Laaang sommerferie og lidt om at få et tredje barn…

I dag har vi brugt en af årets første sommerferiedage i herligt selskab med Veras nye veninde fra skolen, hendes to mindre søskende og deres søde mor, mens mændene har arbejdet og ældstebarnet, Frida, har været på gymnastikcamp.

Moderen har nok at se til. Med tre små (meget søde, glade og livlige) børn i alderen 5 år, 3 år og 10 måneder er der nok kampe at udrede og forskellige behov at tilfredsstille, og jeg beundrer hende for hendes ro i samværet med sine børn. Hun går hjemme med de to mindste, og på den privatskole, hvor vores to piger har mødt hinanden, er der LUKKET de næste næsten syv uger. Det betyder, at der intet sted er at aflevere børnene, og det betyder, at forældre enten skal have mulighed for at være hjemme med dem eller ty til alverdens kreative løsninger.

Jeg tror, at hun, i modsætning til mange andre, oprigtigt nyder tiden med sine børn. For når jeg nævner sommerferiesetuppet for andre forældre med børn i folkeskolen, hvor SFO’en tilbyder pasning en væsentlig del af ferien, kan jeg se, hvordan alene tanken om at skulle mestre så lang en sommerferie løber dem koldt ned ad ryggen. De undskylder sig med, at de ikke kan se, hvordan logistikken skal gå op, men jeg tror også, at tanken om SÅ lang tid med sine børn kan være skræmmende nok i sig selv. Det er de færreste af os jo vant til eller har indrettet vores liv efter.

Hos os er det nemt i år, fordi jeg er på barsel. De forløbne to år har Michael i kraft af sit musikerjob taget tjansen, og skulle han en dag lave noget andet, der kræver hans tilstedeværelse, må vi jo løse puslespillet og håbe på bedsteforældrenes hjælp.

Men vi er glade for at kunne give vores børn den helt særlige følelse af, at sommerferien er så uendelig, at de slet ikke kan enden af den – den følelse, jeg så tydeligt selv kan huske fra min barndom, hvor jeg cyklede hjem med sangen ‘Ferie, ferie, ferie, slap nu af, du har fri og syng en glad melodi’ på repeat i hovedet, mens jeg gjorde mig alverdens tanker om, hvad de næste mange, mange uger skulle bruges på.

Nå, men jeg siger mig ikke fra fra, at jeg også kan få lidt koldsved over at skulle aktivere ungerne i så lang tid. Fra ovenstående mor lyder det til gengæld: ‘Er det ikke skønt med sådan en ferie’. Og hun mener det, og jeg håber, at jeg også kan viske panikken helt væk de næste (mange) uger.

Hvilket bringer mig til noget helt andet og så alligevel ikke. For da vi annoncerede, at vi skulle have en treer, var der flere venner, der med en snert af alvor spurgte os, hvad vi dog havde gang i? Flere har selv tre børn, vel at mærke. Mange har også spurgt, hvorfor vi har gjort det, nu hvor de to andre er blevet store, og det netop var ved at blive nemt? Hvorfor vi dog banker os selv helt tilbage?

  1. Frida er nærmest stor nok til at være barnepige nu

    Frida er nærmest stor nok til at være barnepige nu

Og ja, sådan har jeg da også indimellem tænkt, men ved I hvad? Jeg synes faktisk ikke, det har været hårdt at få nummer tre. Det har været og er en hård tid på grund af min mands hjerneblødning (han er næsten helt god igen) og på grund af nylig funden alvorlig sygdom i min nære familie. Men at tiden er svær og hård har intet med babyen at gøre.

IMG_8119

For os har det nemlig været en kæmpe fordel at vente så længe med den treer. At de to store er så store og selvhjulpne, at jeg faktisk ikke engang går i panik, når jeg skal være alene. Jovel, de bliver indimellem plantet med en Ipad, og jovel, de bliver lidt tilsidesat, når der lige skal ammes, puttes etc. Men de er også virkelig dygtige til at hjælpe, til at underholde sig selv og ikke mindst til at glædes ved deres lillesøster. Her er ikke skyggen af jalousi. Tværtimod.  Så nej, jeg føler ikke, vi har banket os selv tilbage eller malet os op i et hjørne. Jeg føler på mange måder, at vi har fuldendt vores familie og kan (næsten) acceptere, hvis vi stopper her, selvom jeg tror, at jeg i lang tid har brug for at fastholde følelsen af, at der godt kan være endnu et barn i vente.

Der skal altid holdes hånd - også over (den politisk ukorrekte) morgenmaden

Der skal altid holdes hånd – også over (den politisk ukorrekte) morgenmaden

BONUS: Når Ellie er 6 år er Frida 14 og kan dermed agere barnepige:)

I øvrigt har jeg været væk fra Facebook i 14 dage og savner det ikke:)

Jeg holder en pause…

…ikke fra bloggen. Tværtimod. Den vil jeg gerne gøre rigtig meget mere ved. Men jeg har valgt at tage en pause fra de sociale medier.

