Da min mor skulle dø…

Det er tirsdag, tror jeg. Kommer hjem efter en travl dag på arbejde, træt. Da jeg træder ind i køkkenet, står Michael ved køkkenvasken. Pigerne sidder og ser tegnefilm. Alt er, som det plejer at være. En helt almindelig eftermiddag.

Men da jeg kigger på Michael, kan jeg se, at noget er galt.

’Hvad er der?’ spørger jeg.

’Der er ikke noget?’ svarer Michael og kigger forundret på mig. Og smiler.

Jeg kan ikke forklare, hvad det er. Men jeg kan mærke, at noget ikke er, som det skal være. Michael er egentlig ikke anderledes, end han plejer, men min intuition har altid været stærk. Jeg er god til at opfange følelser og stemninger. Nogle gange er det anstrengende og en smule skræmmende, fordi det er sjældent, at nogen kan skjule noget for mig.

Heller ikke Michael. Eller slet ikke Michael, som jeg kender så godt.

Jeg bliver ved med at stikke lidt til ham, indtil han bliver en smule irriteret.

’Der er ikke noget galt. Hvorfor tror du det?’ lyder det surt, og jeg prøver at lade den ligge.

Vi spiser aftensmad. Putter børn. Da børnene sover, ringer min telefon. Det er min mor, og jeg afbryder hende.

Vi går ned i stuen. Min mor ringer igen. Jeg afbryder. Vil ikke snakke med min mor nu, for jeg skal snakke med Michael om, hvad der er galt. Jeg ved, der er noget galt. Måske er han ved at gå fra mig?

Han tager min hånd. ’Du skal ringe til din mor,’ siger han.

Lige dér ved jeg det. Jeg mærker en trykken for brystet og føler, jeg er ved at blive kvalt. Lige dér ved jeg, at min verden er ved at blive smadret.

Jeg ringer. Min mor svarer med det samme og begynder at græde.

’Jeg er meget meget syg, Mia. Jeg har metastaser overalt i hjernen’.

Jeg begynder at skrige. Kyler telefonen gennem stuen, så den rammer endevæggen. Michael trækker mig væk, så jeg ikke vækker børnene. Han ved det godt, for min mor havde om formiddagen ringet og advaret ham. Hun vidste, hvordan jeg ville reagere. Selvfølgelig vidste hun det. Kvinden, som kender mig bedre end nogen anden. De var blevet enige om, at jeg først skulle det have at vide, når børnene sov.

Jeg falder sammen på gulvet, skrigende, grædende. Banker mit hoved ned i gulvet. Slår Michael. River ham. Det hele sortner for mig og kort tid efter lader jeg mig helt slapt falde sammen. Michael holder om mig. Holder mig fast. Jeg hulker.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænker. Om jeg tænker. Men jeg er i chok.

Efter noget tid ringer jeg til min mor igen. Jeg har brug for en forklaring.

Skal hun dø af det her? Inderst inde ved jeg det jo godt. Det er noget lort. Helt enkelt.

Min mor prøver at forklare. Hun er stærk som altid. Positiv som altid. Hun siger, at hun kan leve i mange år med det her. At hun kan få stråling. At hun har det fint.

Vi er i april måned. Jeg tænker tilbage på februar. Michael var i Sydafrika og spille, så min mor var taget til København for at hjælpe mig med alt det praktiske.

Min mor har altid hjulpet. Altid været en kæmpe ressource, når Michael er væk, hvilket han ofte er. Men de dage var anstrengende.

Jeg havde virkelig travlt på arbejde og havde brug for, hun tog over. Tog sig af børnene, lavede mad. Alt det, som min mor var god til.

Men hun var træt. Havde ondt i hovedet. Slæbte på fødderne og væltede på cyklen. Jeg var irriteret på hende. Sur. Og når jeg tænker over det, var jeg i bund og grund bare bange.

Hun var i juli blevet opereret for lungekræft med succes. Sagde de. Men konstant var der en frygt for, at det skulle havde spredt sig, og hun gik til kontrol hver tredje måned.

Inden hun kom og hjalp mig, havde hun været til kontrol og havde ringet til mig og sagt, at alt så fint ud.

Jeg vidste jo godt, at noget var galt. Men jeg kunne ikke rumme det. Jeg turde ikke italesætte det over for min mor, for hvis jeg gjorde det, blev det virkeligt. Så jeg prøvede i stedet at gemme min grimme fornemmelse væk, og det resulterede i stedet i en irrationel irritation, hvor jeg i de dage var ret strid over for min mor.

Det rider mig stadig som en mare. Og den dag, hun ringer, fylder det ALT. Var hendes besøg virkelig den sidste gang, jeg skulle have haft tid alene med min mor? Hvad med alle de andre gange, hun ville have hygget med mig, hvor jeg ikke havde tid? Hvorfor havde jeg ikke prioriteret hende højere? Hvorfor havde jeg ikke sat større pris på, hvor god en mor, hun var? Hvorfor kunne jeg blive irriteret på hende, når hun ringede hver dag. Nogle gange to gange. Eller tre. Fordi der liiige var noget, hun skulle spørge om?

Jeg føler, hun ER død.

Michael skænker mig en kæmpe romsjus. Jeg tømmer den nærmest i en slurk. Fylder glasset igen og begynder at lede efter svar.

Google.

Det er det værste, du kan gøre. Google er fyldt med død. Hun kan måske overleve et år. To, hvis vi er heldige. Hun er 58 år. Min mor. Pigernes mormor. Hun skal ikke kun leve et år mere. Vi har jo for helvede brug for hende.

Jeg tømmer glasset igen, og de stærke dråber bedøver mig langsomt. Michael er gået i seng. Jeg kan slet ikke forestille mig at lægge mig til at sove, men jeg savner nærhed. At nogen holder om mig, beskytter mig. Siger, at alt er ok. Også selvom jeg godt ved, at det aldrig nogensinde bliver ok igen.

Jeg finder frem til Kræftens Bekæmpelse og skriver en besked i en gruppe for pårørende de til folk, der skal dø.

Jeg skriver en lang besked. Har brug for at blive mødt. Hørt. Har brug for at vide, jeg ikke er den eneste, der skal miste sin mor. For lige dér i mørket sent om natten føler jeg mig meget ensom.

Min mor.

Klokken er 00.15. Alligevel tikker der hurtigt et svar ind. Fra Marie-Louise. Hun mistede sin mor for et år siden. Hun ved fuldstændig, hvordan jeg har det. Og selvom vi ikke kender hinanden, vokser der hurtigt en varm fortrolighed frem gennem skærmen. Marie-Louise redder mig på mange måde den nat, hvor jeg mest har lyst til at tømme et pilleglas sammen med den flaske rom, jeg er tæt på at have tømt. Smerten er så pinefuld, at jeg er nødt til at bedøve den med noget.

Jeg tager en pude, bider hårdt i den og skriger. Og skriger. Ned i puden så ingen kan høre mig. Men så højt i mit eget hoved, at det føles som om, det splintrer.

Min mor.

Dagen efter sygemelder jeg mig. Får en akut tid hos en psykolog, der nærmest gør tingene værre. Fem minutter efter min ankomst, hvor jeg mest af alt sidder og ryster, begynder hun at bore i mit forhold til min mor.

Jeg har bare brug for, at nogen redder mig. At nogen fortæller mig, hun ikke skal dø.

Det kan psykologen ikke, og jeg burde nok slet ikke være gået til psykolog. Jeg kan ikke holde hendes blik og hendes stemme ud. Jeg kan ikke holde ud at tale om, hvad jeg føler. Hvad jeg føler? Min mor skal dø, for helvede. Hvad fanden skal jeg føle, når jeg ikke aner, om jeg overhovedet kan overleve den tid, jeg ved venter forude?

Jeg ringer til min far og prøver finde hoved og hale i det hele, for hverken Google eller psykologen redder mig. Og min mor er jo ikke død endnu. Hun tager stadig telefonen, når jeg ringer, og hun lyder glad, stærk, modig. Det er mig, der græder mest. Og det er hende, der skal dø.

