Praktik og ønsker for fødslen

Jeg har netop bevæget mig ind i uge 32, og dermed nærmer tiden sig for termin også med hastige skridt. Jeg synes faktisk, tiden er fløjet af sted. Jeg kan til tider blive helt trist og tænke, om jeg nu har husket at nyde graviditeten nok midt i travlhed med arbejde og mine to andre, dejlige børn. Når jeg får det sådan, ønsker jeg, at hun bare bliver derinde længe endnu.

Men jeg glæder mig også til at møde min lille pige. Og så glæder jeg mig til – forhåbentligt – at føde hjemme.

Jeg har, som I nok fornemmer, ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at jeg skal føde hjemme. For mig findes der slet ikke noget alternativ, medmindre det selvfølgelig handler om liv og død.

Mentalt er jeg altså helt klar til min hjemmefødsel – nu gælder det bare alt det praktiske!

Derfor er jeg begyndt at arbejde med to lister – en indkøbsliste og en ønskeliste.

Indkøbslisten er til mig selv og handler ikke, om alt det mærketøj, legetøj og underlige dimser, jeg som tredjegangsmor ved, jeg aldrig får brug for. Vi har alt, hvad vi skal bruge til at starte med: Mine bryster, lidt tøj, en dyne og en vikle.

Nej, indkøbslisten er alle de ting, der skal bruges til fødslen – need to have. Indtil videre ser den således ud:

  • Fødekar La Bassin – enten leje eller købe.
  • Termometer til fødekar.
  • Tisselagen til evt. fødeleje (regner med at føde i vand) og egen seng.
  • Afdækning til gulv under fødekar.
  • Store, bløde håndklæder.
  • Hospitalstrusser/nettrusser.
  • Store bind.
  • Si til ’urenheder’ i karret.

Ønskelisten er en liste over mine ønsker for fødslen, og den vil jeg dele med min mand, jordemoderen og min veninde, der skal være fødselshjælper:

  • Fødslen skal starte og udvikle sig 100 % naturligt på den måde, som min krop ønsker det.
  • Ingen medicinske indgreb af nogen art.
  • Minus lavement – kun hvis kroppen ikke selv tømmer sig.
  • Ingen undersøgelser under fødslen medmindre det skønnes meget nødvendigt.
  • Ved vesvækkelse ønsker jeg tid og rum til at bruge naturlige metoder – akupressur, rebozo, stimulering af brystvorter, berøring.
  • Absolut ro under fødslen. Minimal snakken.
  • I vand under udvidelse og fødsel.
  • Vil hjælpes ind i aktive fødestillinger.
  • Vil som udgangspunkt bruge laborovejrtrækning under sammentrækningerne (overfladisk vejtrækning kendt fra Fødsel Uden Smerte).
  • Ønsker selv at tage imod. Alternativt skal min mand tage imod og støttes i dette af jordemoder. Ingen fremmede hænder på baby som det første.
  • Ingen syntocinon efter fødslen (stikket man giver for, at livmoderen trækker sig sammen). Må kun gives ved behov.
  • Sen afnavling – navlesnoren klippes tidligst, når moderkagen er født. Overvejer fortsat Lotusfødsel.
  • Vil som udgangspunkt føde moderkage i kar. Måske jeg selv ønsker at komme op.
  • Vejning og måling finder først sted efter et par timer.
  • Hvis barnet behøver undersøgelse, ilt mm skal det som udgangspunkt ske hud-mod-hud hos mig.
  • Fødselshjælper sørger for billeder og video undervejs.
  • Når barnet er født, skal det fejres med lune boller, saftevand, kaffe og te. Fødselshjælper forbereder dette.
  • Fødselshjælper tømmer kar og rydder op. Mor og far får ro til at lægge sig i sengen og indsnuse baby.
  • Afhængig af tidspunkt for fødslen skal storesøstre møde lillesøster umiddelbart efter fødslen, medmindre vi vælger, at de skal være der under fødslen.

