BLW – Jeg kan jo selv, mor!

‘Er hun begyndt at få andet end bryst?’ Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg er blevet spurgt om det de forløbne to måneder. I Danmark er det jo således, at mange begynder på skemad i form af grød og mos allerede fra børnene er omkring fire måneder – senest når de er seks måneder.

Det gjorde vi også med Frida. Vi var nysgerrige på hver eneste nye ting, vi ‘måtte’ gøre, og derfor introducerede vi hurtigt skemad og modermælkserstatning til trods for, at Frida faktisk blev fint mæt af min mælk.

Da vi så fik Vera, prøvede jeg en enkelt gang med lidt grød, da hun var seks måneder. Det var ingen succes, vi ventede lidt og ammede videre, og stille og roligt lod vi hende sidde med ved bordet og stort set spise det samme som os. Dét var en succes! Hun udviklede lynhurtigt sit pincetgreb, hun fik smagt en masse forskellig mad og var på helt lige fod med os, når det gjaldt aftenmåltiden. Hun sov godt om natten, var/har aldrig været syg – så vi tænkte, at hun fik det, hun havde brug for.

Hun blev ammet ved siden og overvejende ammet, til hun var 11-12 måneder – men det fantastiske med amning og modermælk er jo netop, at det hele tiden udvikler sig og stort set dækker barnets behov for næringsstoffer.

Nu er Ellie blevet seks måneder. Jovel, vi har de seneste måneder haft nætter, hvor hun har spist mere, og havde hun været mit første barn, var jeg nok ‘faldet i fælden’ og troet, hun var sulten. Men børn er jo geniale til at regulere mælkeproduktionen, og den slags finder sted om aftenen/natten. Samtidig er amning jo SÅ meget mere end mad – det er tryghed og trøst og nærvær, og den slags har man brug for i store mængder, når verden åbner sig og sanserne skærpes, og man stort set kravler, inden man er seks måneder. Og derfor er det vigtigt ikke nødvendigvis at tolke øget amning med mangel på mad/sult.

Derfor kører vi BLW (baby led weaning) igen og springer som udgangspunkt hele skeperioden over. Nej, hun sidder naturligvis ikke og spiser spaghetti med kødsovs fra dag et, som en i min terminsgruppe skrev ‘og det var sgu da synd for barnet’…..

Med BLW introducerer man stille og roligt maden og gør måltidet til en leg. Hun har nogle dage fået store bidder af hårde æbler etc, som hun bare har suttet på, og i dag tog vi så for alvor fat.

Med BLW respekterer man barnet og lader det selv bestemme farten – og mængden. Og det tiltaler mig jo i høj grad, da det er helt i tråd med mit syn på det at være mor og vise sit barn vejen i livet.

Festmåltidet til frokost var et par bananstykker og blødkogte æbler. Til aftensmad kogt brocolli med smør. Og hun elsker at sidde med maden mellem fingrene, undersøge, tage lidt i munden, spytte lidt ud, mere i munden, skære ansigt, mose det, i munden igen og synke lidt.

Nej, der kommer ikke et måltid ned første gang, men hun er jo fortsat fuldt og helt dækket ind med min mælk (hun vejer 8,3 kilo og måler 68,5. Hun får, hvad hun skal have).

I morgen tror jeg, vi prøver med et par stykker bananpandekage og måske nogle kugler havregrød.

Men se hende lige – er hun ikke det sødeste med sin brocolli:)

IMG_9460

Jeg kunne godt skrive meget mere om BLW og alle de skønne fordele – men læs hellere i detaljer her og her.

Og kommenter endelig hvis du vil vide mere😀

Så fik Ellie sit navn

Ellie Viola Rasmussen

En sød pige sagde forleden til mig, at hun var i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige at få et tredje barn – men at hendes tredje barn endte med at blive hendes største forelskelse.

Den dag, for snart et år siden, da jeg på et toilet i Frederiksbergcentret tog en positiv test samme dag, som vi skulle til Ibiza, var vi – ærligt – ikke overstadigt lykkelige. Mere eftertænksomme. En anelse bekymrede. Kunne vi rumme det her? Havde vi overskuddet – både det menneskelige og økonomiske? Havde vi plads – i vores hjerter, vores hus og vores bil?

Og nej. Så vi på alt det praktiske, var det verdens dårligste ide. Men nu er praktisk tænkning ikke vores stærkeste side, og hvor ville livet så også være kedeligt. For er det eneste rigtige egentlig at have børneværelser nok og den rigtige bil?

Du er født ind en familie styret af følelser og lyst. Vi råber og skændes, og vi elsker. Hold nu op, hvor vi elsker hinanden.

Men du er desværre også født ind i en tid, hvor de stærke følelser ikke kun har været glæde og lykke, men i højere grad sorg, fortvivelse, angst….

Jeg glemmer aldrig følelsen af at sidde ved din fars sygeseng og ikke ane, hvad fremtiden ville bringe og bare have lyst til at skære maven af. Og sorgen over at byde dig, kære lille væsen, de tanker og følelser. Al den stress. Indtil en kær  bekendt sagde, at jeg skulle tale med dig. Forklare dig. Guide dig gennem det stormvejr. Så det gjorde jeg. Hver dag. Og vores bånd blev bare stærkere og stærkere i takt med, at din far fik det bedre og bedre.

Forløsningen da jeg fødte dig. Du kom som en orkan og bragte mig steder, jeg aldrig troede, jeg kunne komme. En fødsel så intens og stærk, at min krop blev presset til det yderste, men hele tiden i kontrol, fordi mit sind vidste, hvad der var i vente.  Dig. Så stærk og fin. Stor og sund. Født i stuen til lyden af fuglene i haven. Al min dårlige samvittighed forsvandt med et, for jeg kunne med det samme se, at min krop til trods havde passet på dig.

Og nu. Nu er du her. Vi har jo altid manglet dig, føler vi. Hvad ville vi være uden dig? Midt i al den frustration over sygdom, operationer, mere sygdom, er du det rene og ægte. Du er kun glæde. Intet andet. Og jeg ved, at du kom nu, fordi du skulle. Du har hele tiden været en boble af glæde, jeg har kunnet søge ind i. Blive ladet op. Det er aldrig svært at være din mor.

Selvfølgelig skulle du være her. Min dejlige pige. Min store forelskelse. Tak for dig.

IMG_8365 IMG_8366 IMG_8367 IMG_8368 IMG_8369 IMG_8371 IMG_8373 IMG_8374 IMG_8375 IMG_8376 IMG_8377 IMG_8378 IMG_8379 IMG_8380 IMG_8381 IMG_8382

Laaang sommerferie og lidt om at få et tredje barn…

I dag har vi brugt en af årets første sommerferiedage i herligt selskab med Veras nye veninde fra skolen, hendes to mindre søskende og deres søde mor, mens mændene har arbejdet og ældstebarnet, Frida, har været på gymnastikcamp.

Moderen har nok at se til. Med tre små (meget søde, glade og livlige) børn i alderen 5 år, 3 år og 10 måneder er der nok kampe at udrede og forskellige behov at tilfredsstille, og jeg beundrer hende for hendes ro i samværet med sine børn. Hun går hjemme med de to mindste, og på den privatskole, hvor vores to piger har mødt hinanden, er der LUKKET de næste næsten syv uger. Det betyder, at der intet sted er at aflevere børnene, og det betyder, at forældre enten skal have mulighed for at være hjemme med dem eller ty til alverdens kreative løsninger.

