I lort til halsen og genbrug

Forleden satte Ellie og jeg kurs mod København for at holde et møde om et igangværende og meget spændende projekt, som jeg er en del af. Kan ikke løfte sløret endnu – men det handler om yoga:)

Nå, men som altid, når vi er på farten, lod jeg vognen blive hjemme og drog afsted med Ellie i viklen og lasten i min pragtfulde puslerygsæk fra babydreamer.dk. Jeg er rimelig cool omkring det at tage baby med til møder og andre gøremål, fordi jeg har fået en nem baby, men også fordi jeg gør opmærksom på, at jeg medbringer ‘påhæng’, så det er klart for folk, jeg mødes med, at der er en lille klump, der kommer før alt andet. Sådan er det. At være på barsel skal ikke forhindre mig i at gøre ting, være produktiv, men Ellie kommer ALTID i første række.

Derfor er viklen genial, da hun stadig er en lille fis, som bare vil være tæt på mig.

Nå, men vi sad altså i toget, jeg ammede og havde styr på både bryster og baby, da der lød en umiskendelig lyd af en ble, der blev fyldt – og i den grad til randen, så det løb ud over kanten og lavede store pletter på den lyse heldragt. I der har små børn eller har haft ved, hvad jeg taler om.

Uheldet skete seks minutter før, toget nåede København, så jeg skyndte mig ud på toilettet for at skifte blot for at konstatere, at jeg havde glemt skiftetøj!!!!!

Jeg måtte altså nøjes med at vaske af, skifte ble, beholde den beskidte heldragt på og stoppe Ellie tilbage i viklen, så uheldet ikke var synligt. Derpå meddele min aftale, at jeg liiiiige skulle finde en børnetøjsforretning først.

Og her opstod det mere alvorlige problem: Det eneste, jeg kunne finde, var små børnetøjsforretninger med tøj fra 300 kroner og derover. Og det strider så markant imod, hvad jeg tror på. Jeg kan af alle mulige årsager ikke magte forbrugshysteriet, så snart der står baby på dagsordenen – eller i så mange andre henseender. I de terminsgrupper, jeg på et tidspunkt frekventerede, var jeg ved at falde ned af stolen over de budgetter, der blev lagt til projekt baby.

Selv er jeg stor fan af at købe brugt. Jeg tjekker næsten altid DBA eller reshopper, inden jeg køber nyt. Det har den gevinst, at der spares penge, OG at al den skadelige kemi er drysset af andre steder end hjemme hos os.

Derfor opfordrer jeg også familien til at købe brugt, når der indimellem skal købes gaver til vores unger. SELVFØLGELIG er der ting, der er bedst nye, og det er også ok, men seneste dille er fx Sylvanian – og er I klar over, hvor dyrt det er? Samtidig kan man finde det stort set ubrugt på genbrugssiderne, og pigerne får så meget mere for de samme penge.

Jeg forsøger også, at vi lever bevidst: Spiser overvejende vegetarisk, så der er budget til godt, økologisk kød, når vi skal have kød. Jeg køber udelukkende økologisk i alle madvarer og prøver at lave madplaner, så vi minimerer spild.

Det vil jeg skrive meget mere om – og nok også begynde at dele vores madplaner med jer.

Jeg synes, vi skylder os selv og de næste generationer det. Og jeg kan næsten ikke overskue, hvor mange penge, der bliver brugt på komplet ligegyldige ting og luksus, mens folk dør af sult andre steder. Det kan faktisk gøre mig direkte ked af det.

Ok, det lyder megahelligt, men det er vel ikke forkert at føle sådan?

Det var også sådan, jeg følte, da jeg stod med hænderne i bløde heldragter fra kendte mærker. Og jo, de er lækre, og jo, jeg var fristet. Men med skabet spækket med dejligt babytøj i arv fra storesøstrene, kunne jeg simpelthen ikke forsvare det. Så jeg gik ud og fortsatte ned ad gaden, hvor der til mit held lå en genbrugsforretning. Her fandt jeg en body og et par bukser til ialt 30 kroner. Og støttede samtidig et giot formål. Win-win. Og Ellie blev jo ikke mindre lækker, vel?

Ellie i rescue-genbrug

Ellie i rescue-genbrug

Den tunge søvn og danske sommer

Ellie sover. Og sover. Hvis blot jeg lader være med at tro, at hun er sådan en baby, der kan puttes i barnevognen, så sover hun. I går sov hun 4 1/2 times middagslur. I dag sover hun nu på tredje time. Tricket er at putte hende i vores seng med brystet i munden. Så lukker jeg også øjnene lidt, og når hun efter 30-45 minutter bevæger sig fra den lette søvn til den dybe – altså dér, hvor mange, rigtig mange, spædbørn vågner til forældrenes fortvivlelse, som dermed konkluderer, at de har ‘den slags’ børn, der kun sover korte intervaller – så får hun stukket brystet i munden igen og sover således videre. I lang tid.


IMG_8314Jeg siger ikke, at alle spædbørns soverutiner kan ændres til det bedre efter samme metode, men det virker her. Og det har virket på nu tre børn. Derfor vil jeg vove den påstand, at det er forsøget værd, hvis du kæmper en fortvivlet kamp derude. Og jeg VED godt, at det ikke levner megen plads til alt det andet, du gerne vil: drikke kaffe, rydde op, vaske tøj (eller, det VIL man jo ikke) og alt muligt andet, men hvornår i livet får du ellers mulighed for at lægge dig i din seng midt på dagen? Med god samvittighed, fordi du jo er nogens mor. Jeg foreslår at medbringe en god bog.

Nå, men i dag har jeg sneget mig ud af soveværelset og sidder nu ved computeren lige ved siden af. Jeg har også nået at spise frokost med min mand, som nu er gået over i sit studie for at forberede weekendens mange jobs. Og Ellie sover stadig – men jeg gik altså først, da hun havde haft sin første opvågning præcis 45 minutter inde i søvnen, og således sover hun nu den dybe søvn, som er så god for hende.

Jeg sidder på førstesalen på mit lille ‘kontor’, der er indrettet i et lille indhak på reposen. Jeg har endnu ikke gjort så meget ved det, men nu, hvor jeg for første gang i lang tid har sat mig her, tænker jeg over, hvor rart det er at kunne arbejde med udsigt til blå  grå himmel og grønne trætoppe, og jeg tænker, at jeg burde gøre noget for at indrette mig hyggeligt her, så jeg med tiden og under barslen kan begynde at skabe alt det, jeg drømmer om. Det er ikke sikkert, det sker, for der er også mange andre projekter i et hus som vores; alle vinduerne skal males, vi skal have gjort noget ved terrassen (sommeren kommer jo i september), jeg skal have ryddet op i alle skabe og skuffer – og vigtigst af alt skal jeg være Ellies mor og altså nyde muligheden for bare at ligge og snuse.

Jeg har lige siddet og bladret billeder igennem fra tidligere ferier. Indrømmet. Jeg er lidt feriedepri, som jeg også skrev om i foregående indlæg. Jeg mangler sol og sommerstemning. men samtidig med, at jeg glæder mig til lidt struktur og nyder, at børnene lige nu er på ferie hos farmor og farfar, så kan jeg næsten heller ikke magte tanken om, at de i næste uger starter skole igen, uden at vi har haft den der helt perfekte sommer.

Også selvom ingen sommer er perfekt, og det vidunderlige også ligger i det uperfekte og kaosset. Men jeg mangler lange sommeraftener, sene gåture langs stranden, sand mellem tæerne. Og jeg drømmer om, at vi inden barslens afslutning får mulighed for at rejse væk – også selvom jeg ved, at det må blive ved drømmen, da barselsøkonomien ingenlunde rækker til sydlige himmelstrøg.

Danmark er jo også skøn, og ferien har da budt på mange dejlige stunder. Forleden skrev jeg om Berlin, som alt i alt var en vildt hyggelig tur, og på mandag tager vi en tur til Svendborg og besøger de venner, vi også besøgte i Berlin. De er nemlig vendt hjem igen, vi savner dem, og det er altid en sand lise at besøge dem i deres vidunderlige hus lige ned til stranden i Svendborg.