Min far fortæller, at lægen har sagt et år. Et år! Maks.

Det er tæt på påsken, så vi tager på påskeferie i Odense. Da jeg træder ind af døren hos mine forældre og ser min mor, bryder jeg sammen. Hun er der endnu! På en eller anden måde har jeg gået rundt med følelsen af, at hun allerede var død. Men hun står jo lige dér. Holder om mig.

Hun skal i intens strålebehandling. Det kan få hævelserne omkring metastaserne til at falde, så smerterne bliver mindre.

Jeg beslutter mig for at tage med for at støtte hende. Min bedste veninde arbejder i strålekælderen, og da vi møder op, kommer hun hen til mig. Jeg bryder sammen igen.
Det værste for min mor er nærmest at se sin datter så ødelagt. Det er værre end sygdommen, siger hun og prøver at trøste mig.

HUN trøster MIG!

Vi kommer ind til strålekanonen, hvor hun bliver lagt med en skal om hovedet og langsomt kørt ind i maskinen. Jeg føler, den spiser hende. Hun ser så lille og skrøbelig ud, som hun ligger der, og jeg kan ikke holde det ud, så jeg løber ud af rummet, kryber sammen i et hjørne, hvor jeg bare sidder og ryster, indtil en sygeplejerske kommer hen til mig. Hun siger ikke noget, men tager bare min hånd.

Hun forstår.

Vi er i april. Sommeren er nær. Jeg har travlt på mit arbejde som PR-rådgiver på et af landets største kommunikationsbureauer. Jeg arbejder med nogle af landets største virksomheder, og hver eneste dag skal jeg opfinde verden forfra. Være kreativ og genial. Mest af alt vil jeg bare gerne ligge i fosterstilling hos min mor. Stille hende spørgsmål, som kun hun kan svare på. Hvem kender mig egentlig ud over min mor? Min far ved nærmest ikke, hvad mine venner hedder, eller hvornår mine børn er født. Han er en god far, og han elsker mig, men han er ikke et leksikon af viden omkring mit liv.

Det er min mor.

Men jeg kan ikke være hos hende, for jeg skal være på mit arbejde og hos min familie på Frederiksberg. Jeg føler, der bliver trukket så hårdt i mig fra så mange sider, at jeg er ved at blive revet over midt på.

Ingen spørger rigtig til det. Jeg tror ikke, folk tænker over det. Eller også vil de helst ikke kende svaret.

Jeg begynder at lave fejl på mit arbejde. Får kritik. Laver endnu flere fejl. Man fejler ikke i den branche, for der er folk, som betaler mange penge for det, jeg plejer at være så dygtig til. Men jeg har det som om, jeg ikke kan trække vejret.

Når jeg har mulighed for det, tager jeg til Odense. Hjem til min mor, som stadig har det nogenlunde.

Hun får prednisolon for at mindske hævelserne i ansigtet, og det får hende til at svulme op. Hun er helt oppustet. Min fine mor med det smukke ansigt og den fine krop. Hun ligner en ballon. Hendes hår falder af. Men hun er stadig glad. Omfavner livet.

’Jeg er ikke bange for at dø. Men jeg er ked af, jeg skal forlade jer,’ siger hun, når vi sidder tæt sammen i sofaen.

Vi fejrer hendes fødselsdag i august med et gourmetophold på Fakkelgården for hele familien. Min mor og far. Min bror og hans familie og jeg og min familie. Det er en vidunderlig weekend. Mine forældre holder i hånd. Min mor stråler. Det er den første weekend i august, og mine forældre beslutter sig for at bestille et ophold på deres bryllupsdag d. 12 oktober. Da har de været gift i 39 år.

Men så begynder det at gå galt. Smerterne tager til. Metastaserne vokser. Min mor kommer under palliativt team, så en hjemmesygeplejerske kommer hjem til hende hver dag for at sikre sig, at medicinen er korrekt inddelt.

Hun tager så mange forskellige piller, at jeg ikke har tal på dem.

Det har hun heller ikke, for en dag kommer hun til at tage dobbelt dosis og begynder at tale helt sort.  Hun insisterer på at gøre tingene selv, men kan ikke engang koge en gryde spaghetti, og hun sidder og rækker ud efter ting, der ikke er der.

Hun bliver visiteret til hospice med henblik på at få styr på smertedækningen og derefter udskrevet igen. Men der er lang venteliste og få pladser.

Jeg kommer hjem på weekend. Da jeg træder ind ad døren, er der heftig aktivitet. I mine forældres smukke stue står et stort monstrum af en hospitalsseng. I gangen en toiletstol.

Min mor er 59 år.

Jeg løber ned i kælderen. Hun skal ikke se mig. Jeg bryder sammen, hulker. Bider mig selv så hårdt i armen, at det begynder at bløde. Det er så virkeligt nu. Hun skal for helvede dø af det her!

D. 14. Oktober, to dage efter mine forældres bryllupsdag, bliver hun indlagt på hospice.

Jeg er hjemme hos mine forældre den dag. Der skal komme en bus og hente min mor, for selvom hun godt kan gå selv, har hun både en kørestol og gangstativ, som hun bruger til lidt længere ture. Bussen kommer en halv time for tidligt, så det hele bliver lidt hektisk.

Jeg husker, at min mor rejser sig fra sofaen. Drejer stille omkring og kigger rundt. Og så begynder hun at græde. Det er første gang, jeg ser hende græde. Tårerne triller stille ned ad kinderne på hende. Hun ved godt inderst inde, at det er sidste gang, hun er her. Det kan jeg se på hende, men ingen af os siger det højt.

Hospice er smukt. Der er lyst og varmt. Vi bliver kærligt modtaget af personalet og får installeret min mor på en stor, dejlig stue. Det er som et lækkert hotel. Vi spiser hjemmebagte småkager og får en dejlig frokost. Jeg tager et billede af den smukke have, hvor efterårsfarverne har indhyllet det hele i gyldne nuancer.

Min mors efterår.

Jeg tager tilbage til København. Skal på arbejde. Min mand træner til IRONMAN og er meget væk. Livet går videre, og hver dag ringer jeg til min mor. Hun lyder glad. Min mor har aldrig været svær at begejstre, og hun roser personalet, maden og omgivelserne. Jeg tror, at hun for første gang i lang tid slapper helt af velvidende, at det store ansvar er fjernet fra min fars skuldre. Hun har altid hjulpet andre og selv hadet at være til besvær. Et ydmygt menneske med et kæmpe hjerte.

Da der er gået en uge, skal vi til 40 års fødselsdag hos en god ven om aftenen. Min mand skal ud og cykle en lang tur med nogle klubkammerater, og jeg er hjemme på Frederiksberg med børnene, da telefonen ringer. Det er min far. Den er helt gal. Min mor er faldet ud af sengen, og nu ligger hun i sengen og er helt ude af den. Hun tigger og beder dem om at lade hende dø. Hun kan ikke mere.

Vi skal komme med det samme, for ingen ved, om hun overlever natten. Da jeg efter mange mange opkald får fat i min mand, styrter han hjem, vi pakker bilen og kører til Odense.

Om aftenen er der igen ro på, og lige der beslutter jeg mig for ikke at vige et sekund fra min mor. Jeg flytter ind på hendes stue, rådfører mig med stedet socialrådgiver, der siger, at jeg skal sygemeldes.

’Er du i stand til at arbejde?,’ spørger hun.

’Nej.’ svarer jeg.

’Så skal du sygemeldes,’ svarer hun.

Min chef bliver ikke glad, men accepterer. Og fra da af er jeg hos min mor.

Derfra går det ned af bakke. Hun kan ikke længere komme ud af sengen, og hendes midlertidige ophold bliver på ubestemt tid. Med andre ord: Hun skal dø her.

Når hun ikke sover, snakker vi. Hun sover mest, og jeg ser serier, strikker og læser bøger. Holder hende i hånden. Når hun er vågen, mader jeg hende, fordi hun ikke længere kan styre bestikket. Jeg taler med de fantastiske sygeplejersker, som har tid og omsorg. Jeg græder.

