sover. Hvis blot jeg lader være med at tro, at hun er sådan en baby, der kan puttes i barnevognen, så sover hun. I går sov hun 4 1/2 times middagslur. I dag sover hun nu på tredje time. Tricket er at putte hende i vores seng med brystet i munden. Så lukker jeg også øjnene lidt, og når hun efter 30-45 minutter bevæger sig fra den lette søvn til den dybe – altså dér, hvor mange, rigtig mange, spædbørn vågner til forældrenes fortvivlelse, som dermed konkluderer, at de har ‘den slags’ børn, der kun sover korte intervaller – så får hun stukket brystet i munden igen og sover således videre. I lang tid.


IMG_8314Jeg siger ikke, at alle spædbørns soverutiner kan ændres til det bedre efter samme metode, men det virker her. Og det har virket på nu tre børn. Derfor vil jeg vove den påstand, at det er forsøget værd, hvis du kæmper en fortvivlet kamp derude. Og jeg VED godt, at det ikke levner megen plads til alt det andet, du gerne vil: drikke kaffe, rydde op, vaske tøj (eller, det VIL man jo ikke) og alt muligt andet, men hvornår i livet får du ellers mulighed for at lægge dig i din seng midt på dagen? Med god samvittighed, fordi du jo er nogens mor. Jeg foreslår at medbringe en god bog.

Nå, men i dag har jeg sneget mig ud af soveværelset og sidder nu ved computeren lige ved siden af. Jeg har også nået at spise frokost med min mand, som nu er gået over i sit studie for at forberede weekendens mange jobs. Og Ellie sover stadig – men jeg gik altså først, da hun havde haft sin første opvågning præcis 45 minutter inde i søvnen, og således sover hun nu den dybe søvn, som er så god for hende.

Jeg sidder på førstesalen på mit lille ‘kontor’, der er indrettet i et lille indhak på reposen. Jeg har endnu ikke gjort så meget ved det, men nu, hvor jeg for første gang i lang tid har sat mig her, tænker jeg over, hvor rart det er at kunne arbejde med udsigt til blå  grå himmel og grønne trætoppe, og jeg tænker, at jeg burde gøre noget for at indrette mig hyggeligt her, så jeg med tiden og under barslen kan begynde at skabe alt det, jeg drømmer om. Det er ikke sikkert, det sker, for der er også mange andre projekter i et hus som vores; alle vinduerne skal males, vi skal have gjort noget ved terrassen (sommeren kommer jo i september), jeg skal have ryddet op i alle skabe og skuffer – og vigtigst af alt skal jeg være Ellies mor og altså nyde muligheden for bare at ligge og snuse.

Jeg har lige siddet og bladret billeder igennem fra tidligere ferier. Indrømmet. Jeg er lidt feriedepri, som jeg også skrev om i foregående indlæg. Jeg mangler sol og sommerstemning. men samtidig med, at jeg glæder mig til lidt struktur og nyder, at børnene lige nu er på ferie hos farmor og farfar, så kan jeg næsten heller ikke magte tanken om, at de i næste uger starter skole igen, uden at vi har haft den der helt perfekte sommer.

Også selvom ingen sommer er perfekt, og det vidunderlige også ligger i det uperfekte og kaosset. Men jeg mangler lange sommeraftener, sene gåture langs stranden, sand mellem tæerne. Og jeg drømmer om, at vi inden barslens afslutning får mulighed for at rejse væk – også selvom jeg ved, at det må blive ved drømmen, da barselsøkonomien ingenlunde rækker til sydlige himmelstrøg.

Danmark er jo også skøn, og ferien har da budt på mange dejlige stunder. Forleden skrev jeg om Berlin, som alt i alt var en vildt hyggelig tur, og på mandag tager vi en tur til Svendborg og besøger de venner, vi også besøgte i Berlin. De er nemlig vendt hjem igen, vi savner dem, og det er altid en sand lise at besøge dem i deres vidunderlige hus lige ned til stranden i Svendborg.

Danmark bød i starten af ferien også på en skøn tur til København, hvor venners venner var så gavmilde at låne os deres hus, da de selv var væk. Det er jo bare to år siden, vi selv flyttede fra byen, og vi savner den indimellem og ret tit. Men det gode ved at flytte væk er, at vi oplever København på en helt anden måde som gæster. Da vi boede der, var det jo hverdag som alt andet, og vi så ikke skønheden.

Vores uge i København bød først og fremmest på en skøn dag i Københavns Zoo sammen med min mands bedste ven og hans familie.

Dernæst havde vi verdens bedste dag i Tivoli med turpas og hele baduljen – den gamle have fejler ALDRIG. Så tog vi på kanalrundfart og spiste burgere på Gasoline, besøgte venner og sluttede miniferien af med et besøg på Den Blå Planet, som har den bedste udendørs legeplads med udsigt over Øresund og en lille dam, hvor ungerne kan fange små dyr (eller insekter?), som de kan studere i mikroskoper og blive hjulpet af de søde vejledere, som arbejder der. Restauranten er Meyers Madhus, hvilket betyder, at man kan få virkelig god mad og kaffe til absolut rimelige priser. Da vi havde spist de lækreste fiskefrikadeller, fes ungerne ned på legepladsen, og så kunne vi i fred og ro nyde en kaffe og en lille kage på terrassen.

Det er anden gang på få år, vi besøger Den Blå Planet. Og som med alt det andet koster det en bondegård, hvis en hel familie skal derind. MEN – og her kommer pointen med min lille ‘københavnerguide’ – der findes et kort, som mange børnefamilier ikke kender, hvilket jeg ikke forstår. Kortet er et medlemskort til WWFs Panda Club. Som medlem støtter man altså foreningen, og får dermed et kort til ungerne, som lukker dem gratis ind i alskens dyreparker rundt om i landet – som fx Københavns Zoo og Den Blå Planet. Medlemsskabet koster 250 kroner om året, hvilket vel nærmest er billigere end et børneårskort til Københavns Zoo, så det kan ikke betale sig at lade være. Og når man samtidig støtter et godt formål, så….

IMG_8453

IMG_8457

Nå, nu fik jeg skrevet lidt i øst og vest, bare fordi den lille rotte sover så godt. Tror jeg vil lægge mig ind til hende og nyde synet, når hun vågner op. Der er ikke noget bedre, end spædbørn der langsomt vågner efter en god, tung søvn, vel?

IMG_8654

…og så var vi i Berlin. Med børn!

Sommerferien går så småt på hæld, og jeg må indrømme, at I dag ikke har været en af mine mest stolte. Jeg har bare været sur – sur på vejret, umulige børn, bare sur. Jeg synes måske ikke, vi har fået det ud af ferien, jeg havde håbet på. Der har været tonsvis af konflikter mellem børnene, som jo nok, ligesom mig, er ved at være vanvittige over, at det ikke er hverken strand eller havevejr.