Jeg tror, at hun, i modsætning til mange andre, oprigtigt nyder tiden med sine børn. For når jeg nævner sommerferiesetuppet for andre forældre med børn i folkeskolen, hvor SFO’en tilbyder pasning en væsentlig del af ferien, kan jeg se, hvordan alene tanken om at skulle mestre så lang en sommerferie løber dem koldt ned ad ryggen. De undskylder sig med, at de ikke kan se, hvordan logistikken skal gå op, men jeg tror også, at tanken om SÅ lang tid med sine børn kan være skræmmende nok i sig selv. Det er de færreste af os jo vant til eller har indrettet vores liv efter.

Hos os er det nemt i år, fordi jeg er på barsel. De forløbne to år har Michael i kraft af sit musikerjob taget tjansen, og skulle han en dag lave noget andet, der kræver hans tilstedeværelse, må vi jo løse puslespillet og håbe på bedsteforældrenes hjælp.

Men vi er glade for at kunne give vores børn den helt særlige følelse af, at sommerferien er så uendelig, at de slet ikke kan enden af den – den følelse, jeg så tydeligt selv kan huske fra min barndom, hvor jeg cyklede hjem med sangen ‘Ferie, ferie, ferie, slap nu af, du har fri og syng en glad melodi’ på repeat i hovedet, mens jeg gjorde mig alverdens tanker om, hvad de næste mange, mange uger skulle bruges på.

Nå, men jeg siger mig ikke fra fra, at jeg også kan få lidt koldsved over at skulle aktivere ungerne i så lang tid. Fra ovenstående mor lyder det til gengæld: ‘Er det ikke skønt med sådan en ferie’. Og hun mener det, og jeg håber, at jeg også kan viske panikken helt væk de næste (mange) uger.

Hvilket bringer mig til noget helt andet og så alligevel ikke. For da vi annoncerede, at vi skulle have en treer, var der flere venner, der med en snert af alvor spurgte os, hvad vi dog havde gang i? Flere har selv tre børn, vel at mærke. Mange har også spurgt, hvorfor vi har gjort det, nu hvor de to andre er blevet store, og det netop var ved at blive nemt? Hvorfor vi dog banker os selv helt tilbage?

  1. Frida er nærmest stor nok til at være barnepige nu

    Frida er nærmest stor nok til at være barnepige nu

Og ja, sådan har jeg da også indimellem tænkt, men ved I hvad? Jeg synes faktisk ikke, det har været hårdt at få nummer tre. Det har været og er en hård tid på grund af min mands hjerneblødning (han er næsten helt god igen) og på grund af nylig funden alvorlig sygdom i min nære familie. Men at tiden er svær og hård har intet med babyen at gøre.

IMG_8119

For os har det nemlig været en kæmpe fordel at vente så længe med den treer. At de to store er så store og selvhjulpne, at jeg faktisk ikke engang går i panik, når jeg skal være alene. Jovel, de bliver indimellem plantet med en Ipad, og jovel, de bliver lidt tilsidesat, når der lige skal ammes, puttes etc. Men de er også virkelig dygtige til at hjælpe, til at underholde sig selv og ikke mindst til at glædes ved deres lillesøster. Her er ikke skyggen af jalousi. Tværtimod.  Så nej, jeg føler ikke, vi har banket os selv tilbage eller malet os op i et hjørne. Jeg føler på mange måder, at vi har fuldendt vores familie og kan (næsten) acceptere, hvis vi stopper her, selvom jeg tror, at jeg i lang tid har brug for at fastholde følelsen af, at der godt kan være endnu et barn i vente.

Der skal altid holdes hånd - også over (den politisk ukorrekte) morgenmaden

Der skal altid holdes hånd – også over (den politisk ukorrekte) morgenmaden

BONUS: Når Ellie er 6 år er Frida 14 og kan dermed agere barnepige:)

I øvrigt har jeg været væk fra Facebook i 14 dage og savner det ikke:)

IMG_7543

Lidt om babybobler

Otte uger. Otte uger siden jeg blev mor til tre. Otte uger siden lille Ellie svømmede ud i et fødekar hjemme i stuen, og jeg fik den fødsel, jeg altid har drømt om – selvom alt andet i vores liv har været på standby.

IMG_6762


Jeg havde en ambition om at fylde bloggen med stærke, læsværdige, lærerige, underholdende indlæg om mit liv som gravid og barselsramt mor. At krydre det med yoga og opskrifter og alt muligt andet lækkert. Men jeg blev overhalet af virkeligheden i form at min mands hjerneblødning i starten af februar, som satte alt andet på pause.

Det er nu et godt stykke tid siden.

Og efter Ellies fødsel har jeg bare været i en boble. Min babyboble. En boble der har været så uendelig vigtig for mig, da jeg har kunnet adskille al frustrationen omkring hjerneblødningen fra lykken i at få et lille barn mere. For meningen var jo, at det skulle være en lykkelig tid. Og med min boble har det været muligt at holde på den følelse, selvom jeg næsten hver morgen vågner med en lille smule ondt i maven over, hvad fremtiden skal bringe, når sådan en hjerneblødning rammer ens mand og dermed også en stor del af ens liv.

En kær bekendt skrev på Facebook, at jeg burde skrive et blogindlæg og babyboblen, da mange kvinder i hendes optik sikkert kunne forebygge efterfødselreaktioner og depressioner. Og jeg er sikker på, hun har ret, hvis vi ser på, hvordan det kvindelige hormonsystem fungerer i fint samspil med babyen. Men det vil jeg ikke kede jer med her – jeg vil i stedet fortælle,  hvordan og hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort.

IMG_6825

Jeg havde inden fødslen meldt ud til bedsteforældrene, at vi gerne ville have, de tog de to store piger, når babyen kom til verdenen, så vi kunne få nogle uforstyrrede døgn, hvor vi kunne gå i babysymbiose uden at skulle tænke på en 5 og 8-årigs behov.

Jeg gik ni dage over tid, så min far og hans kæreste tog på en planlagt ferie til Berlin dagen efter fødslen, og derfor tog min svigermor så fint den opgave på sig. Jeg fødte nemlig samme dag som en meget lang påskeferie meldte sin ankomst – og jeg kunne ganske enkelt ikke overskue udsigten til at have to livlige og lettere krævende storesøstre hjemme HELE dagen, mange dage i træk.

Jeg valgte også at sige nej tak til besøg det første stykke tid. Lært af erfaring er det bare ikke sagen at have gæster, når man i virkeligheden bare har brug for at ligge tæt med sin baby uden at skulle koncentrere sig om andre. Jeg husker tydeligt, da vi fik Frida for over otte år siden. Det væltede ind med gæster fra dag et – alle ville jo se den førstefødte. Og holde hende. Og efter en uge følte jeg mig kørt over og frarøvet noget helt særligt. Ganske enkelt. Og jeg følte, at en meget dyrebar tid var blevet stjålet fra mig.

Jeg har efterfølgende med både Vera og nu Ellie ladet dem blive i vores favne de første par uger. Og gør det i princippet stadig, selvom det er blevet lettere af give hende fra mig for en kort stund. Jeg ved godt, det er svært at komme på barselsbesøg uden at få lov at holde den lille – især som bedsteforældre – men det er vigtigt at tænke på, hvis behov man tilfredsstiller. Det er i hvert fald ikke babyens behov at lande i en fremmed favn med fremmede dufte.

IMG_7543

 

Jeg tror også, det for nogen kunne virke mærkeligt, at jeg bare vippede mine to store piger midlertidigt ud af reden. Vi skulle jo lære at være en familie. Det er også deres søster. De skal ikke føle sig udenfor. Sådan er jeg sikker på, at mange har tænkt. Eller, det ved jeg, mange har. Men det har været den bedste investering.

For det første nød pigerne deres tid hos farmor og farfar. Vi flyttede jo i sin tid til Fyn for at komme tættere på bedsteforældrene, og det var en gave for pigerne, som elsker deres farmor og farfar overalt på jorden, at få så meget tid med dem.