Danmark bød i starten af ferien også på en skøn tur til København, hvor venners venner var så gavmilde at låne os deres hus, da de selv var væk. Det er jo bare to år siden, vi selv flyttede fra byen, og vi savner den indimellem og ret tit. Men det gode ved at flytte væk er, at vi oplever København på en helt anden måde som gæster. Da vi boede der, var det jo hverdag som alt andet, og vi så ikke skønheden.

Vores uge i København bød først og fremmest på en skøn dag i Københavns Zoo sammen med min mands bedste ven og hans familie.

Dernæst havde vi verdens bedste dag i Tivoli med turpas og hele baduljen – den gamle have fejler ALDRIG. Så tog vi på kanalrundfart og spiste burgere på Gasoline, besøgte venner og sluttede miniferien af med et besøg på Den Blå Planet, som har den bedste udendørs legeplads med udsigt over Øresund og en lille dam, hvor ungerne kan fange små dyr (eller insekter?), som de kan studere i mikroskoper og blive hjulpet af de søde vejledere, som arbejder der. Restauranten er Meyers Madhus, hvilket betyder, at man kan få virkelig god mad og kaffe til absolut rimelige priser. Da vi havde spist de lækreste fiskefrikadeller, fes ungerne ned på legepladsen, og så kunne vi i fred og ro nyde en kaffe og en lille kage på terrassen.

Det er anden gang på få år, vi besøger Den Blå Planet. Og som med alt det andet koster det en bondegård, hvis en hel familie skal derind. MEN – og her kommer pointen med min lille ‘københavnerguide’ – der findes et kort, som mange børnefamilier ikke kender, hvilket jeg ikke forstår. Kortet er et medlemskort til WWFs Panda Club. Som medlem støtter man altså foreningen, og får dermed et kort til ungerne, som lukker dem gratis ind i alskens dyreparker rundt om i landet – som fx Københavns Zoo og Den Blå Planet. Medlemsskabet koster 250 kroner om året, hvilket vel nærmest er billigere end et børneårskort til Københavns Zoo, så det kan ikke betale sig at lade være. Og når man samtidig støtter et godt formål, så….

IMG_8453

IMG_8457

Nå, nu fik jeg skrevet lidt i øst og vest, bare fordi den lille rotte sover så godt. Tror jeg vil lægge mig ind til hende og nyde synet, når hun vågner op. Der er ikke noget bedre, end spædbørn der langsomt vågner efter en god, tung søvn, vel?

IMG_8654

…og så var vi i Berlin. Med børn!

Sommerferien går så småt på hæld, og jeg må indrømme, at I dag ikke har været en af mine mest stolte. Jeg har bare været sur – sur på vejret, umulige børn, bare sur. Jeg synes måske ikke, vi har fået det ud af ferien, jeg havde håbet på. Der har været tonsvis af konflikter mellem børnene, som jo nok, ligesom mig, er ved at være vanvittige over, at det ikke er hverken strand eller havevejr.

Imens har jeg gloet mig endnu mere ond i sulet på andres farverige feriebilleder – og det ser ud som om, at alle i mit social media netværk har været i enten Kroatien eller på Mallorca. Og det havde nok været nemmere at sluge, hvis man selv havde haft bare en dag i en liggestol i solen.

Men heldigvis bekræftede min skønne veninde, Christine, mig i, at jeg ikke er ene om at have sommerferiedepression.

Men ok, vi har da haft rigtig gode stunder og mange skønne oplevelser denne sommer, selvom budgettet var småt og mulighederne mindre med barsel og baby.

Vi har blandt andet været i Berlin – yes yes, storbyferie med tre børn. Det kan man faktisk godt. Også med en vis succes.

IMG_8654

Vi valgte Berlin, fordi vores gode ven bygger hotel i byen og derfor var der hele juli med konen og deres tre børn. Så kunne vi hænge ud sammen, og børnene kunne lege.

De dejligste børn i Berlin

De dejligste børn i Berlin

Ferien indeholdt nemlig alt det, en storbyferie med børn nødvendigvis indeholder: konflikter, nedsmeltninger, oplevelser, opture, god mad og masser af is.

Vores venner boede i Prenzlauer Berg i det østlige Berlin – mega hyggeligt kvarter med små, finurlige butikker, gode legepladser og kaffe! En kombi, der fungerer ret godt. Børnene er aktiverede, og de voksne kan drikke kaffe og snakke. Og snakket blev der!

Baby på tæppet på legepladsen og voksensnak i baggrunden

Baby på tæppet på legepladsen og voksensnak i baggrunden

En god latte på en cafe fåes for ca. 20 kroner – noget vi kunne lære af herhjemme. Siden vi landede i landet igen har jeg simpelthen ikke kunnet få mig selv til at betale 40+ for varm mælk med et skud kaffe!

Ikke kaffe, men til gengæld et skud af verdens bedste cola

Ikke kaffe, men til gengæld et skud af verdens bedste cola

Is sad også løst på os. På alle gadehjørner er der små isbarer med hjemmelavet is til omkring 1 euro for en kugle – ahmen altså. Tilsvarende er man jo ruineret, hvis familien skal have en runde is herhjemme.

Og så er det jo så drønbilligt at spise godt i Berlin. Vores venner kender Berlin virkelig godt og fandt således skønne restauranter, hvor børnene hurtigt blev spist af og derefter kunne suse over på en nærliggende legeplads. Første aften spiste vi lækker vietnamesisk, anden aften guddommelig italiensk mad på en restaurant, der hedder ‘Donna’ i Prenzlauer Berg – vælg deres rødbede gnocchi. Nøj!  -, tredje aften burgere på det populære Shiso (kan på ingen måde konkurrere med fabelagtige Gasoline herhjemme, men de var ok), og så sluttede vi af med det bedste mexikanske mad, jeg har smagt, på den undseelige Neta på Schønhauser Allee. Det er enkel mexikansk streetfood og smagte helt vidunderligt!

Vi var hjemmefra blevet anbefalet Berlin Zoo, så det prøvede vi. Børnene var vilde med legepladsen, og vi så en panda og fik en currywurst. Og bortset fra det, så vil jeg hævde, at vi har den flotteste Zoo her i Odense.

Hyggestund i Zoo med vores veninde, Louise

Hyggestund i Zoo med vores veninde, Louise

Vejret var med os hele ugen, og når jeg nu lige har brokket mig over manglen på sol, er det måske en anelse forkælet at synes, det var FOR varmt. Men det var det altså. Især for Ellie, der på ingen måde gad sove i medbragte vogn, men som altid kun i viklen med det resultat, at vi begge næsten smeltede – og jeg indimellem nedsmeltede.

Amning amning amning af varmt barn!

Amning amning amning af varmt barn!

Vi blev kølet af i Monbijou Park, hvor der ligger et genialt friluftsbad. Noter jer dog, at man ikke kan gå ud og ind, så sørg for et lager af kaffe, vand og mad. Hvilket vi naturligvis ikke havde, så jeg var et monster indtil min veninde ankom med kaffe. Derfor måtte vi også forlade faciliteterne ved frokosttid for til gengæld at indtage nogle helt vidunderlige pizzaer lige bag ved badet, ved kanten af Spree, i særdeles dejligt selskab med andre venner, der bor fast i byen.

Friluftsbadet i Monbijou

Friluftsbadet i Monbijou

En sidste ting, jeg på det varmeste vil anbefale, hvis I skulle være ‘dumme’ nok til at tage med børn til byen (det ER vitterligt nok den absolut bedste by til børn. Berlin er som bygget til børn), er at  tage et smut på Macht Mit. En gammel kirke i Prenzlauer Berg, som er lavet om til et museum/kreativt legested for børn. Det var fedt!

IMG_8678

Med al den tid vi brugte i ovennævnte område, skulle man tro, vi også boede der. Men vi havde så valgt et hotel i modsatte ende af byen – på Kurfürstendamm – men så fik vi også oplevet den del. Og ved I hvad? Lige rundt om hjørnet fra vores hotel på K’damm 180 lå den dejligste yogabutik/yogastudie ‘Yoga & More’. Desværre nåede jeg ikke en klasse, men vi besøgte butikken med ungerne.

Her var en kurv fyldt med sten med forskellige healende egenskaber. Pigerne fik af ejeren lov til at vælge en hver. Og her så vi tydeligt deres forskelligheder. Vera valgte med det samme den mindste, helt gennemsigtige sten ud af et overdådigt udvalgt af sten i alle størrelser, former og farver.

