BLW – Jeg kan jo selv, mor!

‘Er hun begyndt at få andet end bryst?’ Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg er blevet spurgt om det de forløbne to måneder. I Danmark er det jo således, at mange begynder på skemad i form af grød og mos allerede fra børnene er omkring fire måneder – senest når de er seks måneder.

Det gjorde vi også med Frida. Vi var nysgerrige på hver eneste nye ting, vi ‘måtte’ gøre, og derfor introducerede vi hurtigt skemad og modermælkserstatning til trods for, at Frida faktisk blev fint mæt af min mælk.

Da vi så fik Vera, prøvede jeg en enkelt gang med lidt grød, da hun var seks måneder. Det var ingen succes, vi ventede lidt og ammede videre, og stille og roligt lod vi hende sidde med ved bordet og stort set spise det samme som os. Dét var en succes! Hun udviklede lynhurtigt sit pincetgreb, hun fik smagt en masse forskellig mad og var på helt lige fod med os, når det gjaldt aftenmåltiden. Hun sov godt om natten, var/har aldrig været syg – så vi tænkte, at hun fik det, hun havde brug for.

Hun blev ammet ved siden og overvejende ammet, til hun var 11-12 måneder – men det fantastiske med amning og modermælk er jo netop, at det hele tiden udvikler sig og stort set dækker barnets behov for næringsstoffer.

Nu er Ellie blevet seks måneder. Jovel, vi har de seneste måneder haft nætter, hvor hun har spist mere, og havde hun været mit første barn, var jeg nok ‘faldet i fælden’ og troet, hun var sulten. Men børn er jo geniale til at regulere mælkeproduktionen, og den slags finder sted om aftenen/natten. Samtidig er amning jo SÅ meget mere end mad – det er tryghed og trøst og nærvær, og den slags har man brug for i store mængder, når verden åbner sig og sanserne skærpes, og man stort set kravler, inden man er seks måneder. Og derfor er det vigtigt ikke nødvendigvis at tolke øget amning med mangel på mad/sult.

Derfor kører vi BLW (baby led weaning) igen og springer som udgangspunkt hele skeperioden over. Nej, hun sidder naturligvis ikke og spiser spaghetti med kødsovs fra dag et, som en i min terminsgruppe skrev ‘og det var sgu da synd for barnet’…..

Med BLW introducerer man stille og roligt maden og gør måltidet til en leg. Hun har nogle dage fået store bidder af hårde æbler etc, som hun bare har suttet på, og i dag tog vi så for alvor fat.

Med BLW respekterer man barnet og lader det selv bestemme farten – og mængden. Og det tiltaler mig jo i høj grad, da det er helt i tråd med mit syn på det at være mor og vise sit barn vejen i livet.

Festmåltidet til frokost var et par bananstykker og blødkogte æbler. Til aftensmad kogt brocolli med smør. Og hun elsker at sidde med maden mellem fingrene, undersøge, tage lidt i munden, spytte lidt ud, mere i munden, skære ansigt, mose det, i munden igen og synke lidt.

Nej, der kommer ikke et måltid ned første gang, men hun er jo fortsat fuldt og helt dækket ind med min mælk (hun vejer 8,3 kilo og måler 68,5. Hun får, hvad hun skal have).

I morgen tror jeg, vi prøver med et par stykker bananpandekage og måske nogle kugler havregrød.

Men se hende lige – er hun ikke det sødeste med sin brocolli:)

IMG_9460

Jeg kunne godt skrive meget mere om BLW og alle de skønne fordele – men læs hellere i detaljer her og her.

Og kommenter endelig hvis du vil vide mere😀

I lort til halsen og genbrug

Forleden satte Ellie og jeg kurs mod København for at holde et møde om et igangværende og meget spændende projekt, som jeg er en del af. Kan ikke løfte sløret endnu – men det handler om yoga:)

Nå, men som altid, når vi er på farten, lod jeg vognen blive hjemme og drog afsted med Ellie i viklen og lasten i min pragtfulde puslerygsæk fra babydreamer.dk. Jeg er rimelig cool omkring det at tage baby med til møder og andre gøremål, fordi jeg har fået en nem baby, men også fordi jeg gør opmærksom på, at jeg medbringer ‘påhæng’, så det er klart for folk, jeg mødes med, at der er en lille klump, der kommer før alt andet. Sådan er det. At være på barsel skal ikke forhindre mig i at gøre ting, være produktiv, men Ellie kommer ALTID i første række.

Derfor er viklen genial, da hun stadig er en lille fis, som bare vil være tæt på mig.

Nå, men vi sad altså i toget, jeg ammede og havde styr på både bryster og baby, da der lød en umiskendelig lyd af en ble, der blev fyldt – og i den grad til randen, så det løb ud over kanten og lavede store pletter på den lyse heldragt. I der har små børn eller har haft ved, hvad jeg taler om.

Uheldet skete seks minutter før, toget nåede København, så jeg skyndte mig ud på toilettet for at skifte blot for at konstatere, at jeg havde glemt skiftetøj!!!!!

Jeg måtte altså nøjes med at vaske af, skifte ble, beholde den beskidte heldragt på og stoppe Ellie tilbage i viklen, så uheldet ikke var synligt. Derpå meddele min aftale, at jeg liiiiige skulle finde en børnetøjsforretning først.

