En (ærlig) status over 2016

2016 nærmer sig sin slutning, og egentlig synes jeg, det er en mærkelig ting, at vi hvert eneste år ved slutningen reflekterer og lover forandringer og forbedringer. Det burde vi jo ikke kun gøre ved nytår, men hver eneste dag. Hver eneste dag kigge os selv i spejlet og spørge, om vi lever det liv, vi gerne vil leve.

Men, der er nu noget højtideligt over årets slutning, som inviterer til netop denne selvreflektion og skaber et spirende håb om forandring og nye muligheder – hvis der altså er behov for dette.

Tidligere i dag tænkte jeg, at 2016 ikke har været noget særligt. Ikke bød på noget særligt. Det har været sådan et la la år uden de store armbevægelser. Et år, hvor jeg har følt mere underskud end overskud på alle fronter i mit liv; tid, penge, energi…

Men altså. Så sad jeg og bladrede min Instagram igennem fra nytår 2015, og 2016 har jo faktisk været ret begivenhedsrig.

Vi startede året med en kærestetur til New York.

Bikram med sejeste Tricia Donogan i East Village

Bikram med sejeste Tricia Donogan i East Village

Derefter tog jeg endelig modet til at starte på en uddannelse som yogainstruktør – noget jeg har drømt om i mange år.

I maj måned fik jeg så den mest skræmmende besked: De knuder, der sad ved mit kraveben, var muligvis metastaser fra cancer et andet sted i kroppen. Hu hej hast blev jeg sat i kræftpakken, undersøgt og udredt – det var en forfærdelig uge -, men heldigvis fik jeg på operationsgangen beskeden om, at der ikke var cancer i min krop, og at knuderne var harmløse fibromer, som bare skulle fjernes.

Efter operationen...

Efter operationen…

 

Jeg lovede Michael, at hvis jeg var sund og rask, ville jeg aldrig mere være sur eller bekymre mig – men bare leve livet. Lettere sagt end gjort – jeg øver mig hver dag.

Da det blev sommer, skulle vi til Ibiza med nogle gode venner. Den dag, vi skulle rejse, tog jeg en graviditetstest i Frederiksberg Centret, og den var positiv. Michael fik overbragt beskeden om, at han skal være far igen, mens han stod i H&M, og vi var begge i vildrede om, hvorvidt det nu var en god ide at udvide fra fire til fem. I ved, det der overskud på alle fronter, som der måske har manglet lidt…

Men en graviditet ER et mirakel. Og selvfølgelig skal vi have den lille baby, der ligger så godt og vokser og vokser i min mave. Og snart kommer ud – faktisk om mindre end tre måneder. Ret vildt at tænke på.

Vores lille pige efter nakkefoldsscanning

Vores lille pige efter nakkefoldsscanning

Ferie på Ibiza

Ferie på Ibiza

Jeg blev færdig som yogainstruktør og gravidyogalærer i november – og det har været den vildeste rejse, som har sat sindssygt mange processer i gang hos mig. Men det har også været sindssygt hårdt – at pendle til København hver uge og hele weekender. Heldigvis har jeg fået muligheden for at undervise med det samme – og jeg elsker det. Men indrømmet, det er svært at balancere et krævende arbejdsliv, livet som mor til to og gravid med den tredje – og samtidig have overskuddet til at få undervist og selv have en stabil yogapraksis.

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Derfor synes jeg, at de seneste måneder har været en kamp for at finde den balance – og ikke mindst glæden ved det hele, fordi jeg konstant føler, jeg mangler tid. Til gengæld sprudler jeg af energi, hver gang jeg har undervist – så jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at det er det rigtige for mig.

Så glad efter undervisning i hot yoga - inden maven begyndte at vokse

Så glad efter undervisning i hot yoga – inden maven begyndte at vokse

Men se, min status over 2016 skal jo ikke kun være deprimerende. Jeg synes bare ikke, det har været et kickass år på særligt mange områder – hvis man altså ser bort fra det faktum, at jeg rent faktisk er blevet en (dygtig) yogainstruktør og gravid. To ret vilde ting. Min mand er god og dejlig, og mine to piger vokser og bliver sejere og klogere og smukkere hele tiden.