Frida kunne slet ikke vælge. Blev ved med at tage en op og lægge tilbage, bange for at træffe det forkerte valg og fortryde.

Hvem tør tolke på det?

Køreturen med lille Ellie gik i øvrigt fremragende. Vi holdt to pauser derned og to hjem. Hver gang når hun var vågen, så hun kunne blive ammet og puslet. Og ellers sov hun. Hende har vi sgu’ været heldige med.

IMG_8681

Da vi kom hjem, skrev vores veninde, at jeg var sej at tage til Berlin med tre børn, hvoraf den ene er en lille baby.

Det synes jeg ikke. Ellie er bare nem, og de store er bare, ja, store og nemme. Det største problem var nok mig, og jeg må bare erkende, at min stressede og nok lidt overbelastede hjerne ovenpå en række voldsomme begivenheder de seneste år nok har mere brug for noget hvid sandstrand et fjernt sted, hvor jeg ikke skal bevæge mig mere en højst nødvendigt og udelukkende træffe store beslutninger om, hvorvidt min juice skal være ananas eller æble.

Men det bliver ikke nu, i denne barsel/post-hjerneblødning økonomi.

Nu glæder jeg mig istedet til, at mine dejlige svigerforældre tager de store i næste uge, så vi kan få lidt ro. Seks uger sammen i regnvejr 90 % af tiden er bare lang tid. Gad godt være sådan en mor, der ikke tænkte sådan, men det er jeg ikke 😉 Så min mand og jeg pønser på at stikke af – et ophold et sted, en hotelovernatning, et eller andet så jeg kan komme væk fra vasketøj og hjemligt rod.

ps. Sidste tysker-tip. Vi var i et øko-supermarked Au Natura, hvor øko-slik kun kostede en rund tier!

Min absolut yndlingsaccessorie på turen - min rygsæk fra Babydreamer. Det er en megafed puslerygsæk, som rummer alt, en familie med tre børn har brug for! Find den her

Min absolut yndlingsaccessorie på turen – min rygsæk fra Babydreamer. Det er en megafed puslerygsæk, som rummer alt, en familie med tre børn har brug for! Find den ved at trykke på billedet!

Easy Peasy puslen på farten med rygsækken fra Babydreamer

Easy Peasy puslen på farten med rygsækken fra Babydreamer

 

Så fik Ellie sit navn

Ellie Viola Rasmussen

En sød pige sagde forleden til mig, at hun var i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige at få et tredje barn – men at hendes tredje barn endte med at blive hendes største forelskelse.

Den dag, for snart et år siden, da jeg på et toilet i Frederiksbergcentret tog en positiv test samme dag, som vi skulle til Ibiza, var vi – ærligt – ikke overstadigt lykkelige. Mere eftertænksomme. En anelse bekymrede. Kunne vi rumme det her? Havde vi overskuddet – både det menneskelige og økonomiske? Havde vi plads – i vores hjerter, vores hus og vores bil?

Og nej. Så vi på alt det praktiske, var det verdens dårligste ide. Men nu er praktisk tænkning ikke vores stærkeste side, og hvor ville livet så også være kedeligt. For er det eneste rigtige egentlig at have børneværelser nok og den rigtige bil?

Du er født ind en familie styret af følelser og lyst. Vi råber og skændes, og vi elsker. Hold nu op, hvor vi elsker hinanden.

Men du er desværre også født ind i en tid, hvor de stærke følelser ikke kun har været glæde og lykke, men i højere grad sorg, fortvivelse, angst….

Jeg glemmer aldrig følelsen af at sidde ved din fars sygeseng og ikke ane, hvad fremtiden ville bringe og bare have lyst til at skære maven af. Og sorgen over at byde dig, kære lille væsen, de tanker og følelser. Al den stress. Indtil en kær  bekendt sagde, at jeg skulle tale med dig. Forklare dig. Guide dig gennem det stormvejr. Så det gjorde jeg. Hver dag. Og vores bånd blev bare stærkere og stærkere i takt med, at din far fik det bedre og bedre.

Forløsningen da jeg fødte dig. Du kom som en orkan og bragte mig steder, jeg aldrig troede, jeg kunne komme. En fødsel så intens og stærk, at min krop blev presset til det yderste, men hele tiden i kontrol, fordi mit sind vidste, hvad der var i vente.  Dig. Så stærk og fin. Stor og sund. Født i stuen til lyden af fuglene i haven. Al min dårlige samvittighed forsvandt med et, for jeg kunne med det samme se, at min krop til trods havde passet på dig.

Og nu. Nu er du her. Vi har jo altid manglet dig, føler vi. Hvad ville vi være uden dig? Midt i al den frustration over sygdom, operationer, mere sygdom, er du det rene og ægte. Du er kun glæde. Intet andet. Og jeg ved, at du kom nu, fordi du skulle. Du har hele tiden været en boble af glæde, jeg har kunnet søge ind i. Blive ladet op. Det er aldrig svært at være din mor.

Selvfølgelig skulle du være her. Min dejlige pige. Min store forelskelse. Tak for dig.

IMG_8365 IMG_8366 IMG_8367 IMG_8368 IMG_8369 IMG_8371 IMG_8373 IMG_8374 IMG_8375 IMG_8376 IMG_8377 IMG_8378 IMG_8379 IMG_8380 IMG_8381 IMG_8382

Jeg holder en pause…

…ikke fra bloggen. Tværtimod. Den vil jeg gerne gøre rigtig meget mere ved. Men jeg har valgt at tage en pause fra de sociale medier.

Det er utroligt så vanedannende, det virker på mig. Og selvom jeg konstant sagde til mig selv, at jeg skulle lægge min telefon, være i nu’et, kigge på min baby, når jeg ammer – ja, så fandt jeg alligevel mig selv igen og igen samle telefonen op og trykke opdater på Facebook.

Det seneste stykke tid har jeg været lidt trist og følt mig stresset over alt det, jeg ‘går glip af’ og følt, at livet bare styrter afsted forbi mig, mens jeg tuller rundt her på barsel. Men for fanden, hvad er det nu for en følelse? Og hvad bilder jeg mig egentlig ind? Jeg har jo en baby, for søren! Sikkert den sidste, jeg får, og tiden med hende styrter også bare afsted. Jeg VIL IKKE starte på arbejde igen d. 1. maj og føle, jeg missede chancen for 100 % nærvær, fordi jeg havde travlt med at være alle mulige andre steder (underforstået sociale medier) og i alle mulige andres picture perfect liv, når jeg har så meget lige her at være taknemmelig for. Og være til stede i.

19096196_10155232027966166_1780080942_o

Derfor prøver jeg. Jeg har deaktiveret min FB-konto, og jeg har slettet min Instagram app. Sidstnævnte vil jeg hente ned indimellem og fortsat bruge til at lægge billeder på og ikke mindst gøre opmærksom på et nyt blogindlæg.

Bare det at deaktivere sin FB er jo en kæmpe ting. Og bare det, at det er en kæmpe ting, gør det til noget helt rigtigt at deaktivere den. Hvordan kan man blive så afhængig det?

Jeg har intet imod sociale medier, faktisk elsker jeg dem på mange måder. Især når folk bruger dem og skriver sjove, interessante, underholdende opslag, og når jeg ser firmaer bruge det på en interessant måde i deres forretning og markedsføring. Så det her er ikke en kampagne MOD Facebook, og jeg vender helt sikkert tilbage. Men lige nu har jeg brug for at vende mit fokus indad på mit eget liv og prøve at være taknemmelig for alt det gode, jeg har, og ikke have så travlt med det, jeg ikke har.

19073213_10155232029456166_1725915824_o

Jeg vil kigge på min baby, når jeg ammer hende og på mine store børn, når de er hjemme. Jeg vil meditere mere og lave mere yoga, når den lille sover, frem for at kigge på min telefon. Jeg vil simpelthen lægge min telefon fra mig i langt højere grad, end jeg har gjort indtil nu.

Så må vi se, hvor længe det holder. Michael har en ven, der ikke er på Facebook. Han har aldrig haft en profil der, men formår alligevel at være succesfuld. Så det kan godt lade sig gøre 🙂

IMG_7543

Lidt om babybobler

Otte uger. Otte uger siden jeg blev mor til tre. Otte uger siden lille Ellie svømmede ud i et fødekar hjemme i stuen, og jeg fik den fødsel, jeg altid har drømt om – selvom alt andet i vores liv har været på standby.