Det er utroligt så vanedannende, det virker på mig. Og selvom jeg konstant sagde til mig selv, at jeg skulle lægge min telefon, være i nu’et, kigge på min baby, når jeg ammer – ja, så fandt jeg alligevel mig selv igen og igen samle telefonen op og trykke opdater på Facebook.

Det seneste stykke tid har jeg været lidt trist og følt mig stresset over alt det, jeg ‘går glip af’ og følt, at livet bare styrter afsted forbi mig, mens jeg tuller rundt her på barsel. Men for fanden, hvad er det nu for en følelse? Og hvad bilder jeg mig egentlig ind? Jeg har jo en baby, for søren! Sikkert den sidste, jeg får, og tiden med hende styrter også bare afsted. Jeg VIL IKKE starte på arbejde igen d. 1. maj og føle, jeg missede chancen for 100 % nærvær, fordi jeg havde travlt med at være alle mulige andre steder (underforstået sociale medier) og i alle mulige andres picture perfect liv, når jeg har så meget lige her at være taknemmelig for. Og være til stede i.

19096196_10155232027966166_1780080942_o

Derfor prøver jeg. Jeg har deaktiveret min FB-konto, og jeg har slettet min Instagram app. Sidstnævnte vil jeg hente ned indimellem og fortsat bruge til at lægge billeder på og ikke mindst gøre opmærksom på et nyt blogindlæg.

Bare det at deaktivere sin FB er jo en kæmpe ting. Og bare det, at det er en kæmpe ting, gør det til noget helt rigtigt at deaktivere den. Hvordan kan man blive så afhængig det?

Jeg har intet imod sociale medier, faktisk elsker jeg dem på mange måder. Især når folk bruger dem og skriver sjove, interessante, underholdende opslag, og når jeg ser firmaer bruge det på en interessant måde i deres forretning og markedsføring. Så det her er ikke en kampagne MOD Facebook, og jeg vender helt sikkert tilbage. Men lige nu har jeg brug for at vende mit fokus indad på mit eget liv og prøve at være taknemmelig for alt det gode, jeg har, og ikke have så travlt med det, jeg ikke har.

19073213_10155232029456166_1725915824_o

Jeg vil kigge på min baby, når jeg ammer hende og på mine store børn, når de er hjemme. Jeg vil meditere mere og lave mere yoga, når den lille sover, frem for at kigge på min telefon. Jeg vil simpelthen lægge min telefon fra mig i langt højere grad, end jeg har gjort indtil nu.

Så må vi se, hvor længe det holder. Michael har en ven, der ikke er på Facebook. Han har aldrig haft en profil der, men formår alligevel at være succesfuld. Så det kan godt lade sig gøre 🙂

IMG_7543

Lidt om babybobler

Otte uger. Otte uger siden jeg blev mor til tre. Otte uger siden lille Ellie svømmede ud i et fødekar hjemme i stuen, og jeg fik den fødsel, jeg altid har drømt om – selvom alt andet i vores liv har været på standby.

IMG_6762


Jeg havde en ambition om at fylde bloggen med stærke, læsværdige, lærerige, underholdende indlæg om mit liv som gravid og barselsramt mor. At krydre det med yoga og opskrifter og alt muligt andet lækkert. Men jeg blev overhalet af virkeligheden i form at min mands hjerneblødning i starten af februar, som satte alt andet på pause.

Det er nu et godt stykke tid siden.

Og efter Ellies fødsel har jeg bare været i en boble. Min babyboble. En boble der har været så uendelig vigtig for mig, da jeg har kunnet adskille al frustrationen omkring hjerneblødningen fra lykken i at få et lille barn mere. For meningen var jo, at det skulle være en lykkelig tid. Og med min boble har det været muligt at holde på den følelse, selvom jeg næsten hver morgen vågner med en lille smule ondt i maven over, hvad fremtiden skal bringe, når sådan en hjerneblødning rammer ens mand og dermed også en stor del af ens liv.

En kær bekendt skrev på Facebook, at jeg burde skrive et blogindlæg og babyboblen, da mange kvinder i hendes optik sikkert kunne forebygge efterfødselreaktioner og depressioner. Og jeg er sikker på, hun har ret, hvis vi ser på, hvordan det kvindelige hormonsystem fungerer i fint samspil med babyen. Men det vil jeg ikke kede jer med her – jeg vil i stedet fortælle,  hvordan og hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort.

IMG_6825

Jeg havde inden fødslen meldt ud til bedsteforældrene, at vi gerne ville have, de tog de to store piger, når babyen kom til verdenen, så vi kunne få nogle uforstyrrede døgn, hvor vi kunne gå i babysymbiose uden at skulle tænke på en 5 og 8-årigs behov.