Imens har jeg gloet mig endnu mere ond i sulet på andres farverige feriebilleder – og det ser ud som om, at alle i mit social media netværk har været i enten Kroatien eller på Mallorca. Og det havde nok været nemmere at sluge, hvis man selv havde haft bare en dag i en liggestol i solen.

Men heldigvis bekræftede min skønne veninde, Christine, mig i, at jeg ikke er ene om at have sommerferiedepression.

Men ok, vi har da haft rigtig gode stunder og mange skønne oplevelser denne sommer, selvom budgettet var småt og mulighederne mindre med barsel og baby.

Vi har blandt andet været i Berlin – yes yes, storbyferie med tre børn. Det kan man faktisk godt. Også med en vis succes.

IMG_8654

Vi valgte Berlin, fordi vores gode ven bygger hotel i byen og derfor var der hele juli med konen og deres tre børn. Så kunne vi hænge ud sammen, og børnene kunne lege.

De dejligste børn i Berlin

De dejligste børn i Berlin

Ferien indeholdt nemlig alt det, en storbyferie med børn nødvendigvis indeholder: konflikter, nedsmeltninger, oplevelser, opture, god mad og masser af is.

Vores venner boede i Prenzlauer Berg i det østlige Berlin – mega hyggeligt kvarter med små, finurlige butikker, gode legepladser og kaffe! En kombi, der fungerer ret godt. Børnene er aktiverede, og de voksne kan drikke kaffe og snakke. Og snakket blev der!

Baby på tæppet på legepladsen og voksensnak i baggrunden

Baby på tæppet på legepladsen og voksensnak i baggrunden

En god latte på en cafe fåes for ca. 20 kroner – noget vi kunne lære af herhjemme. Siden vi landede i landet igen har jeg simpelthen ikke kunnet få mig selv til at betale 40+ for varm mælk med et skud kaffe!

Ikke kaffe, men til gengæld et skud af verdens bedste cola

Ikke kaffe, men til gengæld et skud af verdens bedste cola

Is sad også løst på os. På alle gadehjørner er der små isbarer med hjemmelavet is til omkring 1 euro for en kugle – ahmen altså. Tilsvarende er man jo ruineret, hvis familien skal have en runde is herhjemme.

Og så er det jo så drønbilligt at spise godt i Berlin. Vores venner kender Berlin virkelig godt og fandt således skønne restauranter, hvor børnene hurtigt blev spist af og derefter kunne suse over på en nærliggende legeplads. Første aften spiste vi lækker vietnamesisk, anden aften guddommelig italiensk mad på en restaurant, der hedder ‘Donna’ i Prenzlauer Berg – vælg deres rødbede gnocchi. Nøj!  -, tredje aften burgere på det populære Shiso (kan på ingen måde konkurrere med fabelagtige Gasoline herhjemme, men de var ok), og så sluttede vi af med det bedste mexikanske mad, jeg har smagt, på den undseelige Neta på Schønhauser Allee. Det er enkel mexikansk streetfood og smagte helt vidunderligt!

Vi var hjemmefra blevet anbefalet Berlin Zoo, så det prøvede vi. Børnene var vilde med legepladsen, og vi så en panda og fik en currywurst. Og bortset fra det, så vil jeg hævde, at vi har den flotteste Zoo her i Odense.

Hyggestund i Zoo med vores veninde, Louise

Hyggestund i Zoo med vores veninde, Louise

Vejret var med os hele ugen, og når jeg nu lige har brokket mig over manglen på sol, er det måske en anelse forkælet at synes, det var FOR varmt. Men det var det altså. Især for Ellie, der på ingen måde gad sove i medbragte vogn, men som altid kun i viklen med det resultat, at vi begge næsten smeltede – og jeg indimellem nedsmeltede.

Amning amning amning af varmt barn!

Amning amning amning af varmt barn!

Vi blev kølet af i Monbijou Park, hvor der ligger et genialt friluftsbad. Noter jer dog, at man ikke kan gå ud og ind, så sørg for et lager af kaffe, vand og mad. Hvilket vi naturligvis ikke havde, så jeg var et monster indtil min veninde ankom med kaffe. Derfor måtte vi også forlade faciliteterne ved frokosttid for til gengæld at indtage nogle helt vidunderlige pizzaer lige bag ved badet, ved kanten af Spree, i særdeles dejligt selskab med andre venner, der bor fast i byen.

Friluftsbadet i Monbijou

Friluftsbadet i Monbijou

En sidste ting, jeg på det varmeste vil anbefale, hvis I skulle være ‘dumme’ nok til at tage med børn til byen (det ER vitterligt nok den absolut bedste by til børn. Berlin er som bygget til børn), er at  tage et smut på Macht Mit. En gammel kirke i Prenzlauer Berg, som er lavet om til et museum/kreativt legested for børn. Det var fedt!

IMG_8678

Med al den tid vi brugte i ovennævnte område, skulle man tro, vi også boede der. Men vi havde så valgt et hotel i modsatte ende af byen – på Kurfürstendamm – men så fik vi også oplevet den del. Og ved I hvad? Lige rundt om hjørnet fra vores hotel på K’damm 180 lå den dejligste yogabutik/yogastudie ‘Yoga & More’. Desværre nåede jeg ikke en klasse, men vi besøgte butikken med ungerne.

Her var en kurv fyldt med sten med forskellige healende egenskaber. Pigerne fik af ejeren lov til at vælge en hver. Og her så vi tydeligt deres forskelligheder. Vera valgte med det samme den mindste, helt gennemsigtige sten ud af et overdådigt udvalgt af sten i alle størrelser, former og farver.

Frida kunne slet ikke vælge. Blev ved med at tage en op og lægge tilbage, bange for at træffe det forkerte valg og fortryde.

Hvem tør tolke på det?

Køreturen med lille Ellie gik i øvrigt fremragende. Vi holdt to pauser derned og to hjem. Hver gang når hun var vågen, så hun kunne blive ammet og puslet. Og ellers sov hun. Hende har vi sgu’ været heldige med.

IMG_8681

Da vi kom hjem, skrev vores veninde, at jeg var sej at tage til Berlin med tre børn, hvoraf den ene er en lille baby.

Det synes jeg ikke. Ellie er bare nem, og de store er bare, ja, store og nemme. Det største problem var nok mig, og jeg må bare erkende, at min stressede og nok lidt overbelastede hjerne ovenpå en række voldsomme begivenheder de seneste år nok har mere brug for noget hvid sandstrand et fjernt sted, hvor jeg ikke skal bevæge mig mere en højst nødvendigt og udelukkende træffe store beslutninger om, hvorvidt min juice skal være ananas eller æble.

Men det bliver ikke nu, i denne barsel/post-hjerneblødning økonomi.