Og det var en gave for os, der stille og roligt kunne kigge på vores baby, være tæt med hende, lande og ikke mindst – for mit vedkommende – have ro til at komme i gang med amningen og lade kroppen hele.

Da jeg i sin tid blev uddannet doula/fødselshjælper hos Fødeklinikken Maia, lærte jeg, at kvinder bør blive i barselssengen en uge efter fødslen. Vi behøver ikke vise, at vi kan alt muligt hurtigt. Jo, jeg er skidegod til at være gravid og til at føde. Min mave bliver flad i løbet af få dage, min krop er frisk, jeg brister ikke. Men for mit mentale velbefindende huskede jeg ordene. Vi rendte ikke rundt til sociale arrangementer eller gik lange ture med barnevognen bare for at vise, vi kunne. Hvorfor skulle vi dog det? Den første uge havde Ellie i stedet slet ikke tøj på, og vi lå konstant hud mod hud

Fire-fem dage efter fødslen begyndte pigerne at være hjemme igen, og det var også skønt at være samlet som familie, men jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at de første ’isolation’ også har været medvirkende til, at jeg havde meget mere overskud, da vi først skulle til at lege familie på fem igen – også selvom jeg mange gange skulle trække vejret lidt dybere, når bølgerne gik højt, som de jo gør med X antal unger i huset.

Og så tikkede uret også. For 14 dage efter fødslen skulle Michael opereres i hjernen og have lukket den misdannelse, som i februar forårsagede hjerneblødning. Vi anede ikke, hvilke mén, operationen kunne give, og hvorvidt den ville banke ham helt tilbage til efter hjerneblødningen, når han nu på mange måder var kommet sig så fint.

De skulle trods alt op i hans hjerne og pille. Ville han overhovedet vågne op?

De første 14 dage er altid helt særlige med en baby, og jeg råder altid vordende forældre til at værne om dem. Men for os var de altså bare ekstraordinært vigtige, fordi vi ikke anede, hvilken tilstand Michael ville ende i.

Det er nu et godt stykke tid siden han blev opereret d. 20. April. Han vågnede op dagen efter operationen i en langt værre tilstand, end vi havde regnet med, da vi ved operationens afslutning fik overbragt beskeden om, at ’det var gået bedre end forventet’. Men han var helt væk. Kastede op. Kunne slet ikke tale, og hans højre hånd var komplet lam. Et problem af fuldstændig uoverskuelige dimensioner, når ens levebrød er at spille saxofon.

Men der er sket magi på ret kort tid, og i skrivende stund er han ude og løbe. Og han er begyndt at kunne spille igen. Lige så langsomt er han på vej tilbage.

Og i skrivende stund sidder verdens dejligste baby Ellie og sover i viklen på min mave og konstant minder mig om, at det hele faktisk er ok, selvom livet rusker i os.

 

Så kom Ellie svømmende…

Jeg har været stille på bloggen lææænge, og det var egentlig meningen, jeg skulle skrive meget mere om kommende fødsel, graviditet og alt det der, som de seneste to måneder er gået med. Men de er også gået med at komme os oven på den hjerneblødning, min elskede blev ramt af d. 6. februar, og derfor har skrivelysten ikke rigtig været der. Jeg arbejder på et blogindlæg om netop det, mine tanker og frygt, men det tager noget tid at få skrevet ned.

Faktum er, at Michael er…ok. Omstændighederne taget i betragtning. Stadig sygemeldt, stadig træt, men efter omstændighederne ok…

Og så er vores baby svømmet ud til os. D. 7. april kl 06.59 hjemme i stuen.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg denne gang ønskede at føde hjemme. Det er der mange årsager til, som jeg blandt andet har skrevet om her. Mine ønskelister kan I læse her: http://yogamom.dk/?p=216

Jeg har egentlig ikke på noget tidspunkt tænkt, at der kunne være en risiko for, at det ikke ville blive til noget. Frida og Vera er begge født før termin, men da terminsdagen nærmede sig denne gang, var der bare ingen tegn på en forestående fødsel. Dagene gik, og pludselig var jeg gået en uge over tid.

Min krop var vildt stresset, fordi Michael skal ind og have lavet en kæmpe operation i sin hjerne d. 20. april, og jeg ville bare så gerne være sikker på, at vi nåede at have noget af den magiske første tid sammen (der kommer også masser af tid bagefter, men han skal jo lige komme sig oven på operationen. De skal trods alt rode i hans hjerne). Så det var faktisk lidt sorgfyldt. Fysisk havde jeg det godt, og i den perfekte verden ville jeg bare nyde min graviditet og ikke stresse over at gå over termin. Det er jo bare en dato. Men jeg ville for alt i verden heller ikke sættes i gang, for så var det farvel til hjemmefødsel. Så det var et nej til medicin – med den risiko, at operationsdatoen bare kom tættere og tættere på.


 

Sidste mavebillede. 41+2

Sidste mavebillede. 41+2

Onsdag d. 4. april skulle jeg til overtidstjek på hospitalet. Her tjekkede de hjertelyd og scannede for at se mængden af fostervand, der er en god indikation på, at moderkagen virker, som den skal. Alt var i skønneste orden. Jeg havde forinden besluttet mig for at forsøge med hindeløsning, hvor jordemoderen kan stikke 1-2 fingre op i livmoderhalsen og løsne hinderne, hvilket kan, hvis kroppen er klar, ‘provokere’ den til at gå i fødsel. Egentlig var det lidt mod mine principper – at stresse noget frem – men når det nu skulle være, så var det den mest naturlige løsning, da kroppen kun går i gang, hvis den er klar. Og når nu hverken akupunktur, zoneterapi eller hindbærbladsthe havde hjulpet, så takkede jeg ja.

Hun kunne næsten ikke få fat. Min livmoderhals var stadig bagoverbøjet og ikke særlig modtagelig. Men hun fik løsnet lidt. Og det gjorde helt vildt ondt!

Torsdag var der stadig ikke sket noget. Og da min mand i telefonen talte med sin ven om den forestående operation, brød jeg helt sammen. Så jeg ringede til det fantastiske hjemmefødselsteam/kendt jordemoderordning fra OUH, som jeg var tilknyttet og talte med jordemoder Annie. ‘Jeg kommer hjem til dig om en time og laver en ny hindeløsning,’ lød det.

Som sagt så gjort. Og denne gang fik hun godt fat, mens jeg lå blødt og godt i min egen seng og ikke på en hård briks på en hospitalsstue.

En time senere kom min fantastiske jordemoderveninde Camilla Darre, som jeg også er uddannet Smertefri Fødsel instruktør ved, og gav mig en blid, oxytocinfremkaldende massage. Lange bløde strøg. Skønt.

Min livmoder arbejdede, kunne jeg mærke, men det kunne også være snyd, som en hindeløsning godt kan fremprovokere. Jeg havde på det tidspunkt mistet enhver tro på, at jeg nogensinde ville gå i fødsel af mig selv og var begyndt at forestille mig, hvordan det ville være at vælge igangsættelse. Jeg troede simpelthen, at min krop var for stresset til at føde – for når kroppen er fyldt med adrenalin og kortisol, kan det være svært at danne oxytocin, som er det hormon, der skaber veerne.

Om eftermiddagen tog vi til forældremøde på skolen. Jeg spiste to stykker lagkage og derefter en burger på Gertruds i Odense. Så hentede vi børnene hos mine svigerforældre og kørte hjem og puttede dem. Jeg havde lidt menstruationsmurren og nogle bidende plukveer, men ikke mere end jeg havde oplevet periodevis over de seneste uger.

