Praktik og ønsker for fødslen

Jeg har netop bevæget mig ind i uge 32, og dermed nærmer tiden sig for termin også med hastige skridt. Jeg synes faktisk, tiden er fløjet af sted. Jeg kan til tider blive helt trist og tænke, om jeg nu har husket at nyde graviditeten nok midt i travlhed med arbejde og mine to andre, dejlige børn. Når jeg får det sådan, ønsker jeg, at hun bare bliver derinde længe endnu.

Men jeg glæder mig også til at møde min lille pige. Og så glæder jeg mig til – forhåbentligt – at føde hjemme.

Jeg har, som I nok fornemmer, ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at jeg skal føde hjemme. For mig findes der slet ikke noget alternativ, medmindre det selvfølgelig handler om liv og død.

Mentalt er jeg altså helt klar til min hjemmefødsel – nu gælder det bare alt det praktiske!

Derfor er jeg begyndt at arbejde med to lister – en indkøbsliste og en ønskeliste.

Indkøbslisten er til mig selv og handler ikke, om alt det mærketøj, legetøj og underlige dimser, jeg som tredjegangsmor ved, jeg aldrig får brug for. Vi har alt, hvad vi skal bruge til at starte med: Mine bryster, lidt tøj, en dyne og en vikle.

Nej, indkøbslisten er alle de ting, der skal bruges til fødslen – need to have. Indtil videre ser den således ud:

  • Fødekar La Bassin – enten leje eller købe.
  • Termometer til fødekar.
  • Tisselagen til evt. fødeleje (regner med at føde i vand) og egen seng.
  • Afdækning til gulv under fødekar.
  • Store, bløde håndklæder.
  • Hospitalstrusser/nettrusser.
  • Store bind.
  • Si til ’urenheder’ i karret.

Ønskelisten er en liste over mine ønsker for fødslen, og den vil jeg dele med min mand, jordemoderen og min veninde, der skal være fødselshjælper:

  • Fødslen skal starte og udvikle sig 100 % naturligt på den måde, som min krop ønsker det.
  • Ingen medicinske indgreb af nogen art.
  • Minus lavement – kun hvis kroppen ikke selv tømmer sig.
  • Ingen undersøgelser under fødslen medmindre det skønnes meget nødvendigt.
  • Ved vesvækkelse ønsker jeg tid og rum til at bruge naturlige metoder – akupressur, rebozo, stimulering af brystvorter, berøring.
  • Absolut ro under fødslen. Minimal snakken.
  • I vand under udvidelse og fødsel.
  • Vil hjælpes ind i aktive fødestillinger.
  • Vil som udgangspunkt bruge laborovejrtrækning under sammentrækningerne (overfladisk vejtrækning kendt fra Fødsel Uden Smerte).
  • Ønsker selv at tage imod. Alternativt skal min mand tage imod og støttes i dette af jordemoder. Ingen fremmede hænder på baby som det første.
  • Ingen syntocinon efter fødslen (stikket man giver for, at livmoderen trækker sig sammen). Må kun gives ved behov.
  • Sen afnavling – navlesnoren klippes tidligst, når moderkagen er født. Overvejer fortsat Lotusfødsel.
  • Vil som udgangspunkt føde moderkage i kar. Måske jeg selv ønsker at komme op.
  • Vejning og måling finder først sted efter et par timer.
  • Hvis barnet behøver undersøgelse, ilt mm skal det som udgangspunkt ske hud-mod-hud hos mig.
  • Fødselshjælper sørger for billeder og video undervejs.
  • Når barnet er født, skal det fejres med lune boller, saftevand, kaffe og te. Fødselshjælper forbereder dette.
  • Fødselshjælper tømmer kar og rydder op. Mor og far får ro til at lægge sig i sengen og indsnuse baby.
  • Afhængig af tidspunkt for fødslen skal storesøstre møde lillesøster umiddelbart efter fødslen, medmindre vi vælger, at de skal være der under fødslen.

Jeg ved, at fødslen kan tage mange sving, og at der ingen garantier er for noget. Men den mentale og praktiske forberedelse betyder rigtig meget – ikke kun for mig, men også for chancen for at få den fødsel, jeg drømmer om. Og hvis fødslen bliver på en anden måde, så er jeg også klar til at favne det. Bring it on.

 

Amning er meget mere end mad

Jeg glæder mig til at amme. Jeg glæder mig helt vildt meget til at amme. For mig er det vitterligt lyksaliggørende at sidde med en lille baby ved brystet.

Sådan har det ikke altid været.

Da jeg fødte Frida for snart otte år siden (ret præcist – for min store pige har lige haft fødselsdag), var det en fødsel fyldt med indgreb, som i høj grad forstyrrede det naturlige hormonsystem og dermed også forstyrrede hendes sutterefleks, min nedløbsrefleks og produktion.

Dagene på barselsgangen var hæslige. Jeg kunne ikke mærke mit barn, kunne ikke mærke tilknytningen til hende, og hver eneste amning var en kamp, hvor urutinerede sosuassistenter med lange negle med vold og magt forsøgte at forene bryst og barn, mens jeg i timerne imellem sad med en elektrisk malkepumpe, så jeg kunne give min nyfødte datter de dyrebare dråber på en ske, i en kop og med en lille pipette. Jeg græd. Det var ingenlunde det lykkelige, fredfyldte billede, jeg havde fået malet i mit hoved forinden fødslen. Det var en kamp, som jeg følte, jeg ikke kunne vinde. Jeg følte mig uduelig som mor, indtil en garvet jordemoder efter et par dage udskrev os med ordene ‘nu tager du hjem, slapper af, følger din intuition, og så kommer det’. Jeg havde svært ved at føle mig overbevist, da vi med skælvende ben bar vores lille datter ud i bilen, godt pakket ind i varmt tøj og autostol, og forsigtigt, meget forsigtigt, satte kursen mod vores hjem på Islands Brygge.

Da jeg kæmpede for at få amningen i gang første gang...

Da jeg kæmpede for at få amningen i gang første gang…

Om natten vågnede jeg ved, at mine bryster var ved at eksplodere. De var KÆMPE store og så spændte, at Frida ikke kunne få fat. Klokken var 2, og jeg tiggede og bad Michael om at finde en Falckstation, hvor han kunne leje en brystpumpe. Det lykkedes heldigvis ikke, og istedet gik jeg under den varme bruser, lod de vandet opbløde mine spændte bryster, malkede lidt ud med hånden og lagde så Frida til. Hvilken følelse. Hun suttede og suttede. Tømte roligt mine bryster i timerne, der gik, og faldt derefter i en tung, mæt søvn. Mine bryster var jo stærkt overstimulerede af alt det pumperi, Frida havde ikke selv fået lov til at regulere produktionen, og det tog et par dage, før det faldt nogenlunde på plads.

Derefter kørte det. Nogenlunde. Jeg havde på hospitalet fået af vide, at hun skulle spise hver 3-4 time. Det forstod jeg, som at hun KUN skulle spise hver 3-4 time. Så når hun havde spist og efter en en time eller to blev urolig, prøvede vi alskens andre ting for at berolige hende – også om natten. Og det tog tid og kræfter. Hvis jeg dog bare havde kendt til begrebet intuitiv amning og friamning, som betyder at lade barnet sutte efter behov. Nogle børn sutter længe med lange pauser imellem – andre sutter kort i korte intervaller.

Men det kom jeg til – og så blev jeg gravid med Vera. Fødslen var rolig og naturlig, og Vera suttede med det sammen. Ammeopstarten og det videre forløb var fuldstændig ukompliceret. Hun fik lov at sutte, når hun havde behov. Hver gang hun gav et kny fra sig, fik hun et bryst i munden, så hun var altid glad og tilfreds. Hun sov fra starten hele natten, spiste i søvne liggende ved mit bryst, og hun var aldrig utilfreds. Bare glad, sov godt og spiste.