Folk siger til mig, at jeg også skal sørge for at komme lidt væk. Væk? Om lidt er min mor her ikke mere, og så skal jeg tage væk?

Engang imellem tager jeg løbeskoene på og løber. Når jeg løber, kan jeg glemme det lidt. Jeg var egentlig ikke løber, men det starter dér. Jeg mærker, hvor stor en forskel det gør for mig. Når jeg løber, mindskes smerten. Den gennemborende smerte, kan jeg næsten ikke mærke. Jeg føler mig let. Ubekymret.

Det er et kort fix, men et vigtigt et.

Vi fejrer Mortens Aften på hospice. Hele familien er der. Min bror skal til Jakarta dagen efter. Han er generalsekretær for en stor international organisation og har brugt et år på at forberede et topmøde med 80 deltagerlande. Vi har snakket meget om, hvorvidt han skal tage af sted. Sygeplejerskerne siger ja. Vi ved ikke hvornår, hun dør. Og han rejser på første klasse, så når de første tydelige tegn viser sig, kan han flyve hjem med kort varsel.

Jeg mader min mor med ris a la mande. Hun er aggressiv. Kan ikke kende min bror. Snerrer af os. Og så falder hun i søvn.

Hun vågner ikke igen.  Hun trækker vejret. Hendes hjerte slår. Men hun vågner ikke. Hverken mandag, tirsdag, onsdag, torsdag eller fredag. Jeg tør nærmest ikke gå på toilettet, for det er så vigtigt for mig at være hos hende, når hun dør.

Sygeplejerskerne siger, at jeg ikke kan være sikker. At jeg ikke må være bange for ikke at være der. For så kan jeg aldrig tilgive mig selv, og de har så tit set, hvordan døende først giver slip, når de pårørende er væk.

Jeg strikker og strikker. Er i gang med et betræk til en sofapude, og jeg har vabler på fingrene. Det skal være færdigt inden, hun dør. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg ved bare, at det skal det.

Om fredagen er hun blå under fødderne. Det er et tydeligt tegn på, at hendes organer er ved at lukke ned, så blodet trækker sig sammen om det vigtigste organ. Hjertet.

Vi ringer til min bror. Han ændrer sin billet og kan flyve hjem lørdag morgen.

Hele fredagen og lørdagen sidder jeg hos min mor. Jeg holder hendes hånd, som efterhånden er helt slap. Kigger på hendes vejrtrækning. Min far går rundt som en løve i et bur. Ud og ryge. Ind igen. Ud. Ind. Min mors veninder kommer forbi. Familien. Alle vil sige farvel. Og hun sover.

Hun trækker vejret for sidste gang klokken 20.37. Min bror sidder i et fly. Min far og jeg holder hendes hænder. Min mand står bag mig.  Min mors bedste veninde bag min far. Det er som om, hendes vejrtrækning flytter sig op. Som om hun langsom bliver kvalt. Og da det sidste suk kommer, kaster jeg mig om halsen på hende. Jeg aner ikke, om jeg græder, skriger, eller om jeg er helt stille.

Jeg er en verden af følelser. Sorg, smerte, lettelse.

Vi sidder hos hende, og går ud, da sygeplejersken roligt kommer for at gøre hende i stand. Hun åbner døren, så sjælen kan flyve ud og tænder et par stearinlys. Vi sætter os i opholdsstuen. Hører musik og er stille sammen. Det har regnet hele dagen, men da jeg kigger op, kan jeg se stjernerne lyse klart på en skyfri himmel.

Lidt om den onde cirkel, at blive lagt ned – og få shit done!

Nøj, jeg har været skuffet over mig selv. Da jeg efter mange års tilløb endelig kom i gang med at blogge igen, lovede jeg nemlig mig selv, at jeg skulle blogge hver dag – eller minimum hveranden – for det er det, der i min optik gør en blog værd at læse. At der sker noget.

Men, der er simpelthen sket for meget til, at jeg har haft tid. Og lige nu har jeg det som om, jeg er blevet kørt over. I går gik jeg i seng klokken 20 og vågnede først igen klokken 7. Og var stadig træt.

Det er typisk mig. Jeg fylder på og fylder på, indtil bægeret ikke bare flyder over, men simpelthen vælter. Og da jeg vågnede i morges var det med så trist en følelse, at jeg måtte lægge mig ind til Michael og lige græde lidt. Jeg kunne slet ikke overskue at komme i gang med dagen.

Vi havde jo efterårsferie i sidste uge. Jeg indledte efterårsferien med tre dage a 9 timer (fredag, lørdag og søndag) i København på gravidyogauddannelsen. Og det var faktisk en helt vildt dejlig weekend, hvor der også blev kærestetid.

I julen fik jeg nemlig billetter til The Cure koncerten af Michael. Jeg har været fan af The Cure for evigt, men jeg har aldrig oplevet dem live. Desværre – eller heldigvis – ramlede det sammen med min weekend på uddannelsen, så der blev lidt mindre kærestid, end jeg havde håbet, men vi havde en dejlig weekend.

Jeg startede fredagen med at være på kursus, tog lidt tidligere afsted og checkede ind på Guldsmedens Hotel Babette på Esplanaden. Her blev vi opgraderet til en juniorsuite, der var helt vildt skøn.

Jeg er VILD med Guldsmedens koncept. Både deres indretning og CSR-politik. Alt er bæredygtigt og økologisk, og deres morgenmad er helt vidunderlig.

Skønneste suite på Guldsmeden!

Skønneste suite på Guldsmeden!

Lækreste økomorgenmad på Guldsmeden!

Lækreste økomorgenmad på Guldsmeden!

Og god csr-politik!

Og god csr-politik!

Typisk os havde vi ikke besluttet os for, hvor vi skulle spise fredag aften, så vi endte med at trave lidt rundt, og der var vildt mange mennesker alle steder, og til sidst var jeg sur og sulten (man er vel gravid), så vi endte med shawarma og falafler i den bedste biks i vores gamle hood på Frederiksberg. Derefter delte vi et stykke cheesecake med pistacie på Bertels og så tog vi i Forum.

Koncerten var lige så magisk, som jeg havde håbet. Og lang. Nærmest evindelig. Næsten tre timer spillede de gamle drenge, og allerede da de gik i gang, sad jeg med tårer i øjnene. Robert Smiths vokal var stadig magisk, og de blandede ukendte og nye numre med deres største hits i en skøn skøn blanding. Den kunne måske godt have været en halv time kortere, men vi blev sendt ud af i den københavnske aften med numre som Friday I’m in Love og Boys Don’t Cry og en boblende følelse af at have været med til noget helt særligt. Tak.

Lørdag var jeg på kursus igen i ni timer og mødtes om aftenen med Michael og spiste en skøn middag på Cantina, hvor vi bare fik snakket og snakket og nydt hinanden. Jeg var helt nyforelsket, da vi sagde farvel, og Michael kørte videre på job – han skulle spille til et eller andet arrangement i København.

Kærestemiddag på Cantina. Spis der - det er sååå godt!

Kærestemiddag på Cantina. Spis der – det er sååå godt!

Søndag kursus igen og så hjem. Og så skulle ferien starte, og jeg havde tusinde planer om ting, jeg skulle nå: Male vindueskarme, rydde op, plante hæk, lave hyggelige ting med børnene….og hvad skete der? Jeg gik ud som et lys med feber og massiv migræne, og i tre dage kæmpede jeg for bare at stå på benene.

Det er ganske symptomatisk, tænker jeg. Endelig fri efter en hektisk periode, og så går min krop ned med flaget.

De sidste par dage af efterårsferien gik med at slæbe mig ud af sengen, komme lidt ud huset med pigerne, prøve at læse til eksamen og så afsted til København igen i weekenden, hvor der stod to eksamener på programmet i min 200 timers hot yoga uddannelse. Først en 90 minutters undervisningseksamen og senere to timers skriftlig eksamen. Jeg tror, det hele gik godt, og dermed er jeg vel egentlig mere eller mindre uddannet yogalærer nu?