Og her opstod det mere alvorlige problem: Det eneste, jeg kunne finde, var små børnetøjsforretninger med tøj fra 300 kroner og derover. Og det strider så markant imod, hvad jeg tror på. Jeg kan af alle mulige årsager ikke magte forbrugshysteriet, så snart der står baby på dagsordenen – eller i så mange andre henseender. I de terminsgrupper, jeg på et tidspunkt frekventerede, var jeg ved at falde ned af stolen over de budgetter, der blev lagt til projekt baby.

Selv er jeg stor fan af at købe brugt. Jeg tjekker næsten altid DBA eller reshopper, inden jeg køber nyt. Det har den gevinst, at der spares penge, OG at al den skadelige kemi er drysset af andre steder end hjemme hos os.

Derfor opfordrer jeg også familien til at købe brugt, når der indimellem skal købes gaver til vores unger. SELVFØLGELIG er der ting, der er bedst nye, og det er også ok, men seneste dille er fx Sylvanian – og er I klar over, hvor dyrt det er? Samtidig kan man finde det stort set ubrugt på genbrugssiderne, og pigerne får så meget mere for de samme penge.

Jeg forsøger også, at vi lever bevidst: Spiser overvejende vegetarisk, så der er budget til godt, økologisk kød, når vi skal have kød. Jeg køber udelukkende økologisk i alle madvarer og prøver at lave madplaner, så vi minimerer spild.

Det vil jeg skrive meget mere om – og nok også begynde at dele vores madplaner med jer.

Jeg synes, vi skylder os selv og de næste generationer det. Og jeg kan næsten ikke overskue, hvor mange penge, der bliver brugt på komplet ligegyldige ting og luksus, mens folk dør af sult andre steder. Det kan faktisk gøre mig direkte ked af det.

Ok, det lyder megahelligt, men det er vel ikke forkert at føle sådan?

Det var også sådan, jeg følte, da jeg stod med hænderne i bløde heldragter fra kendte mærker. Og jo, de er lækre, og jo, jeg var fristet. Men med skabet spækket med dejligt babytøj i arv fra storesøstrene, kunne jeg simpelthen ikke forsvare det. Så jeg gik ud og fortsatte ned ad gaden, hvor der til mit held lå en genbrugsforretning. Her fandt jeg en body og et par bukser til ialt 30 kroner. Og støttede samtidig et giot formål. Win-win. Og Ellie blev jo ikke mindre lækker, vel?

Ellie i rescue-genbrug

Ellie i rescue-genbrug

Jeg holder en pause…

…ikke fra bloggen. Tværtimod. Den vil jeg gerne gøre rigtig meget mere ved. Men jeg har valgt at tage en pause fra de sociale medier.

Det er utroligt så vanedannende, det virker på mig. Og selvom jeg konstant sagde til mig selv, at jeg skulle lægge min telefon, være i nu’et, kigge på min baby, når jeg ammer – ja, så fandt jeg alligevel mig selv igen og igen samle telefonen op og trykke opdater på Facebook.

Det seneste stykke tid har jeg været lidt trist og følt mig stresset over alt det, jeg ‘går glip af’ og følt, at livet bare styrter afsted forbi mig, mens jeg tuller rundt her på barsel. Men for fanden, hvad er det nu for en følelse? Og hvad bilder jeg mig egentlig ind? Jeg har jo en baby, for søren! Sikkert den sidste, jeg får, og tiden med hende styrter også bare afsted. Jeg VIL IKKE starte på arbejde igen d. 1. maj og føle, jeg missede chancen for 100 % nærvær, fordi jeg havde travlt med at være alle mulige andre steder (underforstået sociale medier) og i alle mulige andres picture perfect liv, når jeg har så meget lige her at være taknemmelig for. Og være til stede i.

19096196_10155232027966166_1780080942_o

Derfor prøver jeg. Jeg har deaktiveret min FB-konto, og jeg har slettet min Instagram app. Sidstnævnte vil jeg hente ned indimellem og fortsat bruge til at lægge billeder på og ikke mindst gøre opmærksom på et nyt blogindlæg.

Bare det at deaktivere sin FB er jo en kæmpe ting. Og bare det, at det er en kæmpe ting, gør det til noget helt rigtigt at deaktivere den. Hvordan kan man blive så afhængig det?

Jeg har intet imod sociale medier, faktisk elsker jeg dem på mange måder. Især når folk bruger dem og skriver sjove, interessante, underholdende opslag, og når jeg ser firmaer bruge det på en interessant måde i deres forretning og markedsføring. Så det her er ikke en kampagne MOD Facebook, og jeg vender helt sikkert tilbage. Men lige nu har jeg brug for at vende mit fokus indad på mit eget liv og prøve at være taknemmelig for alt det gode, jeg har, og ikke have så travlt med det, jeg ikke har.

19073213_10155232029456166_1725915824_o

Jeg vil kigge på min baby, når jeg ammer hende og på mine store børn, når de er hjemme. Jeg vil meditere mere og lave mere yoga, når den lille sover, frem for at kigge på min telefon. Jeg vil simpelthen lægge min telefon fra mig i langt højere grad, end jeg har gjort indtil nu.

Så må vi se, hvor længe det holder. Michael har en ven, der ikke er på Facebook. Han har aldrig haft en profil der, men formår alligevel at være succesfuld. Så det kan godt lade sig gøre 🙂

Amning er meget mere end mad

Jeg glæder mig til at amme. Jeg glæder mig helt vildt meget til at amme. For mig er det vitterligt lyksaliggørende at sidde med en lille baby ved brystet.

Sådan har det ikke altid været.

Da jeg fødte Frida for snart otte år siden (ret præcist – for min store pige har lige haft fødselsdag), var det en fødsel fyldt med indgreb, som i høj grad forstyrrede det naturlige hormonsystem og dermed også forstyrrede hendes sutterefleks, min nedløbsrefleks og produktion.