At amme Vera var fra starten en leg - og vi fortsatte da også i 3,5 år :-)

At amme Vera var fra starten en leg – og vi fortsatte da også i 3,5 år 🙂

16389044_10154827435081166_1146321449_o

Jeg ved godt, man kan vælge den intuitive vej og stadig have et barn, der er utilfreds. Men for vores vedkommende fungerede det. Samarbejdet mellem moderens intuition og babyens evne til at vise sine behov med små tegn fejler nemlig sjældent.

Og den vej vælger jeg igen, når lillesøster kommer til verden. Vi end ikke overvejer at købe en narresut eller en sutteflaske. Selvfølgelig må hun få en sut – når amningen efter 2, 3, 4 måske 5 uger er veletableret, og hvis hun viser behov for det. Vera har aldrig rigtig brugt sut, og det er jo ikke must, som mange nybagte mødre tror.

For børn udvikler sutterefleksen efter fødslen for overlevelsens skyld. De skal sutte på et bryst – ikke en klump gummi. Og de skal sutte på brystet, fordi de dermed regulerer mælkeproduktionen og sikrer, at der bliver produceret nok mælk til, at de bliver mætte. Det er i virkeligheden meget simpelt. Udbud og efterspørgsel. Herudover er amning meget mere end bare mad. Amning er også nærhed, tryghed og ro – begrebet ‘at søge brystet som trøst istedet for sutten’ bør simpelthen forbydes.

Babyer SKAL ikke bruge sut. Er amningen veletableret, får de nok at spise og har de stadig et stort suttebehov, så kan den være fin. Og en god aflastning. Men et sundt, godt og velfungerende ammeforløb ER tidskrævende i starten. Det kræver mange timer i ro i sengen eller sofaen – til gengæld er det godt givet ud, når det bare kører på skinner.

Og det håber jeg naturligvis, at det kommer til at gøre for os igen denne gang. For jeg elsker at amme, og jeg ammer lige så længe, både hun og jeg har lyst, uden at skelne til anbefalinger eller normer. Frida blev ammet i 11 måneder. Vera i 3,5 år.

Når lillesøster bliver født, har jeg således planer om at barsle de første par uger efter i den forstand, at der bliver et absolut minimum af gæster og kun meget korte besøg. Bedsteforældrene må tage sig lidt af de store og lave nogle hyggelige ting med dem, selvom Frida og Vera naturligvis også skal være med og knytte bånd til deres lillesøster. Men det vigtigste er, at hun og jeg finder hinanden og får en god start sammen.

Når alt det er sagt, vil jeg slutteligt tilføje, at en god mor ikke sidder i brysterne. En god mor er hende, der kan træffe de rigtige valg for sig selv og sit barn. Og kan og vil amningen ikke lykkes, så er det fantastisk, at vi lever i en del af verden, hvor der findes supergode alternativer til modermælken.

Kan du lide at amme? Hvor længe har du ammet? Og har du spørgsmål til amning? Så skriv meget gerne en kommentar <3

 

 

Er jeg klar til en baby?

I morges stod jeg og lagde makeup, mens pigerne stod ved siden af mig. Frida ordnede hår, og Vera pudrede sig på næsen med min store pudderbørste, tog håndcreme og læbepomade på.

‘Sikken nogle pyntepiger I er,’ sagde jeg. ‘Det er fordi, vi ikke har nogle kærester,’ svarede Vera. Er det nødvendigt at have makeup på for at få en kæreste,’ spurgte jeg. ‘Det gør det nemmere. Især når jeg har mascara på,’ svarede Vera, mens Frida supplerede: ‘Jeg skal ikke have en kæreste, før jeg bliver 20 år.’

Et billede af den ene pyntepige. Det er ganske vist taget for lang tid siden, men hun er ikke blevet mindre vild med makeup.

Et billede af den ene pyntepige. Det er ganske vist taget for lang tid siden, men hun er ikke blevet mindre vild med makeup.

De er så forskellige på de områder, mine to piger. Frida interesserer sig slet ikke for det, mens Vera på fem år allerede har haft adskillige kærester i børnehaven. Jeg tænker, at jeg på et tidspunkt skal have en snak med hende – i hvert fald om hvilke kvaliteter en potentiel kæreste gerne skal lægge vægt på, hvilket IKKE mængden af makeup!

Og snart har jeg en pige mere.

Er du klar til baby? blev der forleden spurgt i en terminsgruppe på Facebook, jeg er en del af (ja ja, jeg skrev, jeg havde meldt mig ud af allesammen, men jeg kunne ikke holde mig helt væk;-)).

Derefter begyndte de forskellige kvinder at dele billeder af fine og veludstyrede børneværelser.

Klar til en baby handlede altså ikke om det følelsesmæssige overskud, tankerne om at sætte et nyt liv til verdenen, tanken om det ansvar og den begrænsede frihed, der følger med.

Det handlede ganske enkelt om materialle ting, selvom jeg godt ved, at redebyggeriet også er en form for mental forberedelse. Men jeg har set alenlange lister over, hvad der er blevet købt ind til baby, hvilket får mig til at tænke, at der bliver indkøbt SÅ mange ting, som ganske sikkert aldrig bliver brugt.

Jeg selv har købt…ingenting. Ikke så meget som en lille dims. Nu skal det retfærdigvis siges, at det jo er tredje barn, så vi har da en del ting gemt fra de to første. Barnevognen er ganske vist lidt rusten, men det går jeg ikke så højt op. Og så har vi ganske enkelt ikke et børneværelse mere at indrette – tanken er da også, at hun de første par år sover i vores seng, og så løser vi det derefter.

Da vi skulle være forældre første gang, var der mange ting, jeg ikke troede, vi kunne leve uden. Og det er måske meget naturligt – og netop den følelse, kæder som BabySam scorer kassen på.

Vi brugte bare stort set ingen af de mange, fine ting. Da vi et par år senere fik Vera, var vi heldigvis blevet klogere, og der blev kun anskaffet få, nye ting – som en ny autostol.

Denne gang kan jeg faktisk ikke komme i tanke om noget, vi har brug for. Jeg har jo mine bryster, som de foregående gange har fungeret ret godt. Hun skal sove i vores seng, så jeg kan amme hende i søvne og dermed få min nattesøvn. Vi har ikke noget puslebord – vi foretrækker en puslepude, der kan flyttes rundt i huset. Og når vi pusler hende på puden på gulvet, kan pigerne også være med.

Vi har som sagt den rustne barnevogn, madras og dyne. Og så har vi en masse tøj fra pigerne.

Det eneste, jeg lige nu overvejer, er at købe et nyt fødekar. Jeg har mulighed for både at låne og leje, men jeg er ret tiltrukket af tanken om at købe et nyt, så jeg kan putte min egen – forhåbentligt – gode fødekarma ned i det. Det skal være dette 

1104

Og så kommer vi ganske sikkert til at få brug for en ny babyalarm, da vi simpelthen ikke kan finde den anden halvdel af vores gamle babyalarm. Jeg overvejer denne .

Men nu må vi se. Vigtigst er dog fødekarret – og med 2 1/2 måned til, at hjemmefødslen skal være klar på den praktiske side, er det noget af det, jeg skal have styr på.

Så er jeg klar til baby. På den praktiske side, ja. På den mentale side – aner det ikke. Jeg kan stadig blive grebet af panik ved tanken om at starte helt forfra, manglen på søvn og overskud og om at have TRE piger, der stjæler min makeup, render til fester og får kærester, mens jeg andre gange bliver helt varm og hjertet og føler mig som jorden heldigste kvinde.

 

 

En (ærlig) status over 2016

2016 nærmer sig sin slutning, og egentlig synes jeg, det er en mærkelig ting, at vi hvert eneste år ved slutningen reflekterer og lover forandringer og forbedringer. Det burde vi jo ikke kun gøre ved nytår, men hver eneste dag. Hver eneste dag kigge os selv i spejlet og spørge, om vi lever det liv, vi gerne vil leve.