Nu glæder jeg mig istedet til, at mine dejlige svigerforældre tager de store i næste uge, så vi kan få lidt ro. Seks uger sammen i regnvejr 90 % af tiden er bare lang tid. Gad godt være sådan en mor, der ikke tænkte sådan, men det er jeg ikke 😉 Så min mand og jeg pønser på at stikke af – et ophold et sted, en hotelovernatning, et eller andet så jeg kan komme væk fra vasketøj og hjemligt rod.

ps. Sidste tysker-tip. Vi var i et øko-supermarked Au Natura, hvor øko-slik kun kostede en rund tier!

Min absolut yndlingsaccessorie på turen - min rygsæk fra Babydreamer. Det er en megafed puslerygsæk, som rummer alt, en familie med tre børn har brug for! Find den her

Min absolut yndlingsaccessorie på turen – min rygsæk fra Babydreamer. Det er en megafed puslerygsæk, som rummer alt, en familie med tre børn har brug for! Find den ved at trykke på billedet!

Easy Peasy puslen på farten med rygsækken fra Babydreamer

Easy Peasy puslen på farten med rygsækken fra Babydreamer

 

Så fik Ellie sit navn

Ellie Viola Rasmussen

En sød pige sagde forleden til mig, at hun var i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige at få et tredje barn – men at hendes tredje barn endte med at blive hendes største forelskelse.

Den dag, for snart et år siden, da jeg på et toilet i Frederiksbergcentret tog en positiv test samme dag, som vi skulle til Ibiza, var vi – ærligt – ikke overstadigt lykkelige. Mere eftertænksomme. En anelse bekymrede. Kunne vi rumme det her? Havde vi overskuddet – både det menneskelige og økonomiske? Havde vi plads – i vores hjerter, vores hus og vores bil?

Og nej. Så vi på alt det praktiske, var det verdens dårligste ide. Men nu er praktisk tænkning ikke vores stærkeste side, og hvor ville livet så også være kedeligt. For er det eneste rigtige egentlig at have børneværelser nok og den rigtige bil?

Du er født ind en familie styret af følelser og lyst. Vi råber og skændes, og vi elsker. Hold nu op, hvor vi elsker hinanden.

Men du er desværre også født ind i en tid, hvor de stærke følelser ikke kun har været glæde og lykke, men i højere grad sorg, fortvivelse, angst….

Jeg glemmer aldrig følelsen af at sidde ved din fars sygeseng og ikke ane, hvad fremtiden ville bringe og bare have lyst til at skære maven af. Og sorgen over at byde dig, kære lille væsen, de tanker og følelser. Al den stress. Indtil en kær  bekendt sagde, at jeg skulle tale med dig. Forklare dig. Guide dig gennem det stormvejr. Så det gjorde jeg. Hver dag. Og vores bånd blev bare stærkere og stærkere i takt med, at din far fik det bedre og bedre.

Forløsningen da jeg fødte dig. Du kom som en orkan og bragte mig steder, jeg aldrig troede, jeg kunne komme. En fødsel så intens og stærk, at min krop blev presset til det yderste, men hele tiden i kontrol, fordi mit sind vidste, hvad der var i vente.  Dig. Så stærk og fin. Stor og sund. Født i stuen til lyden af fuglene i haven. Al min dårlige samvittighed forsvandt med et, for jeg kunne med det samme se, at min krop til trods havde passet på dig.

Og nu. Nu er du her. Vi har jo altid manglet dig, føler vi. Hvad ville vi være uden dig? Midt i al den frustration over sygdom, operationer, mere sygdom, er du det rene og ægte. Du er kun glæde. Intet andet. Og jeg ved, at du kom nu, fordi du skulle. Du har hele tiden været en boble af glæde, jeg har kunnet søge ind i. Blive ladet op. Det er aldrig svært at være din mor.

Selvfølgelig skulle du være her. Min dejlige pige. Min store forelskelse. Tak for dig.

IMG_8365 IMG_8366 IMG_8367 IMG_8368 IMG_8369 IMG_8371 IMG_8373 IMG_8374 IMG_8375 IMG_8376 IMG_8377 IMG_8378 IMG_8379 IMG_8380 IMG_8381 IMG_8382

Laaang sommerferie og lidt om at få et tredje barn…

I dag har vi brugt en af årets første sommerferiedage i herligt selskab med Veras nye veninde fra skolen, hendes to mindre søskende og deres søde mor, mens mændene har arbejdet og ældstebarnet, Frida, har været på gymnastikcamp.

Moderen har nok at se til. Med tre små (meget søde, glade og livlige) børn i alderen 5 år, 3 år og 10 måneder er der nok kampe at udrede og forskellige behov at tilfredsstille, og jeg beundrer hende for hendes ro i samværet med sine børn. Hun går hjemme med de to mindste, og på den privatskole, hvor vores to piger har mødt hinanden, er der LUKKET de næste næsten syv uger. Det betyder, at der intet sted er at aflevere børnene, og det betyder, at forældre enten skal have mulighed for at være hjemme med dem eller ty til alverdens kreative løsninger.

Jeg tror, at hun, i modsætning til mange andre, oprigtigt nyder tiden med sine børn. For når jeg nævner sommerferiesetuppet for andre forældre med børn i folkeskolen, hvor SFO’en tilbyder pasning en væsentlig del af ferien, kan jeg se, hvordan alene tanken om at skulle mestre så lang en sommerferie løber dem koldt ned ad ryggen. De undskylder sig med, at de ikke kan se, hvordan logistikken skal gå op, men jeg tror også, at tanken om SÅ lang tid med sine børn kan være skræmmende nok i sig selv. Det er de færreste af os jo vant til eller har indrettet vores liv efter.

Hos os er det nemt i år, fordi jeg er på barsel. De forløbne to år har Michael i kraft af sit musikerjob taget tjansen, og skulle han en dag lave noget andet, der kræver hans tilstedeværelse, må vi jo løse puslespillet og håbe på bedsteforældrenes hjælp.

Men vi er glade for at kunne give vores børn den helt særlige følelse af, at sommerferien er så uendelig, at de slet ikke kan enden af den – den følelse, jeg så tydeligt selv kan huske fra min barndom, hvor jeg cyklede hjem med sangen ‘Ferie, ferie, ferie, slap nu af, du har fri og syng en glad melodi’ på repeat i hovedet, mens jeg gjorde mig alverdens tanker om, hvad de næste mange, mange uger skulle bruges på.

Nå, men jeg siger mig ikke fra fra, at jeg også kan få lidt koldsved over at skulle aktivere ungerne i så lang tid. Fra ovenstående mor lyder det til gengæld: ‘Er det ikke skønt med sådan en ferie’. Og hun mener det, og jeg håber, at jeg også kan viske panikken helt væk de næste (mange) uger.