Da børnene var blevet puttet, lagde jeg mig i sofaen sammen med Michael. Han nussede mig lidt, jeg nulrede mine brystvorter (gode oxytocinknapper), masserede akupressurpunktet for oxytocin på anklen, alt imens vi så to afsnit af Billions på HBO.

Min jordemoderveninde Helle skrev, at hun var på vej hjem fra byen, hvis hun skulle komme forbi og løsne hinder, og jeg ringede og fortalte, at det havde Annie gjort tidligere, samt at jeg havde en del plukveer.

‘Kineserne siger, man skal spise en portion havregrød. Det skulle sætte gang i veerne – og så er der også nogle gode kulhydrater at føde på, hvis du går i gang i nat,’ sagde Helle.

Så det gjorde jeg. Lavede en stor portion havregrød med masser af smør og æbler og honning. Spiste, ryddede op og gik i seng.

Fødslen

Kl. 02.15 Jeg vågner ved, at det gør ondt. Rigtig godt bidende plukveer, der trækker om i lænden. Michael sover tungt, og jeg vil ikke vække ham, hvis det nu går i sig selv igen. Jeg finder app’en, der kan tælle veernes længde og interval, frem på min telefon og begynder at tage tid. De varer omkring 1-1 1/2 minut med bare 2-3 minutters pause. Og sådan fortsætter det en halv times tid. Hov! Er der mon en fødsel i gang. Det gør ikke mere ondt, end at jeg kan slappe af i dem og bruge min overfladiske vejrtrækning.

02.45 Jeg skal på toilettet. Det plejer at være et sikkert tegn på en forestående fødsel – at kroppen tømmer sig selv. Her går slimproppen også sammen med tegnblødning.  Veerne begynder at tage til i styrke under toiletbesøget og kommer nu også i par – såkaldte kobleveer. Det har jeg ikke prøvet før, og det f…. hårdt ikke at have pause. Vejrtrækningen hjælper mig gennem veerne – den overfladiske vejrtrækning, der adskiller diafragma fra fundus (vejrtrækningsmusklen fra toppen af livmoderen). Jeg fokuserer på mine tre fixpunkter; hænder, skuldre og kæber. Er de afslappede, slapper resten af kroppen også nemmere af, og afspænding er klart en af nøglerne til godt fødselsarbejde og kontrol.

Og kontrol har jeg. Også selvom kobleveerne periodvis nu kommer som noget, der minder om vestorm. Absolut ingen pauser mellem mange af veerne. De kommer bare som perler på en snor.

Jeg bevæger mig ned i stuen, og Michael er nu også vågen. Jeg er helt væk i arbejdet med mine veer og sætter mig på en pilatesbold for at kunne holde mit bækken i bevægelse. Jeg kan ikke længere stå på benene, så hårde er veerne nu. Men jeg har stadig kontrol, siger ikke en lyd og bruger bare min vejrtrækning.

03.15 Jeg har ringet til jordemoder Annie, der har vagten. Hun er er på vej.

04.00 (står der i journalen. Jeg tror, det var lidt tidligere). Michael har pustet fødekarret op og bakser lidt med at få slangen på vandhanen. Jeg kan høre, den falder af flere gange, og det stresser mig lidt. Tænk nu, hvis jeg ikke kan komme i vand? Jeg beder Michael ringe til min veninde Louise, der skal være hjælper. Hun tager ikke telefonen. Så beder jeg dem fylde vores badekar, så jeg kan komme ned i vand, men det er åbenbart lykkes at få slangen på. Jeg bevæger mig over på den daybed, vi har sat ind i stuen til formålet. Her går vandet spontant, jeg kaster op et par gange (det gør jeg altid, når jeg føder) og jeg ligger her lidt tid og arbejder med veerne, der fortsat kommer stort set uden pause.

04.50 Jeg kommer ned i fødekarret. Det er en fantastisk følelse at lade min hårdtarbejdende krop sig omslutte af det varme vand, der øjeblikkeligt virker smertelindrende. Jeg får en kort pause, hvor jeg har energi til at bede om noget saft og en kold klud på panden. Jeg har det så varmt. Både af vandet og min arbejdende krop, der bare ingen pauser tager. Jeg føler, at det hele er en lang ve og kan se, hvordan maven konstant er spændt som en flitsbue.

05.30 Jordemoder Annie har skrevet i fødselsjournalen ‘Mia klarer veerne flot’. Det er hårdt. Men jeg er fortsat helt stille og koncentreret om min vejrtrækning og kæmper virkelig for at spænde af.

Michael har åbnet vinduet bag mig, og i haven synger fuglene højt. Det er vanvittig smukt.

Jeg ville gerne have bevæget mig mere rundt i karret, men jeg kan ikke andet end at lade ryggen hvile op ad karrets kant, mens jeg lader min underkrop flyde i vandet. Jeg klamrer mig nærmest fast til karret og føler, at min underkrop flyver afsted med mig, hver gang livmoderen trækker sig sammen.

‘Det er bare en muskelsammentrækning’ messer jeg for mig selv, præcis som da jeg fødte Vera på den stille, mest vidunderlige, naturlige og næsten smertefri måde. Det her er IKKE smertefrit. Det går det alt for stærkt til. Men jeg har stadig kontrol.

Jeg prøver også at tælle, som ved Veras fødsel. Der varede veerne et minut, så jeg talte til 30 to gange. Det var til at overskue. Men midt i en vestorm fungerer det bare ikke. Jeg har ingen fornemmelse af, hvornår en ve slutter og en ny begynder.

06.00 Det presser. Samtidig med at livmoderen trækker sig sammen. Det føles ikke som en presseve, for det kan jeg tydeligt huske, hvordan livmoderen arbejdede på en helt anden måde. Jeg har egentlig frabedt mig nogen form for undersøgelse og vil klare fødslen alene. Jordemoderen må kun lytte hjertelyd. Alligevel beder jeg hende tjekke, hvor meget jeg har åbnet mig, for det er efterhånden så hårdt, at jeg ikke kan forestille mig andet, end at jeg snart er ved pressefasen.

‘Du er kun 4 cm’, siger Annie. Jeg bliver helt fortvivlet. ‘Det kan jeg ikke klare,’ siger jeg og kigger på Michael. ‘Hvad har du så tænkt dig?,’ spørger han. Og selvfølgelig kan jeg klare det, men min forstand fortæller mig, at det vil tage 4-5 timer at nå i mål. Det er meget midt i en storm.

‘Hun står med hovedet helt nede. Så det kan godt gå stærkt,’ siger Annie. Og jeg lukker øjnene igen og ryger tilbage i mit arbejde. Veernes styrke og intensitet stiger, og pressetrangen bliver større og større.

Det er hårdt arbejde...

Det er hårdt arbejde…

06.50 Annie undersøger mig hurtigt igen og konstaterer, at jeg bare skal give efter for pressetrangen. Jeg har ikke mærket noget skift fra udvidelse til pressefase. Hver eneste ve føles både som en udvidelses og en presseve, så jeg fortsætter bare med min overfladiske vejrtrækning, men tager nu fingrene op i skeden, hvor jeg lige kan mærke en blød kant af hendes hoved.

Jeg lader fingrene blive deroppe og for hver hver ve kommer hovedet mere og mere frem.

Jeg har ønsket, at vi selv tager imod hende, så hun ikke bliver rørt af fremmede hænder som det første, og midt i mit hårde arbejde, bliver jeg helt rørt over selv at føre hende frem. Langsom føder jeg hovedet med min hånd på det, og jeg forventer, at kroppen følger hurtigt efter. Det gør den ikke, og presseveerne fortsætter med enorm intensitet.