Men, der er nu noget højtideligt over årets slutning, som inviterer til netop denne selvreflektion og skaber et spirende håb om forandring og nye muligheder – hvis der altså er behov for dette.

Tidligere i dag tænkte jeg, at 2016 ikke har været noget særligt. Ikke bød på noget særligt. Det har været sådan et la la år uden de store armbevægelser. Et år, hvor jeg har følt mere underskud end overskud på alle fronter i mit liv; tid, penge, energi…

Men altså. Så sad jeg og bladrede min Instagram igennem fra nytår 2015, og 2016 har jo faktisk været ret begivenhedsrig.

Vi startede året med en kærestetur til New York.

Bikram med sejeste Tricia Donogan i East Village

Bikram med sejeste Tricia Donogan i East Village

Derefter tog jeg endelig modet til at starte på en uddannelse som yogainstruktør – noget jeg har drømt om i mange år.

I maj måned fik jeg så den mest skræmmende besked: De knuder, der sad ved mit kraveben, var muligvis metastaser fra cancer et andet sted i kroppen. Hu hej hast blev jeg sat i kræftpakken, undersøgt og udredt – det var en forfærdelig uge -, men heldigvis fik jeg på operationsgangen beskeden om, at der ikke var cancer i min krop, og at knuderne var harmløse fibromer, som bare skulle fjernes.

Efter operationen...

Efter operationen…

 

Jeg lovede Michael, at hvis jeg var sund og rask, ville jeg aldrig mere være sur eller bekymre mig – men bare leve livet. Lettere sagt end gjort – jeg øver mig hver dag.

Da det blev sommer, skulle vi til Ibiza med nogle gode venner. Den dag, vi skulle rejse, tog jeg en graviditetstest i Frederiksberg Centret, og den var positiv. Michael fik overbragt beskeden om, at han skal være far igen, mens han stod i H&M, og vi var begge i vildrede om, hvorvidt det nu var en god ide at udvide fra fire til fem. I ved, det der overskud på alle fronter, som der måske har manglet lidt…

Men en graviditet ER et mirakel. Og selvfølgelig skal vi have den lille baby, der ligger så godt og vokser og vokser i min mave. Og snart kommer ud – faktisk om mindre end tre måneder. Ret vildt at tænke på.

Vores lille pige efter nakkefoldsscanning

Vores lille pige efter nakkefoldsscanning

Ferie på Ibiza

Ferie på Ibiza

Jeg blev færdig som yogainstruktør og gravidyogalærer i november – og det har været den vildeste rejse, som har sat sindssygt mange processer i gang hos mig. Men det har også været sindssygt hårdt – at pendle til København hver uge og hele weekender. Heldigvis har jeg fået muligheden for at undervise med det samme – og jeg elsker det. Men indrømmet, det er svært at balancere et krævende arbejdsliv, livet som mor til to og gravid med den tredje – og samtidig have overskuddet til at få undervist og selv have en stabil yogapraksis.

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Derfor synes jeg, at de seneste måneder har været en kamp for at finde den balance – og ikke mindst glæden ved det hele, fordi jeg konstant føler, jeg mangler tid. Til gengæld sprudler jeg af energi, hver gang jeg har undervist – så jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at det er det rigtige for mig.

Så glad efter undervisning i hot yoga - inden maven begyndte at vokse

Så glad efter undervisning i hot yoga – inden maven begyndte at vokse

Men se, min status over 2016 skal jo ikke kun være deprimerende. Jeg synes bare ikke, det har været et kickass år på særligt mange områder – hvis man altså ser bort fra det faktum, at jeg rent faktisk er blevet en (dygtig) yogainstruktør og gravid. To ret vilde ting. Min mand er god og dejlig, og mine to piger vokser og bliver sejere og klogere og smukkere hele tiden.

Men balancen mangler. Min egen balance. Og derfor er jeg fuldt ud overbevist om, at 2017 faktisk bliver et fantastisk år. Udover at et barn mere er en gave, så tror jeg også, at barslen bliver en gave til mig. Det bliver en KÆMPE udfordring at få tingene til at hænge sammen økonomisk, når jeg ingen penge tjener, men jeg får TID. Tid til at mærke efter. Tid til selvreflektion. Tid til at undersøge ting. Starte ting. Prøve ting. Og ikke mindst tid til at være mor. Til at kunne være en del af Veras skolestart i marts, at være med til morgensang, at bringe og hente, at være her, når de kommer hjem om eftermiddagen og høre om deres dag. Tid til at dyrke yoga og fordybe mig i min egen praksis, inden jeg igen har overskuddet til at undervise. Tid til at blive mor. Igen. At planlægge min lækre hjemmefødsel.  At amme og nyde min baby.

Jeg håber, 2017 bliver et kickass år – ikke kun for mig. Men også for min mand og hans musik. Mine børn. Min familie og venner.

Mine største ønsker for det nye år er bare, at der vil være balance, glæde og overskud. Nydelse og kærlighed. Og at jeg får sparket rigtig gang i min blog – og i det hele taget får skrevet og skrevet. Blogs, artikler, bøger. Simple ønsker og mulige at opfylde.

Rigtig godt nytår til jer alle <#

Tag ejerskab over jeres fødsler

Rigshospitalets fødselschef Morten Hedegaard, har sagt sit job op i protest over nedskæringer og som følge deraf manglende hænder, et voldsomt pres på fødestuerne og konstant ‘alarmberedskab’. Det har vakt rigtig meget debat rundt omkring på de sociale medier, hvor – især – kvinder ivrigt har diskuteret, hvad løsningen er.

Når jeg skriver dette blogindlæg, er det ikke fordi, jeg tror, jeg har løsningen. Eller opskriften på den rigtige fødsel.

Jeg skriver den som en opfordring til jer kvinder og mænd, som læser med. En opfordring til i højere grad at tage ejerskab over fødslen.

Jeg har selv arbejdet med fødselsforberedelse gennem de seneste 5-6 år, og jeg kan til stadighed undres over at møde kvinder, der har født både to og tre børn og fx ikke ved, hvad oxytocin er. Oxytocin er såmænd det absolut vigtigste hormon for, at fødslen overhovedet kan ske, men ingen fortæller kvinderne, hvordan de stimulerer det og passer på det.

Jeg kan også se med et hurtigt blik i de terminsgrupper, jeg er har været en del af, at størstedelen af kvinderne har den holdning, at jo flere ‘drugs’ jo bedre. De mener, at de blot skal møde op på hospitalet, få en epidural, og så skal personalet ellers klare resten. Men hvordan skal de også kunne tro andet, hvis ingen fortæller dem det?

Vover man at nævne hjemmefødsler som en mulighed, bliver der straks delt skrækindjagende historier om fødsler, hvor både mor og barn var kommet grueligt galt afsted, hvis ikke fødslen var foregået på hospitalet.

Det er efterhånden også det mest almindelige at et ’se, vi er lige blevet forældre’ billede, er hvor moderen ligger iført hospitalstøj med et venflon i hånden og slanger strittende ud.

For et par år siden skrev journalist Johanne Mygind i Information, at i Danmark får næsten hver fjerde kvinde sat fødslen i gang, hver femte kvinde føder ved kejsersnit, over halvdelen af alle kvinder får ve-stimulerende drop, og stort set alle får moderkagen forløst medicinsk.

Vi har sygeliggjort fødslerne i en grad, der har lagt så stort et pres på hospitalerne, at fødselsafdelingerne i den grad er banket ned i knæ. Og når en af de fremmeste fødselslæger vælger at forlade posten i protest, så er der nok grund til at råbe op.

MEN. Jeg tror bare ikke på, at flere penge vil løse problemerne. Jeg tror, at flere penge vil skabe flere indgreb, føre til flere epiduraler, flere vedrop, flere planlagte kejsersnit.