Hvilket bringer mig til noget helt andet og så alligevel ikke. For da vi annoncerede, at vi skulle have en treer, var der flere venner, der med en snert af alvor spurgte os, hvad vi dog havde gang i? Flere har selv tre børn, vel at mærke. Mange har også spurgt, hvorfor vi har gjort det, nu hvor de to andre er blevet store, og det netop var ved at blive nemt? Hvorfor vi dog banker os selv helt tilbage?

  1. Frida er nærmest stor nok til at være barnepige nu

    Frida er nærmest stor nok til at være barnepige nu

Og ja, sådan har jeg da også indimellem tænkt, men ved I hvad? Jeg synes faktisk ikke, det har været hårdt at få nummer tre. Det har været og er en hård tid på grund af min mands hjerneblødning (han er næsten helt god igen) og på grund af nylig funden alvorlig sygdom i min nære familie. Men at tiden er svær og hård har intet med babyen at gøre.

IMG_8119

For os har det nemlig været en kæmpe fordel at vente så længe med den treer. At de to store er så store og selvhjulpne, at jeg faktisk ikke engang går i panik, når jeg skal være alene. Jovel, de bliver indimellem plantet med en Ipad, og jovel, de bliver lidt tilsidesat, når der lige skal ammes, puttes etc. Men de er også virkelig dygtige til at hjælpe, til at underholde sig selv og ikke mindst til at glædes ved deres lillesøster. Her er ikke skyggen af jalousi. Tværtimod.  Så nej, jeg føler ikke, vi har banket os selv tilbage eller malet os op i et hjørne. Jeg føler på mange måder, at vi har fuldendt vores familie og kan (næsten) acceptere, hvis vi stopper her, selvom jeg tror, at jeg i lang tid har brug for at fastholde følelsen af, at der godt kan være endnu et barn i vente.

Der skal altid holdes hånd - også over (den politisk ukorrekte) morgenmaden

Der skal altid holdes hånd – også over (den politisk ukorrekte) morgenmaden

BONUS: Når Ellie er 6 år er Frida 14 og kan dermed agere barnepige:)

I øvrigt har jeg været væk fra Facebook i 14 dage og savner det ikke:)

Jeg holder en pause…

…ikke fra bloggen. Tværtimod. Den vil jeg gerne gøre rigtig meget mere ved. Men jeg har valgt at tage en pause fra de sociale medier.

Det er utroligt så vanedannende, det virker på mig. Og selvom jeg konstant sagde til mig selv, at jeg skulle lægge min telefon, være i nu’et, kigge på min baby, når jeg ammer – ja, så fandt jeg alligevel mig selv igen og igen samle telefonen op og trykke opdater på Facebook.

Det seneste stykke tid har jeg været lidt trist og følt mig stresset over alt det, jeg ‘går glip af’ og følt, at livet bare styrter afsted forbi mig, mens jeg tuller rundt her på barsel. Men for fanden, hvad er det nu for en følelse? Og hvad bilder jeg mig egentlig ind? Jeg har jo en baby, for søren! Sikkert den sidste, jeg får, og tiden med hende styrter også bare afsted. Jeg VIL IKKE starte på arbejde igen d. 1. maj og føle, jeg missede chancen for 100 % nærvær, fordi jeg havde travlt med at være alle mulige andre steder (underforstået sociale medier) og i alle mulige andres picture perfect liv, når jeg har så meget lige her at være taknemmelig for. Og være til stede i.

19096196_10155232027966166_1780080942_o

Derfor prøver jeg. Jeg har deaktiveret min FB-konto, og jeg har slettet min Instagram app. Sidstnævnte vil jeg hente ned indimellem og fortsat bruge til at lægge billeder på og ikke mindst gøre opmærksom på et nyt blogindlæg.

Bare det at deaktivere sin FB er jo en kæmpe ting. Og bare det, at det er en kæmpe ting, gør det til noget helt rigtigt at deaktivere den. Hvordan kan man blive så afhængig det?

Jeg har intet imod sociale medier, faktisk elsker jeg dem på mange måder. Især når folk bruger dem og skriver sjove, interessante, underholdende opslag, og når jeg ser firmaer bruge det på en interessant måde i deres forretning og markedsføring. Så det her er ikke en kampagne MOD Facebook, og jeg vender helt sikkert tilbage. Men lige nu har jeg brug for at vende mit fokus indad på mit eget liv og prøve at være taknemmelig for alt det gode, jeg har, og ikke have så travlt med det, jeg ikke har.

19073213_10155232029456166_1725915824_o

Jeg vil kigge på min baby, når jeg ammer hende og på mine store børn, når de er hjemme. Jeg vil meditere mere og lave mere yoga, når den lille sover, frem for at kigge på min telefon. Jeg vil simpelthen lægge min telefon fra mig i langt højere grad, end jeg har gjort indtil nu.

Så må vi se, hvor længe det holder. Michael har en ven, der ikke er på Facebook. Han har aldrig haft en profil der, men formår alligevel at være succesfuld. Så det kan godt lade sig gøre 🙂

IMG_7543

Lidt om babybobler

Otte uger. Otte uger siden jeg blev mor til tre. Otte uger siden lille Ellie svømmede ud i et fødekar hjemme i stuen, og jeg fik den fødsel, jeg altid har drømt om – selvom alt andet i vores liv har været på standby.

IMG_6762


Jeg havde en ambition om at fylde bloggen med stærke, læsværdige, lærerige, underholdende indlæg om mit liv som gravid og barselsramt mor. At krydre det med yoga og opskrifter og alt muligt andet lækkert. Men jeg blev overhalet af virkeligheden i form at min mands hjerneblødning i starten af februar, som satte alt andet på pause.

Det er nu et godt stykke tid siden.

Og efter Ellies fødsel har jeg bare været i en boble. Min babyboble. En boble der har været så uendelig vigtig for mig, da jeg har kunnet adskille al frustrationen omkring hjerneblødningen fra lykken i at få et lille barn mere. For meningen var jo, at det skulle være en lykkelig tid. Og med min boble har det været muligt at holde på den følelse, selvom jeg næsten hver morgen vågner med en lille smule ondt i maven over, hvad fremtiden skal bringe, når sådan en hjerneblødning rammer ens mand og dermed også en stor del af ens liv.

En kær bekendt skrev på Facebook, at jeg burde skrive et blogindlæg og babyboblen, da mange kvinder i hendes optik sikkert kunne forebygge efterfødselreaktioner og depressioner. Og jeg er sikker på, hun har ret, hvis vi ser på, hvordan det kvindelige hormonsystem fungerer i fint samspil med babyen. Men det vil jeg ikke kede jer med her – jeg vil i stedet fortælle,  hvordan og hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort.

IMG_6825

Jeg havde inden fødslen meldt ud til bedsteforældrene, at vi gerne ville have, de tog de to store piger, når babyen kom til verdenen, så vi kunne få nogle uforstyrrede døgn, hvor vi kunne gå i babysymbiose uden at skulle tænke på en 5 og 8-årigs behov.