IMG_6762


Jeg havde en ambition om at fylde bloggen med stærke, læsværdige, lærerige, underholdende indlæg om mit liv som gravid og barselsramt mor. At krydre det med yoga og opskrifter og alt muligt andet lækkert. Men jeg blev overhalet af virkeligheden i form at min mands hjerneblødning i starten af februar, som satte alt andet på pause.

Det er nu et godt stykke tid siden.

Og efter Ellies fødsel har jeg bare været i en boble. Min babyboble. En boble der har været så uendelig vigtig for mig, da jeg har kunnet adskille al frustrationen omkring hjerneblødningen fra lykken i at få et lille barn mere. For meningen var jo, at det skulle være en lykkelig tid. Og med min boble har det været muligt at holde på den følelse, selvom jeg næsten hver morgen vågner med en lille smule ondt i maven over, hvad fremtiden skal bringe, når sådan en hjerneblødning rammer ens mand og dermed også en stor del af ens liv.

En kær bekendt skrev på Facebook, at jeg burde skrive et blogindlæg og babyboblen, da mange kvinder i hendes optik sikkert kunne forebygge efterfødselreaktioner og depressioner. Og jeg er sikker på, hun har ret, hvis vi ser på, hvordan det kvindelige hormonsystem fungerer i fint samspil med babyen. Men det vil jeg ikke kede jer med her – jeg vil i stedet fortælle,  hvordan og hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort.

IMG_6825

Jeg havde inden fødslen meldt ud til bedsteforældrene, at vi gerne ville have, de tog de to store piger, når babyen kom til verdenen, så vi kunne få nogle uforstyrrede døgn, hvor vi kunne gå i babysymbiose uden at skulle tænke på en 5 og 8-årigs behov.

Jeg gik ni dage over tid, så min far og hans kæreste tog på en planlagt ferie til Berlin dagen efter fødslen, og derfor tog min svigermor så fint den opgave på sig. Jeg fødte nemlig samme dag som en meget lang påskeferie meldte sin ankomst – og jeg kunne ganske enkelt ikke overskue udsigten til at have to livlige og lettere krævende storesøstre hjemme HELE dagen, mange dage i træk.

Jeg valgte også at sige nej tak til besøg det første stykke tid. Lært af erfaring er det bare ikke sagen at have gæster, når man i virkeligheden bare har brug for at ligge tæt med sin baby uden at skulle koncentrere sig om andre. Jeg husker tydeligt, da vi fik Frida for over otte år siden. Det væltede ind med gæster fra dag et – alle ville jo se den førstefødte. Og holde hende. Og efter en uge følte jeg mig kørt over og frarøvet noget helt særligt. Ganske enkelt. Og jeg følte, at en meget dyrebar tid var blevet stjålet fra mig.

Jeg har efterfølgende med både Vera og nu Ellie ladet dem blive i vores favne de første par uger. Og gør det i princippet stadig, selvom det er blevet lettere af give hende fra mig for en kort stund. Jeg ved godt, det er svært at komme på barselsbesøg uden at få lov at holde den lille – især som bedsteforældre – men det er vigtigt at tænke på, hvis behov man tilfredsstiller. Det er i hvert fald ikke babyens behov at lande i en fremmed favn med fremmede dufte.

IMG_7543

 

Jeg tror også, det for nogen kunne virke mærkeligt, at jeg bare vippede mine to store piger midlertidigt ud af reden. Vi skulle jo lære at være en familie. Det er også deres søster. De skal ikke føle sig udenfor. Sådan er jeg sikker på, at mange har tænkt. Eller, det ved jeg, mange har. Men det har været den bedste investering.

For det første nød pigerne deres tid hos farmor og farfar. Vi flyttede jo i sin tid til Fyn for at komme tættere på bedsteforældrene, og det var en gave for pigerne, som elsker deres farmor og farfar overalt på jorden, at få så meget tid med dem.

Og det var en gave for os, der stille og roligt kunne kigge på vores baby, være tæt med hende, lande og ikke mindst – for mit vedkommende – have ro til at komme i gang med amningen og lade kroppen hele.

Da jeg i sin tid blev uddannet doula/fødselshjælper hos Fødeklinikken Maia, lærte jeg, at kvinder bør blive i barselssengen en uge efter fødslen. Vi behøver ikke vise, at vi kan alt muligt hurtigt. Jo, jeg er skidegod til at være gravid og til at føde. Min mave bliver flad i løbet af få dage, min krop er frisk, jeg brister ikke. Men for mit mentale velbefindende huskede jeg ordene. Vi rendte ikke rundt til sociale arrangementer eller gik lange ture med barnevognen bare for at vise, vi kunne. Hvorfor skulle vi dog det? Den første uge havde Ellie i stedet slet ikke tøj på, og vi lå konstant hud mod hud

Fire-fem dage efter fødslen begyndte pigerne at være hjemme igen, og det var også skønt at være samlet som familie, men jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at de første ’isolation’ også har været medvirkende til, at jeg havde meget mere overskud, da vi først skulle til at lege familie på fem igen – også selvom jeg mange gange skulle trække vejret lidt dybere, når bølgerne gik højt, som de jo gør med X antal unger i huset.

Og så tikkede uret også. For 14 dage efter fødslen skulle Michael opereres i hjernen og have lukket den misdannelse, som i februar forårsagede hjerneblødning. Vi anede ikke, hvilke mén, operationen kunne give, og hvorvidt den ville banke ham helt tilbage til efter hjerneblødningen, når han nu på mange måder var kommet sig så fint.

De skulle trods alt op i hans hjerne og pille. Ville han overhovedet vågne op?

De første 14 dage er altid helt særlige med en baby, og jeg råder altid vordende forældre til at værne om dem. Men for os var de altså bare ekstraordinært vigtige, fordi vi ikke anede, hvilken tilstand Michael ville ende i.

Det er nu et godt stykke tid siden han blev opereret d. 20. April. Han vågnede op dagen efter operationen i en langt værre tilstand, end vi havde regnet med, da vi ved operationens afslutning fik overbragt beskeden om, at ’det var gået bedre end forventet’. Men han var helt væk. Kastede op. Kunne slet ikke tale, og hans højre hånd var komplet lam. Et problem af fuldstændig uoverskuelige dimensioner, når ens levebrød er at spille saxofon.

Men der er sket magi på ret kort tid, og i skrivende stund er han ude og løbe. Og han er begyndt at kunne spille igen. Lige så langsomt er han på vej tilbage.

Og i skrivende stund sidder verdens dejligste baby Ellie og sover i viklen på min mave og konstant minder mig om, at det hele faktisk er ok, selvom livet rusker i os.

 

En (ærlig) status over 2016

2016 nærmer sig sin slutning, og egentlig synes jeg, det er en mærkelig ting, at vi hvert eneste år ved slutningen reflekterer og lover forandringer og forbedringer. Det burde vi jo ikke kun gøre ved nytår, men hver eneste dag. Hver eneste dag kigge os selv i spejlet og spørge, om vi lever det liv, vi gerne vil leve.

Men, der er nu noget højtideligt over årets slutning, som inviterer til netop denne selvreflektion og skaber et spirende håb om forandring og nye muligheder – hvis der altså er behov for dette.

Tidligere i dag tænkte jeg, at 2016 ikke har været noget særligt. Ikke bød på noget særligt. Det har været sådan et la la år uden de store armbevægelser. Et år, hvor jeg har følt mere underskud end overskud på alle fronter i mit liv; tid, penge, energi…

Men altså. Så sad jeg og bladrede min Instagram igennem fra nytår 2015, og 2016 har jo faktisk været ret begivenhedsrig.

Vi startede året med en kærestetur til New York.

Bikram med sejeste Tricia Donogan i East Village

Bikram med sejeste Tricia Donogan i East Village

Derefter tog jeg endelig modet til at starte på en uddannelse som yogainstruktør – noget jeg har drømt om i mange år.

I maj måned fik jeg så den mest skræmmende besked: De knuder, der sad ved mit kraveben, var muligvis metastaser fra cancer et andet sted i kroppen. Hu hej hast blev jeg sat i kræftpakken, undersøgt og udredt – det var en forfærdelig uge -, men heldigvis fik jeg på operationsgangen beskeden om, at der ikke var cancer i min krop, og at knuderne var harmløse fibromer, som bare skulle fjernes.