‘Hvorfor kommer hun ikke,’ når jeg vist at råbe i frustration over ikke at mærke den endelig forløsning, og Michael siger til jordemoder Annie, at hun godt må hjælpe. Hun tager blidt fat og hjælper kroppen frem, så Ellie svømmer ud i fødekarret, hvor jeg tager fat i hende og løfter hende op på brystet. Og græder højlydt af glæde. Det er fuldstændig overvældende. Tænk, at jeg fik den fødsel, jeg drømte om, selvom det gik lidt vel hurtigt.

Og jeg tænker: Det vil jeg gøre igen!

Ren glæde og forløsning

Ren glæde og forløsning

Annie fortæller efterfølgende, at det var gået så hurtigt, at hun ikke havde nået at rotere rigtigt, og derfor kom kroppen ikke lige med det samme. Men alt var og er godt. Lige som det skal være, og Ellie scorer toppoint på Apgar med det samme.

Jeg har bedt om sen afnavling – det vil sige, at navlesnoren ikke skal klippes, før pulseringen ophører. Derfor ligger Ellie ved brystet og begynder lige så stille at trække vejret. Hun får stadig ilt fra moderkagen og behøver ikke at skynde sig. Hun er nu forbundet til verdener – den inden i og den udenfor.

Jeg beder kort efter Michael kalde børnene ind. De har sovet gennem det hele, men farmor kom tidlig morgen og er oven på med dem. De kommer ind og møder deres lillesøster, mens vi stadig ligger i fødekarret. Det er helt perfekt, for jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt de skulle med til fødslen. På den her måde fik jeg ro under fødslen, mens de stadig får magien af de første særlige minutter.

Jeg har ønsket at føde moderkagen i karret på naturlig vis – det vil sige uden det syntocinonstik i låret (kunstig oxytocin) man rutinemæssigt giver for at hjælpe livmoderen med at trække sig sammen. Men moderkagen kommer ikke liiiige….

Der har været vagtskifte, og jordemoder Simone har taget over, mens Annie skriver fødselsjournalen færdig.

Vi bliver enige om, at jeg kommer op af karret og prøver at føde den på land. Jeg er også ved at blive lidt kold, så det passer fint. Jeg ligger mig på madrassen og lægger Ellie til brystet. Hun sutter ivrigt med det samme, og jeg ved, at det hjælper efterveerne på vej, så moderkagen kan komme ud. Den kommer stadig ikke. Pulseringen i navlesnoren er stoppet, og vi bliver enige om at klippe den, da det kan hjælpe det hele på vej.

 

Kort tid efter begynder moderkagen at komme frem, pigerne kigger med, da den bliver født, og efterfølgende tegner og fortæller Simone for pigerne, hvordan den har virket inde i maven. Den er stor og flot og har helt sikkert fungeret optimalt i maven.

IMG_6765

Ellie sutter ivrigt videre, efterveerne bider kraftigt, men jeg er simpelthen så lykkelig. Michael serverer boller og cola (jeg drikker normalt aldrig cola, kun når jeg har født), og Annie krammer os og siger farvel.

Da pigerne er taget i skole, lader vi Simone måle og veje. Ellie er en ordentlig basse på 4120 g og 56 cm. Til sammenligning var vores to største hh 3050 og 50 cm og 3100 og 51 cm. Det er en kæmpe forskel, og jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at det er fordi min krop på alle måder har været ekstremt meget sundere før og under denne graviditet end ved de to første.

IMG_6781

Simone undersøger også lige Ellie hurtigt, giver hende et par dråber k-vitamin (vi har valgt, at hun skal have det oralt fremfor et stik i lårmusklen) inden hun kommer tilbage til brystet.

Vi har valgt, hun ikke skal have hue på, da babyer udsender dufte fra hovedet, som stimulerer oxytocinproduktionen og dermed både nedløbsrefleksen i brystet, tilknytningen og alt muligt andet dejligt. Så jeg ligge bare og snuser hende og nyder.

IMG_6777

Efter et par timer går jeg i bad, mens Michael ligger med hende, og så går vi op i sengen. Simone kommer op og giver de sidste praktiske info, og så lister hun afsted, mens vi bare ligger i sengen – totalt overvældede af al den kærlighed, der allerede vælter frem.

IMG_6825

At føde hjemme har været det bedste valg, jeg nærmest nogensinde har truffet. Det har været helt fantastisk. Jordemoderteamet fra OUH var så skønne, så dedikerede og hjertevarme og rolige. Her var ingen dumme rutiner, alle mine ønsker blev hørt og efterlevet. Jeg kunne ikke have drømt om noget bedre.

Oprydning? I løbet af dagen fik Michael stille og roligt tømt karret med pumpen, smed det plastikdækken ud, der lå i karret og satte håndklæderne til vask. Det var det. Det sviner ikke at føde hjemme, det er ikke besværligt – der er absolut intet dårligt at sige. Og spørger man Michael, så synes han, at det var skønt at have noget praktisk at tage sig til under fødslen, da jeg ikke er hende, der skal holdes i hånden.

Siden fødslen har Ellie ikke haft tøj på. Vi har bare ligget hud mod hud. Navlestumpen fald allerede af på fjerdedagen. Mælken løb til efter et par dage. Og jeg har fysisk haft det så godt.

Det allerbedste er, at vi på intet tidspunkt har skullet bevæge os udenfor. Klæde hende på og sætte hende i en autostol. Vi har bare kunne give ro. To dage efter kom Simone på hjemmebesøg og lavede hælprøven. Og måske, men kun måske, bevæger vi os udenfor i morgen, når der er gået en uge <3

Psssstt….hvis du vil følge med fremover, kan du blive opdateret om nye indlæg her https://www.bloglovin.com/blogs/yogamom-18259375?referrer_context=blog_search_autocomplete

 

Praktik og ønsker for fødslen

Jeg har netop bevæget mig ind i uge 32, og dermed nærmer tiden sig for termin også med hastige skridt. Jeg synes faktisk, tiden er fløjet af sted. Jeg kan til tider blive helt trist og tænke, om jeg nu har husket at nyde graviditeten nok midt i travlhed med arbejde og mine to andre, dejlige børn. Når jeg får det sådan, ønsker jeg, at hun bare bliver derinde længe endnu.

Men jeg glæder mig også til at møde min lille pige. Og så glæder jeg mig til – forhåbentligt – at føde hjemme.

Jeg har, som I nok fornemmer, ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at jeg skal føde hjemme. For mig findes der slet ikke noget alternativ, medmindre det selvfølgelig handler om liv og død.

Mentalt er jeg altså helt klar til min hjemmefødsel – nu gælder det bare alt det praktiske!

Derfor er jeg begyndt at arbejde med to lister – en indkøbsliste og en ønskeliste.

Indkøbslisten er til mig selv og handler ikke, om alt det mærketøj, legetøj og underlige dimser, jeg som tredjegangsmor ved, jeg aldrig får brug for. Vi har alt, hvad vi skal bruge til at starte med: Mine bryster, lidt tøj, en dyne og en vikle.

Nej, indkøbslisten er alle de ting, der skal bruges til fødslen – need to have. Indtil videre ser den således ud:

  • Fødekar La Bassin – enten leje eller købe.
  • Termometer til fødekar.
  • Tisselagen til evt. fødeleje (regner med at føde i vand) og egen seng.
  • Afdækning til gulv under fødekar.
  • Store, bløde håndklæder.
  • Hospitalstrusser/nettrusser.
  • Store bind.
  • Si til ’urenheder’ i karret.