Vi nåede at komme ud af døren og lave nogle hyggelige ting i ferien - her i Zoo

Vi nåede at komme ud af døren og lave nogle hyggelige ting i ferien – her i Zoo

Tid til en smule hygge i ferien

Tid til en smule hygge i ferien

Bagte verdens bedste chokolademuffins - opskrift følger!

Bagte verdens bedste chokolademuffins – opskrift følger!

Mandag startede en ny, hektisk arbejdsuge, og jeg har vel egentlig ikke haft tid til at absorbere det hele og mærke, hvor vildt det egentlig er. Jeg er uddannet yogalærer! Altså, JEG ER UDDANNET YOGALÆRER!!

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Jeg føler, jeg burde fejre det. Men jeg ved ikke rigtig hvordan. Mest af alt er jeg bare træt. Og ud over arbejde har jeg i denne uge tre afleveringer på gravidyoga og en fraværsopgave på 200 timers uddannelsen (så teknisk set er jeg ikke helt færdig), jeg skal undervise en klasse torsdag aften (og jeg glæder mig – men barnepigen har meldt fra, Michael er i København, og…) og på mandag starter jeg et gravidyogaforløb.

Samtidig synes jeg bare ikke, jeg kan komme oven på derhjemme. Der roder, der er bunker af vasketøj, jeg føler ikke, jeg spiser sundt nok, fordi vi får handlet ind sådan lidt dag for dag, og jeg mangler bare tid til at komme oven på. Jeg ved bare ikke hvornår. Og Michael har også travlt. Og jeg mærker ikke rigtig babyen endnu og er konstant bekymret (tak til kære Helle for lige at tjekke hjertelyd forleden), og jeg føler ikke, jeg har tid til bare at lukke øjnene og nyde.

Min barndomsveninde Helle er jordemoder og var så sød lige at tjekke, om alt er ok hos baby. Og det tyder det på.

Min barndomsveninde Helle er jordemoder og var så sød lige at tjekke, om alt er ok hos baby. Og det tyder det på.

Og netop derfor valgte jeg at overgive mig i går, da jeg puttede Vera og bare kunne mærke trætheden komme væltende ind over mig. Og derfor sov jeg mange mange timer og er stadig træt.

Og jeg aner faktisk ikke helt, hvad jeg skal gøre. For det er som en ond cirkel, jeg ikke kan bryde. Jeg ved, det vil hjælpe, hvis jeg får lavet mine opgaver, ryddet op, lavet madplaner og fyldt køleskabet med sunde ting. Men jeg er simpelthen for træt til noget af det. Jeg er endda for træt til at være på arbejde og har bare lyst til at lægge hovedet ned på skrivebordet og sove. Men jeg skal jo arbejde, så jeg kan få fri og komme hjem og være mor. Og alt det andet.

Og inden du tænker: Hvad med hendes mand? Kan han ikke gøre noget?

Jo, men heldigvis har manden også travlt (hvilket er en god ting, når man er selvstændig), og i går plantede han den famøse hæk, som vi aldrig nåede i efterårsferien.

Det er heldigvis luksusproblemer det hele. Men når man en gang har været nede og bide i gulvtæppet med stress, så er det en smule bekymrende at vågne en morgen og bare have lyst til at græde.

Det hele vender. Jeg ved det. Jeg har fri fredag, og jeg har valgt at dedikere dagen til at få ’shit done’. Jeg kunne også dedikere dagen til at stirre ud i luften eller se Netflix, men det bliver en ’get shit done’ dag, så jeg kan ånde ud i weekenden, hvor jeg ingen planer har. For en gangs skyld.

Så alt er ikke lyserødt, men det er heller ikke håbløst.

I dag er det mine forældres bryllupsdag!

I dag er det min forældres bryllupsdag. Eller, det ville det have været, hvis min mor stadig levede.

Men det gør hun ikke. Hun døde for tre år siden, og jeg husker denne dag tydeligt, for de havde faktisk aftalt at fejre deres 39 års bryllupsdag med en weekend på Fakkelgården, hvor vi også havde fejret hendes 59 års fødselsdag med en skøn weekend for hele familien blot et par måneder forinden.

Min mor og mig på Fakkelgården et par måneder før, hun døde. Jeg elsker det billede, for det viser så tydeligt al den glæde, styrke og mod, hun besad, trods det fysiske bevis på hendes sygdom.

Min mor og mig på Fakkelgården et par måneder før, hun døde. Jeg elsker det billede, for det viser så tydeligt al den glæde, styrke og mod, hun besad, trods det fysiske bevis på hendes sygdom.

Dagen før deres bryllupsdag fik min mor det virkelig dårligt. Kræften havde spredt sig til hendes hjerne, og det var bare et spørgsmål om tid, før den virkelig ville vise sit grimme ansigt.

Det gjorde det her. Hun var angst. Jeg kan næsten ikke beskrive hende, for det er som om, det skete i et andet liv, og var en version af min mor, jeg helst vil glemme. Glemsom, forvirret, angst, aggressiv…

Min far aflyste deres tur, og palliativt team fik underrettet hospice om, at det var nu, vi havde brug for dem. Ikke nødvendigvis fordi hun skulle dø nu, men vi havde brug for hjælp. Der var for mange piller at holde styr på, for mange smerter at dæmpe.

Et par dage efter kom hun på hospice.

Nu er det tre år siden. Jeg har ingen mor, og snart skal jeg være mor igen. Det er svært, og det har jeg skrevet lidt om her.

Min far. Han blev alene. Min dejlige far, som altid havde tjent pengene, mens min mor stod for det praktiske. I virkeligheden en meget klassisk opdeling, som fungerede. Han kunne ikke lave mad. Jeg måtte lære ham at vaske tøj. Hvorfor skulle han dog også kunne de ting? Men han ville lære, og han ville lære hurtigt. Og det gjorde han.

Efter min mors farvel har vi aldrig snakket om vores følelser. Min enorme sorg har jeg kæmpet med andetsteds, og jeg har været virkelig ked og vred over ikke at have noget nær familie ud over min mand at vende den mod. Men vi har aldrig talt store følelser i min familie – og jeg har store følelser. Og de kommer ud, og det kan godt virke overvældende, hvis man ikke er god til at tackle den slags.

Min far kæmpede sin egen kamp og bekæmpede sin egen sorg på den måde, han fandt bedst. Og det virkede. Jeg boede i København på det tidspunkt. Kæmpede med et job, der krævede for meget af mig min tilstand taget i betragtning og samtidig en samvittighed, der bød mig at være hos min far, som nu var helt alene. Helt alene.

Men han blomstrede også op. Lavede om i huset. Fik nye venner og begyndte at gå ud. Og så mødte han Charlotte.

Min far med en anden kvinde end min mor? Det var ikke bare en kamel, jeg skulle sluge. Det var en hel Zoologisk Have, og jeg havde så mange blandede følelser den første aften, vi skulle møde hende. Men jeg var også spændt. Og glad. For jeg kunne mærke, at min far var glad.

Nu bor min far og vores Charlotte sammen. Og jeg skriver vores Charlotte, for det er det, hun er blevet. Hun er ikke min mor. Hun er ikke mine pigers mormor. Vi taler ofte om mormor i himlen, taler med mormor i himlen, lukker øjnene sammen og forestiller os, vi krammer med hende. Vi græder sammen over, at mormor er væk, vi kigger på billeder og griner og synger sange ved hendes gravsted. Vera var lige blevet to år, da min mor døde, men hun kan nogle gange blive helt trist af sig selv, fordi hun savner mormor. Og selvfølgelig kan hun ikke huske mormor, men fordi jeg insisterer på at holde mindet i live, så har hun følelsen og fornemmelsen af mormor. Og den er ganske særlig, for mormor var ganske særlig.