Jeg gik ni dage over tid, så min far og hans kæreste tog på en planlagt ferie til Berlin dagen efter fødslen, og derfor tog min svigermor så fint den opgave på sig. Jeg fødte nemlig samme dag som en meget lang påskeferie meldte sin ankomst – og jeg kunne ganske enkelt ikke overskue udsigten til at have to livlige og lettere krævende storesøstre hjemme HELE dagen, mange dage i træk.

Jeg valgte også at sige nej tak til besøg det første stykke tid. Lært af erfaring er det bare ikke sagen at have gæster, når man i virkeligheden bare har brug for at ligge tæt med sin baby uden at skulle koncentrere sig om andre. Jeg husker tydeligt, da vi fik Frida for over otte år siden. Det væltede ind med gæster fra dag et – alle ville jo se den førstefødte. Og holde hende. Og efter en uge følte jeg mig kørt over og frarøvet noget helt særligt. Ganske enkelt. Og jeg følte, at en meget dyrebar tid var blevet stjålet fra mig.

Jeg har efterfølgende med både Vera og nu Ellie ladet dem blive i vores favne de første par uger. Og gør det i princippet stadig, selvom det er blevet lettere af give hende fra mig for en kort stund. Jeg ved godt, det er svært at komme på barselsbesøg uden at få lov at holde den lille – især som bedsteforældre – men det er vigtigt at tænke på, hvis behov man tilfredsstiller. Det er i hvert fald ikke babyens behov at lande i en fremmed favn med fremmede dufte.

IMG_7543

 

Jeg tror også, det for nogen kunne virke mærkeligt, at jeg bare vippede mine to store piger midlertidigt ud af reden. Vi skulle jo lære at være en familie. Det er også deres søster. De skal ikke føle sig udenfor. Sådan er jeg sikker på, at mange har tænkt. Eller, det ved jeg, mange har. Men det har været den bedste investering.

For det første nød pigerne deres tid hos farmor og farfar. Vi flyttede jo i sin tid til Fyn for at komme tættere på bedsteforældrene, og det var en gave for pigerne, som elsker deres farmor og farfar overalt på jorden, at få så meget tid med dem.

Og det var en gave for os, der stille og roligt kunne kigge på vores baby, være tæt med hende, lande og ikke mindst – for mit vedkommende – have ro til at komme i gang med amningen og lade kroppen hele.

Da jeg i sin tid blev uddannet doula/fødselshjælper hos Fødeklinikken Maia, lærte jeg, at kvinder bør blive i barselssengen en uge efter fødslen. Vi behøver ikke vise, at vi kan alt muligt hurtigt. Jo, jeg er skidegod til at være gravid og til at føde. Min mave bliver flad i løbet af få dage, min krop er frisk, jeg brister ikke. Men for mit mentale velbefindende huskede jeg ordene. Vi rendte ikke rundt til sociale arrangementer eller gik lange ture med barnevognen bare for at vise, vi kunne. Hvorfor skulle vi dog det? Den første uge havde Ellie i stedet slet ikke tøj på, og vi lå konstant hud mod hud

Fire-fem dage efter fødslen begyndte pigerne at være hjemme igen, og det var også skønt at være samlet som familie, men jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at de første ’isolation’ også har været medvirkende til, at jeg havde meget mere overskud, da vi først skulle til at lege familie på fem igen – også selvom jeg mange gange skulle trække vejret lidt dybere, når bølgerne gik højt, som de jo gør med X antal unger i huset.

Og så tikkede uret også. For 14 dage efter fødslen skulle Michael opereres i hjernen og have lukket den misdannelse, som i februar forårsagede hjerneblødning. Vi anede ikke, hvilke mén, operationen kunne give, og hvorvidt den ville banke ham helt tilbage til efter hjerneblødningen, når han nu på mange måder var kommet sig så fint.

De skulle trods alt op i hans hjerne og pille. Ville han overhovedet vågne op?

De første 14 dage er altid helt særlige med en baby, og jeg råder altid vordende forældre til at værne om dem. Men for os var de altså bare ekstraordinært vigtige, fordi vi ikke anede, hvilken tilstand Michael ville ende i.

Det er nu et godt stykke tid siden han blev opereret d. 20. April. Han vågnede op dagen efter operationen i en langt værre tilstand, end vi havde regnet med, da vi ved operationens afslutning fik overbragt beskeden om, at ’det var gået bedre end forventet’. Men han var helt væk. Kastede op. Kunne slet ikke tale, og hans højre hånd var komplet lam. Et problem af fuldstændig uoverskuelige dimensioner, når ens levebrød er at spille saxofon.

Men der er sket magi på ret kort tid, og i skrivende stund er han ude og løbe. Og han er begyndt at kunne spille igen. Lige så langsomt er han på vej tilbage.

Og i skrivende stund sidder verdens dejligste baby Ellie og sover i viklen på min mave og konstant minder mig om, at det hele faktisk er ok, selvom livet rusker i os.

 

Så kom Ellie svømmende…

Jeg har været stille på bloggen lææænge, og det var egentlig meningen, jeg skulle skrive meget mere om kommende fødsel, graviditet og alt det der, som de seneste to måneder er gået med. Men de er også gået med at komme os oven på den hjerneblødning, min elskede blev ramt af d. 6. februar, og derfor har skrivelysten ikke rigtig været der. Jeg arbejder på et blogindlæg om netop det, mine tanker og frygt, men det tager noget tid at få skrevet ned.

Faktum er, at Michael er…ok. Omstændighederne taget i betragtning. Stadig sygemeldt, stadig træt, men efter omstændighederne ok…

Og så er vores baby svømmet ud til os. D. 7. april kl 06.59 hjemme i stuen.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg denne gang ønskede at føde hjemme. Det er der mange årsager til, som jeg blandt andet har skrevet om her. Mine ønskelister kan I læse her: http://yogamom.dk/?p=216

Jeg har egentlig ikke på noget tidspunkt tænkt, at der kunne være en risiko for, at det ikke ville blive til noget. Frida og Vera er begge født før termin, men da terminsdagen nærmede sig denne gang, var der bare ingen tegn på en forestående fødsel. Dagene gik, og pludselig var jeg gået en uge over tid.

Min krop var vildt stresset, fordi Michael skal ind og have lavet en kæmpe operation i sin hjerne d. 20. april, og jeg ville bare så gerne være sikker på, at vi nåede at have noget af den magiske første tid sammen (der kommer også masser af tid bagefter, men han skal jo lige komme sig oven på operationen. De skal trods alt rode i hans hjerne). Så det var faktisk lidt sorgfyldt. Fysisk havde jeg det godt, og i den perfekte verden ville jeg bare nyde min graviditet og ikke stresse over at gå over termin. Det er jo bare en dato. Men jeg ville for alt i verden heller ikke sættes i gang, for så var det farvel til hjemmefødsel. Så det var et nej til medicin – med den risiko, at operationsdatoen bare kom tættere og tættere på.