Ønskelisten er en liste over mine ønsker for fødslen, og den vil jeg dele med min mand, jordemoderen og min veninde, der skal være fødselshjælper:

  • Fødslen skal starte og udvikle sig 100 % naturligt på den måde, som min krop ønsker det.
  • Ingen medicinske indgreb af nogen art.
  • Minus lavement – kun hvis kroppen ikke selv tømmer sig.
  • Ingen undersøgelser under fødslen medmindre det skønnes meget nødvendigt.
  • Ved vesvækkelse ønsker jeg tid og rum til at bruge naturlige metoder – akupressur, rebozo, stimulering af brystvorter, berøring.
  • Absolut ro under fødslen. Minimal snakken.
  • I vand under udvidelse og fødsel.
  • Vil hjælpes ind i aktive fødestillinger.
  • Vil som udgangspunkt bruge laborovejrtrækning under sammentrækningerne (overfladisk vejtrækning kendt fra Fødsel Uden Smerte).
  • Ønsker selv at tage imod. Alternativt skal min mand tage imod og støttes i dette af jordemoder. Ingen fremmede hænder på baby som det første.
  • Ingen syntocinon efter fødslen (stikket man giver for, at livmoderen trækker sig sammen). Må kun gives ved behov.
  • Sen afnavling – navlesnoren klippes tidligst, når moderkagen er født. Overvejer fortsat Lotusfødsel.
  • Vil som udgangspunkt føde moderkage i kar. Måske jeg selv ønsker at komme op.
  • Vejning og måling finder først sted efter et par timer.
  • Hvis barnet behøver undersøgelse, ilt mm skal det som udgangspunkt ske hud-mod-hud hos mig.
  • Fødselshjælper sørger for billeder og video undervejs.
  • Når barnet er født, skal det fejres med lune boller, saftevand, kaffe og te. Fødselshjælper forbereder dette.
  • Fødselshjælper tømmer kar og rydder op. Mor og far får ro til at lægge sig i sengen og indsnuse baby.
  • Afhængig af tidspunkt for fødslen skal storesøstre møde lillesøster umiddelbart efter fødslen, medmindre vi vælger, at de skal være der under fødslen.

Jeg ved, at fødslen kan tage mange sving, og at der ingen garantier er for noget. Men den mentale og praktiske forberedelse betyder rigtig meget – ikke kun for mig, men også for chancen for at få den fødsel, jeg drømmer om. Og hvis fødslen bliver på en anden måde, så er jeg også klar til at favne det. Bring it on.

 

Amning er meget mere end mad

Jeg glæder mig til at amme. Jeg glæder mig helt vildt meget til at amme. For mig er det vitterligt lyksaliggørende at sidde med en lille baby ved brystet.

Sådan har det ikke altid været.

Da jeg fødte Frida for snart otte år siden (ret præcist – for min store pige har lige haft fødselsdag), var det en fødsel fyldt med indgreb, som i høj grad forstyrrede det naturlige hormonsystem og dermed også forstyrrede hendes sutterefleks, min nedløbsrefleks og produktion.

Dagene på barselsgangen var hæslige. Jeg kunne ikke mærke mit barn, kunne ikke mærke tilknytningen til hende, og hver eneste amning var en kamp, hvor urutinerede sosuassistenter med lange negle med vold og magt forsøgte at forene bryst og barn, mens jeg i timerne imellem sad med en elektrisk malkepumpe, så jeg kunne give min nyfødte datter de dyrebare dråber på en ske, i en kop og med en lille pipette. Jeg græd. Det var ingenlunde det lykkelige, fredfyldte billede, jeg havde fået malet i mit hoved forinden fødslen. Det var en kamp, som jeg følte, jeg ikke kunne vinde. Jeg følte mig uduelig som mor, indtil en garvet jordemoder efter et par dage udskrev os med ordene ‘nu tager du hjem, slapper af, følger din intuition, og så kommer det’. Jeg havde svært ved at føle mig overbevist, da vi med skælvende ben bar vores lille datter ud i bilen, godt pakket ind i varmt tøj og autostol, og forsigtigt, meget forsigtigt, satte kursen mod vores hjem på Islands Brygge.

Da jeg kæmpede for at få amningen i gang første gang...

Da jeg kæmpede for at få amningen i gang første gang…

Om natten vågnede jeg ved, at mine bryster var ved at eksplodere. De var KÆMPE store og så spændte, at Frida ikke kunne få fat. Klokken var 2, og jeg tiggede og bad Michael om at finde en Falckstation, hvor han kunne leje en brystpumpe. Det lykkedes heldigvis ikke, og istedet gik jeg under den varme bruser, lod de vandet opbløde mine spændte bryster, malkede lidt ud med hånden og lagde så Frida til. Hvilken følelse. Hun suttede og suttede. Tømte roligt mine bryster i timerne, der gik, og faldt derefter i en tung, mæt søvn. Mine bryster var jo stærkt overstimulerede af alt det pumperi, Frida havde ikke selv fået lov til at regulere produktionen, og det tog et par dage, før det faldt nogenlunde på plads.

Derefter kørte det. Nogenlunde. Jeg havde på hospitalet fået af vide, at hun skulle spise hver 3-4 time. Det forstod jeg, som at hun KUN skulle spise hver 3-4 time. Så når hun havde spist og efter en en time eller to blev urolig, prøvede vi alskens andre ting for at berolige hende – også om natten. Og det tog tid og kræfter. Hvis jeg dog bare havde kendt til begrebet intuitiv amning og friamning, som betyder at lade barnet sutte efter behov. Nogle børn sutter længe med lange pauser imellem – andre sutter kort i korte intervaller.

Men det kom jeg til – og så blev jeg gravid med Vera. Fødslen var rolig og naturlig, og Vera suttede med det sammen. Ammeopstarten og det videre forløb var fuldstændig ukompliceret. Hun fik lov at sutte, når hun havde behov. Hver gang hun gav et kny fra sig, fik hun et bryst i munden, så hun var altid glad og tilfreds. Hun sov fra starten hele natten, spiste i søvne liggende ved mit bryst, og hun var aldrig utilfreds. Bare glad, sov godt og spiste.

At amme Vera var fra starten en leg - og vi fortsatte da også i 3,5 år :-)

At amme Vera var fra starten en leg – og vi fortsatte da også i 3,5 år 🙂

16389044_10154827435081166_1146321449_o

Jeg ved godt, man kan vælge den intuitive vej og stadig have et barn, der er utilfreds. Men for vores vedkommende fungerede det. Samarbejdet mellem moderens intuition og babyens evne til at vise sine behov med små tegn fejler nemlig sjældent.

Og den vej vælger jeg igen, når lillesøster kommer til verden. Vi end ikke overvejer at købe en narresut eller en sutteflaske. Selvfølgelig må hun få en sut – når amningen efter 2, 3, 4 måske 5 uger er veletableret, og hvis hun viser behov for det. Vera har aldrig rigtig brugt sut, og det er jo ikke must, som mange nybagte mødre tror.

For børn udvikler sutterefleksen efter fødslen for overlevelsens skyld. De skal sutte på et bryst – ikke en klump gummi. Og de skal sutte på brystet, fordi de dermed regulerer mælkeproduktionen og sikrer, at der bliver produceret nok mælk til, at de bliver mætte. Det er i virkeligheden meget simpelt. Udbud og efterspørgsel. Herudover er amning meget mere end bare mad. Amning er også nærhed, tryghed og ro – begrebet ‘at søge brystet som trøst istedet for sutten’ bør simpelthen forbydes.

Babyer SKAL ikke bruge sut. Er amningen veletableret, får de nok at spise og har de stadig et stort suttebehov, så kan den være fin. Og en god aflastning. Men et sundt, godt og velfungerende ammeforløb ER tidskrævende i starten. Det kræver mange timer i ro i sengen eller sofaen – til gengæld er det godt givet ud, når det bare kører på skinner.