Dagene på barselsgangen var hæslige. Jeg kunne ikke mærke mit barn, kunne ikke mærke tilknytningen til hende, og hver eneste amning var en kamp, hvor urutinerede sosuassistenter med lange negle med vold og magt forsøgte at forene bryst og barn, mens jeg i timerne imellem sad med en elektrisk malkepumpe, så jeg kunne give min nyfødte datter de dyrebare dråber på en ske, i en kop og med en lille pipette. Jeg græd. Det var ingenlunde det lykkelige, fredfyldte billede, jeg havde fået malet i mit hoved forinden fødslen. Det var en kamp, som jeg følte, jeg ikke kunne vinde. Jeg følte mig uduelig som mor, indtil en garvet jordemoder efter et par dage udskrev os med ordene ‘nu tager du hjem, slapper af, følger din intuition, og så kommer det’. Jeg havde svært ved at føle mig overbevist, da vi med skælvende ben bar vores lille datter ud i bilen, godt pakket ind i varmt tøj og autostol, og forsigtigt, meget forsigtigt, satte kursen mod vores hjem på Islands Brygge.

Da jeg kæmpede for at få amningen i gang første gang...

Da jeg kæmpede for at få amningen i gang første gang…

Om natten vågnede jeg ved, at mine bryster var ved at eksplodere. De var KÆMPE store og så spændte, at Frida ikke kunne få fat. Klokken var 2, og jeg tiggede og bad Michael om at finde en Falckstation, hvor han kunne leje en brystpumpe. Det lykkedes heldigvis ikke, og istedet gik jeg under den varme bruser, lod de vandet opbløde mine spændte bryster, malkede lidt ud med hånden og lagde så Frida til. Hvilken følelse. Hun suttede og suttede. Tømte roligt mine bryster i timerne, der gik, og faldt derefter i en tung, mæt søvn. Mine bryster var jo stærkt overstimulerede af alt det pumperi, Frida havde ikke selv fået lov til at regulere produktionen, og det tog et par dage, før det faldt nogenlunde på plads.

Derefter kørte det. Nogenlunde. Jeg havde på hospitalet fået af vide, at hun skulle spise hver 3-4 time. Det forstod jeg, som at hun KUN skulle spise hver 3-4 time. Så når hun havde spist og efter en en time eller to blev urolig, prøvede vi alskens andre ting for at berolige hende – også om natten. Og det tog tid og kræfter. Hvis jeg dog bare havde kendt til begrebet intuitiv amning og friamning, som betyder at lade barnet sutte efter behov. Nogle børn sutter længe med lange pauser imellem – andre sutter kort i korte intervaller.

Men det kom jeg til – og så blev jeg gravid med Vera. Fødslen var rolig og naturlig, og Vera suttede med det sammen. Ammeopstarten og det videre forløb var fuldstændig ukompliceret. Hun fik lov at sutte, når hun havde behov. Hver gang hun gav et kny fra sig, fik hun et bryst i munden, så hun var altid glad og tilfreds. Hun sov fra starten hele natten, spiste i søvne liggende ved mit bryst, og hun var aldrig utilfreds. Bare glad, sov godt og spiste.

At amme Vera var fra starten en leg - og vi fortsatte da også i 3,5 år :-)

At amme Vera var fra starten en leg – og vi fortsatte da også i 3,5 år 🙂

16389044_10154827435081166_1146321449_o

Jeg ved godt, man kan vælge den intuitive vej og stadig have et barn, der er utilfreds. Men for vores vedkommende fungerede det. Samarbejdet mellem moderens intuition og babyens evne til at vise sine behov med små tegn fejler nemlig sjældent.

Og den vej vælger jeg igen, når lillesøster kommer til verden. Vi end ikke overvejer at købe en narresut eller en sutteflaske. Selvfølgelig må hun få en sut – når amningen efter 2, 3, 4 måske 5 uger er veletableret, og hvis hun viser behov for det. Vera har aldrig rigtig brugt sut, og det er jo ikke must, som mange nybagte mødre tror.

For børn udvikler sutterefleksen efter fødslen for overlevelsens skyld. De skal sutte på et bryst – ikke en klump gummi. Og de skal sutte på brystet, fordi de dermed regulerer mælkeproduktionen og sikrer, at der bliver produceret nok mælk til, at de bliver mætte. Det er i virkeligheden meget simpelt. Udbud og efterspørgsel. Herudover er amning meget mere end bare mad. Amning er også nærhed, tryghed og ro – begrebet ‘at søge brystet som trøst istedet for sutten’ bør simpelthen forbydes.

Babyer SKAL ikke bruge sut. Er amningen veletableret, får de nok at spise og har de stadig et stort suttebehov, så kan den være fin. Og en god aflastning. Men et sundt, godt og velfungerende ammeforløb ER tidskrævende i starten. Det kræver mange timer i ro i sengen eller sofaen – til gengæld er det godt givet ud, når det bare kører på skinner.

Og det håber jeg naturligvis, at det kommer til at gøre for os igen denne gang. For jeg elsker at amme, og jeg ammer lige så længe, både hun og jeg har lyst, uden at skelne til anbefalinger eller normer. Frida blev ammet i 11 måneder. Vera i 3,5 år.