 

Sidste mavebillede. 41+2

Sidste mavebillede. 41+2

Onsdag d. 4. april skulle jeg til overtidstjek på hospitalet. Her tjekkede de hjertelyd og scannede for at se mængden af fostervand, der er en god indikation på, at moderkagen virker, som den skal. Alt var i skønneste orden. Jeg havde forinden besluttet mig for at forsøge med hindeløsning, hvor jordemoderen kan stikke 1-2 fingre op i livmoderhalsen og løsne hinderne, hvilket kan, hvis kroppen er klar, ‘provokere’ den til at gå i fødsel. Egentlig var det lidt mod mine principper – at stresse noget frem – men når det nu skulle være, så var det den mest naturlige løsning, da kroppen kun går i gang, hvis den er klar. Og når nu hverken akupunktur, zoneterapi eller hindbærbladsthe havde hjulpet, så takkede jeg ja.

Hun kunne næsten ikke få fat. Min livmoderhals var stadig bagoverbøjet og ikke særlig modtagelig. Men hun fik løsnet lidt. Og det gjorde helt vildt ondt!

Torsdag var der stadig ikke sket noget. Og da min mand i telefonen talte med sin ven om den forestående operation, brød jeg helt sammen. Så jeg ringede til det fantastiske hjemmefødselsteam/kendt jordemoderordning fra OUH, som jeg var tilknyttet og talte med jordemoder Annie. ‘Jeg kommer hjem til dig om en time og laver en ny hindeløsning,’ lød det.

Som sagt så gjort. Og denne gang fik hun godt fat, mens jeg lå blødt og godt i min egen seng og ikke på en hård briks på en hospitalsstue.

En time senere kom min fantastiske jordemoderveninde Camilla Darre, som jeg også er uddannet Smertefri Fødsel instruktør ved, og gav mig en blid, oxytocinfremkaldende massage. Lange bløde strøg. Skønt.

Min livmoder arbejdede, kunne jeg mærke, men det kunne også være snyd, som en hindeløsning godt kan fremprovokere. Jeg havde på det tidspunkt mistet enhver tro på, at jeg nogensinde ville gå i fødsel af mig selv og var begyndt at forestille mig, hvordan det ville være at vælge igangsættelse. Jeg troede simpelthen, at min krop var for stresset til at føde – for når kroppen er fyldt med adrenalin og kortisol, kan det være svært at danne oxytocin, som er det hormon, der skaber veerne.

Om eftermiddagen tog vi til forældremøde på skolen. Jeg spiste to stykker lagkage og derefter en burger på Gertruds i Odense. Så hentede vi børnene hos mine svigerforældre og kørte hjem og puttede dem. Jeg havde lidt menstruationsmurren og nogle bidende plukveer, men ikke mere end jeg havde oplevet periodevis over de seneste uger.

Da børnene var blevet puttet, lagde jeg mig i sofaen sammen med Michael. Han nussede mig lidt, jeg nulrede mine brystvorter (gode oxytocinknapper), masserede akupressurpunktet for oxytocin på anklen, alt imens vi så to afsnit af Billions på HBO.

Min jordemoderveninde Helle skrev, at hun var på vej hjem fra byen, hvis hun skulle komme forbi og løsne hinder, og jeg ringede og fortalte, at det havde Annie gjort tidligere, samt at jeg havde en del plukveer.

‘Kineserne siger, man skal spise en portion havregrød. Det skulle sætte gang i veerne – og så er der også nogle gode kulhydrater at føde på, hvis du går i gang i nat,’ sagde Helle.

Så det gjorde jeg. Lavede en stor portion havregrød med masser af smør og æbler og honning. Spiste, ryddede op og gik i seng.

Fødslen

Kl. 02.15 Jeg vågner ved, at det gør ondt. Rigtig godt bidende plukveer, der trækker om i lænden. Michael sover tungt, og jeg vil ikke vække ham, hvis det nu går i sig selv igen. Jeg finder app’en, der kan tælle veernes længde og interval, frem på min telefon og begynder at tage tid. De varer omkring 1-1 1/2 minut med bare 2-3 minutters pause. Og sådan fortsætter det en halv times tid. Hov! Er der mon en fødsel i gang. Det gør ikke mere ondt, end at jeg kan slappe af i dem og bruge min overfladiske vejrtrækning.

02.45 Jeg skal på toilettet. Det plejer at være et sikkert tegn på en forestående fødsel – at kroppen tømmer sig selv. Her går slimproppen også sammen med tegnblødning.  Veerne begynder at tage til i styrke under toiletbesøget og kommer nu også i par – såkaldte kobleveer. Det har jeg ikke prøvet før, og det f…. hårdt ikke at have pause. Vejrtrækningen hjælper mig gennem veerne – den overfladiske vejrtrækning, der adskiller diafragma fra fundus (vejrtrækningsmusklen fra toppen af livmoderen). Jeg fokuserer på mine tre fixpunkter; hænder, skuldre og kæber. Er de afslappede, slapper resten af kroppen også nemmere af, og afspænding er klart en af nøglerne til godt fødselsarbejde og kontrol.

Og kontrol har jeg. Også selvom kobleveerne periodvis nu kommer som noget, der minder om vestorm. Absolut ingen pauser mellem mange af veerne. De kommer bare som perler på en snor.

Jeg bevæger mig ned i stuen, og Michael er nu også vågen. Jeg er helt væk i arbejdet med mine veer og sætter mig på en pilatesbold for at kunne holde mit bækken i bevægelse. Jeg kan ikke længere stå på benene, så hårde er veerne nu. Men jeg har stadig kontrol, siger ikke en lyd og bruger bare min vejrtrækning.

03.15 Jeg har ringet til jordemoder Annie, der har vagten. Hun er er på vej.

04.00 (står der i journalen. Jeg tror, det var lidt tidligere). Michael har pustet fødekarret op og bakser lidt med at få slangen på vandhanen. Jeg kan høre, den falder af flere gange, og det stresser mig lidt. Tænk nu, hvis jeg ikke kan komme i vand? Jeg beder Michael ringe til min veninde Louise, der skal være hjælper. Hun tager ikke telefonen. Så beder jeg dem fylde vores badekar, så jeg kan komme ned i vand, men det er åbenbart lykkes at få slangen på. Jeg bevæger mig over på den daybed, vi har sat ind i stuen til formålet. Her går vandet spontant, jeg kaster op et par gange (det gør jeg altid, når jeg føder) og jeg ligger her lidt tid og arbejder med veerne, der fortsat kommer stort set uden pause.