Medmindre flere penge bliver øremærket omsorgen. Muligheden for ordentlig forberedelse og information, mulighed for at lære kvinderne at føde og ikke blot placere dem i et auditorium og holde et foredrag om mulighederne for smertelindring, og hvornår de skal ringe til hospitalerne. Muligheden for længere og flere jordemoderkonsultationer og et langt højere fokus på muligheden for at føde hjemme – præcis som man har i Holland. Og så måske et bedre og stærkere samarbejde med de mange fantastiske, private tilbud, der findes rundt om i landet.

For det starter med os selv. Ikke med hospitalerne. Det starter der, hvor vi kvinder (og fædrene) lærer, hvor vigtigt det er at tage ejerskab. Tage ansvar. At gøre fødslerne til vores egne og vide, hvad de medicinske indgreb gør ved vores krop og vores ufødte barn.

Og så længe, der er så begrænsede økonomiske ressourcer, at det går ud over de, som har brug for det, burde gravide kvinder bruge lidt færre penge på dyre barnevogne og alverdens andet babyudstyr og satse lidt mere på at forberede sig til deres største fysiske bedrift nogensinde. For så er jeg overbevist om, at det hele ville se meget anderledes ud. Så ville langt flere kvinder vælge at blive hjemme eller at føde naturligt og uden indgreb på hospitalerne. Det ville give roligere fødsler, hvis kvinderne vidste, hvordan de på en naturlig måde kan håndtere smerten og give kroppen den ro og tid til at arbejde, som den har brug for.

For så snart der bliver lagt en epidural eller lavet en medicinsk igangsættelse, sætter det et apparat i gang, der kræver så megen overvågning og personale, at det må koste en formue. Og et indgreb fører som regel til flere, så det til sidst kræver så mange ressourcer, at det kan give enhver med lidt forstand på, hvad den slags koster, sved på panden.

Da jeg fødte første gang, vidste jeg ingenting. Ingen havde lært mig, hvordan man gør den slags, så jeg blev banket helt bagover af smerterne og manglen på kontrol. Jeg takkede ja til epidural, der førte til vedrop, stresset barn, overvågning med ph-prøver fra skalpen, fødselslæger, kopforløsning, børnelæge og tre jordemødre. Det var hektisk, og jeg var helt kørt over. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad denne fødsel har kostet systemet. Bare fordi jeg ikke var forberedt.

Anden gang havde jeg planlagt hjemmefødsel, men af praktiske årsager (og ubehagelige underboere) ville jeg hellere på hospitalet. Men jeg havde en drømmefødsel på hospitalet anden gang i modsætning til første. Jeg var i vand, ingen indgreb og blot en jordemoderstuderende og min mand hos mig.

Fødslen af Vera - i vand og helt naturligt

Fødslen af Vera – i vand og helt naturligt

Denne gang skal jeg som bekendt føde hjemme. Og jeg vil gerne understrege, at det ikke nødvendigvis er evigt saliggørende at lade fødslen foregå i hjemmet. Men det føles rigtig for os, og jeg er helt rolig omkring det. Jeg ved, at fødslen kan slå sving, men jeg ved også, hvor meget jeg selv kan gøre for at træffe nogle beslutninger, der lader min krop arbejde bedst og mest naturligt.

Sådan burde det være for alle. Jeg ville ØNSKE, det var sådan for alle. Men det starter med os selv og de beslutninger, vi træffer. Vi kan ikke møde op ved hospitalet, stille ansvaret ved døren og lade andre udføre gerningen. Det gør vi jo heller ikke i andre dele af vores liv, vel?

For halvandet års tid siden havde jeg en ung kvinde i min fødselsforberedelse. Supermodel i starten af 20’erne, sund og rask. Og gravid med sit første barn. Hun havde selv den forestilling, at hun selvfølgelig skulle møde op på hospitalet, have en epidural og ellers lade jordemoderen klare resten. Hos mig lærte hun at føde. Hun lærte om det magiske hormonsystem og om, hvor meget ansvar hun selv kunne tage.

Dagen efter fødslen fik jeg en sms. Det havde været en vidunderlig oplevelse. Hun var blevet hjemme i trygge rammer og først taget på hospitalet, da hun var syv cm åben. Kom i vand og tog her selv imod sin lille datter.

Det gør mig stadig glad helt ind i cellerne at tænke på.

Så tag ejerskab. Forbered jer. Og lad medicinen, kejsersnittet og lægerne være for de, som reelt har brug for det. Til de kritiske fødsler, der har brug for det – og dem, der heldigvis er ganske få af, for langt de fleste fødsler er ukomplicerede, hvis vi lader dem være i fred.

En fødsel kan sagtens være en smuk, rolig og skøn oplevelse. Jeg glæder mig til min <3

 

 

image

Ingen skærmtid – tonsvis af kreativitet

‘Det synes jeg lyder som en god ide’. Sådan lød det fra Vera i mandags, da vi efter børnehave og skole proklamerede, at vi fra nu af ville ‘forbyde’ skærme i hverdagen.

Det er egentlig ikke fordi, vores to piger er meget på deres Ipads, men jeg syntes, der var gået lidt børnepasning i den. Det var det første, de fandt frem, når de kom hjem. Ofte så jeg vores familie i situationer, hvor vi alle sad og kiggede på en skærm – og når jeg kommer hjem efter 7-8 timer foran computeren, kan min hjerne bare ikke rumme det.

Jeg var begyndt at savne nærvær. Og da jeg læste denne blog  blev jeg inspireret til at træffe beslutningen (og lidt misundelig over det liv, de lever, for der er så mange værdier, jeg så gerne vil have, at mine børn vokser op med).

Det føles dog en anelse for drastisk at flytte til Norge. Så vi bliver, hvor vi er, i vores landlige perle, som dog ligger i Odense, tæt på centrum, så jeg stadig kan få min dosis byliv og hot yoga.

Vores lille perle tæt på centrum

Vores lille perle tæt på centrum

Så vi starter et sted. Med elektronikken. I hvert fald i vores dyrebare timer efter skole, børnehave og arbejde og frem til ungernes sengetid.

Jeg havde forventet skrig og skrål og plageri. Men istedet fik jeg ovenstående kommentar fra Vera, mens Frida gav hende ret. Og så tegnede vi og sludrede, og kun en enkelt gang, mens vi lavede mad, lød det fra Frida, at hun kedede sig. Men så fandt de på en leg, og så var det glemt igen. Og i denne uge er der således blevet lavet gymnastiksal, et utal af kunstværker og fundet gamle brætspil frem.

Vera takkede os, da vi fortalte, at deres Ipads var lagt væk.

image

Der er blevet fundet gamle brætspil frem

image

og tegnet – her Veras tegning

og Fridas cirkus

Jeg tror faktisk, det er en kæmpe lettelse for dem!

Og de må gerne spille Ipad og se fjernsyn i fremtiden. I små doser. Men ikke i hverdagene og ikke, når vi skal være sammen, medmindre det er et aktivt tilvalg om at se en film.

Jeg vil opfordre bedsterne til det samme. Og måske eksperimentere med ikke at sende dem på weekend med Ipads, men istedet udstyre dem med tegnegrejer og brætspil.

For pigerne er faktisk taknemmelige og glade – og så meget mere skønne at være sammen med, når kreativiteten får lov at sprudle uden forstyrrende og tidsstjælende elementer.


 

 

 

It’s a….

…..

Vi var til MD-scanning i dag, hvor jeg er 19+5. Og alt gik godt – barnet er helt perfekt, og selvfølgelig er det det, men jeg var nu alligevel lidt nervøs.

Jeg mærker nemlig ikke spark så tydeligt endnu, men det er der heldigvis en god forklaring på. Helt som jeg havde regnet med, så ligger moderkagen foran til og skaber en god buffer. Men altså, der er masser af fut i den lille…..

Kan du gætte, hvad det er…? Vores lille biiip mellem benene…:-)

15007684_10154560397711166_69792318_o

PIGE!!!