Når lillesøster bliver født, har jeg således planer om at barsle de første par uger efter i den forstand, at der bliver et absolut minimum af gæster og kun meget korte besøg. Bedsteforældrene må tage sig lidt af de store og lave nogle hyggelige ting med dem, selvom Frida og Vera naturligvis også skal være med og knytte bånd til deres lillesøster. Men det vigtigste er, at hun og jeg finder hinanden og får en god start sammen.

Når alt det er sagt, vil jeg slutteligt tilføje, at en god mor ikke sidder i brysterne. En god mor er hende, der kan træffe de rigtige valg for sig selv og sit barn. Og kan og vil amningen ikke lykkes, så er det fantastisk, at vi lever i en del af verden, hvor der findes supergode alternativer til modermælken.

Kan du lide at amme? Hvor længe har du ammet? Og har du spørgsmål til amning? Så skriv meget gerne en kommentar <3

 

 

Lidt om vaccination og bækkenløsning

Faktisk har jeg det rigtig fint i min graviditet indtil videre. Ikke de store fysiske belastninger (det kommer måske), men jeg prøver virkelig også at holde mig sund og i i bevægelse.

Især med yoga. Og nu hvor jeg efterhånden er blevet større, har jeg droslet godt og grundigt ned på min egen praksis i varmen, hvor jeg dog har tænkt mig fortsat at undervise.

Til gengæld har jeg skruet op for den blidere yoga, hvor jeg få bevæget og styrket bækkenregionen, så den bliver smidig og stærk, og risikoen for bækkengener dermed falder.

Der er jo rigtig rigtig mange gravide kvinder, der døjer med bækkensmerter, og mange der bliver sygemeldt med bækkenløsning. Måske også FOR mange i virkeligheden – uden dog at negligere, hvor hårdt det er, når det rent faktisk er tilfældet.

Men vi kan altså gøre meget for at forebygge det. Blandt andet ved at holde os stærke og smidige – for en graviditet ER altså ikke en undskyldning for at ligge i sofaen og spise flødeskumskager. Det må man også gerne, men hvis man KUN gør det, så er man altså også selv uden om det.

Min morgenmad i morges - masser af gode ting! havregryn, hampefrø, nødder, mandler og æbler

Min morgenmad i morges – masser af gode ting! havregryn, hampefrø, nødder, mandler og æbler

Jeg vil om et par dage lægge nogle forslag på bloggen til, hvilke yogaøvelser, du selv kan lave i din stue om aftenen – endda mens du ser din yndlingsserie på Netflix, hvis du ikke er til at gå helt i meditationsmode. Sidstnævnte kan dog anbefales, da det en gang imellem er godt at skrue ned for indtrykkene udefra og bare mærke sig selv og sin baby.

Og når jeg først gør det om et par dage, er det altså fordi jeg er syg lige nu. Jeg har ondt i halsen og i kroppen og ligger derfor i sofaen og drikker the, spiser mandler – og blogger. Og har ondt af mig selv.

Mig lige nu...

Mig lige nu…

For selvom jeg synes, jeg fylder sundhed i kroppen, så kan jeg altså godt mærke, at denne graviditet har gjort mit immunforsvar til lidt en sølle udgave af sig selv.

Jeg har dog valgt at takke nej til den gratis influenzavaccination, man tilbyder gravide. Godtnok truer  Sundhedsstyrelsen med risiko for abort, for tidlig fødsel etc i forbindelse med influenza under graviditeten, men jeg er alligevel stadig skeptisk. Jeg plejer ikke at blive ramt af slem influenza, og jeg plejer hurtigt at komme mig over forkølelser og diverse. Også i graviditeten. Så jeg vælger at have tiltro til min krops evner og ikke sprøjte noget i mig, man trods alt ikke kender langtidskonsekvenserne af.

Vi følger børnevaccinationsprogrammet – men denne her springer jeg lige over.

Så jeg har valgt istedet at melde mig syg fra arbejde og få lidt fra hånden liggende under tæppet.

I aften underviser jeg mit nystartede mandehold i ‘Hotten’ hos Nordisk Yoga. Så må varmen gøre sin magi, som den plejer, så jeg er frisk igen på mandag.

 

 

Weekendmorgener – og spørgsmål om hjemmefødsel og blod!

Vores weekender er en smule anderledes end i andre familier. Hvor weekenderne for de fleste er dér, man samles, spiser morgenmad og hygger, så er vi som regel ret splittede i weekenderne.

Min mand er musiker, og derfor ligger hans primære arbejdstid i weekenderne – fredage og lørdage nætter. Og når han først kommer hjem fra job ved 3, 4, 5 tiden, er det jo klart, at han skal have lov at sove længe.

Så jeg er ‘alene’ med unger og hund, og jeg prøver at skabe de der magiske, hyggelige morgener med langsom, stor og lækker morgenmad, friskpresset juice og stearinlys.

Ofte ender det bare anderledes, end jeg lige havde planlagt. Hunden er umulig, fordi den vil ud og gå, pigerne skændes, og de første tre måneder af min graviditet var jeg så træt og kvalmeramt, at jeg ikke rigtig orkede noget. Samtidig har mine weekender egentlig også været ret pakkede med yogauddannelser – og jeg kan se frem til, at der ikke er een eneste ledig weekend før midt december. Det sætter sine krav til logistikken herhjemme – og til bedsteforældrene.

