Om at blive mor uden sin mor

Min mor er død.

For de af jer, som kender mig, er det ikke nogen overraskelse. Faktisk er det snart tre år siden, hun sov ind. Dødssyg af kræft, afkræftet og smertedækket. Hun blev bare 59 år.

Tre år. På tre burde man vel have bearbejdet sorgen og være på den anden side. Og jo, jeg lever. Og jeg har det godt. Jeg er glad, og jeg griner. Men sorgen og smerten dukker stadig op. Nogle gang i glimt, andre gange som bølger, der fejer benene væk under mig.

Og nu er jeg gravid, og bølgerne er højere, end nogensinde før.

Da min mor blev syg og døde, sagde jeg, at jeg aldrig nogensinde skulle have børn igen. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig at være gravid og få en lille uden at have hende at dele det med.

Heldigvis har tiden læget det sår, og jeg er naturligvis lykkelig over at være gravid med mit tredje barn. MEN. Hun mangler. Lige for tiden mangler jeg hende så meget, at jeg i tide og utide bryder sammen i krampegråd. Jeg føler mig så ensom.

Min mor og mig et par måneder før, hun døde

Min mor og mig et par måneder før, hun døde

Ensom? Tænker i nok. Jeg er jo omgivet af mennesker. Men ved i hvad? Det er meget anderledes her tredje gang. Der er ikke rigtig nogen, som interesserer sig for det – udover mine børn og min mand. Jeg forstår det jo godt, nyhedens interesse er ikke den samme, og der er der også nogen, som synes, at det er jordens mest vanvittige ide, det vi begiver os ud i.

Da vi forleden var til nakkefoldsscanning, manglede jeg at tale med hende. Hun, min mor, som interesserede sig for alle de ting, alle de små ting, jeg bestod af. Efter nakkefolden talte jeg med…ingen. Vi lagde et billede op, men der var ikke rigtig nogen, som spurgte nysgerrigt til scanningen. Hvilket betyder, at der i bund og grund ikke er nogen som ved, om den var god eller dårlig (den var god).

Min mor med lille baby Vera og min dejlige svigermor med Frida

Min mor med lille baby Vera og min dejlige svigermor med Frida

Og det er ikke for at pege fingre. Slet ikke. Men det bliver bare meget åbenlyst, når man ingen mor har. For hun ville spørge. Være interesseret. Glad. Stolt og forventningsfuld. Hun var jo mit sikkerhedsnet. Når tingene blev for svære, for uoverskuelige, eller jeg bare havde brug for at snakke om…ingenting og alting, så var hun der.

Og det gør ondt. Helt vildt sindssygt ondt. Og det er så svært at forklare, hvordan og hvorfor. Bare at jeg er helt vildt ked af, hun ikke er her. Og jeg bliver bange, for jeg frygter, hvordan det bliver, når den lille kommer. Når min mors kærlige interesse og nysgerrighed ikke er der mere, og jeg mangler en at dele alle de små ting med, som unægtelig følger med at få en lille ny. Også selvom det er nummer tre. Ja, jeg har min mand. Men der sker noget, når man som kvinde mister sin mor. Der er bare et led, der mangler.

Jeg tænker, at jeg må gå nogle lange ture med barnevognen, ned forbi hendes gravsted og her tage en snak med hende om alt det nye. Og hele tiden minde mig selv om, at nok er hun her ikke fysisk, men jeg er overbevist om, at hun kigger med.

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/18259375/?claim=zaj8k7s4jvv”>Follow my blog with Bloglovin</a>

 

 

Når fire bliver til fem

Jeg har valgt at offentliggøre min blog sådan rigtig (og ikke mindst komme ordentligt i gang med at blogge efter flere tilløb) ved at offentliggøre en, synes jeg selv, ret stor nyhed.

Vores lille familie på fire bliver til fem.

Jep, jeg er gravid. Der vokser en lille spire inde i mig, og det har der gjort i 14 uger. Hvis alt går vel, kommer den ud til i slutningen af marts/start april.

Den er ikke planlagt. Overhovedet ikke. Faktisk tror jeg, vi begge gik lidt i chok. Jeg fandt ud af det den dag, vi skulle rejse på sommerferie til Ibiza. Min menstruation havde ladet vente på sig, og da den endelig kom, var det noget underligt kortvarigt noget.

Inde i Frederiksbergcentret, hvor vi slog lidt tid ihjel, inden vi skulle sætte kurs mod lufthavnen, købte jeg en graviditetstest i Matas, gik ud på toilettet og tissede på pinden. Der skulle ikke gå mange sekunder, før den berømte streg tonede frem, og således måtte jeg finde Michael i H&M og overlevere nyheden om, at han skal være far igen.

Jeg tror ikke, vi kunne finde ud af, om vi skulle være glade, bekymrede, kede af det eller hvad. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har plaget om treer, men når det nu pludselig kunne vise sig at være en realitet, så blev jeg pludselig i tvivl.