Min mor med lille baby Vera og min dejlige svigermor med Frida

Min mor med lille baby Vera og min dejlige svigermor med Frida

 

Min mor og Frida <3

Min mor og Frida <3

Så Charlotte er ikke mormor. Hun er Charlotte. Mine pigers Charlotte. Og også en ganske særlig en af slagsen.

Det har nemlig ikke været nemt at skulle træde ind i en familie, som på mange måder blev revet fra hinanden, da limen pludselig manglede. Med et kæmpe tab og sorg i kulissen. Og som måske ikke har været verdens bedste til at få talt sammen eller til at huske hinanden.

Men det gjorde hun. Og hun gjorde det med små, forsigtige og alligevel kraftfulde skridt, for hun er en kvinde med power. Kommunikationschef og hårdtarbejdende. Snakkende. Med meninger om det meste. Præcis som jeg selv.

Og hun er der. Hun er der for mine piger, og hun gør det nemt for min far at sige ja til at passe dem, da jeg godt ved, det ikke er noget, han er super tryg ved at gøre alene. Hun giver varme kram og kommer med blomster. Pludselig skal jeg ikke længere selv købe gaverne til mine piger fra min far. De er der – og der er tænkt over dem.

Mine piger elsker deres Charlotte, og for dem er hun blevet en tryg havn. Intet andet betyder mere for mig.

Jo, måske at hun og min far er glade for hinanden. For selvom jeg altid vil mangle min mor, så er livet nu engang for de levende. Og min far har fortjent et godt et af slagsen. Det får han med hende – og han har lært at lave mad, god mad!

Så i dag er det mine forældres bryllupsdag. 42 år ville de have fejret. 39 år blev det til – til døden skilte dem ad. Rockmusikeren og groupien, der bare skulle have det lidt sjovt, men blot tre måneder efter deres første møde kom til at lave min bror. Op og nedture, men de holdt sammen. Og de gav mig det familieliv, som i dag er et stolt forbillede for mit eget. Man skal sgu ikke bare give op.

Lige inden min mor døde, sagde hun til mig, at hun ønskede, min far fandt en anden. Hun ønskede, han skulle være glad og ikke alene. Og nu har han Charlotte, og min mor sidder med garanti i himlen og smiler over alle de gode ting, der drysser ned over os i en verden fyldt med udfordringer,  hverdage, økonomiske spekulationer, stress og kedsomhed. Alt det liv og kærlighed der alligevel er her, når vi ser på de store linier. Dét glæder hun sig over.

<3

Terminsgrupper på nettet, (u)afslappede søndage og mere fødselssnak

Jeg er i et par terminsgrupper på Facebook. Og terminsgrupper på nettet er et studie i mennesker, virkelig. Jeg skal godt nok sluge nogle kameler og slå knude på mig selv indimellem. Som forleden da der blev diskuteret rygning. Flere havde svært ved at holde op trods det faktum, at de bærer et lille liv i maven, som AL forskning i verden vist har vist ikke har skidegodt af mors røg og tjære. Et af argumenterne for var: ‘Ej, men det er da totalt meget bedre, at mor ryger nogle cigaretter, end at hun render rundt og er i dårligt humør!’. Den lader vi stå et øjeblik….

I dag har hjemmefødsel været et tema. Og det er jo noget, som der er mange holdninger til. Min kan godt tendere til at blive en smule missionerende, og det prøver jeg virkelig at være bevidst om. Men der kommer bare så mange forkerte argumenter ind i debatten, at jeg kan blive helt trist over al den uvidenhed, som gravide kvinder render rundt med. Det skal ikke lyde nedladende, men som et ganske enkelt faktum. Der er jo helt basale ting omkring graviditet og fødsel ingen nogensinde fortæller dem.

Samtidig er der intet som fødselssnak, der kan få kvinder, som har født tidligere, op i det røde felt. Har man haft en lorteoplevelse er det virkeligheden. Simpelthen. Og den virkelighed skal helst gives videre til førstegangsgravide, som indtil de blodige og drabelige fortællinger vælter ind over dem ellers var  lykkeligt uvidende og dejligt nysgerrige. Og det er på den måde vores på mange måder usunde fødselskultur holder liv i sig selv.

Når jeg fødselsforbereder kvinder, siger jeg altid: Fra nu af skal du lukke ørerne for alle de dårlige historier. Vores hjerne husker nemlig, og det forplanter sig i kroppen. Får du af vide, at noget gør røvhamrendefuckingondtsådufølerdusprækkedefraendetilanden – ja, så er det nok sådan det bliver. Får du af vide, at det at føde kan være en smuk, rolig, til tider hård men fantastisk oplevelse, så er chancen for, det bliver sådan, også større. Men det er der meget få, der fortæller kvinderne – så det prøver jeg på.

Og det handler egentlig ikke om, hvor man føder. Om det er hjemme, på hospitalet eller i Bilka. Det handler om at tage stilling, forberede sig og træffe gode, informerede valg undervejs.

Sagde jeg i øvrigt, at jeg snart begynder at undervise i fødselsforberedelse igen? Jeg er nødt til at sprede det gode budskab og klæde alle de skønne, gravide kvinder godt på 🙂

Dengang jeg skulle være mor første gang, fortalte ingen mig, at der var en vej uden om systemet. Jeg troede vitterligt, at en fødsel handlede om at ligge på ryggen med en epidural og håbe på det bedste. Det havde vores prinsesser jo været gode ambassadører for – og ingen nævnte muligheden for privat fødselsforberedelse.

Det var dømt til at blive en lorteoplevelse – og det blev det. Anden gang forberedte jeg mig – og det var skønt. Og her tredje gang forbereder jeg mig så meget, at Michael er bange for, han ender med at skulle stå i hvidt hørtøj og synge yogasutra fra ende til anden 😉

Nå, men jeg prøver at sprede lidt faktuel viden i de ovennævnte terminsgrupper uden hverken at virke bedrevidende eller missionerende. Jeg PRØVER, sagde jeg….;-)

Og nu er det mandag, og jeg burde læse lektier. Om lidt har vi nemlig eksamen på min yogauddannelse, og jeg føler ikke, jeg kan huske noget som helst. Og alligevel kan jeg mærke, at jeg ved så meget nu, at det på mange måder er livsforandrende. Det er simpelthen bare for mange år siden, jeg sidst var til skriftlig eksamen. Jeg er MEGA nervøs!

Og jeg har egentlig haft masser af tid til at læse. I weekenden var jeg til fest i København, men tog tidligt hjem. Michael spillede, så pigerne blev denne gang passet hos Fridas veninde. Hendes mor havde været så sød at tage begge mine krudtugler, og de storhyggede sig. Søndag havde jeg regnet med, at skulle hente rimelig tidligt, som vi plejer, når de bliver passet. Men de ville simpelthen ikke af med vores børn, som legede og hyggede og senere tog de dem med i Leos Legeland, så de først landede her omkring 17-tiden.

Mine to krudtugler og deres søde veninde Nikoline i Leos Legeland

Mine to krudtugler og deres søde veninde Nikoline i Leos Legeland

Det gav altså en HEL søndag UDEN børn. Vi kunne have sovet længe, spist brunch, gået i biografen, set serier, læst bøger i fred og ro, kigget ud i luften i fred og ro, knaldet på køkkenbordet – alt det man godt kan savne i et familieliv.

MEN…

hvad lavede vi (jeg) så. Jo, jeg stod selvfølgelig tidligt op, luftede hunden i regnvejr, spiste noget meget tørt brød, tog til yoga, da min mand stod op, kom hjem og begyndte at brokke mig over rod. Kom lidt op og skændes med min mand om selvsamme, græd lidt (fordi jeg er mega hormonel), så et afsnit Skam, snakkede med min mand og blev enige om, at jeg skal lære at slappe af, prøvede at slappe af, men var irriteret over, jeg ikke havde udnyttet muligheden for at slappe af – og så kom ungerne hjem. Og jeg var helt smadret. Og de fik havregryn til aftensmad, blev puttet dødsenstrætte klokken 18.45,  vi burgere på Burger Anarchy (ikke nogen oplevelse) og gik tidligt i seng. Og så startede en ny uge.