Men i dag har været en af de weekendmorgener, jeg elsker. Pigerne har været rolige og leget så godt sammen, vi har hygget med morgenmaden, jeg har ryddet op og hørt Mads & Monopolet. Og nu sidder jeg her og skriver, mens de får lov at spille Ipad.

img_4995

14572522_10154461405941166_1338986674_o

Senere skal jeg mod København og til 10 års reunion med alle min skønne kolleger fra Nyhedsavisen, som jeg dengang i 2006 var med til at starte op – og i 2008 lukke ned. Det bliver uden tvivl et nostalgisk gensyn og for første gang i min graviditet er jeg en smule ærgerlig over ikke at kunne drikke 🙂

Jeg er så småt begyndt at gøre opmærksom på min blog, hvilket er lidt angstprovokerende. Jeg har blandt andet linket til den i de terminsgrupper på Facebook, jeg er en del af.

I går var der så en af de andre gravide, som nysgerrigt spurgte ind til det faktum, at jeg gerne vil føde hjemme. Hun har selv hospitalsskræk, og derfor tiltaler tanken om at føde hjemme hende. Men hun havde dog nogle spørgsmål, som jeg tænker vil være oplagte at svare på her på bloggen.

Hvorfor vil du føde hjemme?

Da min første datter kom til verden, var det en hospitalsfødsel med alt, hvad den kunne trække. Jeg vil senere komme ind på den oplevelse i detaljer, men kort sagt var jeg simpelthen ikke forberedt godt nok. Min krop anede ikke, hvordan den skulle håndtere smerterne, så den begyndte at modarbejde dem, og det var ekstremt ukontrollerbart. Jeg fik en epidural, som åd alle de naturlige fødselshormoner, så fødslen gik i stå. Det førte til et vedrop, som førte til vestorm og dermed mere epidural. Min datter blev stresset i maven og overvåget med elektroder på hovedet og små snit på kraniet. Da vi nåede pressefasen, var jeg stadig så bedøvet, at jeg ikke var i stand til at presse, og så skulle hun ud med sugekop. Lige efter forløsningen blev hun taget fra mig, undersøgt, vejet og målt og fik tøj på. Først derefter fik jeg hende op på brystet………

Hun var træt. Udmattet. Hendes sutterefleks var ikkeeksisterende, og jeg følte…ingenting. Det var en sorgfyldt oplevelse, og jeg kæmpede med amningen,mens vi var indlagt.

ALT var forkert. Alle procedurerne på hospitalet gik så meget imod, hvad jeg ved om den gode fødsel i dag. Og jeg har skulle bruge rigtig meget tid på at tilgive mig selv.

Vi kom igang med at amme. Men jeg kæmpede længe med en voldsom efterfødselsreaktion. Og jeg vil vove den påstand, at fødslen og den efterfølgende adskillelse fra min datter stadig har en indvirkning på vores forhold i dag. Det er hårdt at sige, men i det mindste ærligt.

HELDIGVIS ved vi i dag, hvor vigtigt, det er, at der er hud-mod-hud kontakt lige efter fødslen. At det er afgørende for tilknytningen, sutterefleksen og ammeetableringen. For at nævne nogle. det skyldes hormonet oxytocin – som jeg også vil skrive meget mere om. Men hvis du ikke har hørt om oxytocin, så googl det. Alle bør kende til oxytocin.

Nå, da jeg så skulle føde igen anden gang, skulle det være så naturligt som muligt. Jeg havde sat mig en masse ind i, hvorfor det ‘gik galt’ første gang, og derfor var jeg fast besluttet på, at jeg ingen medicinske indgreb ville have. Jeg vidste, det kunne være svært at modstå, når jeg kom på hospitalet, så jeg planlagde at føde hjemme og forberedte mig med de teknikker, jeg selv underviser i i dag.

Hjemmefødslen blev afblæst, da vores hus ikke nåede at blive færdigt, og vi havde nogle meget larmende underboere og naboer.

Men forberedelsen gjorde hele forskellen! Da vi ramte hospitalet, var jeg presset, for det bliver kroppen af at blive flyttet fra A til B under en fødsel. Jordemoderen i modtagelsen havde travlt og tilbød mig en epidural, på trods af at der i min vandrejournal stod, jeg ikke ville have medicin. Men hun havde ikke tid til at læse den. Heldigvis sagde min mand nej, for jeg var i et svagt øjeblik.

Da jeg efter noget tid kom ned på fødestuen og kom i vand, tog fødslen langsom den form, jeg havde ønsket mig.

Jeg passede selv mine veer, arbejdede mig langsom og koncentreret gennem dem. Den søde jordemoder observerede blot og på roligste vis kom min datter til verden og op på brystet af mig.

Amningen blev hurtigt og uden problemer etableret, og jeg oplevede den der øjeblikkelige forelskelse og kærlighed, som alle havde talt om.

Derfor har jeg besluttet mig for, at denne gang SKAL det foregå hjemme. Meget lidt kan overbevise mig om det modsatte.

Jeg møder flere, som siger ‘tør du de? Hvad hvis noget går galt?’. Men hvad skulle gå galt? De fleste ‘akutte’ tilfælde i en fødsel, vil altid blive identificeret og observeret tidligt i forløbet. Og så bliver man overflyttet.

Alle statistikker viser, at det er mere sikkert at føde hjemme. At ønsker man en normal, naturlig fødsel, så er det absolut mest hensigtsmæssigt at blive hjemme. Kroppen forbliver tryg, fordi den ikke bliver flyttet, og dermed arbejder fødselshormonerne optimalt.

Der er ingen kolde venteværelser, overfyldte fødselsstuer eller mangel på jordemødre.

Når du føder hjemme, kommer jordemoderen hjem til dig. Det vil sige, at du har jordemoderen helt for dig selv. I rigtig mange regioner kommer man i en hjemmefødselsordning under graviditeten, og jordemødrene der, er jordemødre, som er vant til at varetage hjemmefødsler.