Ja! Der gemmer sig en lille pige inde i min mave. Endnu en pige.

Selvfølgelig har vi tænkt, at det kunne være sjovt med en lille dreng, når vi nu har to piger, men det er altså skønt, at det er en pige.

Tænk en dejlig søsterflok, vi flok. Og samtidig bliver det bare så nemt, for vi har ALT i tøj, som jeg selvfølgelig har gemt godt i håb om, at der måske var et barn mere til mig.

Så Frida og Vera skal have en lillesøster. Jeg har flere gange fået af vide, at Frida har clairvoyante evner, og hun var altså også sikker i sin sag. Da vi hentede hende i dag og skulle hjem og fortælle den dejlige nyhed, havde hun tegnet den kærligste tegning af lillesøster, som indtil videre bærer navnet Ellie.

Fra Frida <3

Fra Frida <3

Fra Frida <3

Fra Frida <3

Åh, hvor jeg glæder mig. Men samtidig nyder jeg også bare at være gravid, at maven vokser, og at jeg overvejende har det godt.

I aftes havde jeg dog de frygteligste plukveer i en halv time, hvor der var god lejlighed til at øve min fødselsteknikker. Jeg nåede lige at blive lidt nervøs, og Michael nåede at finde telefonnummeret frem til hjemmefødselsteamet, som vi skal ringe itl, hvis der er problemer. Men da jeg lagde mig ned, gik det heldigvis over.

Tror bare min krop var træt. Vores lille PIGE skal i hvert fald gerne blive inde i maven 15-20 uger endnu.

Åh altså, en lille pige <3 <3

Lidt om vaccination og bækkenløsning

Faktisk har jeg det rigtig fint i min graviditet indtil videre. Ikke de store fysiske belastninger (det kommer måske), men jeg prøver virkelig også at holde mig sund og i i bevægelse.

Især med yoga. Og nu hvor jeg efterhånden er blevet større, har jeg droslet godt og grundigt ned på min egen praksis i varmen, hvor jeg dog har tænkt mig fortsat at undervise.

Til gengæld har jeg skruet op for den blidere yoga, hvor jeg få bevæget og styrket bækkenregionen, så den bliver smidig og stærk, og risikoen for bækkengener dermed falder.

Der er jo rigtig rigtig mange gravide kvinder, der døjer med bækkensmerter, og mange der bliver sygemeldt med bækkenløsning. Måske også FOR mange i virkeligheden – uden dog at negligere, hvor hårdt det er, når det rent faktisk er tilfældet.

Men vi kan altså gøre meget for at forebygge det. Blandt andet ved at holde os stærke og smidige – for en graviditet ER altså ikke en undskyldning for at ligge i sofaen og spise flødeskumskager. Det må man også gerne, men hvis man KUN gør det, så er man altså også selv uden om det.

Min morgenmad i morges - masser af gode ting! havregryn, hampefrø, nødder, mandler og æbler

Min morgenmad i morges – masser af gode ting! havregryn, hampefrø, nødder, mandler og æbler

Jeg vil om et par dage lægge nogle forslag på bloggen til, hvilke yogaøvelser, du selv kan lave i din stue om aftenen – endda mens du ser din yndlingsserie på Netflix, hvis du ikke er til at gå helt i meditationsmode. Sidstnævnte kan dog anbefales, da det en gang imellem er godt at skrue ned for indtrykkene udefra og bare mærke sig selv og sin baby.

Og når jeg først gør det om et par dage, er det altså fordi jeg er syg lige nu. Jeg har ondt i halsen og i kroppen og ligger derfor i sofaen og drikker the, spiser mandler – og blogger. Og har ondt af mig selv.

Mig lige nu...

Mig lige nu…

For selvom jeg synes, jeg fylder sundhed i kroppen, så kan jeg altså godt mærke, at denne graviditet har gjort mit immunforsvar til lidt en sølle udgave af sig selv.

Jeg har dog valgt at takke nej til den gratis influenzavaccination, man tilbyder gravide. Godtnok truer  Sundhedsstyrelsen med risiko for abort, for tidlig fødsel etc i forbindelse med influenza under graviditeten, men jeg er alligevel stadig skeptisk. Jeg plejer ikke at blive ramt af slem influenza, og jeg plejer hurtigt at komme mig over forkølelser og diverse. Også i graviditeten. Så jeg vælger at have tiltro til min krops evner og ikke sprøjte noget i mig, man trods alt ikke kender langtidskonsekvenserne af.

Vi følger børnevaccinationsprogrammet – men denne her springer jeg lige over.

Så jeg har valgt istedet at melde mig syg fra arbejde og få lidt fra hånden liggende under tæppet.

I aften underviser jeg mit nystartede mandehold i ‘Hotten’ hos Nordisk Yoga. Så må varmen gøre sin magi, som den plejer, så jeg er frisk igen på mandag.

 

 

Da min mor skulle dø…

Det er tirsdag, tror jeg. Kommer hjem efter en travl dag på arbejde, træt. Da jeg træder ind i køkkenet, står Michael ved køkkenvasken. Pigerne sidder og ser tegnefilm. Alt er, som det plejer at være. En helt almindelig eftermiddag.

Men da jeg kigger på Michael, kan jeg se, at noget er galt.

’Hvad er der?’ spørger jeg.

’Der er ikke noget?’ svarer Michael og kigger forundret på mig. Og smiler.

Jeg kan ikke forklare, hvad det er. Men jeg kan mærke, at noget ikke er, som det skal være. Michael er egentlig ikke anderledes, end han plejer, men min intuition har altid været stærk. Jeg er god til at opfange følelser og stemninger. Nogle gange er det anstrengende og en smule skræmmende, fordi det er sjældent, at nogen kan skjule noget for mig.

Heller ikke Michael. Eller slet ikke Michael, som jeg kender så godt.

Jeg bliver ved med at stikke lidt til ham, indtil han bliver en smule irriteret.

’Der er ikke noget galt. Hvorfor tror du det?’ lyder det surt, og jeg prøver at lade den ligge.

Vi spiser aftensmad. Putter børn. Da børnene sover, ringer min telefon. Det er min mor, og jeg afbryder hende.

Vi går ned i stuen. Min mor ringer igen. Jeg afbryder. Vil ikke snakke med min mor nu, for jeg skal snakke med Michael om, hvad der er galt. Jeg ved, der er noget galt. Måske er han ved at gå fra mig?

Han tager min hånd. ’Du skal ringe til din mor,’ siger han.

Lige dér ved jeg det. Jeg mærker en trykken for brystet og føler, jeg er ved at blive kvalt. Lige dér ved jeg, at min verden er ved at blive smadret.

Jeg ringer. Min mor svarer med det samme og begynder at græde.

’Jeg er meget meget syg, Mia. Jeg har metastaser overalt i hjernen’.

Jeg begynder at skrige. Kyler telefonen gennem stuen, så den rammer endevæggen. Michael trækker mig væk, så jeg ikke vækker børnene. Han ved det godt, for min mor havde om formiddagen ringet og advaret ham. Hun vidste, hvordan jeg ville reagere. Selvfølgelig vidste hun det. Kvinden, som kender mig bedre end nogen anden. De var blevet enige om, at jeg først skulle det have at vide, når børnene sov.

Jeg falder sammen på gulvet, skrigende, grædende. Banker mit hoved ned i gulvet. Slår Michael. River ham. Det hele sortner for mig og kort tid efter lader jeg mig helt slapt falde sammen. Michael holder om mig. Holder mig fast. Jeg hulker.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænker. Om jeg tænker. Men jeg er i chok.

Efter noget tid ringer jeg til min mor igen. Jeg har brug for en forklaring.

Skal hun dø af det her? Inderst inde ved jeg det jo godt. Det er noget lort. Helt enkelt.

Min mor prøver at forklare. Hun er stærk som altid. Positiv som altid. Hun siger, at hun kan leve i mange år med det her. At hun kan få stråling. At hun har det fint.