Ps. Hvornår kommer chancen for sådan en søndag igen? Sikkert aldrig. Og dog. For venindens mor sagde, at pigerne var SÅ velkomne en anden gang, og jeg glæder mig over muligheden for at hjælpe hinanden. Hun er nemlig alene med sin datter, så datteren sover selvfølgelig hos os, når der er brug for det! 🙂

 

Weekendmorgener – og spørgsmål om hjemmefødsel og blod!

Vores weekender er en smule anderledes end i andre familier. Hvor weekenderne for de fleste er dér, man samles, spiser morgenmad og hygger, så er vi som regel ret splittede i weekenderne.

Min mand er musiker, og derfor ligger hans primære arbejdstid i weekenderne – fredage og lørdage nætter. Og når han først kommer hjem fra job ved 3, 4, 5 tiden, er det jo klart, at han skal have lov at sove længe.

Så jeg er ‘alene’ med unger og hund, og jeg prøver at skabe de der magiske, hyggelige morgener med langsom, stor og lækker morgenmad, friskpresset juice og stearinlys.

Ofte ender det bare anderledes, end jeg lige havde planlagt. Hunden er umulig, fordi den vil ud og gå, pigerne skændes, og de første tre måneder af min graviditet var jeg så træt og kvalmeramt, at jeg ikke rigtig orkede noget. Samtidig har mine weekender egentlig også været ret pakkede med yogauddannelser – og jeg kan se frem til, at der ikke er een eneste ledig weekend før midt december. Det sætter sine krav til logistikken herhjemme – og til bedsteforældrene.

Men i dag har været en af de weekendmorgener, jeg elsker. Pigerne har været rolige og leget så godt sammen, vi har hygget med morgenmaden, jeg har ryddet op og hørt Mads & Monopolet. Og nu sidder jeg her og skriver, mens de får lov at spille Ipad.

img_4995

14572522_10154461405941166_1338986674_o

Senere skal jeg mod København og til 10 års reunion med alle min skønne kolleger fra Nyhedsavisen, som jeg dengang i 2006 var med til at starte op – og i 2008 lukke ned. Det bliver uden tvivl et nostalgisk gensyn og for første gang i min graviditet er jeg en smule ærgerlig over ikke at kunne drikke 🙂

Jeg er så småt begyndt at gøre opmærksom på min blog, hvilket er lidt angstprovokerende. Jeg har blandt andet linket til den i de terminsgrupper på Facebook, jeg er en del af.

I går var der så en af de andre gravide, som nysgerrigt spurgte ind til det faktum, at jeg gerne vil føde hjemme. Hun har selv hospitalsskræk, og derfor tiltaler tanken om at føde hjemme hende. Men hun havde dog nogle spørgsmål, som jeg tænker vil være oplagte at svare på her på bloggen.

Hvorfor vil du føde hjemme?

Da min første datter kom til verden, var det en hospitalsfødsel med alt, hvad den kunne trække. Jeg vil senere komme ind på den oplevelse i detaljer, men kort sagt var jeg simpelthen ikke forberedt godt nok. Min krop anede ikke, hvordan den skulle håndtere smerterne, så den begyndte at modarbejde dem, og det var ekstremt ukontrollerbart. Jeg fik en epidural, som åd alle de naturlige fødselshormoner, så fødslen gik i stå. Det førte til et vedrop, som førte til vestorm og dermed mere epidural. Min datter blev stresset i maven og overvåget med elektroder på hovedet og små snit på kraniet. Da vi nåede pressefasen, var jeg stadig så bedøvet, at jeg ikke var i stand til at presse, og så skulle hun ud med sugekop. Lige efter forløsningen blev hun taget fra mig, undersøgt, vejet og målt og fik tøj på. Først derefter fik jeg hende op på brystet………

Hun var træt. Udmattet. Hendes sutterefleks var ikkeeksisterende, og jeg følte…ingenting. Det var en sorgfyldt oplevelse, og jeg kæmpede med amningen,mens vi var indlagt.

ALT var forkert. Alle procedurerne på hospitalet gik så meget imod, hvad jeg ved om den gode fødsel i dag. Og jeg har skulle bruge rigtig meget tid på at tilgive mig selv.

Vi kom igang med at amme. Men jeg kæmpede længe med en voldsom efterfødselsreaktion. Og jeg vil vove den påstand, at fødslen og den efterfølgende adskillelse fra min datter stadig har en indvirkning på vores forhold i dag. Det er hårdt at sige, men i det mindste ærligt.

HELDIGVIS ved vi i dag, hvor vigtigt, det er, at der er hud-mod-hud kontakt lige efter fødslen. At det er afgørende for tilknytningen, sutterefleksen og ammeetableringen. For at nævne nogle. det skyldes hormonet oxytocin – som jeg også vil skrive meget mere om. Men hvis du ikke har hørt om oxytocin, så googl det. Alle bør kende til oxytocin.

Nå, da jeg så skulle føde igen anden gang, skulle det være så naturligt som muligt. Jeg havde sat mig en masse ind i, hvorfor det ‘gik galt’ første gang, og derfor var jeg fast besluttet på, at jeg ingen medicinske indgreb ville have. Jeg vidste, det kunne være svært at modstå, når jeg kom på hospitalet, så jeg planlagde at føde hjemme og forberedte mig med de teknikker, jeg selv underviser i i dag.

Hjemmefødslen blev afblæst, da vores hus ikke nåede at blive færdigt, og vi havde nogle meget larmende underboere og naboer.

Men forberedelsen gjorde hele forskellen! Da vi ramte hospitalet, var jeg presset, for det bliver kroppen af at blive flyttet fra A til B under en fødsel. Jordemoderen i modtagelsen havde travlt og tilbød mig en epidural, på trods af at der i min vandrejournal stod, jeg ikke ville have medicin. Men hun havde ikke tid til at læse den. Heldigvis sagde min mand nej, for jeg var i et svagt øjeblik.

Da jeg efter noget tid kom ned på fødestuen og kom i vand, tog fødslen langsom den form, jeg havde ønsket mig.

Jeg passede selv mine veer, arbejdede mig langsom og koncentreret gennem dem. Den søde jordemoder observerede blot og på roligste vis kom min datter til verden og op på brystet af mig.

Amningen blev hurtigt og uden problemer etableret, og jeg oplevede den der øjeblikkelige forelskelse og kærlighed, som alle havde talt om.

Derfor har jeg besluttet mig for, at denne gang SKAL det foregå hjemme. Meget lidt kan overbevise mig om det modsatte.

Jeg møder flere, som siger ‘tør du de? Hvad hvis noget går galt?’. Men hvad skulle gå galt? De fleste ‘akutte’ tilfælde i en fødsel, vil altid blive identificeret og observeret tidligt i forløbet. Og så bliver man overflyttet.

Alle statistikker viser, at det er mere sikkert at føde hjemme. At ønsker man en normal, naturlig fødsel, så er det absolut mest hensigtsmæssigt at blive hjemme. Kroppen forbliver tryg, fordi den ikke bliver flyttet, og dermed arbejder fødselshormonerne optimalt.

Der er ingen kolde venteværelser, overfyldte fødselsstuer eller mangel på jordemødre.

Når du føder hjemme, kommer jordemoderen hjem til dig. Det vil sige, at du har jordemoderen helt for dig selv. I rigtig mange regioner kommer man i en hjemmefødselsordning under graviditeten, og jordemødrene der, er jordemødre, som er vant til at varetage hjemmefødsler.

Føder du hjemme, kan du selv bestemme. Skal det være i et fødekar? (Du kan leje eller købe et – jeg skal selv føde i et La Bassine). Skal det være i sengen?

Du kan selv bestemme, hvem der skal være med. For mit vedkommende bliver det jordemoderen, min mand og en kær veninde, der skal være praktisk gris.