Føder du hjemme, kan du selv bestemme. Skal det være i et fødekar? (Du kan leje eller købe et – jeg skal selv føde i et La Bassine). Skal det være i sengen?

Du kan selv bestemme, hvem der skal være med. For mit vedkommende bliver det jordemoderen, min mand og en kær veninde, der skal være praktisk gris.

I de måske lange timer frem mod fødslen, kan du bedre slappe af. Måske se en serie, høre musik, gå en tur i haven eller på gaden. Din mand er samtidig i vante omgivelser, og man skal altså ikke negligere vigtigheden af, at det også er en god oplevelse for manden.

Hvad med blod etc? 

Der er meget lidt blod i en fødsel, hvis overhovedet noget. Der er måske fostervand og lidt blodigt slim, men en fødsel sviner meget lidt, hvis den foregår normalt og ukompliceret.

Det er klart, at man skal have diverse underlag, klude, håndklæder etc klar – men alt det hjælper hjemmefødselsjordemoderen med at forberede dig på. For hun kommer faktisk på hjemmebesøg inden fødslen.

Og nej, selvfølgelig er der ingen smertelindring udover muligheden for akupunktur. Men det vil jeg jo heller ikke have. Jeg har mine teknikker, og de virker smertelindrende. Faktisk opfatter jeg ikke længere fødslen som noget smertefyldt, men snarere som hårdt, kontrolleret arbejde. Præcis som når jeg har løbet maraton.

Jeg er så spændt på at føde hjemme. På en god måde. Jeg er på ingen måde skræmt af det, men ser frem til at arbejde med veerne i mine egne trygge oplevelser, føde i et kar midt i stuen fyldt med levende lys og rolig musik.

Efter fødslen spise lune boller og ligge i dobbeltsengen med min mand og indsnuse det nye liv, uden at skulle pakke vores nyfødte ind i tøj og sætte ham/hende i en autostol.

Der vil bare være RO. Ro til at knytte os sammen. Ro til at amme. Til at sove. Til at nyde. Og til at lande.

Og så slipper vi for overhovedet at tage på hospitalet. Når du føder hjemme, kommer jordemoderen nemlig på hjemmebesøg efter fødslen, og her tilbyder de også at tage PKU – den hælprøve, som man ellers skal på hospitalet og have foretaget.

Kære Kathrine – og I andre – jeg håber, det indtil videre er svar nok, og at jeg har gjort dig nysgerrig på at undersøge dine muligheder.

Jeg kommer til at skrive meget, rigtig meget, om alle mine valg. Så følg med og hold jer opdateret på nye indlæg på Bloglovin, hvor I blot vælger at følge yogamom, og så kommer der en mail, når der er nyt fra mig:-)

Hjertelyd, smølfespark og hjemmefødselssnak

Så har jeg været til første jordemoderbesøg. Og selvom det er min tredje graviditet, så er der bare noget særligt ved at gå til jordemoder. Jeg elsker det. Jeg elsker at tale om min graviditet, mine forventninger til fødslen og ikke mindst nyde godt af den omsorg, en dygtig jordemoder kan give.

Sådan har det i hvert fald været i mine tanker, men virkeligheden har de to første gange vist sig at være en anden. Jeg har stort set hver gang følt, at jordemoderbesøget kun handlede om at få mig hurtigst muligt ud af døren.

Derfor var mine forventninger til i dag ikke høje, men det skulle vise sig at være helt anderledes. Om det er fordi, jeg nu bor i en anden by – fra København til Odense – eller om det er fordi, jeg denne gang skal føde hjemme, ved jeg ikke.

Men denne gang er jeg i en kendt jordemoderordning og under hjemmefødselsteamet, der består af tre jordemødre. Det vil sige, at den jordemoder, jeg mødte i dag, meget vel kan blive hende, jeg føder med (og det ville være fantastisk. Hun var skøn).

Det er pudsigt, men hyggeligt, at vi i 2016 stadig render rundt med en papirudgave af vandrejournalen:-)

Det er pudsigt, men hyggeligt, at vi i 2016 stadig render rundt med en papirudgave af vandrejournalen:-)

Vi var derinde i 45 minutter, og de – jordemoderen og den studerende – havde så god tid, føltes det som om. Ingen tvivl om, at de var begejstrede for min plan om at føde hjemme, og meget hurtigt i samtalen kom vi ind på, at jeg er ammerådgiver, arbejder med fødselsforberedelse og er ved at uddanne mig til instruktør i gravidyoga. Med andre ord: Jeg ved en del! Og jeg har allerede truffet mange valg omkring, hvordan fødslen skal forløbe.

Og jeg kunne virkelig mærke deres begejstring over muligheden for at sidde og ‘nørde’ detaljer. Vi talte om sen afnavling og mulighed for Lotus-fødsel, om at give K-vitamin til barnet oralt istedet for på sprøjte, samt at jeg ikke vil have syntocinon-stik efter fødslen, men lade de naturlige hormoner få livmoderen til at trække sig sammen. Meget mere om det i et andet blogindlæg, men jeg vil blot understrege, hvor skønt og trygt det var at blive hørt, respekteret og mødt. Og samtidig mærke den ro, som de skabte omkring mine mange – for nogen – alternative valg, som for mig føles helt naturlige og selvfølgelige.

304189_10150318708051166_89264387_n

Da jeg var gravid anden gang med Vera, havde vi jo lille Frida og mange ting fra graviditeten med hende var friske i erindringen. Nu er Vera 5 år, og derfor føles det næsten som min første graviditet – omend jeg denne gang har en masse viden og erfaring.