Vi er i april måned. Jeg tænker tilbage på februar. Michael var i Sydafrika og spille, så min mor var taget til København for at hjælpe mig med alt det praktiske.

Min mor har altid hjulpet. Altid været en kæmpe ressource, når Michael er væk, hvilket han ofte er. Men de dage var anstrengende.

Jeg havde virkelig travlt på arbejde og havde brug for, hun tog over. Tog sig af børnene, lavede mad. Alt det, som min mor var god til.

Men hun var træt. Havde ondt i hovedet. Slæbte på fødderne og væltede på cyklen. Jeg var irriteret på hende. Sur. Og når jeg tænker over det, var jeg i bund og grund bare bange.

Hun var i juli blevet opereret for lungekræft med succes. Sagde de. Men konstant var der en frygt for, at det skulle havde spredt sig, og hun gik til kontrol hver tredje måned.

Inden hun kom og hjalp mig, havde hun været til kontrol og havde ringet til mig og sagt, at alt så fint ud.

Jeg vidste jo godt, at noget var galt. Men jeg kunne ikke rumme det. Jeg turde ikke italesætte det over for min mor, for hvis jeg gjorde det, blev det virkeligt. Så jeg prøvede i stedet at gemme min grimme fornemmelse væk, og det resulterede i stedet i en irrationel irritation, hvor jeg i de dage var ret strid over for min mor.

Det rider mig stadig som en mare. Og den dag, hun ringer, fylder det ALT. Var hendes besøg virkelig den sidste gang, jeg skulle have haft tid alene med min mor? Hvad med alle de andre gange, hun ville have hygget med mig, hvor jeg ikke havde tid? Hvorfor havde jeg ikke prioriteret hende højere? Hvorfor havde jeg ikke sat større pris på, hvor god en mor, hun var? Hvorfor kunne jeg blive irriteret på hende, når hun ringede hver dag. Nogle gange to gange. Eller tre. Fordi der liiige var noget, hun skulle spørge om?

Jeg føler, hun ER død.

Michael skænker mig en kæmpe romsjus. Jeg tømmer den nærmest i en slurk. Fylder glasset igen og begynder at lede efter svar.

Google.

Det er det værste, du kan gøre. Google er fyldt med død. Hun kan måske overleve et år. To, hvis vi er heldige. Hun er 58 år. Min mor. Pigernes mormor. Hun skal ikke kun leve et år mere. Vi har jo for helvede brug for hende.

Jeg tømmer glasset igen, og de stærke dråber bedøver mig langsomt. Michael er gået i seng. Jeg kan slet ikke forestille mig at lægge mig til at sove, men jeg savner nærhed. At nogen holder om mig, beskytter mig. Siger, at alt er ok. Også selvom jeg godt ved, at det aldrig nogensinde bliver ok igen.

Jeg finder frem til Kræftens Bekæmpelse og skriver en besked i en gruppe for pårørende de til folk, der skal dø.

Jeg skriver en lang besked. Har brug for at blive mødt. Hørt. Har brug for at vide, jeg ikke er den eneste, der skal miste sin mor. For lige dér i mørket sent om natten føler jeg mig meget ensom.

Min mor.

Klokken er 00.15. Alligevel tikker der hurtigt et svar ind. Fra Marie-Louise. Hun mistede sin mor for et år siden. Hun ved fuldstændig, hvordan jeg har det. Og selvom vi ikke kender hinanden, vokser der hurtigt en varm fortrolighed frem gennem skærmen. Marie-Louise redder mig på mange måde den nat, hvor jeg mest har lyst til at tømme et pilleglas sammen med den flaske rom, jeg er tæt på at have tømt. Smerten er så pinefuld, at jeg er nødt til at bedøve den med noget.

Jeg tager en pude, bider hårdt i den og skriger. Og skriger. Ned i puden så ingen kan høre mig. Men så højt i mit eget hoved, at det føles som om, det splintrer.

Min mor.

Dagen efter sygemelder jeg mig. Får en akut tid hos en psykolog, der nærmest gør tingene værre. Fem minutter efter min ankomst, hvor jeg mest af alt sidder og ryster, begynder hun at bore i mit forhold til min mor.

Jeg har bare brug for, at nogen redder mig. At nogen fortæller mig, hun ikke skal dø.

Det kan psykologen ikke, og jeg burde nok slet ikke være gået til psykolog. Jeg kan ikke holde hendes blik og hendes stemme ud. Jeg kan ikke holde ud at tale om, hvad jeg føler. Hvad jeg føler? Min mor skal dø, for helvede. Hvad fanden skal jeg føle, når jeg ikke aner, om jeg overhovedet kan overleve den tid, jeg ved venter forude?

Jeg ringer til min far og prøver finde hoved og hale i det hele, for hverken Google eller psykologen redder mig. Og min mor er jo ikke død endnu. Hun tager stadig telefonen, når jeg ringer, og hun lyder glad, stærk, modig. Det er mig, der græder mest. Og det er hende, der skal dø.

Min far fortæller, at lægen har sagt et år. Et år! Maks.

Det er tæt på påsken, så vi tager på påskeferie i Odense. Da jeg træder ind af døren hos mine forældre og ser min mor, bryder jeg sammen. Hun er der endnu! På en eller anden måde har jeg gået rundt med følelsen af, at hun allerede var død. Men hun står jo lige dér. Holder om mig.

Hun skal i intens strålebehandling. Det kan få hævelserne omkring metastaserne til at falde, så smerterne bliver mindre.

Jeg beslutter mig for at tage med for at støtte hende. Min bedste veninde arbejder i strålekælderen, og da vi møder op, kommer hun hen til mig. Jeg bryder sammen igen.
Det værste for min mor er nærmest at se sin datter så ødelagt. Det er værre end sygdommen, siger hun og prøver at trøste mig.

HUN trøster MIG!

Vi kommer ind til strålekanonen, hvor hun bliver lagt med en skal om hovedet og langsomt kørt ind i maskinen. Jeg føler, den spiser hende. Hun ser så lille og skrøbelig ud, som hun ligger der, og jeg kan ikke holde det ud, så jeg løber ud af rummet, kryber sammen i et hjørne, hvor jeg bare sidder og ryster, indtil en sygeplejerske kommer hen til mig. Hun siger ikke noget, men tager bare min hånd.

Hun forstår.

Vi er i april. Sommeren er nær. Jeg har travlt på mit arbejde som PR-rådgiver på et af landets største kommunikationsbureauer. Jeg arbejder med nogle af landets største virksomheder, og hver eneste dag skal jeg opfinde verden forfra. Være kreativ og genial. Mest af alt vil jeg bare gerne ligge i fosterstilling hos min mor. Stille hende spørgsmål, som kun hun kan svare på. Hvem kender mig egentlig ud over min mor? Min far ved nærmest ikke, hvad mine venner hedder, eller hvornår mine børn er født. Han er en god far, og han elsker mig, men han er ikke et leksikon af viden omkring mit liv.

Det er min mor.

Men jeg kan ikke være hos hende, for jeg skal være på mit arbejde og hos min familie på Frederiksberg. Jeg føler, der bliver trukket så hårdt i mig fra så mange sider, at jeg er ved at blive revet over midt på.

Ingen spørger rigtig til det. Jeg tror ikke, folk tænker over det. Eller også vil de helst ikke kende svaret.

Jeg begynder at lave fejl på mit arbejde. Får kritik. Laver endnu flere fejl. Man fejler ikke i den branche, for der er folk, som betaler mange penge for det, jeg plejer at være så dygtig til. Men jeg har det som om, jeg ikke kan trække vejret.

Når jeg har mulighed for det, tager jeg til Odense. Hjem til min mor, som stadig har det nogenlunde.

Hun får prednisolon for at mindske hævelserne i ansigtet, og det får hende til at svulme op. Hun er helt oppustet. Min fine mor med det smukke ansigt og den fine krop. Hun ligner en ballon. Hendes hår falder af. Men hun er stadig glad. Omfavner livet.