Jeg ved, at fødslen kan tage mange sving, og at der ingen garantier er for noget. Men den mentale og praktiske forberedelse betyder rigtig meget – ikke kun for mig, men også for chancen for at få den fødsel, jeg drømmer om. Og hvis fødslen bliver på en anden måde, så er jeg også klar til at favne det. Bring it on.

 

Amning er meget mere end mad

Jeg glæder mig til at amme. Jeg glæder mig helt vildt meget til at amme. For mig er det vitterligt lyksaliggørende at sidde med en lille baby ved brystet.

Sådan har det ikke altid været.

Da jeg fødte Frida for snart otte år siden (ret præcist – for min store pige har lige haft fødselsdag), var det en fødsel fyldt med indgreb, som i høj grad forstyrrede det naturlige hormonsystem og dermed også forstyrrede hendes sutterefleks, min nedløbsrefleks og produktion.

Dagene på barselsgangen var hæslige. Jeg kunne ikke mærke mit barn, kunne ikke mærke tilknytningen til hende, og hver eneste amning var en kamp, hvor urutinerede sosuassistenter med lange negle med vold og magt forsøgte at forene bryst og barn, mens jeg i timerne imellem sad med en elektrisk malkepumpe, så jeg kunne give min nyfødte datter de dyrebare dråber på en ske, i en kop og med en lille pipette. Jeg græd. Det var ingenlunde det lykkelige, fredfyldte billede, jeg havde fået malet i mit hoved forinden fødslen. Det var en kamp, som jeg følte, jeg ikke kunne vinde. Jeg følte mig uduelig som mor, indtil en garvet jordemoder efter et par dage udskrev os med ordene ‘nu tager du hjem, slapper af, følger din intuition, og så kommer det’. Jeg havde svært ved at føle mig overbevist, da vi med skælvende ben bar vores lille datter ud i bilen, godt pakket ind i varmt tøj og autostol, og forsigtigt, meget forsigtigt, satte kursen mod vores hjem på Islands Brygge.

Da jeg kæmpede for at få amningen i gang første gang...

Da jeg kæmpede for at få amningen i gang første gang…

Om natten vågnede jeg ved, at mine bryster var ved at eksplodere. De var KÆMPE store og så spændte, at Frida ikke kunne få fat. Klokken var 2, og jeg tiggede og bad Michael om at finde en Falckstation, hvor han kunne leje en brystpumpe. Det lykkedes heldigvis ikke, og istedet gik jeg under den varme bruser, lod de vandet opbløde mine spændte bryster, malkede lidt ud med hånden og lagde så Frida til. Hvilken følelse. Hun suttede og suttede. Tømte roligt mine bryster i timerne, der gik, og faldt derefter i en tung, mæt søvn. Mine bryster var jo stærkt overstimulerede af alt det pumperi, Frida havde ikke selv fået lov til at regulere produktionen, og det tog et par dage, før det faldt nogenlunde på plads.

Derefter kørte det. Nogenlunde. Jeg havde på hospitalet fået af vide, at hun skulle spise hver 3-4 time. Det forstod jeg, som at hun KUN skulle spise hver 3-4 time. Så når hun havde spist og efter en en time eller to blev urolig, prøvede vi alskens andre ting for at berolige hende – også om natten. Og det tog tid og kræfter. Hvis jeg dog bare havde kendt til begrebet intuitiv amning og friamning, som betyder at lade barnet sutte efter behov. Nogle børn sutter længe med lange pauser imellem – andre sutter kort i korte intervaller.

Men det kom jeg til – og så blev jeg gravid med Vera. Fødslen var rolig og naturlig, og Vera suttede med det sammen. Ammeopstarten og det videre forløb var fuldstændig ukompliceret. Hun fik lov at sutte, når hun havde behov. Hver gang hun gav et kny fra sig, fik hun et bryst i munden, så hun var altid glad og tilfreds. Hun sov fra starten hele natten, spiste i søvne liggende ved mit bryst, og hun var aldrig utilfreds. Bare glad, sov godt og spiste.