Efter operationen...

Efter operationen…

 

Jeg lovede Michael, at hvis jeg var sund og rask, ville jeg aldrig mere være sur eller bekymre mig – men bare leve livet. Lettere sagt end gjort – jeg øver mig hver dag.

Da det blev sommer, skulle vi til Ibiza med nogle gode venner. Den dag, vi skulle rejse, tog jeg en graviditetstest i Frederiksberg Centret, og den var positiv. Michael fik overbragt beskeden om, at han skal være far igen, mens han stod i H&M, og vi var begge i vildrede om, hvorvidt det nu var en god ide at udvide fra fire til fem. I ved, det der overskud på alle fronter, som der måske har manglet lidt…

Men en graviditet ER et mirakel. Og selvfølgelig skal vi have den lille baby, der ligger så godt og vokser og vokser i min mave. Og snart kommer ud – faktisk om mindre end tre måneder. Ret vildt at tænke på.

Vores lille pige efter nakkefoldsscanning

Vores lille pige efter nakkefoldsscanning

Ferie på Ibiza

Ferie på Ibiza

Jeg blev færdig som yogainstruktør og gravidyogalærer i november – og det har været den vildeste rejse, som har sat sindssygt mange processer i gang hos mig. Men det har også været sindssygt hårdt – at pendle til København hver uge og hele weekender. Heldigvis har jeg fået muligheden for at undervise med det samme – og jeg elsker det. Men indrømmet, det er svært at balancere et krævende arbejdsliv, livet som mor til to og gravid med den tredje – og samtidig have overskuddet til at få undervist og selv have en stabil yogapraksis.

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Derfor synes jeg, at de seneste måneder har været en kamp for at finde den balance – og ikke mindst glæden ved det hele, fordi jeg konstant føler, jeg mangler tid. Til gengæld sprudler jeg af energi, hver gang jeg har undervist – så jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at det er det rigtige for mig.

Så glad efter undervisning i hot yoga - inden maven begyndte at vokse

Så glad efter undervisning i hot yoga – inden maven begyndte at vokse

Men se, min status over 2016 skal jo ikke kun være deprimerende. Jeg synes bare ikke, det har været et kickass år på særligt mange områder – hvis man altså ser bort fra det faktum, at jeg rent faktisk er blevet en (dygtig) yogainstruktør og gravid. To ret vilde ting. Min mand er god og dejlig, og mine to piger vokser og bliver sejere og klogere og smukkere hele tiden.

Men balancen mangler. Min egen balance. Og derfor er jeg fuldt ud overbevist om, at 2017 faktisk bliver et fantastisk år. Udover at et barn mere er en gave, så tror jeg også, at barslen bliver en gave til mig. Det bliver en KÆMPE udfordring at få tingene til at hænge sammen økonomisk, når jeg ingen penge tjener, men jeg får TID. Tid til at mærke efter. Tid til selvreflektion. Tid til at undersøge ting. Starte ting. Prøve ting. Og ikke mindst tid til at være mor. Til at kunne være en del af Veras skolestart i marts, at være med til morgensang, at bringe og hente, at være her, når de kommer hjem om eftermiddagen og høre om deres dag. Tid til at dyrke yoga og fordybe mig i min egen praksis, inden jeg igen har overskuddet til at undervise. Tid til at blive mor. Igen. At planlægge min lækre hjemmefødsel.  At amme og nyde min baby.

Jeg håber, 2017 bliver et kickass år – ikke kun for mig. Men også for min mand og hans musik. Mine børn. Min familie og venner.

Mine største ønsker for det nye år er bare, at der vil være balance, glæde og overskud. Nydelse og kærlighed. Og at jeg får sparket rigtig gang i min blog – og i det hele taget får skrevet og skrevet. Blogs, artikler, bøger. Simple ønsker og mulige at opfylde.

Rigtig godt nytår til jer alle <#

Tag ejerskab over jeres fødsler

Rigshospitalets fødselschef Morten Hedegaard, har sagt sit job op i protest over nedskæringer og som følge deraf manglende hænder, et voldsomt pres på fødestuerne og konstant ‘alarmberedskab’. Det har vakt rigtig meget debat rundt omkring på de sociale medier, hvor – især – kvinder ivrigt har diskuteret, hvad løsningen er.

Når jeg skriver dette blogindlæg, er det ikke fordi, jeg tror, jeg har løsningen. Eller opskriften på den rigtige fødsel.

Jeg skriver den som en opfordring til jer kvinder og mænd, som læser med. En opfordring til i højere grad at tage ejerskab over fødslen.

Jeg har selv arbejdet med fødselsforberedelse gennem de seneste 5-6 år, og jeg kan til stadighed undres over at møde kvinder, der har født både to og tre børn og fx ikke ved, hvad oxytocin er. Oxytocin er såmænd det absolut vigtigste hormon for, at fødslen overhovedet kan ske, men ingen fortæller kvinderne, hvordan de stimulerer det og passer på det.

Jeg kan også se med et hurtigt blik i de terminsgrupper, jeg er har været en del af, at størstedelen af kvinderne har den holdning, at jo flere ‘drugs’ jo bedre. De mener, at de blot skal møde op på hospitalet, få en epidural, og så skal personalet ellers klare resten. Men hvordan skal de også kunne tro andet, hvis ingen fortæller dem det?

Vover man at nævne hjemmefødsler som en mulighed, bliver der straks delt skrækindjagende historier om fødsler, hvor både mor og barn var kommet grueligt galt afsted, hvis ikke fødslen var foregået på hospitalet.

Det er efterhånden også det mest almindelige at et ’se, vi er lige blevet forældre’ billede, er hvor moderen ligger iført hospitalstøj med et venflon i hånden og slanger strittende ud.

For et par år siden skrev journalist Johanne Mygind i Information, at i Danmark får næsten hver fjerde kvinde sat fødslen i gang, hver femte kvinde føder ved kejsersnit, over halvdelen af alle kvinder får ve-stimulerende drop, og stort set alle får moderkagen forløst medicinsk.

Vi har sygeliggjort fødslerne i en grad, der har lagt så stort et pres på hospitalerne, at fødselsafdelingerne i den grad er banket ned i knæ. Og når en af de fremmeste fødselslæger vælger at forlade posten i protest, så er der nok grund til at råbe op.

MEN. Jeg tror bare ikke på, at flere penge vil løse problemerne. Jeg tror, at flere penge vil skabe flere indgreb, føre til flere epiduraler, flere vedrop, flere planlagte kejsersnit.

Medmindre flere penge bliver øremærket omsorgen. Muligheden for ordentlig forberedelse og information, mulighed for at lære kvinderne at føde og ikke blot placere dem i et auditorium og holde et foredrag om mulighederne for smertelindring, og hvornår de skal ringe til hospitalerne. Muligheden for længere og flere jordemoderkonsultationer og et langt højere fokus på muligheden for at føde hjemme – præcis som man har i Holland. Og så måske et bedre og stærkere samarbejde med de mange fantastiske, private tilbud, der findes rundt om i landet.

For det starter med os selv. Ikke med hospitalerne. Det starter der, hvor vi kvinder (og fædrene) lærer, hvor vigtigt det er at tage ejerskab. Tage ansvar. At gøre fødslerne til vores egne og vide, hvad de medicinske indgreb gør ved vores krop og vores ufødte barn.

Og så længe, der er så begrænsede økonomiske ressourcer, at det går ud over de, som har brug for det, burde gravide kvinder bruge lidt færre penge på dyre barnevogne og alverdens andet babyudstyr og satse lidt mere på at forberede sig til deres største fysiske bedrift nogensinde. For så er jeg overbevist om, at det hele ville se meget anderledes ud. Så ville langt flere kvinder vælge at blive hjemme eller at føde naturligt og uden indgreb på hospitalerne. Det ville give roligere fødsler, hvis kvinderne vidste, hvordan de på en naturlig måde kan håndtere smerten og give kroppen den ro og tid til at arbejde, som den har brug for.

For så snart der bliver lagt en epidural eller lavet en medicinsk igangsættelse, sætter det et apparat i gang, der kræver så megen overvågning og personale, at det må koste en formue. Og et indgreb fører som regel til flere, så det til sidst kræver så mange ressourcer, at det kan give enhver med lidt forstand på, hvad den slags koster, sved på panden.