Men balancen mangler. Min egen balance. Og derfor er jeg fuldt ud overbevist om, at 2017 faktisk bliver et fantastisk år. Udover at et barn mere er en gave, så tror jeg også, at barslen bliver en gave til mig. Det bliver en KÆMPE udfordring at få tingene til at hænge sammen økonomisk, når jeg ingen penge tjener, men jeg får TID. Tid til at mærke efter. Tid til selvreflektion. Tid til at undersøge ting. Starte ting. Prøve ting. Og ikke mindst tid til at være mor. Til at kunne være en del af Veras skolestart i marts, at være med til morgensang, at bringe og hente, at være her, når de kommer hjem om eftermiddagen og høre om deres dag. Tid til at dyrke yoga og fordybe mig i min egen praksis, inden jeg igen har overskuddet til at undervise. Tid til at blive mor. Igen. At planlægge min lækre hjemmefødsel.  At amme og nyde min baby.

Jeg håber, 2017 bliver et kickass år – ikke kun for mig. Men også for min mand og hans musik. Mine børn. Min familie og venner.

Mine største ønsker for det nye år er bare, at der vil være balance, glæde og overskud. Nydelse og kærlighed. Og at jeg får sparket rigtig gang i min blog – og i det hele taget får skrevet og skrevet. Blogs, artikler, bøger. Simple ønsker og mulige at opfylde.

Rigtig godt nytår til jer alle <#

Tag ejerskab over jeres fødsler

Rigshospitalets fødselschef Morten Hedegaard, har sagt sit job op i protest over nedskæringer og som følge deraf manglende hænder, et voldsomt pres på fødestuerne og konstant ‘alarmberedskab’. Det har vakt rigtig meget debat rundt omkring på de sociale medier, hvor – især – kvinder ivrigt har diskuteret, hvad løsningen er.

Når jeg skriver dette blogindlæg, er det ikke fordi, jeg tror, jeg har løsningen. Eller opskriften på den rigtige fødsel.

Jeg skriver den som en opfordring til jer kvinder og mænd, som læser med. En opfordring til i højere grad at tage ejerskab over fødslen.

Jeg har selv arbejdet med fødselsforberedelse gennem de seneste 5-6 år, og jeg kan til stadighed undres over at møde kvinder, der har født både to og tre børn og fx ikke ved, hvad oxytocin er. Oxytocin er såmænd det absolut vigtigste hormon for, at fødslen overhovedet kan ske, men ingen fortæller kvinderne, hvordan de stimulerer det og passer på det.

Jeg kan også se med et hurtigt blik i de terminsgrupper, jeg er har været en del af, at størstedelen af kvinderne har den holdning, at jo flere ‘drugs’ jo bedre. De mener, at de blot skal møde op på hospitalet, få en epidural, og så skal personalet ellers klare resten. Men hvordan skal de også kunne tro andet, hvis ingen fortæller dem det?

Vover man at nævne hjemmefødsler som en mulighed, bliver der straks delt skrækindjagende historier om fødsler, hvor både mor og barn var kommet grueligt galt afsted, hvis ikke fødslen var foregået på hospitalet.

Det er efterhånden også det mest almindelige at et ’se, vi er lige blevet forældre’ billede, er hvor moderen ligger iført hospitalstøj med et venflon i hånden og slanger strittende ud.

For et par år siden skrev journalist Johanne Mygind i Information, at i Danmark får næsten hver fjerde kvinde sat fødslen i gang, hver femte kvinde føder ved kejsersnit, over halvdelen af alle kvinder får ve-stimulerende drop, og stort set alle får moderkagen forløst medicinsk.

Vi har sygeliggjort fødslerne i en grad, der har lagt så stort et pres på hospitalerne, at fødselsafdelingerne i den grad er banket ned i knæ. Og når en af de fremmeste fødselslæger vælger at forlade posten i protest, så er der nok grund til at råbe op.

MEN. Jeg tror bare ikke på, at flere penge vil løse problemerne. Jeg tror, at flere penge vil skabe flere indgreb, føre til flere epiduraler, flere vedrop, flere planlagte kejsersnit.

Medmindre flere penge bliver øremærket omsorgen. Muligheden for ordentlig forberedelse og information, mulighed for at lære kvinderne at føde og ikke blot placere dem i et auditorium og holde et foredrag om mulighederne for smertelindring, og hvornår de skal ringe til hospitalerne. Muligheden for længere og flere jordemoderkonsultationer og et langt højere fokus på muligheden for at føde hjemme – præcis som man har i Holland. Og så måske et bedre og stærkere samarbejde med de mange fantastiske, private tilbud, der findes rundt om i landet.