Og det håber jeg naturligvis, at det kommer til at gøre for os igen denne gang. For jeg elsker at amme, og jeg ammer lige så længe, både hun og jeg har lyst, uden at skelne til anbefalinger eller normer. Frida blev ammet i 11 måneder. Vera i 3,5 år.

Når lillesøster bliver født, har jeg således planer om at barsle de første par uger efter i den forstand, at der bliver et absolut minimum af gæster og kun meget korte besøg. Bedsteforældrene må tage sig lidt af de store og lave nogle hyggelige ting med dem, selvom Frida og Vera naturligvis også skal være med og knytte bånd til deres lillesøster. Men det vigtigste er, at hun og jeg finder hinanden og får en god start sammen.

Når alt det er sagt, vil jeg slutteligt tilføje, at en god mor ikke sidder i brysterne. En god mor er hende, der kan træffe de rigtige valg for sig selv og sit barn. Og kan og vil amningen ikke lykkes, så er det fantastisk, at vi lever i en del af verden, hvor der findes supergode alternativer til modermælken.

Kan du lide at amme? Hvor længe har du ammet? Og har du spørgsmål til amning? Så skriv meget gerne en kommentar <3

 

 

Er jeg klar til en baby?

I morges stod jeg og lagde makeup, mens pigerne stod ved siden af mig. Frida ordnede hår, og Vera pudrede sig på næsen med min store pudderbørste, tog håndcreme og læbepomade på.

‘Sikken nogle pyntepiger I er,’ sagde jeg. ‘Det er fordi, vi ikke har nogle kærester,’ svarede Vera. Er det nødvendigt at have makeup på for at få en kæreste,’ spurgte jeg. ‘Det gør det nemmere. Især når jeg har mascara på,’ svarede Vera, mens Frida supplerede: ‘Jeg skal ikke have en kæreste, før jeg bliver 20 år.’

Et billede af den ene pyntepige. Det er ganske vist taget for lang tid siden, men hun er ikke blevet mindre vild med makeup.

Et billede af den ene pyntepige. Det er ganske vist taget for lang tid siden, men hun er ikke blevet mindre vild med makeup.

De er så forskellige på de områder, mine to piger. Frida interesserer sig slet ikke for det, mens Vera på fem år allerede har haft adskillige kærester i børnehaven. Jeg tænker, at jeg på et tidspunkt skal have en snak med hende – i hvert fald om hvilke kvaliteter en potentiel kæreste gerne skal lægge vægt på, hvilket IKKE mængden af makeup!

Og snart har jeg en pige mere.

Er du klar til baby? blev der forleden spurgt i en terminsgruppe på Facebook, jeg er en del af (ja ja, jeg skrev, jeg havde meldt mig ud af allesammen, men jeg kunne ikke holde mig helt væk;-)).

Derefter begyndte de forskellige kvinder at dele billeder af fine og veludstyrede børneværelser.

Klar til en baby handlede altså ikke om det følelsesmæssige overskud, tankerne om at sætte et nyt liv til verdenen, tanken om det ansvar og den begrænsede frihed, der følger med.

Det handlede ganske enkelt om materialle ting, selvom jeg godt ved, at redebyggeriet også er en form for mental forberedelse. Men jeg har set alenlange lister over, hvad der er blevet købt ind til baby, hvilket får mig til at tænke, at der bliver indkøbt SÅ mange ting, som ganske sikkert aldrig bliver brugt.

Jeg selv har købt…ingenting. Ikke så meget som en lille dims. Nu skal det retfærdigvis siges, at det jo er tredje barn, så vi har da en del ting gemt fra de to første. Barnevognen er ganske vist lidt rusten, men det går jeg ikke så højt op. Og så har vi ganske enkelt ikke et børneværelse mere at indrette – tanken er da også, at hun de første par år sover i vores seng, og så løser vi det derefter.

Da vi skulle være forældre første gang, var der mange ting, jeg ikke troede, vi kunne leve uden. Og det er måske meget naturligt – og netop den følelse, kæder som BabySam scorer kassen på.

Vi brugte bare stort set ingen af de mange, fine ting. Da vi et par år senere fik Vera, var vi heldigvis blevet klogere, og der blev kun anskaffet få, nye ting – som en ny autostol.

Denne gang kan jeg faktisk ikke komme i tanke om noget, vi har brug for. Jeg har jo mine bryster, som de foregående gange har fungeret ret godt. Hun skal sove i vores seng, så jeg kan amme hende i søvne og dermed få min nattesøvn. Vi har ikke noget puslebord – vi foretrækker en puslepude, der kan flyttes rundt i huset. Og når vi pusler hende på puden på gulvet, kan pigerne også være med.

Vi har som sagt den rustne barnevogn, madras og dyne. Og så har vi en masse tøj fra pigerne.

Det eneste, jeg lige nu overvejer, er at købe et nyt fødekar. Jeg har mulighed for både at låne og leje, men jeg er ret tiltrukket af tanken om at købe et nyt, så jeg kan putte min egen – forhåbentligt – gode fødekarma ned i det. Det skal være dette 

1104

Og så kommer vi ganske sikkert til at få brug for en ny babyalarm, da vi simpelthen ikke kan finde den anden halvdel af vores gamle babyalarm. Jeg overvejer denne .

Men nu må vi se. Vigtigst er dog fødekarret – og med 2 1/2 måned til, at hjemmefødslen skal være klar på den praktiske side, er det noget af det, jeg skal have styr på.

Så er jeg klar til baby. På den praktiske side, ja. På den mentale side – aner det ikke. Jeg kan stadig blive grebet af panik ved tanken om at starte helt forfra, manglen på søvn og overskud og om at have TRE piger, der stjæler min makeup, render til fester og får kærester, mens jeg andre gange bliver helt varm og hjertet og føler mig som jorden heldigste kvinde.

 

 

Tag ejerskab over jeres fødsler

Rigshospitalets fødselschef Morten Hedegaard, har sagt sit job op i protest over nedskæringer og som følge deraf manglende hænder, et voldsomt pres på fødestuerne og konstant ‘alarmberedskab’. Det har vakt rigtig meget debat rundt omkring på de sociale medier, hvor – især – kvinder ivrigt har diskuteret, hvad løsningen er.

Når jeg skriver dette blogindlæg, er det ikke fordi, jeg tror, jeg har løsningen. Eller opskriften på den rigtige fødsel.

Jeg skriver den som en opfordring til jer kvinder og mænd, som læser med. En opfordring til i højere grad at tage ejerskab over fødslen.

Jeg har selv arbejdet med fødselsforberedelse gennem de seneste 5-6 år, og jeg kan til stadighed undres over at møde kvinder, der har født både to og tre børn og fx ikke ved, hvad oxytocin er. Oxytocin er såmænd det absolut vigtigste hormon for, at fødslen overhovedet kan ske, men ingen fortæller kvinderne, hvordan de stimulerer det og passer på det.

Jeg kan også se med et hurtigt blik i de terminsgrupper, jeg er har været en del af, at størstedelen af kvinderne har den holdning, at jo flere ‘drugs’ jo bedre. De mener, at de blot skal møde op på hospitalet, få en epidural, og så skal personalet ellers klare resten. Men hvordan skal de også kunne tro andet, hvis ingen fortæller dem det?

Vover man at nævne hjemmefødsler som en mulighed, bliver der straks delt skrækindjagende historier om fødsler, hvor både mor og barn var kommet grueligt galt afsted, hvis ikke fødslen var foregået på hospitalet.

Det er efterhånden også det mest almindelige at et ’se, vi er lige blevet forældre’ billede, er hvor moderen ligger iført hospitalstøj med et venflon i hånden og slanger strittende ud.