Da jeg fødte første gang, vidste jeg ingenting. Ingen havde lært mig, hvordan man gør den slags, så jeg blev banket helt bagover af smerterne og manglen på kontrol. Jeg takkede ja til epidural, der førte til vedrop, stresset barn, overvågning med ph-prøver fra skalpen, fødselslæger, kopforløsning, børnelæge og tre jordemødre. Det var hektisk, og jeg var helt kørt over. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad denne fødsel har kostet systemet. Bare fordi jeg ikke var forberedt.

Anden gang havde jeg planlagt hjemmefødsel, men af praktiske årsager (og ubehagelige underboere) ville jeg hellere på hospitalet. Men jeg havde en drømmefødsel på hospitalet anden gang i modsætning til første. Jeg var i vand, ingen indgreb og blot en jordemoderstuderende og min mand hos mig.

Fødslen af Vera - i vand og helt naturligt

Fødslen af Vera – i vand og helt naturligt

Denne gang skal jeg som bekendt føde hjemme. Og jeg vil gerne understrege, at det ikke nødvendigvis er evigt saliggørende at lade fødslen foregå i hjemmet. Men det føles rigtig for os, og jeg er helt rolig omkring det. Jeg ved, at fødslen kan slå sving, men jeg ved også, hvor meget jeg selv kan gøre for at træffe nogle beslutninger, der lader min krop arbejde bedst og mest naturligt.

Sådan burde det være for alle. Jeg ville ØNSKE, det var sådan for alle. Men det starter med os selv og de beslutninger, vi træffer. Vi kan ikke møde op ved hospitalet, stille ansvaret ved døren og lade andre udføre gerningen. Det gør vi jo heller ikke i andre dele af vores liv, vel?

For halvandet års tid siden havde jeg en ung kvinde i min fødselsforberedelse. Supermodel i starten af 20’erne, sund og rask. Og gravid med sit første barn. Hun havde selv den forestilling, at hun selvfølgelig skulle møde op på hospitalet, have en epidural og ellers lade jordemoderen klare resten. Hos mig lærte hun at føde. Hun lærte om det magiske hormonsystem og om, hvor meget ansvar hun selv kunne tage.

Dagen efter fødslen fik jeg en sms. Det havde været en vidunderlig oplevelse. Hun var blevet hjemme i trygge rammer og først taget på hospitalet, da hun var syv cm åben. Kom i vand og tog her selv imod sin lille datter.

Det gør mig stadig glad helt ind i cellerne at tænke på.

Så tag ejerskab. Forbered jer. Og lad medicinen, kejsersnittet og lægerne være for de, som reelt har brug for det. Til de kritiske fødsler, der har brug for det – og dem, der heldigvis er ganske få af, for langt de fleste fødsler er ukomplicerede, hvis vi lader dem være i fred.

En fødsel kan sagtens være en smuk, rolig og skøn oplevelse. Jeg glæder mig til min <3

 

 

image

Ingen skærmtid – tonsvis af kreativitet

‘Det synes jeg lyder som en god ide’. Sådan lød det fra Vera i mandags, da vi efter børnehave og skole proklamerede, at vi fra nu af ville ‘forbyde’ skærme i hverdagen.

Det er egentlig ikke fordi, vores to piger er meget på deres Ipads, men jeg syntes, der var gået lidt børnepasning i den. Det var det første, de fandt frem, når de kom hjem. Ofte så jeg vores familie i situationer, hvor vi alle sad og kiggede på en skærm – og når jeg kommer hjem efter 7-8 timer foran computeren, kan min hjerne bare ikke rumme det.

Jeg var begyndt at savne nærvær. Og da jeg læste denne blog  blev jeg inspireret til at træffe beslutningen (og lidt misundelig over det liv, de lever, for der er så mange værdier, jeg så gerne vil have, at mine børn vokser op med).

Det føles dog en anelse for drastisk at flytte til Norge. Så vi bliver, hvor vi er, i vores landlige perle, som dog ligger i Odense, tæt på centrum, så jeg stadig kan få min dosis byliv og hot yoga.

Vores lille perle tæt på centrum

Vores lille perle tæt på centrum

Så vi starter et sted. Med elektronikken. I hvert fald i vores dyrebare timer efter skole, børnehave og arbejde og frem til ungernes sengetid.

Jeg havde forventet skrig og skrål og plageri. Men istedet fik jeg ovenstående kommentar fra Vera, mens Frida gav hende ret. Og så tegnede vi og sludrede, og kun en enkelt gang, mens vi lavede mad, lød det fra Frida, at hun kedede sig. Men så fandt de på en leg, og så var det glemt igen. Og i denne uge er der således blevet lavet gymnastiksal, et utal af kunstværker og fundet gamle brætspil frem.

Vera takkede os, da vi fortalte, at deres Ipads var lagt væk.

image

Der er blevet fundet gamle brætspil frem

image

og tegnet – her Veras tegning

og Fridas cirkus

Jeg tror faktisk, det er en kæmpe lettelse for dem!

Og de må gerne spille Ipad og se fjernsyn i fremtiden. I små doser. Men ikke i hverdagene og ikke, når vi skal være sammen, medmindre det er et aktivt tilvalg om at se en film.

Jeg vil opfordre bedsterne til det samme. Og måske eksperimentere med ikke at sende dem på weekend med Ipads, men istedet udstyre dem med tegnegrejer og brætspil.

For pigerne er faktisk taknemmelige og glade – og så meget mere skønne at være sammen med, når kreativiteten får lov at sprudle uden forstyrrende og tidsstjælende elementer.


 

 

 

Da min mor skulle dø…

Det er tirsdag, tror jeg. Kommer hjem efter en travl dag på arbejde, træt. Da jeg træder ind i køkkenet, står Michael ved køkkenvasken. Pigerne sidder og ser tegnefilm. Alt er, som det plejer at være. En helt almindelig eftermiddag.

Men da jeg kigger på Michael, kan jeg se, at noget er galt.

’Hvad er der?’ spørger jeg.

’Der er ikke noget?’ svarer Michael og kigger forundret på mig. Og smiler.

Jeg kan ikke forklare, hvad det er. Men jeg kan mærke, at noget ikke er, som det skal være. Michael er egentlig ikke anderledes, end han plejer, men min intuition har altid været stærk. Jeg er god til at opfange følelser og stemninger. Nogle gange er det anstrengende og en smule skræmmende, fordi det er sjældent, at nogen kan skjule noget for mig.

Heller ikke Michael. Eller slet ikke Michael, som jeg kender så godt.

Jeg bliver ved med at stikke lidt til ham, indtil han bliver en smule irriteret.

’Der er ikke noget galt. Hvorfor tror du det?’ lyder det surt, og jeg prøver at lade den ligge.

Vi spiser aftensmad. Putter børn. Da børnene sover, ringer min telefon. Det er min mor, og jeg afbryder hende.

Vi går ned i stuen. Min mor ringer igen. Jeg afbryder. Vil ikke snakke med min mor nu, for jeg skal snakke med Michael om, hvad der er galt. Jeg ved, der er noget galt. Måske er han ved at gå fra mig?

Han tager min hånd. ’Du skal ringe til din mor,’ siger han.

Lige dér ved jeg det. Jeg mærker en trykken for brystet og føler, jeg er ved at blive kvalt. Lige dér ved jeg, at min verden er ved at blive smadret.

Jeg ringer. Min mor svarer med det samme og begynder at græde.

’Jeg er meget meget syg, Mia. Jeg har metastaser overalt i hjernen’.

Jeg begynder at skrige. Kyler telefonen gennem stuen, så den rammer endevæggen. Michael trækker mig væk, så jeg ikke vækker børnene. Han ved det godt, for min mor havde om formiddagen ringet og advaret ham. Hun vidste, hvordan jeg ville reagere. Selvfølgelig vidste hun det. Kvinden, som kender mig bedre end nogen anden. De var blevet enige om, at jeg først skulle det have at vide, når børnene sov.

Jeg falder sammen på gulvet, skrigende, grædende. Banker mit hoved ned i gulvet. Slår Michael. River ham. Det hele sortner for mig og kort tid efter lader jeg mig helt slapt falde sammen. Michael holder om mig. Holder mig fast. Jeg hulker.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænker. Om jeg tænker. Men jeg er i chok.

Efter noget tid ringer jeg til min mor igen. Jeg har brug for en forklaring.