For det starter med os selv. Ikke med hospitalerne. Det starter der, hvor vi kvinder (og fædrene) lærer, hvor vigtigt det er at tage ejerskab. Tage ansvar. At gøre fødslerne til vores egne og vide, hvad de medicinske indgreb gør ved vores krop og vores ufødte barn.

Og så længe, der er så begrænsede økonomiske ressourcer, at det går ud over de, som har brug for det, burde gravide kvinder bruge lidt færre penge på dyre barnevogne og alverdens andet babyudstyr og satse lidt mere på at forberede sig til deres største fysiske bedrift nogensinde. For så er jeg overbevist om, at det hele ville se meget anderledes ud. Så ville langt flere kvinder vælge at blive hjemme eller at føde naturligt og uden indgreb på hospitalerne. Det ville give roligere fødsler, hvis kvinderne vidste, hvordan de på en naturlig måde kan håndtere smerten og give kroppen den ro og tid til at arbejde, som den har brug for.

For så snart der bliver lagt en epidural eller lavet en medicinsk igangsættelse, sætter det et apparat i gang, der kræver så megen overvågning og personale, at det må koste en formue. Og et indgreb fører som regel til flere, så det til sidst kræver så mange ressourcer, at det kan give enhver med lidt forstand på, hvad den slags koster, sved på panden.

Da jeg fødte første gang, vidste jeg ingenting. Ingen havde lært mig, hvordan man gør den slags, så jeg blev banket helt bagover af smerterne og manglen på kontrol. Jeg takkede ja til epidural, der førte til vedrop, stresset barn, overvågning med ph-prøver fra skalpen, fødselslæger, kopforløsning, børnelæge og tre jordemødre. Det var hektisk, og jeg var helt kørt over. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad denne fødsel har kostet systemet. Bare fordi jeg ikke var forberedt.

Anden gang havde jeg planlagt hjemmefødsel, men af praktiske årsager (og ubehagelige underboere) ville jeg hellere på hospitalet. Men jeg havde en drømmefødsel på hospitalet anden gang i modsætning til første. Jeg var i vand, ingen indgreb og blot en jordemoderstuderende og min mand hos mig.

Fødslen af Vera - i vand og helt naturligt

Fødslen af Vera – i vand og helt naturligt

Denne gang skal jeg som bekendt føde hjemme. Og jeg vil gerne understrege, at det ikke nødvendigvis er evigt saliggørende at lade fødslen foregå i hjemmet. Men det føles rigtig for os, og jeg er helt rolig omkring det. Jeg ved, at fødslen kan slå sving, men jeg ved også, hvor meget jeg selv kan gøre for at træffe nogle beslutninger, der lader min krop arbejde bedst og mest naturligt.

Sådan burde det være for alle. Jeg ville ØNSKE, det var sådan for alle. Men det starter med os selv og de beslutninger, vi træffer. Vi kan ikke møde op ved hospitalet, stille ansvaret ved døren og lade andre udføre gerningen. Det gør vi jo heller ikke i andre dele af vores liv, vel?

For halvandet års tid siden havde jeg en ung kvinde i min fødselsforberedelse. Supermodel i starten af 20’erne, sund og rask. Og gravid med sit første barn. Hun havde selv den forestilling, at hun selvfølgelig skulle møde op på hospitalet, have en epidural og ellers lade jordemoderen klare resten. Hos mig lærte hun at føde. Hun lærte om det magiske hormonsystem og om, hvor meget ansvar hun selv kunne tage.

Dagen efter fødslen fik jeg en sms. Det havde været en vidunderlig oplevelse. Hun var blevet hjemme i trygge rammer og først taget på hospitalet, da hun var syv cm åben. Kom i vand og tog her selv imod sin lille datter.

Det gør mig stadig glad helt ind i cellerne at tænke på.

Så tag ejerskab. Forbered jer. Og lad medicinen, kejsersnittet og lægerne være for de, som reelt har brug for det. Til de kritiske fødsler, der har brug for det – og dem, der heldigvis er ganske få af, for langt de fleste fødsler er ukomplicerede, hvis vi lader dem være i fred.

En fødsel kan sagtens være en smuk, rolig og skøn oplevelse. Jeg glæder mig til min <3