I de måske lange timer frem mod fødslen, kan du bedre slappe af. Måske se en serie, høre musik, gå en tur i haven eller på gaden. Din mand er samtidig i vante omgivelser, og man skal altså ikke negligere vigtigheden af, at det også er en god oplevelse for manden.

Hvad med blod etc? 

Der er meget lidt blod i en fødsel, hvis overhovedet noget. Der er måske fostervand og lidt blodigt slim, men en fødsel sviner meget lidt, hvis den foregår normalt og ukompliceret.

Det er klart, at man skal have diverse underlag, klude, håndklæder etc klar – men alt det hjælper hjemmefødselsjordemoderen med at forberede dig på. For hun kommer faktisk på hjemmebesøg inden fødslen.

Og nej, selvfølgelig er der ingen smertelindring udover muligheden for akupunktur. Men det vil jeg jo heller ikke have. Jeg har mine teknikker, og de virker smertelindrende. Faktisk opfatter jeg ikke længere fødslen som noget smertefyldt, men snarere som hårdt, kontrolleret arbejde. Præcis som når jeg har løbet maraton.

Jeg er så spændt på at føde hjemme. På en god måde. Jeg er på ingen måde skræmt af det, men ser frem til at arbejde med veerne i mine egne trygge oplevelser, føde i et kar midt i stuen fyldt med levende lys og rolig musik.

Efter fødslen spise lune boller og ligge i dobbeltsengen med min mand og indsnuse det nye liv, uden at skulle pakke vores nyfødte ind i tøj og sætte ham/hende i en autostol.

Der vil bare være RO. Ro til at knytte os sammen. Ro til at amme. Til at sove. Til at nyde. Og til at lande.

Og så slipper vi for overhovedet at tage på hospitalet. Når du føder hjemme, kommer jordemoderen nemlig på hjemmebesøg efter fødslen, og her tilbyder de også at tage PKU – den hælprøve, som man ellers skal på hospitalet og have foretaget.

Kære Kathrine – og I andre – jeg håber, det indtil videre er svar nok, og at jeg har gjort dig nysgerrig på at undersøge dine muligheder.

Jeg kommer til at skrive meget, rigtig meget, om alle mine valg. Så følg med og hold jer opdateret på nye indlæg på Bloglovin, hvor I blot vælger at følge yogamom, og så kommer der en mail, når der er nyt fra mig:-)

Hjertelyd, smølfespark og hjemmefødselssnak

Så har jeg været til første jordemoderbesøg. Og selvom det er min tredje graviditet, så er der bare noget særligt ved at gå til jordemoder. Jeg elsker det. Jeg elsker at tale om min graviditet, mine forventninger til fødslen og ikke mindst nyde godt af den omsorg, en dygtig jordemoder kan give.

Sådan har det i hvert fald været i mine tanker, men virkeligheden har de to første gange vist sig at være en anden. Jeg har stort set hver gang følt, at jordemoderbesøget kun handlede om at få mig hurtigst muligt ud af døren.

Derfor var mine forventninger til i dag ikke høje, men det skulle vise sig at være helt anderledes. Om det er fordi, jeg nu bor i en anden by – fra København til Odense – eller om det er fordi, jeg denne gang skal føde hjemme, ved jeg ikke.

Men denne gang er jeg i en kendt jordemoderordning og under hjemmefødselsteamet, der består af tre jordemødre. Det vil sige, at den jordemoder, jeg mødte i dag, meget vel kan blive hende, jeg føder med (og det ville være fantastisk. Hun var skøn).

Det er pudsigt, men hyggeligt, at vi i 2016 stadig render rundt med en papirudgave af vandrejournalen:-)

Det er pudsigt, men hyggeligt, at vi i 2016 stadig render rundt med en papirudgave af vandrejournalen:-)

Vi var derinde i 45 minutter, og de – jordemoderen og den studerende – havde så god tid, føltes det som om. Ingen tvivl om, at de var begejstrede for min plan om at føde hjemme, og meget hurtigt i samtalen kom vi ind på, at jeg er ammerådgiver, arbejder med fødselsforberedelse og er ved at uddanne mig til instruktør i gravidyoga. Med andre ord: Jeg ved en del! Og jeg har allerede truffet mange valg omkring, hvordan fødslen skal forløbe.

Og jeg kunne virkelig mærke deres begejstring over muligheden for at sidde og ‘nørde’ detaljer. Vi talte om sen afnavling og mulighed for Lotus-fødsel, om at give K-vitamin til barnet oralt istedet for på sprøjte, samt at jeg ikke vil have syntocinon-stik efter fødslen, men lade de naturlige hormoner få livmoderen til at trække sig sammen. Meget mere om det i et andet blogindlæg, men jeg vil blot understrege, hvor skønt og trygt det var at blive hørt, respekteret og mødt. Og samtidig mærke den ro, som de skabte omkring mine mange – for nogen – alternative valg, som for mig føles helt naturlige og selvfølgelige.

304189_10150318708051166_89264387_n

Da jeg var gravid anden gang med Vera, havde vi jo lille Frida og mange ting fra graviditeten med hende var friske i erindringen. Nu er Vera 5 år, og derfor føles det næsten som min første graviditet – omend jeg denne gang har en masse viden og erfaring.

Det var derfor en helt særlig og magisk følelse at høre fineste hjertelyd, og da den jordemoderstuderende satte doptonen på min mave, sagde hun ‘der var et lille spark’, som jeg også selv syntes, jeg mærkede. Et af de første, små spæde spark.

Jeg vil i denne blog og gennem min graviditet skrive meget omkring disse valg og min baggrund for at træffe dem. Jeg håber, I vil læse med og lade jer inspirere. Husk, informerede valg er vejen frem mod en god fødselsoplevelse  <3

Gravid og hot yoga

I går lagde jeg et billede på min Instagramprofil, hvor jeg strutter med min hastigt voksende mave efter en omgang teacher training afsluttende med 90 minutters hård praksis i varmen.

Efter gårsdagens yogapraksis. Er 15+ i dag :-)

Efter gårsdagens yogapraksis. Er 15+ i dag 🙂

Jeg er snart færdig som instruktør i hot yoga, og det er jo yoga udført i en 37 grader varm sal (ved bikram er temperaturen typisk mellem 40,6 og 42 grader).

Kombinationen mellem varme og yoga har mange fordele, men i forbindelse med graviditet er der naturligvis også ulemper. Og derfor var der en, som i går spurgte på Instagram, om jeg godt tør kaste mig ud i hot yoga som gravid?

Da jeg blev gravid, googlede jeg naturligvis en masse omkring hot yoga og gravid. Og de fleste steder kan jeg læse, at det ikke er anbefalelsesværdigt. Hos bikram ved jeg, de siger, at man skal have haft en regelmæssig praksis i seks måneder inden graviditet, hos Nalini fraråder man det til gravide.

Jeg bliver jo uddannet hos Sattva Yoga, der er ejet af de samme folk, som står bag Nalini. De var de første, der tog hot yoga til Danmark og er derfor også nogle af de mest erfarne på området.

Jeg blev gravid i sommerperioden, hvor vi havde pause fra uddannelsen, og da jeg var så kvalmeramt og træt, var det meget naturligt for mig ikke at have en hot praksis. Min yogapraksis bestod primært af blide stillinger og meditation i den periode.

Efter sommerpausen tog jeg en snak med min lærer Mari. Hun er simpelthen så dygtig, klog og fornuftig, så for mig er hendes ord lov. Vi blev enige om, at jeg med min erfaring og mit kendskab til min krops formåen godt kunne opretholde en hot praksis og løbende justere og vurdere, hvordan min krop har det.

Derfor er jeg fortsat, men jeg har skruet lidt ned for antallet af hotte timer, således jeg max er i en hot sal to gange om ugen.

Mange gange fraråder man nemlig hot praksis, fordi hot yoga tiltaler mange ‘performere’. Kvinder, der godt kan lide at presse sig selv til og over grænsen. Og dét er naturligvis ikke smart, når man er gravid.