Skal hun dø af det her? Inderst inde ved jeg det jo godt. Det er noget lort. Helt enkelt.

Min mor prøver at forklare. Hun er stærk som altid. Positiv som altid. Hun siger, at hun kan leve i mange år med det her. At hun kan få stråling. At hun har det fint.

Vi er i april måned. Jeg tænker tilbage på februar. Michael var i Sydafrika og spille, så min mor var taget til København for at hjælpe mig med alt det praktiske.

Min mor har altid hjulpet. Altid været en kæmpe ressource, når Michael er væk, hvilket han ofte er. Men de dage var anstrengende.

Jeg havde virkelig travlt på arbejde og havde brug for, hun tog over. Tog sig af børnene, lavede mad. Alt det, som min mor var god til.

Men hun var træt. Havde ondt i hovedet. Slæbte på fødderne og væltede på cyklen. Jeg var irriteret på hende. Sur. Og når jeg tænker over det, var jeg i bund og grund bare bange.

Hun var i juli blevet opereret for lungekræft med succes. Sagde de. Men konstant var der en frygt for, at det skulle havde spredt sig, og hun gik til kontrol hver tredje måned.

Inden hun kom og hjalp mig, havde hun været til kontrol og havde ringet til mig og sagt, at alt så fint ud.

Jeg vidste jo godt, at noget var galt. Men jeg kunne ikke rumme det. Jeg turde ikke italesætte det over for min mor, for hvis jeg gjorde det, blev det virkeligt. Så jeg prøvede i stedet at gemme min grimme fornemmelse væk, og det resulterede i stedet i en irrationel irritation, hvor jeg i de dage var ret strid over for min mor.

Det rider mig stadig som en mare. Og den dag, hun ringer, fylder det ALT. Var hendes besøg virkelig den sidste gang, jeg skulle have haft tid alene med min mor? Hvad med alle de andre gange, hun ville have hygget med mig, hvor jeg ikke havde tid? Hvorfor havde jeg ikke prioriteret hende højere? Hvorfor havde jeg ikke sat større pris på, hvor god en mor, hun var? Hvorfor kunne jeg blive irriteret på hende, når hun ringede hver dag. Nogle gange to gange. Eller tre. Fordi der liiige var noget, hun skulle spørge om?

Jeg føler, hun ER død.

Michael skænker mig en kæmpe romsjus. Jeg tømmer den nærmest i en slurk. Fylder glasset igen og begynder at lede efter svar.

Google.

Det er det værste, du kan gøre. Google er fyldt med død. Hun kan måske overleve et år. To, hvis vi er heldige. Hun er 58 år. Min mor. Pigernes mormor. Hun skal ikke kun leve et år mere. Vi har jo for helvede brug for hende.

Jeg tømmer glasset igen, og de stærke dråber bedøver mig langsomt. Michael er gået i seng. Jeg kan slet ikke forestille mig at lægge mig til at sove, men jeg savner nærhed. At nogen holder om mig, beskytter mig. Siger, at alt er ok. Også selvom jeg godt ved, at det aldrig nogensinde bliver ok igen.

Jeg finder frem til Kræftens Bekæmpelse og skriver en besked i en gruppe for pårørende de til folk, der skal dø.

Jeg skriver en lang besked. Har brug for at blive mødt. Hørt. Har brug for at vide, jeg ikke er den eneste, der skal miste sin mor. For lige dér i mørket sent om natten føler jeg mig meget ensom.

Min mor.

Klokken er 00.15. Alligevel tikker der hurtigt et svar ind. Fra Marie-Louise. Hun mistede sin mor for et år siden. Hun ved fuldstændig, hvordan jeg har det. Og selvom vi ikke kender hinanden, vokser der hurtigt en varm fortrolighed frem gennem skærmen. Marie-Louise redder mig på mange måde den nat, hvor jeg mest har lyst til at tømme et pilleglas sammen med den flaske rom, jeg er tæt på at have tømt. Smerten er så pinefuld, at jeg er nødt til at bedøve den med noget.

Jeg tager en pude, bider hårdt i den og skriger. Og skriger. Ned i puden så ingen kan høre mig. Men så højt i mit eget hoved, at det føles som om, det splintrer.

Min mor.

Dagen efter sygemelder jeg mig. Får en akut tid hos en psykolog, der nærmest gør tingene værre. Fem minutter efter min ankomst, hvor jeg mest af alt sidder og ryster, begynder hun at bore i mit forhold til min mor.

Jeg har bare brug for, at nogen redder mig. At nogen fortæller mig, hun ikke skal dø.

Det kan psykologen ikke, og jeg burde nok slet ikke være gået til psykolog. Jeg kan ikke holde hendes blik og hendes stemme ud. Jeg kan ikke holde ud at tale om, hvad jeg føler. Hvad jeg føler? Min mor skal dø, for helvede. Hvad fanden skal jeg føle, når jeg ikke aner, om jeg overhovedet kan overleve den tid, jeg ved venter forude?

Jeg ringer til min far og prøver finde hoved og hale i det hele, for hverken Google eller psykologen redder mig. Og min mor er jo ikke død endnu. Hun tager stadig telefonen, når jeg ringer, og hun lyder glad, stærk, modig. Det er mig, der græder mest. Og det er hende, der skal dø.

Min far fortæller, at lægen har sagt et år. Et år! Maks.

Det er tæt på påsken, så vi tager på påskeferie i Odense. Da jeg træder ind af døren hos mine forældre og ser min mor, bryder jeg sammen. Hun er der endnu! På en eller anden måde har jeg gået rundt med følelsen af, at hun allerede var død. Men hun står jo lige dér. Holder om mig.

Hun skal i intens strålebehandling. Det kan få hævelserne omkring metastaserne til at falde, så smerterne bliver mindre.

Jeg beslutter mig for at tage med for at støtte hende. Min bedste veninde arbejder i strålekælderen, og da vi møder op, kommer hun hen til mig. Jeg bryder sammen igen.
Det værste for min mor er nærmest at se sin datter så ødelagt. Det er værre end sygdommen, siger hun og prøver at trøste mig.

HUN trøster MIG!

Vi kommer ind til strålekanonen, hvor hun bliver lagt med en skal om hovedet og langsomt kørt ind i maskinen. Jeg føler, den spiser hende. Hun ser så lille og skrøbelig ud, som hun ligger der, og jeg kan ikke holde det ud, så jeg løber ud af rummet, kryber sammen i et hjørne, hvor jeg bare sidder og ryster, indtil en sygeplejerske kommer hen til mig. Hun siger ikke noget, men tager bare min hånd.

Hun forstår.

Vi er i april. Sommeren er nær. Jeg har travlt på mit arbejde som PR-rådgiver på et af landets største kommunikationsbureauer. Jeg arbejder med nogle af landets største virksomheder, og hver eneste dag skal jeg opfinde verden forfra. Være kreativ og genial. Mest af alt vil jeg bare gerne ligge i fosterstilling hos min mor. Stille hende spørgsmål, som kun hun kan svare på. Hvem kender mig egentlig ud over min mor? Min far ved nærmest ikke, hvad mine venner hedder, eller hvornår mine børn er født. Han er en god far, og han elsker mig, men han er ikke et leksikon af viden omkring mit liv.

Det er min mor.

Men jeg kan ikke være hos hende, for jeg skal være på mit arbejde og hos min familie på Frederiksberg. Jeg føler, der bliver trukket så hårdt i mig fra så mange sider, at jeg er ved at blive revet over midt på.

Ingen spørger rigtig til det. Jeg tror ikke, folk tænker over det. Eller også vil de helst ikke kende svaret.

Jeg begynder at lave fejl på mit arbejde. Får kritik. Laver endnu flere fejl. Man fejler ikke i den branche, for der er folk, som betaler mange penge for det, jeg plejer at være så dygtig til. Men jeg har det som om, jeg ikke kan trække vejret.

Når jeg har mulighed for det, tager jeg til Odense. Hjem til min mor, som stadig har det nogenlunde.

Hun får prednisolon for at mindske hævelserne i ansigtet, og det får hende til at svulme op. Hun er helt oppustet. Min fine mor med det smukke ansigt og den fine krop. Hun ligner en ballon. Hendes hår falder af. Men hun er stadig glad. Omfavner livet.

’Jeg er ikke bange for at dø. Men jeg er ked af, jeg skal forlade jer,’ siger hun, når vi sidder tæt sammen i sofaen.