’Jeg er ikke bange for at dø. Men jeg er ked af, jeg skal forlade jer,’ siger hun, når vi sidder tæt sammen i sofaen.

Vi fejrer hendes fødselsdag i august med et gourmetophold på Fakkelgården for hele familien. Min mor og far. Min bror og hans familie og jeg og min familie. Det er en vidunderlig weekend. Mine forældre holder i hånd. Min mor stråler. Det er den første weekend i august, og mine forældre beslutter sig for at bestille et ophold på deres bryllupsdag d. 12 oktober. Da har de været gift i 39 år.

Men så begynder det at gå galt. Smerterne tager til. Metastaserne vokser. Min mor kommer under palliativt team, så en hjemmesygeplejerske kommer hjem til hende hver dag for at sikre sig, at medicinen er korrekt inddelt.

Hun tager så mange forskellige piller, at jeg ikke har tal på dem.

Det har hun heller ikke, for en dag kommer hun til at tage dobbelt dosis og begynder at tale helt sort.  Hun insisterer på at gøre tingene selv, men kan ikke engang koge en gryde spaghetti, og hun sidder og rækker ud efter ting, der ikke er der.

Hun bliver visiteret til hospice med henblik på at få styr på smertedækningen og derefter udskrevet igen. Men der er lang venteliste og få pladser.

Jeg kommer hjem på weekend. Da jeg træder ind ad døren, er der heftig aktivitet. I mine forældres smukke stue står et stort monstrum af en hospitalsseng. I gangen en toiletstol.

Min mor er 59 år.

Jeg løber ned i kælderen. Hun skal ikke se mig. Jeg bryder sammen, hulker. Bider mig selv så hårdt i armen, at det begynder at bløde. Det er så virkeligt nu. Hun skal for helvede dø af det her!

D. 14. Oktober, to dage efter mine forældres bryllupsdag, bliver hun indlagt på hospice.

Jeg er hjemme hos mine forældre den dag. Der skal komme en bus og hente min mor, for selvom hun godt kan gå selv, har hun både en kørestol og gangstativ, som hun bruger til lidt længere ture. Bussen kommer en halv time for tidligt, så det hele bliver lidt hektisk.

Jeg husker, at min mor rejser sig fra sofaen. Drejer stille omkring og kigger rundt. Og så begynder hun at græde. Det er første gang, jeg ser hende græde. Tårerne triller stille ned ad kinderne på hende. Hun ved godt inderst inde, at det er sidste gang, hun er her. Det kan jeg se på hende, men ingen af os siger det højt.

Hospice er smukt. Der er lyst og varmt. Vi bliver kærligt modtaget af personalet og får installeret min mor på en stor, dejlig stue. Det er som et lækkert hotel. Vi spiser hjemmebagte småkager og får en dejlig frokost. Jeg tager et billede af den smukke have, hvor efterårsfarverne har indhyllet det hele i gyldne nuancer.

Min mors efterår.

Jeg tager tilbage til København. Skal på arbejde. Min mand træner til IRONMAN og er meget væk. Livet går videre, og hver dag ringer jeg til min mor. Hun lyder glad. Min mor har aldrig været svær at begejstre, og hun roser personalet, maden og omgivelserne. Jeg tror, at hun for første gang i lang tid slapper helt af velvidende, at det store ansvar er fjernet fra min fars skuldre. Hun har altid hjulpet andre og selv hadet at være til besvær. Et ydmygt menneske med et kæmpe hjerte.

Da der er gået en uge, skal vi til 40 års fødselsdag hos en god ven om aftenen. Min mand skal ud og cykle en lang tur med nogle klubkammerater, og jeg er hjemme på Frederiksberg med børnene, da telefonen ringer. Det er min far. Den er helt gal. Min mor er faldet ud af sengen, og nu ligger hun i sengen og er helt ude af den. Hun tigger og beder dem om at lade hende dø. Hun kan ikke mere.

Vi skal komme med det samme, for ingen ved, om hun overlever natten. Da jeg efter mange mange opkald får fat i min mand, styrter han hjem, vi pakker bilen og kører til Odense.

Om aftenen er der igen ro på, og lige der beslutter jeg mig for ikke at vige et sekund fra min mor. Jeg flytter ind på hendes stue, rådfører mig med stedet socialrådgiver, der siger, at jeg skal sygemeldes.

’Er du i stand til at arbejde?,’ spørger hun.

’Nej.’ svarer jeg.

’Så skal du sygemeldes,’ svarer hun.

Min chef bliver ikke glad, men accepterer. Og fra da af er jeg hos min mor.

Derfra går det ned af bakke. Hun kan ikke længere komme ud af sengen, og hendes midlertidige ophold bliver på ubestemt tid. Med andre ord: Hun skal dø her.

Når hun ikke sover, snakker vi. Hun sover mest, og jeg ser serier, strikker og læser bøger. Holder hende i hånden. Når hun er vågen, mader jeg hende, fordi hun ikke længere kan styre bestikket. Jeg taler med de fantastiske sygeplejersker, som har tid og omsorg. Jeg græder.

Folk siger til mig, at jeg også skal sørge for at komme lidt væk. Væk? Om lidt er min mor her ikke mere, og så skal jeg tage væk?

Engang imellem tager jeg løbeskoene på og løber. Når jeg løber, kan jeg glemme det lidt. Jeg var egentlig ikke løber, men det starter dér. Jeg mærker, hvor stor en forskel det gør for mig. Når jeg løber, mindskes smerten. Den gennemborende smerte, kan jeg næsten ikke mærke. Jeg føler mig let. Ubekymret.

Det er et kort fix, men et vigtigt et.

Vi fejrer Mortens Aften på hospice. Hele familien er der. Min bror skal til Jakarta dagen efter. Han er generalsekretær for en stor international organisation og har brugt et år på at forberede et topmøde med 80 deltagerlande. Vi har snakket meget om, hvorvidt han skal tage af sted. Sygeplejerskerne siger ja. Vi ved ikke hvornår, hun dør. Og han rejser på første klasse, så når de første tydelige tegn viser sig, kan han flyve hjem med kort varsel.

Jeg mader min mor med ris a la mande. Hun er aggressiv. Kan ikke kende min bror. Snerrer af os. Og så falder hun i søvn.

Hun vågner ikke igen.  Hun trækker vejret. Hendes hjerte slår. Men hun vågner ikke. Hverken mandag, tirsdag, onsdag, torsdag eller fredag. Jeg tør nærmest ikke gå på toilettet, for det er så vigtigt for mig at være hos hende, når hun dør.

Sygeplejerskerne siger, at jeg ikke kan være sikker. At jeg ikke må være bange for ikke at være der. For så kan jeg aldrig tilgive mig selv, og de har så tit set, hvordan døende først giver slip, når de pårørende er væk.

Jeg strikker og strikker. Er i gang med et betræk til en sofapude, og jeg har vabler på fingrene. Det skal være færdigt inden, hun dør. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg ved bare, at det skal det.

Om fredagen er hun blå under fødderne. Det er et tydeligt tegn på, at hendes organer er ved at lukke ned, så blodet trækker sig sammen om det vigtigste organ. Hjertet.

Vi ringer til min bror. Han ændrer sin billet og kan flyve hjem lørdag morgen.

Hele fredagen og lørdagen sidder jeg hos min mor. Jeg holder hendes hånd, som efterhånden er helt slap. Kigger på hendes vejrtrækning. Min far går rundt som en løve i et bur. Ud og ryge. Ind igen. Ud. Ind. Min mors veninder kommer forbi. Familien. Alle vil sige farvel. Og hun sover.

Hun trækker vejret for sidste gang klokken 20.37. Min bror sidder i et fly. Min far og jeg holder hendes hænder. Min mand står bag mig.  Min mors bedste veninde bag min far. Det er som om, hendes vejrtrækning flytter sig op. Som om hun langsom bliver kvalt. Og da det sidste suk kommer, kaster jeg mig om halsen på hende. Jeg aner ikke, om jeg græder, skriger, eller om jeg er helt stille.