Under graviditeten producerer kroppen blandt andet hormonet relaxin, der blødgør leddene, og da du bliver noget mere smidig og fleksibel i varmen, er der selvfølgelig en risiko for at gå for dybt i stillingerne med efterfølgende skader. Her sørger jeg naturligvis for at mikrobøje i leddene, så jeg ikke risikerer at komme for dybt og overstrække.

Nailing Hot Yoga er en fast sekvens. Og stillingerne er ikke tilpasset gravide. Derfor kræver det naturligvis en del erfaring og viden om kroppen for selv at kunne tilpasse sin praksis og modificere nogle af stillingerne. Med min uddannelse som instruktør i hot yoga og gravidyoga, som jeg tager sideløbende, har jeg den viden. Og derfor føler jeg mig absolut klædt på til at varetage min egen praksis og gøre den sikker.

Der er også risikofor dehydrering i varmen. Men jeg ved, at det på dage, hvor der ligger en hot praksis eftermiddag eller aften, er vigtigt at sørge for masser af vand. Det er det naturligvis altid, men særlig vigtigt er det altså før 90 minutter i varmen.

Det nytter ikke noget at hælde vand på under klassen, hvis du føler dig dehydreret. Det tager kroppen omkring 30-40 minutter at optage vandet, som derfor bare vil ligge og skvulpe rundt i maven. Derfor er det altså essentielt, at du sørger for at holde væskebalancen ved lige i løbet af dagen.

Derudover tager jeg pause i klassen, når jeg har behov for det. Hjertet banker hurtigere under graviditet, og du bliver nemmere forpustet. Derfor er min vejtrækning også hurtigere, når jeg presser mig selv, og det betyder, at jeg indimellem er nødt til lige at sætte mig ned eller ligge mig i barnets stilling.

Men husk: Ovenstående er MIN tilgang til min egen praksis. Jeg vil aldrig anbefale en gravid at gå til hot yoga – og slet ikke starte som nybegynder under graviditeten! Det er så individuelt, hvad vores krop kan og vil under en en graviditet, og derfor synes jeg også, det er fornuftigt, at man som udgangspunkt siger nej, så hot yogastudierne ikke står med en gravid, der presser sig selv ud over kanten og kommer til at gøre skade på sig selv og sit barn.

Men det er med hot yoga som med alt andet i graviditeten: Føles det forkert, er det nok forkert!

 

Det lækreste bananbrød!

Jeg elsker dovne søndage. Især søndage som i dag, hvor regnen siler ned, og jeg har tændt stearinlys i hele huset – og ikke mindst lige sat et bananbrød i ovnen.

Og det er bananbrødet, jeg lige vil dele med jer, mens jeg kort har sat mig ved computeren, inden sofaen og min familie kalder.

Det lækreste bananbrød!

Det lækreste bananbrød!

Bananbrødet er nemlig noget af det mest geniale, jeg har udviklet. Det lyder ikke af meget – især ikke fra et madøre som mig. Men det er genialt, fordi det er ’sundt’ (sundhed er jo relativt, men det indeholder ikke hvidt mel og raffineret sukker), og fordi det smager af kage. Og fordi alle i familien elsker det.

Jeg har altid ingredienserne til at lave bananbrød: Overmodne bananer, god, mørk og økologisk chokolade, hasselnødder og honning.

Den tager to minutter at røre sammen, og opskriften er som følger:

To store meget modne bananer
Tre æg
1 tsk bagepulver
150 g fuldkornsmel (jeg bruger fuldkornsspelt)
50 g honning
lidt salt
En plade 70-80 % chokolade
En håndfuld nødder

Vaniliepulver

Mix æggene med vaniliepulver og bagepulver og salt med stavblenderen. Put bananerne i og mos dem med. Tilsæt honning og blend videre. Blend derefter melet i og rør til sidst grofthakket chokolade og nødder i dejen.

Hæld i en rugbrødsform med bagepapir og bag ved 150 grader i 20-30 minutter. Hold øje med den.

Brødet smager fantastisk alene, lunt og nybagt – men er også skønt med et lag økologisk smør (rigtigt smør, ikke blandingsprodukt!)

Velbekommer!

 

Det lækreste bananbrød!

Det lækreste bananbrød!

Mit yogaliv

Næsten hver eneste tirsdag siden marts har jeg taget toget til København for at tage uddannelsen som instruktør i hot yoga hos de dygtige folk hos Sattva Yoga.

Og fordi jeg ikke synes, jeg har travlt nok i forvejen, valgte jeg lige at putte en uddannelse i gravidyoga oven i puljen.

Det betyder, at jeg har været i København rigtig mange weekender. I oktober skal jeg afsted to hele weekender på uddannelse og en hel weekend i november. Det er hårdt, men fantastisk.

Dengang jeg startede med at snuse til yoga for 20 år siden, var det blot træning for mig. Og sådan har det været on and off gennem årene. Det har enten handlet om at spænde af eller om hård træning, som når jeg har stået dag ind og dag ud i bikram-studiet på Nørrebro og svedt i 42 graders varme.

Yoga blev langsomt en performance for mig på lige fod med min anden træning til triatlon og de maraton og halve maraton, jeg har løbet. Hele tiden stærkere, hurtigere, mere smidig, sejere, bedre.

Jeg stod i bikram-studiet og stirrede intenst på mig selv i spejlet, mens jeg så, hvordan jeg fra gang til gang kunne få benet højere og højere, ryggen længere og længere bagud. Præcis som når jeg på pulsur trackede mine løbetider og konstant pressede mig selv. Hurtigere og længere.

Fra min tid som bikram-pige

Fra min tid som bikram-pige

Så blev jeg skadet. Min krop var træt. Jeg løb et maraton i Hamburg med en øm hofte og et dårligt knæ, og det siger sig selv, at det er en rigtig dårlig ide.

Bevares. Som mor til to stod jeg med en flad, stærk mave, velformede lår og en fast numse. I bedre form, end da jeg i mine 20’ere ingen børn havde født, men istedet hærgede min krop med cigaretter og alkohol og junkfood efter sene nætter.

Skaden tvang mig til en pause. Jeg mistede lysten til at løbe. Og yoga kom til at fylde endnu mere. Og så besluttede jeg mig for at tage uddannelsen som instruktør. Ikke nødvendigvis med henblik på at undervise, men for at fordybe mig i min egen praksis og blive bedre til at lave yoga.

Troede jeg.

‘Yoga is not to be performed. Yoga is to be lived’.

Sådan er det. Og det har jeg lært. I takt med at jeg har dykket dybere og dybere ned i yogafilosofien, har jeg fået en helt anden tilgang til min praksis.

Jo, jeg elsker stadig at udfordre min krop, men det er på en helt anden måde. Yoga er blevet en måde at leve på. En tanke. En følelse. En vej til at være det menneske, jeg gerne vil være.

Yoga er….en tilstand. Patanjali beskrev den ottegrenede vej til yoga, som blandt andet består af yamaerne (hvordan du er som menneske udadtil) og niyamaerne (hvordan du er som menneske indadtil). Herudover er en af de otte grene ‘asanas’, som er ‘postures’ – altså stillingerne. Og dengang for mange mange år siden var asanas altså ikke at stå i lækkert tøj og sammenligne sig selv med hende på måtten ved siden af eller lægge billeder på sociale medier med sammenkrøllet krop. Nej, det var stillinger, man udførte for at styrke sin krop, så man kunne sidde længe og meditere.

Det er så vanvittig interessant at se på, hvordan vores tilgang er til yoga i dag. Og det er så vanvittig befriende at opleve, hvordan jeg selv frigør mig fra min egen praksis og frem for hele tiden at jagte den perfekte ‘bow’ eller ‘dancers pose’, giver mig selv lov til ‘at være’. Nogle gange er min krop stærk og vil gerne, andre gange er den svag og har måske mere brug for noget stille yin, en meditation eller en lang savasana.

Jeg er blevet bedre til at mærke efter og gøre det, der føles rigtigt. Lige nu og her. Og den evne tager jeg i små skridt med mig ind i andre aspekter af mit liv.

Dét er yoga.