At amme Vera var fra starten en leg - og vi fortsatte da også i 3,5 år :-)

At amme Vera var fra starten en leg – og vi fortsatte da også i 3,5 år 🙂

16389044_10154827435081166_1146321449_o

Jeg ved godt, man kan vælge den intuitive vej og stadig have et barn, der er utilfreds. Men for vores vedkommende fungerede det. Samarbejdet mellem moderens intuition og babyens evne til at vise sine behov med små tegn fejler nemlig sjældent.

Og den vej vælger jeg igen, når lillesøster kommer til verden. Vi end ikke overvejer at købe en narresut eller en sutteflaske. Selvfølgelig må hun få en sut – når amningen efter 2, 3, 4 måske 5 uger er veletableret, og hvis hun viser behov for det. Vera har aldrig rigtig brugt sut, og det er jo ikke must, som mange nybagte mødre tror.

For børn udvikler sutterefleksen efter fødslen for overlevelsens skyld. De skal sutte på et bryst – ikke en klump gummi. Og de skal sutte på brystet, fordi de dermed regulerer mælkeproduktionen og sikrer, at der bliver produceret nok mælk til, at de bliver mætte. Det er i virkeligheden meget simpelt. Udbud og efterspørgsel. Herudover er amning meget mere end bare mad. Amning er også nærhed, tryghed og ro – begrebet ‘at søge brystet som trøst istedet for sutten’ bør simpelthen forbydes.

Babyer SKAL ikke bruge sut. Er amningen veletableret, får de nok at spise og har de stadig et stort suttebehov, så kan den være fin. Og en god aflastning. Men et sundt, godt og velfungerende ammeforløb ER tidskrævende i starten. Det kræver mange timer i ro i sengen eller sofaen – til gengæld er det godt givet ud, når det bare kører på skinner.

Og det håber jeg naturligvis, at det kommer til at gøre for os igen denne gang. For jeg elsker at amme, og jeg ammer lige så længe, både hun og jeg har lyst, uden at skelne til anbefalinger eller normer. Frida blev ammet i 11 måneder. Vera i 3,5 år.

Når lillesøster bliver født, har jeg således planer om at barsle de første par uger efter i den forstand, at der bliver et absolut minimum af gæster og kun meget korte besøg. Bedsteforældrene må tage sig lidt af de store og lave nogle hyggelige ting med dem, selvom Frida og Vera naturligvis også skal være med og knytte bånd til deres lillesøster. Men det vigtigste er, at hun og jeg finder hinanden og får en god start sammen.

Når alt det er sagt, vil jeg slutteligt tilføje, at en god mor ikke sidder i brysterne. En god mor er hende, der kan træffe de rigtige valg for sig selv og sit barn. Og kan og vil amningen ikke lykkes, så er det fantastisk, at vi lever i en del af verden, hvor der findes supergode alternativer til modermælken.

Kan du lide at amme? Hvor længe har du ammet? Og har du spørgsmål til amning? Så skriv meget gerne en kommentar <3

 

 

Er jeg klar til en baby?

I morges stod jeg og lagde makeup, mens pigerne stod ved siden af mig. Frida ordnede hår, og Vera pudrede sig på næsen med min store pudderbørste, tog håndcreme og læbepomade på.

‘Sikken nogle pyntepiger I er,’ sagde jeg. ‘Det er fordi, vi ikke har nogle kærester,’ svarede Vera. Er det nødvendigt at have makeup på for at få en kæreste,’ spurgte jeg. ‘Det gør det nemmere. Især når jeg har mascara på,’ svarede Vera, mens Frida supplerede: ‘Jeg skal ikke have en kæreste, før jeg bliver 20 år.’

Et billede af den ene pyntepige. Det er ganske vist taget for lang tid siden, men hun er ikke blevet mindre vild med makeup.