Jeg gik ni dage over tid, så min far og hans kæreste tog på en planlagt ferie til Berlin dagen efter fødslen, og derfor tog min svigermor så fint den opgave på sig. Jeg fødte nemlig samme dag som en meget lang påskeferie meldte sin ankomst – og jeg kunne ganske enkelt ikke overskue udsigten til at have to livlige og lettere krævende storesøstre hjemme HELE dagen, mange dage i træk.

Jeg valgte også at sige nej tak til besøg det første stykke tid. Lært af erfaring er det bare ikke sagen at have gæster, når man i virkeligheden bare har brug for at ligge tæt med sin baby uden at skulle koncentrere sig om andre. Jeg husker tydeligt, da vi fik Frida for over otte år siden. Det væltede ind med gæster fra dag et – alle ville jo se den førstefødte. Og holde hende. Og efter en uge følte jeg mig kørt over og frarøvet noget helt særligt. Ganske enkelt. Og jeg følte, at en meget dyrebar tid var blevet stjålet fra mig.

Jeg har efterfølgende med både Vera og nu Ellie ladet dem blive i vores favne de første par uger. Og gør det i princippet stadig, selvom det er blevet lettere af give hende fra mig for en kort stund. Jeg ved godt, det er svært at komme på barselsbesøg uden at få lov at holde den lille – især som bedsteforældre – men det er vigtigt at tænke på, hvis behov man tilfredsstiller. Det er i hvert fald ikke babyens behov at lande i en fremmed favn med fremmede dufte.

IMG_7543

 

Jeg tror også, det for nogen kunne virke mærkeligt, at jeg bare vippede mine to store piger midlertidigt ud af reden. Vi skulle jo lære at være en familie. Det er også deres søster. De skal ikke føle sig udenfor. Sådan er jeg sikker på, at mange har tænkt. Eller, det ved jeg, mange har. Men det har været den bedste investering.

For det første nød pigerne deres tid hos farmor og farfar. Vi flyttede jo i sin tid til Fyn for at komme tættere på bedsteforældrene, og det var en gave for pigerne, som elsker deres farmor og farfar overalt på jorden, at få så meget tid med dem.

Og det var en gave for os, der stille og roligt kunne kigge på vores baby, være tæt med hende, lande og ikke mindst – for mit vedkommende – have ro til at komme i gang med amningen og lade kroppen hele.

Da jeg i sin tid blev uddannet doula/fødselshjælper hos Fødeklinikken Maia, lærte jeg, at kvinder bør blive i barselssengen en uge efter fødslen. Vi behøver ikke vise, at vi kan alt muligt hurtigt. Jo, jeg er skidegod til at være gravid og til at føde. Min mave bliver flad i løbet af få dage, min krop er frisk, jeg brister ikke. Men for mit mentale velbefindende huskede jeg ordene. Vi rendte ikke rundt til sociale arrangementer eller gik lange ture med barnevognen bare for at vise, vi kunne. Hvorfor skulle vi dog det? Den første uge havde Ellie i stedet slet ikke tøj på, og vi lå konstant hud mod hud

Fire-fem dage efter fødslen begyndte pigerne at være hjemme igen, og det var også skønt at være samlet som familie, men jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at de første ’isolation’ også har været medvirkende til, at jeg havde meget mere overskud, da vi først skulle til at lege familie på fem igen – også selvom jeg mange gange skulle trække vejret lidt dybere, når bølgerne gik højt, som de jo gør med X antal unger i huset.

Og så tikkede uret også. For 14 dage efter fødslen skulle Michael opereres i hjernen og have lukket den misdannelse, som i februar forårsagede hjerneblødning. Vi anede ikke, hvilke mén, operationen kunne give, og hvorvidt den ville banke ham helt tilbage til efter hjerneblødningen, når han nu på mange måder var kommet sig så fint.

De skulle trods alt op i hans hjerne og pille. Ville han overhovedet vågne op?

De første 14 dage er altid helt særlige med en baby, og jeg råder altid vordende forældre til at værne om dem. Men for os var de altså bare ekstraordinært vigtige, fordi vi ikke anede, hvilken tilstand Michael ville ende i.

Det er nu et godt stykke tid siden han blev opereret d. 20. April. Han vågnede op dagen efter operationen i en langt værre tilstand, end vi havde regnet med, da vi ved operationens afslutning fik overbragt beskeden om, at ’det var gået bedre end forventet’. Men han var helt væk. Kastede op. Kunne slet ikke tale, og hans højre hånd var komplet lam. Et problem af fuldstændig uoverskuelige dimensioner, når ens levebrød er at spille saxofon.

Men der er sket magi på ret kort tid, og i skrivende stund er han ude og løbe. Og han er begyndt at kunne spille igen. Lige så langsomt er han på vej tilbage.

Og i skrivende stund sidder verdens dejligste baby Ellie og sover i viklen på min mave og konstant minder mig om, at det hele faktisk er ok, selvom livet rusker i os.