Vi fejrer hendes fødselsdag i august med et gourmetophold på Fakkelgården for hele familien. Min mor og far. Min bror og hans familie og jeg og min familie. Det er en vidunderlig weekend. Mine forældre holder i hånd. Min mor stråler. Det er den første weekend i august, og mine forældre beslutter sig for at bestille et ophold på deres bryllupsdag d. 12 oktober. Da har de været gift i 39 år.

Men så begynder det at gå galt. Smerterne tager til. Metastaserne vokser. Min mor kommer under palliativt team, så en hjemmesygeplejerske kommer hjem til hende hver dag for at sikre sig, at medicinen er korrekt inddelt.

Hun tager så mange forskellige piller, at jeg ikke har tal på dem.

Det har hun heller ikke, for en dag kommer hun til at tage dobbelt dosis og begynder at tale helt sort.  Hun insisterer på at gøre tingene selv, men kan ikke engang koge en gryde spaghetti, og hun sidder og rækker ud efter ting, der ikke er der.

Hun bliver visiteret til hospice med henblik på at få styr på smertedækningen og derefter udskrevet igen. Men der er lang venteliste og få pladser.

Jeg kommer hjem på weekend. Da jeg træder ind ad døren, er der heftig aktivitet. I mine forældres smukke stue står et stort monstrum af en hospitalsseng. I gangen en toiletstol.

Min mor er 59 år.

Jeg løber ned i kælderen. Hun skal ikke se mig. Jeg bryder sammen, hulker. Bider mig selv så hårdt i armen, at det begynder at bløde. Det er så virkeligt nu. Hun skal for helvede dø af det her!

D. 14. Oktober, to dage efter mine forældres bryllupsdag, bliver hun indlagt på hospice.

Jeg er hjemme hos mine forældre den dag. Der skal komme en bus og hente min mor, for selvom hun godt kan gå selv, har hun både en kørestol og gangstativ, som hun bruger til lidt længere ture. Bussen kommer en halv time for tidligt, så det hele bliver lidt hektisk.

Jeg husker, at min mor rejser sig fra sofaen. Drejer stille omkring og kigger rundt. Og så begynder hun at græde. Det er første gang, jeg ser hende græde. Tårerne triller stille ned ad kinderne på hende. Hun ved godt inderst inde, at det er sidste gang, hun er her. Det kan jeg se på hende, men ingen af os siger det højt.

Hospice er smukt. Der er lyst og varmt. Vi bliver kærligt modtaget af personalet og får installeret min mor på en stor, dejlig stue. Det er som et lækkert hotel. Vi spiser hjemmebagte småkager og får en dejlig frokost. Jeg tager et billede af den smukke have, hvor efterårsfarverne har indhyllet det hele i gyldne nuancer.

Min mors efterår.

Jeg tager tilbage til København. Skal på arbejde. Min mand træner til IRONMAN og er meget væk. Livet går videre, og hver dag ringer jeg til min mor. Hun lyder glad. Min mor har aldrig været svær at begejstre, og hun roser personalet, maden og omgivelserne. Jeg tror, at hun for første gang i lang tid slapper helt af velvidende, at det store ansvar er fjernet fra min fars skuldre. Hun har altid hjulpet andre og selv hadet at være til besvær. Et ydmygt menneske med et kæmpe hjerte.

Da der er gået en uge, skal vi til 40 års fødselsdag hos en god ven om aftenen. Min mand skal ud og cykle en lang tur med nogle klubkammerater, og jeg er hjemme på Frederiksberg med børnene, da telefonen ringer. Det er min far. Den er helt gal. Min mor er faldet ud af sengen, og nu ligger hun i sengen og er helt ude af den. Hun tigger og beder dem om at lade hende dø. Hun kan ikke mere.

Vi skal komme med det samme, for ingen ved, om hun overlever natten. Da jeg efter mange mange opkald får fat i min mand, styrter han hjem, vi pakker bilen og kører til Odense.

Om aftenen er der igen ro på, og lige der beslutter jeg mig for ikke at vige et sekund fra min mor. Jeg flytter ind på hendes stue, rådfører mig med stedet socialrådgiver, der siger, at jeg skal sygemeldes.

’Er du i stand til at arbejde?,’ spørger hun.

’Nej.’ svarer jeg.

’Så skal du sygemeldes,’ svarer hun.

Min chef bliver ikke glad, men accepterer. Og fra da af er jeg hos min mor.

Derfra går det ned af bakke. Hun kan ikke længere komme ud af sengen, og hendes midlertidige ophold bliver på ubestemt tid. Med andre ord: Hun skal dø her.

Når hun ikke sover, snakker vi. Hun sover mest, og jeg ser serier, strikker og læser bøger. Holder hende i hånden. Når hun er vågen, mader jeg hende, fordi hun ikke længere kan styre bestikket. Jeg taler med de fantastiske sygeplejersker, som har tid og omsorg. Jeg græder.

Folk siger til mig, at jeg også skal sørge for at komme lidt væk. Væk? Om lidt er min mor her ikke mere, og så skal jeg tage væk?

Engang imellem tager jeg løbeskoene på og løber. Når jeg løber, kan jeg glemme det lidt. Jeg var egentlig ikke løber, men det starter dér. Jeg mærker, hvor stor en forskel det gør for mig. Når jeg løber, mindskes smerten. Den gennemborende smerte, kan jeg næsten ikke mærke. Jeg føler mig let. Ubekymret.

Det er et kort fix, men et vigtigt et.

Vi fejrer Mortens Aften på hospice. Hele familien er der. Min bror skal til Jakarta dagen efter. Han er generalsekretær for en stor international organisation og har brugt et år på at forberede et topmøde med 80 deltagerlande. Vi har snakket meget om, hvorvidt han skal tage af sted. Sygeplejerskerne siger ja. Vi ved ikke hvornår, hun dør. Og han rejser på første klasse, så når de første tydelige tegn viser sig, kan han flyve hjem med kort varsel.

Jeg mader min mor med ris a la mande. Hun er aggressiv. Kan ikke kende min bror. Snerrer af os. Og så falder hun i søvn.

Hun vågner ikke igen.  Hun trækker vejret. Hendes hjerte slår. Men hun vågner ikke. Hverken mandag, tirsdag, onsdag, torsdag eller fredag. Jeg tør nærmest ikke gå på toilettet, for det er så vigtigt for mig at være hos hende, når hun dør.

Sygeplejerskerne siger, at jeg ikke kan være sikker. At jeg ikke må være bange for ikke at være der. For så kan jeg aldrig tilgive mig selv, og de har så tit set, hvordan døende først giver slip, når de pårørende er væk.

Jeg strikker og strikker. Er i gang med et betræk til en sofapude, og jeg har vabler på fingrene. Det skal være færdigt inden, hun dør. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg ved bare, at det skal det.

Om fredagen er hun blå under fødderne. Det er et tydeligt tegn på, at hendes organer er ved at lukke ned, så blodet trækker sig sammen om det vigtigste organ. Hjertet.

Vi ringer til min bror. Han ændrer sin billet og kan flyve hjem lørdag morgen.

Hele fredagen og lørdagen sidder jeg hos min mor. Jeg holder hendes hånd, som efterhånden er helt slap. Kigger på hendes vejrtrækning. Min far går rundt som en løve i et bur. Ud og ryge. Ind igen. Ud. Ind. Min mors veninder kommer forbi. Familien. Alle vil sige farvel. Og hun sover.

Hun trækker vejret for sidste gang klokken 20.37. Min bror sidder i et fly. Min far og jeg holder hendes hænder. Min mand står bag mig.  Min mors bedste veninde bag min far. Det er som om, hendes vejrtrækning flytter sig op. Som om hun langsom bliver kvalt. Og da det sidste suk kommer, kaster jeg mig om halsen på hende. Jeg aner ikke, om jeg græder, skriger, eller om jeg er helt stille.

Jeg er en verden af følelser. Sorg, smerte, lettelse.

Vi sidder hos hende, og går ud, da sygeplejersken roligt kommer for at gøre hende i stand. Hun åbner døren, så sjælen kan flyve ud og tænder et par stearinlys. Vi sætter os i opholdsstuen. Hører musik og er stille sammen. Det har regnet hele dagen, men da jeg kigger op, kan jeg se stjernerne lyse klart på en skyfri himmel.