Overskud? Økonomi? Plads? Alle de tanker hvirvlede med det samme rundt, og vi besluttede os for at parkere det lidt og tage på ferie.

Men den slags har det jo med at rumstere. Vi havde aftalt ikke at fortælle det til vores venner, som vi rejste med. Men da vi stod klokken 00.30 i Ibiza Lufthavn, ikke kunne få vores lejebil, og jeg var sulten, brød jeg sammen ‘Jamen, det er fordi, jeg er gravid!’ fløj det ud af munden på mig, mens min veninde jublende tog om mig. ‘Jamen, jeg ved jo ikke engang, om jeg vil ha’ det?’ sagde jeg og græd endnu højere.

Og lige dér ramte den mig for alvor. Tvivlen. Hvad f…. er det vi har gang i, spurgte jeg mig selv flere gange afløst af en komplet følelse af lykke over det spirende liv.

I kan nok forestille jer, at der blev kæmpet med nogle temmelig modsatrettede følelser, og jeg måtte hele tiden minde mig selv om, hvordan jeg havde det, da jeg ventede Vera. Den første dag efter en positiv test nåede jeg at gå i panik og sige til tre veninder, at jeg ville have en abort. Tænk, hvis jeg havde fået det istedet for at få lille V ???????

Tænk, hvis hende her var blevet en abort?

Tænk, hvis hende her var blevet en abort?

Men nu er der altså ingen vej udenom. I går var vi til nakkefoldsscanning, og her fik vi endnu en gang bekræftet, at der vokser et livligt liv i mit. Den lille lå og sparkede og spjættede, og selvom det er tredje gang, så bliver jeg lige forundret og overvældet hver gang over, hvordan der kan vokse liv inde i min mave. Og over hvor udviklet sådan en lille een allerede er så tidligt i graviditeten.

Vores barn nummer tre - helt perfekt!

Vores barn nummer tre – helt perfekt!

Det mest rørende var næsten at kigge på Michael. Han har haft lidt svært ved at forhold sig til det. Jeg har jo mærket kvalmen og den invaliderende træthed, men det var som om, han først mærkede det her. Han havde tårer i øjnene, og jeg græd både over at se det lille mirakel og over at se Michaels glæde.

Jeg er jo en gammel kone i biologisk forstand. 38 år. Alligevel var risikovurderingen for Downs mikroskopisk, nakkefolden tyndere end gennemsnittet, og mine blodprøver super fine. Dejligt.

Nu kan jeg for alvor gå i fødselstanker, selvom det først bliver en lille aprilsnar. Og der er ingen tvivl om, at det denne gang skal foregå hjemme. Nærmest uanset hvad.

‘Tør du det? Hvad hvis der går noget galt’ spørger mange. Men hvad skulle der gå galt? Statistisk set er hjemmefødsler meget mere sikre end hospitalsfødsler, og jeg vil gerne føde så naturligt som muligt. Jeg vil ikke have bedøvelse eller vestimulering – jeg har en stærk tro på, at hvis kroppen får lov at arbejde i fred, så det magiske hormonsystem får lov at flyde frit, så kan den fødende krop alt. Respekt for hospitaler, og jeg planlægger da også hjemmefødslen med den tryghed i at vide, at skulle noget gå lidt skævt, bliver jeg overflyttet til hospitalet. Og så er det hurra for læger og alt det der, men som udgangspunkt er 9 ud af 10 fødsler ukomplicerede, hvis man lader dem være i fred. Og det gør man altså i min optik bedst hjemme.

Jeg har også nogle forestillinger om, hvordan det bliver. Jeg ved godt, at en fødsel kan slå mange sving, men gode, positive tanker er balsam for en gravid krop.

Vi skal have et fødekar på stuegulvet. Min mand skal være der, en jordemoder fra OUHs hjemmefødselsordning og så en fødselshjælper, der kan tage sig af alt det praktiske. Føder jeg om aftenen/natten, skal lyset være dæmpet, der skal være stearinlys og rolig meditativ musik. Min fødselshjælper skal sørge for at bage boller, brygge kaffe og varme håndklæder. Og i en rolig, kærlig atmosfære skal vores barn fødes. Derefter kan vi roligt gå ovenpå, lægge os i dobbeltsengen og indsnuse den lille ny. Ingen stress, ingen autostole, køreture eller dårlig hospitalsmad. Bare os i vores hjem. Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre måde at byde den lille velkommen til et liv uden for maven.

Meget mere om det i et senere blogindlæg.

Vi har overvejet, hvorvidt vores børn skal med til fødslen. De er 5 og 8 år, når det går løs. Men jeg tror ikke, de skal. Ikke for deres skyld, men for min. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg skal have ro. Og det kan man ikke forvente med to livlige piger i stuen.

Åh, hvor jeg glæder mig. Men heller ikke for meget, for jeg vil også nyde graviditeten. Nyde, at maven vokser og tager form, for det er nok helt sikkert sidste gang, jeg kommer til at opleve det.

Jeg kommer til at skrive meget mere om mine tanker om fødslen og alt det omkring. Så følg med 🙂