Et billede af den ene pyntepige. Det er ganske vist taget for lang tid siden, men hun er ikke blevet mindre vild med makeup.

De er så forskellige på de områder, mine to piger. Frida interesserer sig slet ikke for det, mens Vera på fem år allerede har haft adskillige kærester i børnehaven. Jeg tænker, at jeg på et tidspunkt skal have en snak med hende – i hvert fald om hvilke kvaliteter en potentiel kæreste gerne skal lægge vægt på, hvilket IKKE mængden af makeup!

Og snart har jeg en pige mere.

Er du klar til baby? blev der forleden spurgt i en terminsgruppe på Facebook, jeg er en del af (ja ja, jeg skrev, jeg havde meldt mig ud af allesammen, men jeg kunne ikke holde mig helt væk;-)).

Derefter begyndte de forskellige kvinder at dele billeder af fine og veludstyrede børneværelser.

Klar til en baby handlede altså ikke om det følelsesmæssige overskud, tankerne om at sætte et nyt liv til verdenen, tanken om det ansvar og den begrænsede frihed, der følger med.

Det handlede ganske enkelt om materialle ting, selvom jeg godt ved, at redebyggeriet også er en form for mental forberedelse. Men jeg har set alenlange lister over, hvad der er blevet købt ind til baby, hvilket får mig til at tænke, at der bliver indkøbt SÅ mange ting, som ganske sikkert aldrig bliver brugt.

Jeg selv har købt…ingenting. Ikke så meget som en lille dims. Nu skal det retfærdigvis siges, at det jo er tredje barn, så vi har da en del ting gemt fra de to første. Barnevognen er ganske vist lidt rusten, men det går jeg ikke så højt op. Og så har vi ganske enkelt ikke et børneværelse mere at indrette – tanken er da også, at hun de første par år sover i vores seng, og så løser vi det derefter.

Da vi skulle være forældre første gang, var der mange ting, jeg ikke troede, vi kunne leve uden. Og det er måske meget naturligt – og netop den følelse, kæder som BabySam scorer kassen på.

Vi brugte bare stort set ingen af de mange, fine ting. Da vi et par år senere fik Vera, var vi heldigvis blevet klogere, og der blev kun anskaffet få, nye ting – som en ny autostol.

Denne gang kan jeg faktisk ikke komme i tanke om noget, vi har brug for. Jeg har jo mine bryster, som de foregående gange har fungeret ret godt. Hun skal sove i vores seng, så jeg kan amme hende i søvne og dermed få min nattesøvn. Vi har ikke noget puslebord – vi foretrækker en puslepude, der kan flyttes rundt i huset. Og når vi pusler hende på puden på gulvet, kan pigerne også være med.

Vi har som sagt den rustne barnevogn, madras og dyne. Og så har vi en masse tøj fra pigerne.

Det eneste, jeg lige nu overvejer, er at købe et nyt fødekar. Jeg har mulighed for både at låne og leje, men jeg er ret tiltrukket af tanken om at købe et nyt, så jeg kan putte min egen – forhåbentligt – gode fødekarma ned i det. Det skal være dette 

1104

Og så kommer vi ganske sikkert til at få brug for en ny babyalarm, da vi simpelthen ikke kan finde den anden halvdel af vores gamle babyalarm. Jeg overvejer denne .

Men nu må vi se. Vigtigst er dog fødekarret – og med 2 1/2 måned til, at hjemmefødslen skal være klar på den praktiske side, er det noget af det, jeg skal have styr på.

Så er jeg klar til baby. På den praktiske side, ja. På den mentale side – aner det ikke. Jeg kan stadig blive grebet af panik ved tanken om at starte helt forfra, manglen på søvn og overskud og om at have TRE piger, der stjæler min makeup, render til fester og får kærester, mens jeg andre gange bliver helt varm og hjertet og føler mig som jorden heldigste kvinde.