04.50 Jeg kommer ned i fødekarret. Det er en fantastisk følelse at lade min hårdtarbejdende krop sig omslutte af det varme vand, der øjeblikkeligt virker smertelindrende. Jeg får en kort pause, hvor jeg har energi til at bede om noget saft og en kold klud på panden. Jeg har det så varmt. Både af vandet og min arbejdende krop, der bare ingen pauser tager. Jeg føler, at det hele er en lang ve og kan se, hvordan maven konstant er spændt som en flitsbue.

05.30 Jordemoder Annie har skrevet i fødselsjournalen ‘Mia klarer veerne flot’. Det er hårdt. Men jeg er fortsat helt stille og koncentreret om min vejrtrækning og kæmper virkelig for at spænde af.

Michael har åbnet vinduet bag mig, og i haven synger fuglene højt. Det er vanvittig smukt.

Jeg ville gerne have bevæget mig mere rundt i karret, men jeg kan ikke andet end at lade ryggen hvile op ad karrets kant, mens jeg lader min underkrop flyde i vandet. Jeg klamrer mig nærmest fast til karret og føler, at min underkrop flyver afsted med mig, hver gang livmoderen trækker sig sammen.

‘Det er bare en muskelsammentrækning’ messer jeg for mig selv, præcis som da jeg fødte Vera på den stille, mest vidunderlige, naturlige og næsten smertefri måde. Det her er IKKE smertefrit. Det går det alt for stærkt til. Men jeg har stadig kontrol.

Jeg prøver også at tælle, som ved Veras fødsel. Der varede veerne et minut, så jeg talte til 30 to gange. Det var til at overskue. Men midt i en vestorm fungerer det bare ikke. Jeg har ingen fornemmelse af, hvornår en ve slutter og en ny begynder.

06.00 Det presser. Samtidig med at livmoderen trækker sig sammen. Det føles ikke som en presseve, for det kan jeg tydeligt huske, hvordan livmoderen arbejdede på en helt anden måde. Jeg har egentlig frabedt mig nogen form for undersøgelse og vil klare fødslen alene. Jordemoderen må kun lytte hjertelyd. Alligevel beder jeg hende tjekke, hvor meget jeg har åbnet mig, for det er efterhånden så hårdt, at jeg ikke kan forestille mig andet, end at jeg snart er ved pressefasen.

‘Du er kun 4 cm’, siger Annie. Jeg bliver helt fortvivlet. ‘Det kan jeg ikke klare,’ siger jeg og kigger på Michael. ‘Hvad har du så tænkt dig?,’ spørger han. Og selvfølgelig kan jeg klare det, men min forstand fortæller mig, at det vil tage 4-5 timer at nå i mål. Det er meget midt i en storm.

‘Hun står med hovedet helt nede. Så det kan godt gå stærkt,’ siger Annie. Og jeg lukker øjnene igen og ryger tilbage i mit arbejde. Veernes styrke og intensitet stiger, og pressetrangen bliver større og større.

Det er hårdt arbejde...

Det er hårdt arbejde…

06.50 Annie undersøger mig hurtigt igen og konstaterer, at jeg bare skal give efter for pressetrangen. Jeg har ikke mærket noget skift fra udvidelse til pressefase. Hver eneste ve føles både som en udvidelses og en presseve, så jeg fortsætter bare med min overfladiske vejrtrækning, men tager nu fingrene op i skeden, hvor jeg lige kan mærke en blød kant af hendes hoved.

Jeg lader fingrene blive deroppe og for hver hver ve kommer hovedet mere og mere frem.

Jeg har ønsket, at vi selv tager imod hende, så hun ikke bliver rørt af fremmede hænder som det første, og midt i mit hårde arbejde, bliver jeg helt rørt over selv at føre hende frem. Langsom føder jeg hovedet med min hånd på det, og jeg forventer, at kroppen følger hurtigt efter. Det gør den ikke, og presseveerne fortsætter med enorm intensitet.

‘Hvorfor kommer hun ikke,’ når jeg vist at råbe i frustration over ikke at mærke den endelig forløsning, og Michael siger til jordemoder Annie, at hun godt må hjælpe. Hun tager blidt fat og hjælper kroppen frem, så Ellie svømmer ud i fødekarret, hvor jeg tager fat i hende og løfter hende op på brystet. Og græder højlydt af glæde. Det er fuldstændig overvældende. Tænk, at jeg fik den fødsel, jeg drømte om, selvom det gik lidt vel hurtigt.

Og jeg tænker: Det vil jeg gøre igen!

Ren glæde og forløsning

Ren glæde og forløsning

Annie fortæller efterfølgende, at det var gået så hurtigt, at hun ikke havde nået at rotere rigtigt, og derfor kom kroppen ikke lige med det samme. Men alt var og er godt. Lige som det skal være, og Ellie scorer toppoint på Apgar med det samme.

Jeg har bedt om sen afnavling – det vil sige, at navlesnoren ikke skal klippes, før pulseringen ophører. Derfor ligger Ellie ved brystet og begynder lige så stille at trække vejret. Hun får stadig ilt fra moderkagen og behøver ikke at skynde sig. Hun er nu forbundet til verdener – den inden i og den udenfor.

Jeg beder kort efter Michael kalde børnene ind. De har sovet gennem det hele, men farmor kom tidlig morgen og er oven på med dem. De kommer ind og møder deres lillesøster, mens vi stadig ligger i fødekarret. Det er helt perfekt, for jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt de skulle med til fødslen. På den her måde fik jeg ro under fødslen, mens de stadig får magien af de første særlige minutter.

Jeg har ønsket at føde moderkagen i karret på naturlig vis – det vil sige uden det syntocinonstik i låret (kunstig oxytocin) man rutinemæssigt giver for at hjælpe livmoderen med at trække sig sammen. Men moderkagen kommer ikke liiiige….

Der har været vagtskifte, og jordemoder Simone har taget over, mens Annie skriver fødselsjournalen færdig.

Vi bliver enige om, at jeg kommer op af karret og prøver at føde den på land. Jeg er også ved at blive lidt kold, så det passer fint. Jeg ligger mig på madrassen og lægger Ellie til brystet. Hun sutter ivrigt med det samme, og jeg ved, at det hjælper efterveerne på vej, så moderkagen kan komme ud. Den kommer stadig ikke. Pulseringen i navlesnoren er stoppet, og vi bliver enige om at klippe den, da det kan hjælpe det hele på vej.

 

Kort tid efter begynder moderkagen at komme frem, pigerne kigger med, da den bliver født, og efterfølgende tegner og fortæller Simone for pigerne, hvordan den har virket inde i maven. Den er stor og flot og har helt sikkert fungeret optimalt i maven.

IMG_6765

Ellie sutter ivrigt videre, efterveerne bider kraftigt, men jeg er simpelthen så lykkelig. Michael serverer boller og cola (jeg drikker normalt aldrig cola, kun når jeg har født), og Annie krammer os og siger farvel.