Det var derfor en helt særlig og magisk følelse at høre fineste hjertelyd, og da den jordemoderstuderende satte doptonen på min mave, sagde hun ‘der var et lille spark’, som jeg også selv syntes, jeg mærkede. Et af de første, små spæde spark.

Jeg vil i denne blog og gennem min graviditet skrive meget omkring disse valg og min baggrund for at træffe dem. Jeg håber, I vil læse med og lade jer inspirere. Husk, informerede valg er vejen frem mod en god fødselsoplevelse  <3

Gravid og hot yoga

I går lagde jeg et billede på min Instagramprofil, hvor jeg strutter med min hastigt voksende mave efter en omgang teacher training afsluttende med 90 minutters hård praksis i varmen.

Efter gårsdagens yogapraksis. Er 15+ i dag :-)

Efter gårsdagens yogapraksis. Er 15+ i dag 🙂

Jeg er snart færdig som instruktør i hot yoga, og det er jo yoga udført i en 37 grader varm sal (ved bikram er temperaturen typisk mellem 40,6 og 42 grader).

Kombinationen mellem varme og yoga har mange fordele, men i forbindelse med graviditet er der naturligvis også ulemper. Og derfor var der en, som i går spurgte på Instagram, om jeg godt tør kaste mig ud i hot yoga som gravid?

Da jeg blev gravid, googlede jeg naturligvis en masse omkring hot yoga og gravid. Og de fleste steder kan jeg læse, at det ikke er anbefalelsesværdigt. Hos bikram ved jeg, de siger, at man skal have haft en regelmæssig praksis i seks måneder inden graviditet, hos Nalini fraråder man det til gravide.

Jeg bliver jo uddannet hos Sattva Yoga, der er ejet af de samme folk, som står bag Nalini. De var de første, der tog hot yoga til Danmark og er derfor også nogle af de mest erfarne på området.

Jeg blev gravid i sommerperioden, hvor vi havde pause fra uddannelsen, og da jeg var så kvalmeramt og træt, var det meget naturligt for mig ikke at have en hot praksis. Min yogapraksis bestod primært af blide stillinger og meditation i den periode.

Efter sommerpausen tog jeg en snak med min lærer Mari. Hun er simpelthen så dygtig, klog og fornuftig, så for mig er hendes ord lov. Vi blev enige om, at jeg med min erfaring og mit kendskab til min krops formåen godt kunne opretholde en hot praksis og løbende justere og vurdere, hvordan min krop har det.

Derfor er jeg fortsat, men jeg har skruet lidt ned for antallet af hotte timer, således jeg max er i en hot sal to gange om ugen.

Mange gange fraråder man nemlig hot praksis, fordi hot yoga tiltaler mange ‘performere’. Kvinder, der godt kan lide at presse sig selv til og over grænsen. Og dét er naturligvis ikke smart, når man er gravid.

Under graviditeten producerer kroppen blandt andet hormonet relaxin, der blødgør leddene, og da du bliver noget mere smidig og fleksibel i varmen, er der selvfølgelig en risiko for at gå for dybt i stillingerne med efterfølgende skader. Her sørger jeg naturligvis for at mikrobøje i leddene, så jeg ikke risikerer at komme for dybt og overstrække.

Nailing Hot Yoga er en fast sekvens. Og stillingerne er ikke tilpasset gravide. Derfor kræver det naturligvis en del erfaring og viden om kroppen for selv at kunne tilpasse sin praksis og modificere nogle af stillingerne. Med min uddannelse som instruktør i hot yoga og gravidyoga, som jeg tager sideløbende, har jeg den viden. Og derfor føler jeg mig absolut klædt på til at varetage min egen praksis og gøre den sikker.

Der er også risikofor dehydrering i varmen. Men jeg ved, at det på dage, hvor der ligger en hot praksis eftermiddag eller aften, er vigtigt at sørge for masser af vand. Det er det naturligvis altid, men særlig vigtigt er det altså før 90 minutter i varmen.

Det nytter ikke noget at hælde vand på under klassen, hvis du føler dig dehydreret. Det tager kroppen omkring 30-40 minutter at optage vandet, som derfor bare vil ligge og skvulpe rundt i maven. Derfor er det altså essentielt, at du sørger for at holde væskebalancen ved lige i løbet af dagen.

Derudover tager jeg pause i klassen, når jeg har behov for det. Hjertet banker hurtigere under graviditet, og du bliver nemmere forpustet. Derfor er min vejtrækning også hurtigere, når jeg presser mig selv, og det betyder, at jeg indimellem er nødt til lige at sætte mig ned eller ligge mig i barnets stilling.

Men husk: Ovenstående er MIN tilgang til min egen praksis. Jeg vil aldrig anbefale en gravid at gå til hot yoga – og slet ikke starte som nybegynder under graviditeten! Det er så individuelt, hvad vores krop kan og vil under en en graviditet, og derfor synes jeg også, det er fornuftigt, at man som udgangspunkt siger nej, så hot yogastudierne ikke står med en gravid, der presser sig selv ud over kanten og kommer til at gøre skade på sig selv og sit barn.

Men det er med hot yoga som med alt andet i graviditeten: Føles det forkert, er det nok forkert!

 

Det lækreste bananbrød!

Jeg elsker dovne søndage. Især søndage som i dag, hvor regnen siler ned, og jeg har tændt stearinlys i hele huset – og ikke mindst lige sat et bananbrød i ovnen.