For et par år siden skrev journalist Johanne Mygind i Information, at i Danmark får næsten hver fjerde kvinde sat fødslen i gang, hver femte kvinde føder ved kejsersnit, over halvdelen af alle kvinder får ve-stimulerende drop, og stort set alle får moderkagen forløst medicinsk.

Vi har sygeliggjort fødslerne i en grad, der har lagt så stort et pres på hospitalerne, at fødselsafdelingerne i den grad er banket ned i knæ. Og når en af de fremmeste fødselslæger vælger at forlade posten i protest, så er der nok grund til at råbe op.

MEN. Jeg tror bare ikke på, at flere penge vil løse problemerne. Jeg tror, at flere penge vil skabe flere indgreb, føre til flere epiduraler, flere vedrop, flere planlagte kejsersnit.

Medmindre flere penge bliver øremærket omsorgen. Muligheden for ordentlig forberedelse og information, mulighed for at lære kvinderne at føde og ikke blot placere dem i et auditorium og holde et foredrag om mulighederne for smertelindring, og hvornår de skal ringe til hospitalerne. Muligheden for længere og flere jordemoderkonsultationer og et langt højere fokus på muligheden for at føde hjemme – præcis som man har i Holland. Og så måske et bedre og stærkere samarbejde med de mange fantastiske, private tilbud, der findes rundt om i landet.

For det starter med os selv. Ikke med hospitalerne. Det starter der, hvor vi kvinder (og fædrene) lærer, hvor vigtigt det er at tage ejerskab. Tage ansvar. At gøre fødslerne til vores egne og vide, hvad de medicinske indgreb gør ved vores krop og vores ufødte barn.

Og så længe, der er så begrænsede økonomiske ressourcer, at det går ud over de, som har brug for det, burde gravide kvinder bruge lidt færre penge på dyre barnevogne og alverdens andet babyudstyr og satse lidt mere på at forberede sig til deres største fysiske bedrift nogensinde. For så er jeg overbevist om, at det hele ville se meget anderledes ud. Så ville langt flere kvinder vælge at blive hjemme eller at føde naturligt og uden indgreb på hospitalerne. Det ville give roligere fødsler, hvis kvinderne vidste, hvordan de på en naturlig måde kan håndtere smerten og give kroppen den ro og tid til at arbejde, som den har brug for.

For så snart der bliver lagt en epidural eller lavet en medicinsk igangsættelse, sætter det et apparat i gang, der kræver så megen overvågning og personale, at det må koste en formue. Og et indgreb fører som regel til flere, så det til sidst kræver så mange ressourcer, at det kan give enhver med lidt forstand på, hvad den slags koster, sved på panden.

Da jeg fødte første gang, vidste jeg ingenting. Ingen havde lært mig, hvordan man gør den slags, så jeg blev banket helt bagover af smerterne og manglen på kontrol. Jeg takkede ja til epidural, der førte til vedrop, stresset barn, overvågning med ph-prøver fra skalpen, fødselslæger, kopforløsning, børnelæge og tre jordemødre. Det var hektisk, og jeg var helt kørt over. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad denne fødsel har kostet systemet. Bare fordi jeg ikke var forberedt.

Anden gang havde jeg planlagt hjemmefødsel, men af praktiske årsager (og ubehagelige underboere) ville jeg hellere på hospitalet. Men jeg havde en drømmefødsel på hospitalet anden gang i modsætning til første. Jeg var i vand, ingen indgreb og blot en jordemoderstuderende og min mand hos mig.

Fødslen af Vera - i vand og helt naturligt

Fødslen af Vera – i vand og helt naturligt

Denne gang skal jeg som bekendt føde hjemme. Og jeg vil gerne understrege, at det ikke nødvendigvis er evigt saliggørende at lade fødslen foregå i hjemmet. Men det føles rigtig for os, og jeg er helt rolig omkring det. Jeg ved, at fødslen kan slå sving, men jeg ved også, hvor meget jeg selv kan gøre for at træffe nogle beslutninger, der lader min krop arbejde bedst og mest naturligt.

Sådan burde det være for alle. Jeg ville ØNSKE, det var sådan for alle. Men det starter med os selv og de beslutninger, vi træffer. Vi kan ikke møde op ved hospitalet, stille ansvaret ved døren og lade andre udføre gerningen. Det gør vi jo heller ikke i andre dele af vores liv, vel?

For halvandet års tid siden havde jeg en ung kvinde i min fødselsforberedelse. Supermodel i starten af 20’erne, sund og rask. Og gravid med sit første barn. Hun havde selv den forestilling, at hun selvfølgelig skulle møde op på hospitalet, have en epidural og ellers lade jordemoderen klare resten. Hos mig lærte hun at føde. Hun lærte om det magiske hormonsystem og om, hvor meget ansvar hun selv kunne tage.

Dagen efter fødslen fik jeg en sms. Det havde været en vidunderlig oplevelse. Hun var blevet hjemme i trygge rammer og først taget på hospitalet, da hun var syv cm åben. Kom i vand og tog her selv imod sin lille datter.

Det gør mig stadig glad helt ind i cellerne at tænke på.

Så tag ejerskab. Forbered jer. Og lad medicinen, kejsersnittet og lægerne være for de, som reelt har brug for det. Til de kritiske fødsler, der har brug for det – og dem, der heldigvis er ganske få af, for langt de fleste fødsler er ukomplicerede, hvis vi lader dem være i fred.

En fødsel kan sagtens være en smuk, rolig og skøn oplevelse. Jeg glæder mig til min <3

 

 

It’s a….

…..

Vi var til MD-scanning i dag, hvor jeg er 19+5. Og alt gik godt – barnet er helt perfekt, og selvfølgelig er det det, men jeg var nu alligevel lidt nervøs.

Jeg mærker nemlig ikke spark så tydeligt endnu, men det er der heldigvis en god forklaring på. Helt som jeg havde regnet med, så ligger moderkagen foran til og skaber en god buffer. Men altså, der er masser af fut i den lille…..

Kan du gætte, hvad det er…? Vores lille biiip mellem benene…:-)

15007684_10154560397711166_69792318_o

PIGE!!!

Ja! Der gemmer sig en lille pige inde i min mave. Endnu en pige.

Selvfølgelig har vi tænkt, at det kunne være sjovt med en lille dreng, når vi nu har to piger, men det er altså skønt, at det er en pige.

Tænk en dejlig søsterflok, vi flok. Og samtidig bliver det bare så nemt, for vi har ALT i tøj, som jeg selvfølgelig har gemt godt i håb om, at der måske var et barn mere til mig.

Så Frida og Vera skal have en lillesøster. Jeg har flere gange fået af vide, at Frida har clairvoyante evner, og hun var altså også sikker i sin sag. Da vi hentede hende i dag og skulle hjem og fortælle den dejlige nyhed, havde hun tegnet den kærligste tegning af lillesøster, som indtil videre bærer navnet Ellie.

Fra Frida <3

Fra Frida <3

Fra Frida <3

Fra Frida <3

Åh, hvor jeg glæder mig. Men samtidig nyder jeg også bare at være gravid, at maven vokser, og at jeg overvejende har det godt.

I aftes havde jeg dog de frygteligste plukveer i en halv time, hvor der var god lejlighed til at øve min fødselsteknikker. Jeg nåede lige at blive lidt nervøs, og Michael nåede at finde telefonnummeret frem til hjemmefødselsteamet, som vi skal ringe itl, hvis der er problemer. Men da jeg lagde mig ned, gik det heldigvis over.

Tror bare min krop var træt. Vores lille PIGE skal i hvert fald gerne blive inde i maven 15-20 uger endnu.

Åh altså, en lille pige <3 <3