Da pigerne er taget i skole, lader vi Simone måle og veje. Ellie er en ordentlig basse på 4120 g og 56 cm. Til sammenligning var vores to største hh 3050 og 50 cm og 3100 og 51 cm. Det er en kæmpe forskel, og jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at det er fordi min krop på alle måder har været ekstremt meget sundere før og under denne graviditet end ved de to første.

IMG_6781

Simone undersøger også lige Ellie hurtigt, giver hende et par dråber k-vitamin (vi har valgt, at hun skal have det oralt fremfor et stik i lårmusklen) inden hun kommer tilbage til brystet.

Vi har valgt, hun ikke skal have hue på, da babyer udsender dufte fra hovedet, som stimulerer oxytocinproduktionen og dermed både nedløbsrefleksen i brystet, tilknytningen og alt muligt andet dejligt. Så jeg ligge bare og snuser hende og nyder.

IMG_6777

Efter et par timer går jeg i bad, mens Michael ligger med hende, og så går vi op i sengen. Simone kommer op og giver de sidste praktiske info, og så lister hun afsted, mens vi bare ligger i sengen – totalt overvældede af al den kærlighed, der allerede vælter frem.

IMG_6825

At føde hjemme har været det bedste valg, jeg nærmest nogensinde har truffet. Det har været helt fantastisk. Jordemoderteamet fra OUH var så skønne, så dedikerede og hjertevarme og rolige. Her var ingen dumme rutiner, alle mine ønsker blev hørt og efterlevet. Jeg kunne ikke have drømt om noget bedre.

Oprydning? I løbet af dagen fik Michael stille og roligt tømt karret med pumpen, smed det plastikdækken ud, der lå i karret og satte håndklæderne til vask. Det var det. Det sviner ikke at føde hjemme, det er ikke besværligt – der er absolut intet dårligt at sige. Og spørger man Michael, så synes han, at det var skønt at have noget praktisk at tage sig til under fødslen, da jeg ikke er hende, der skal holdes i hånden.

Siden fødslen har Ellie ikke haft tøj på. Vi har bare ligget hud mod hud. Navlestumpen fald allerede af på fjerdedagen. Mælken løb til efter et par dage. Og jeg har fysisk haft det så godt.

Det allerbedste er, at vi på intet tidspunkt har skullet bevæge os udenfor. Klæde hende på og sætte hende i en autostol. Vi har bare kunne give ro. To dage efter kom Simone på hjemmebesøg og lavede hælprøven. Og måske, men kun måske, bevæger vi os udenfor i morgen, når der er gået en uge <3

Psssstt….hvis du vil følge med fremover, kan du blive opdateret om nye indlæg her https://www.bloglovin.com/blogs/yogamom-18259375?referrer_context=blog_search_autocomplete

 

Praktik og ønsker for fødslen

Jeg har netop bevæget mig ind i uge 32, og dermed nærmer tiden sig for termin også med hastige skridt. Jeg synes faktisk, tiden er fløjet af sted. Jeg kan til tider blive helt trist og tænke, om jeg nu har husket at nyde graviditeten nok midt i travlhed med arbejde og mine to andre, dejlige børn. Når jeg får det sådan, ønsker jeg, at hun bare bliver derinde længe endnu.

Men jeg glæder mig også til at møde min lille pige. Og så glæder jeg mig til – forhåbentligt – at føde hjemme.

Jeg har, som I nok fornemmer, ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at jeg skal føde hjemme. For mig findes der slet ikke noget alternativ, medmindre det selvfølgelig handler om liv og død.

Mentalt er jeg altså helt klar til min hjemmefødsel – nu gælder det bare alt det praktiske!

Derfor er jeg begyndt at arbejde med to lister – en indkøbsliste og en ønskeliste.

Indkøbslisten er til mig selv og handler ikke, om alt det mærketøj, legetøj og underlige dimser, jeg som tredjegangsmor ved, jeg aldrig får brug for. Vi har alt, hvad vi skal bruge til at starte med: Mine bryster, lidt tøj, en dyne og en vikle.

Nej, indkøbslisten er alle de ting, der skal bruges til fødslen – need to have. Indtil videre ser den således ud:

  • Fødekar La Bassin – enten leje eller købe.
  • Termometer til fødekar.
  • Tisselagen til evt. fødeleje (regner med at føde i vand) og egen seng.
  • Afdækning til gulv under fødekar.
  • Store, bløde håndklæder.
  • Hospitalstrusser/nettrusser.
  • Store bind.
  • Si til ’urenheder’ i karret.

Ønskelisten er en liste over mine ønsker for fødslen, og den vil jeg dele med min mand, jordemoderen og min veninde, der skal være fødselshjælper:

  • Fødslen skal starte og udvikle sig 100 % naturligt på den måde, som min krop ønsker det.
  • Ingen medicinske indgreb af nogen art.
  • Minus lavement – kun hvis kroppen ikke selv tømmer sig.
  • Ingen undersøgelser under fødslen medmindre det skønnes meget nødvendigt.
  • Ved vesvækkelse ønsker jeg tid og rum til at bruge naturlige metoder – akupressur, rebozo, stimulering af brystvorter, berøring.
  • Absolut ro under fødslen. Minimal snakken.
  • I vand under udvidelse og fødsel.
  • Vil hjælpes ind i aktive fødestillinger.
  • Vil som udgangspunkt bruge laborovejrtrækning under sammentrækningerne (overfladisk vejtrækning kendt fra Fødsel Uden Smerte).
  • Ønsker selv at tage imod. Alternativt skal min mand tage imod og støttes i dette af jordemoder. Ingen fremmede hænder på baby som det første.
  • Ingen syntocinon efter fødslen (stikket man giver for, at livmoderen trækker sig sammen). Må kun gives ved behov.
  • Sen afnavling – navlesnoren klippes tidligst, når moderkagen er født. Overvejer fortsat Lotusfødsel.
  • Vil som udgangspunkt føde moderkage i kar. Måske jeg selv ønsker at komme op.
  • Vejning og måling finder først sted efter et par timer.
  • Hvis barnet behøver undersøgelse, ilt mm skal det som udgangspunkt ske hud-mod-hud hos mig.
  • Fødselshjælper sørger for billeder og video undervejs.
  • Når barnet er født, skal det fejres med lune boller, saftevand, kaffe og te. Fødselshjælper forbereder dette.
  • Fødselshjælper tømmer kar og rydder op. Mor og far får ro til at lægge sig i sengen og indsnuse baby.
  • Afhængig af tidspunkt for fødslen skal storesøstre møde lillesøster umiddelbart efter fødslen, medmindre vi vælger, at de skal være der under fødslen.

Jeg ved, at fødslen kan tage mange sving, og at der ingen garantier er for noget. Men den mentale og praktiske forberedelse betyder rigtig meget – ikke kun for mig, men også for chancen for at få den fødsel, jeg drømmer om. Og hvis fødslen bliver på en anden måde, så er jeg også klar til at favne det. Bring it on.