Og det er bananbrødet, jeg lige vil dele med jer, mens jeg kort har sat mig ved computeren, inden sofaen og min familie kalder.

Det lækreste bananbrød!

Det lækreste bananbrød!

Bananbrødet er nemlig noget af det mest geniale, jeg har udviklet. Det lyder ikke af meget – især ikke fra et madøre som mig. Men det er genialt, fordi det er ’sundt’ (sundhed er jo relativt, men det indeholder ikke hvidt mel og raffineret sukker), og fordi det smager af kage. Og fordi alle i familien elsker det.

Jeg har altid ingredienserne til at lave bananbrød: Overmodne bananer, god, mørk og økologisk chokolade, hasselnødder og honning.

Den tager to minutter at røre sammen, og opskriften er som følger:

To store meget modne bananer
Tre æg
1 tsk bagepulver
150 g fuldkornsmel (jeg bruger fuldkornsspelt)
50 g honning
lidt salt
En plade 70-80 % chokolade
En håndfuld nødder

Vaniliepulver

Mix æggene med vaniliepulver og bagepulver og salt med stavblenderen. Put bananerne i og mos dem med. Tilsæt honning og blend videre. Blend derefter melet i og rør til sidst grofthakket chokolade og nødder i dejen.

Hæld i en rugbrødsform med bagepapir og bag ved 150 grader i 20-30 minutter. Hold øje med den.

Brødet smager fantastisk alene, lunt og nybagt – men er også skønt med et lag økologisk smør (rigtigt smør, ikke blandingsprodukt!)

Velbekommer!

 

Det lækreste bananbrød!

Det lækreste bananbrød!

Mit yogaliv

Næsten hver eneste tirsdag siden marts har jeg taget toget til København for at tage uddannelsen som instruktør i hot yoga hos de dygtige folk hos Sattva Yoga.

Og fordi jeg ikke synes, jeg har travlt nok i forvejen, valgte jeg lige at putte en uddannelse i gravidyoga oven i puljen.

Det betyder, at jeg har været i København rigtig mange weekender. I oktober skal jeg afsted to hele weekender på uddannelse og en hel weekend i november. Det er hårdt, men fantastisk.

Dengang jeg startede med at snuse til yoga for 20 år siden, var det blot træning for mig. Og sådan har det været on and off gennem årene. Det har enten handlet om at spænde af eller om hård træning, som når jeg har stået dag ind og dag ud i bikram-studiet på Nørrebro og svedt i 42 graders varme.

Yoga blev langsomt en performance for mig på lige fod med min anden træning til triatlon og de maraton og halve maraton, jeg har løbet. Hele tiden stærkere, hurtigere, mere smidig, sejere, bedre.

Jeg stod i bikram-studiet og stirrede intenst på mig selv i spejlet, mens jeg så, hvordan jeg fra gang til gang kunne få benet højere og højere, ryggen længere og længere bagud. Præcis som når jeg på pulsur trackede mine løbetider og konstant pressede mig selv. Hurtigere og længere.

Fra min tid som bikram-pige

Fra min tid som bikram-pige

Så blev jeg skadet. Min krop var træt. Jeg løb et maraton i Hamburg med en øm hofte og et dårligt knæ, og det siger sig selv, at det er en rigtig dårlig ide.

Bevares. Som mor til to stod jeg med en flad, stærk mave, velformede lår og en fast numse. I bedre form, end da jeg i mine 20’ere ingen børn havde født, men istedet hærgede min krop med cigaretter og alkohol og junkfood efter sene nætter.

Skaden tvang mig til en pause. Jeg mistede lysten til at løbe. Og yoga kom til at fylde endnu mere. Og så besluttede jeg mig for at tage uddannelsen som instruktør. Ikke nødvendigvis med henblik på at undervise, men for at fordybe mig i min egen praksis og blive bedre til at lave yoga.

Troede jeg.

‘Yoga is not to be performed. Yoga is to be lived’.

Sådan er det. Og det har jeg lært. I takt med at jeg har dykket dybere og dybere ned i yogafilosofien, har jeg fået en helt anden tilgang til min praksis.

Jo, jeg elsker stadig at udfordre min krop, men det er på en helt anden måde. Yoga er blevet en måde at leve på. En tanke. En følelse. En vej til at være det menneske, jeg gerne vil være.

Yoga er….en tilstand. Patanjali beskrev den ottegrenede vej til yoga, som blandt andet består af yamaerne (hvordan du er som menneske udadtil) og niyamaerne (hvordan du er som menneske indadtil). Herudover er en af de otte grene ‘asanas’, som er ‘postures’ – altså stillingerne. Og dengang for mange mange år siden var asanas altså ikke at stå i lækkert tøj og sammenligne sig selv med hende på måtten ved siden af eller lægge billeder på sociale medier med sammenkrøllet krop. Nej, det var stillinger, man udførte for at styrke sin krop, så man kunne sidde længe og meditere.

Det er så vanvittig interessant at se på, hvordan vores tilgang er til yoga i dag. Og det er så vanvittig befriende at opleve, hvordan jeg selv frigør mig fra min egen praksis og frem for hele tiden at jagte den perfekte ‘bow’ eller ‘dancers pose’, giver mig selv lov til ‘at være’. Nogle gange er min krop stærk og vil gerne, andre gange er den svag og har måske mere brug for noget stille yin, en meditation eller en lang savasana.

Jeg er blevet bedre til at mærke efter og gøre det, der føles rigtigt. Lige nu og her. Og den evne tager jeg i små skridt med mig ind i andre aspekter af mit liv.

Dét er yoga.