Jeg er en verden af følelser. Sorg, smerte, lettelse.

Vi sidder hos hende, og går ud, da sygeplejersken roligt kommer for at gøre hende i stand. Hun åbner døren, så sjælen kan flyve ud og tænder et par stearinlys. Vi sætter os i opholdsstuen. Hører musik og er stille sammen. Det har regnet hele dagen, men da jeg kigger op, kan jeg se stjernerne lyse klart på en skyfri himmel.

Lidt om den onde cirkel, at blive lagt ned – og få shit done!

Nøj, jeg har været skuffet over mig selv. Da jeg efter mange års tilløb endelig kom i gang med at blogge igen, lovede jeg nemlig mig selv, at jeg skulle blogge hver dag – eller minimum hveranden – for det er det, der i min optik gør en blog værd at læse. At der sker noget.

Men, der er simpelthen sket for meget til, at jeg har haft tid. Og lige nu har jeg det som om, jeg er blevet kørt over. I går gik jeg i seng klokken 20 og vågnede først igen klokken 7. Og var stadig træt.

Det er typisk mig. Jeg fylder på og fylder på, indtil bægeret ikke bare flyder over, men simpelthen vælter. Og da jeg vågnede i morges var det med så trist en følelse, at jeg måtte lægge mig ind til Michael og lige græde lidt. Jeg kunne slet ikke overskue at komme i gang med dagen.

Vi havde jo efterårsferie i sidste uge. Jeg indledte efterårsferien med tre dage a 9 timer (fredag, lørdag og søndag) i København på gravidyogauddannelsen. Og det var faktisk en helt vildt dejlig weekend, hvor der også blev kærestetid.

I julen fik jeg nemlig billetter til The Cure koncerten af Michael. Jeg har været fan af The Cure for evigt, men jeg har aldrig oplevet dem live. Desværre – eller heldigvis – ramlede det sammen med min weekend på uddannelsen, så der blev lidt mindre kærestid, end jeg havde håbet, men vi havde en dejlig weekend.

Jeg startede fredagen med at være på kursus, tog lidt tidligere afsted og checkede ind på Guldsmedens Hotel Babette på Esplanaden. Her blev vi opgraderet til en juniorsuite, der var helt vildt skøn.

Jeg er VILD med Guldsmedens koncept. Både deres indretning og CSR-politik. Alt er bæredygtigt og økologisk, og deres morgenmad er helt vidunderlig.

Skønneste suite på Guldsmeden!

Skønneste suite på Guldsmeden!

Lækreste økomorgenmad på Guldsmeden!

Lækreste økomorgenmad på Guldsmeden!

Og god csr-politik!

Og god csr-politik!

Typisk os havde vi ikke besluttet os for, hvor vi skulle spise fredag aften, så vi endte med at trave lidt rundt, og der var vildt mange mennesker alle steder, og til sidst var jeg sur og sulten (man er vel gravid), så vi endte med shawarma og falafler i den bedste biks i vores gamle hood på Frederiksberg. Derefter delte vi et stykke cheesecake med pistacie på Bertels og så tog vi i Forum.

Koncerten var lige så magisk, som jeg havde håbet. Og lang. Nærmest evindelig. Næsten tre timer spillede de gamle drenge, og allerede da de gik i gang, sad jeg med tårer i øjnene. Robert Smiths vokal var stadig magisk, og de blandede ukendte og nye numre med deres største hits i en skøn skøn blanding. Den kunne måske godt have været en halv time kortere, men vi blev sendt ud af i den københavnske aften med numre som Friday I’m in Love og Boys Don’t Cry og en boblende følelse af at have været med til noget helt særligt. Tak.

Lørdag var jeg på kursus igen i ni timer og mødtes om aftenen med Michael og spiste en skøn middag på Cantina, hvor vi bare fik snakket og snakket og nydt hinanden. Jeg var helt nyforelsket, da vi sagde farvel, og Michael kørte videre på job – han skulle spille til et eller andet arrangement i København.

Kærestemiddag på Cantina. Spis der - det er sååå godt!

Kærestemiddag på Cantina. Spis der – det er sååå godt!

Søndag kursus igen og så hjem. Og så skulle ferien starte, og jeg havde tusinde planer om ting, jeg skulle nå: Male vindueskarme, rydde op, plante hæk, lave hyggelige ting med børnene….og hvad skete der? Jeg gik ud som et lys med feber og massiv migræne, og i tre dage kæmpede jeg for bare at stå på benene.

Det er ganske symptomatisk, tænker jeg. Endelig fri efter en hektisk periode, og så går min krop ned med flaget.

De sidste par dage af efterårsferien gik med at slæbe mig ud af sengen, komme lidt ud huset med pigerne, prøve at læse til eksamen og så afsted til København igen i weekenden, hvor der stod to eksamener på programmet i min 200 timers hot yoga uddannelse. Først en 90 minutters undervisningseksamen og senere to timers skriftlig eksamen. Jeg tror, det hele gik godt, og dermed er jeg vel egentlig mere eller mindre uddannet yogalærer nu?

Vi nåede at komme ud af døren og lave nogle hyggelige ting i ferien - her i Zoo

Vi nåede at komme ud af døren og lave nogle hyggelige ting i ferien – her i Zoo

Tid til en smule hygge i ferien

Tid til en smule hygge i ferien

Bagte verdens bedste chokolademuffins - opskrift følger!

Bagte verdens bedste chokolademuffins – opskrift følger!

Mandag startede en ny, hektisk arbejdsuge, og jeg har vel egentlig ikke haft tid til at absorbere det hele og mærke, hvor vildt det egentlig er. Jeg er uddannet yogalærer! Altså, JEG ER UDDANNET YOGALÆRER!!

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Jeg føler, jeg burde fejre det. Men jeg ved ikke rigtig hvordan. Mest af alt er jeg bare træt. Og ud over arbejde har jeg i denne uge tre afleveringer på gravidyoga og en fraværsopgave på 200 timers uddannelsen (så teknisk set er jeg ikke helt færdig), jeg skal undervise en klasse torsdag aften (og jeg glæder mig – men barnepigen har meldt fra, Michael er i København, og…) og på mandag starter jeg et gravidyogaforløb.

Samtidig synes jeg bare ikke, jeg kan komme oven på derhjemme. Der roder, der er bunker af vasketøj, jeg føler ikke, jeg spiser sundt nok, fordi vi får handlet ind sådan lidt dag for dag, og jeg mangler bare tid til at komme oven på. Jeg ved bare ikke hvornår. Og Michael har også travlt. Og jeg mærker ikke rigtig babyen endnu og er konstant bekymret (tak til kære Helle for lige at tjekke hjertelyd forleden), og jeg føler ikke, jeg har tid til bare at lukke øjnene og nyde.

Min barndomsveninde Helle er jordemoder og var så sød lige at tjekke, om alt er ok hos baby. Og det tyder det på.

Min barndomsveninde Helle er jordemoder og var så sød lige at tjekke, om alt er ok hos baby. Og det tyder det på.

Og netop derfor valgte jeg at overgive mig i går, da jeg puttede Vera og bare kunne mærke trætheden komme væltende ind over mig. Og derfor sov jeg mange mange timer og er stadig træt.

Og jeg aner faktisk ikke helt, hvad jeg skal gøre. For det er som en ond cirkel, jeg ikke kan bryde. Jeg ved, det vil hjælpe, hvis jeg får lavet mine opgaver, ryddet op, lavet madplaner og fyldt køleskabet med sunde ting. Men jeg er simpelthen for træt til noget af det. Jeg er endda for træt til at være på arbejde og har bare lyst til at lægge hovedet ned på skrivebordet og sove. Men jeg skal jo arbejde, så jeg kan få fri og komme hjem og være mor. Og alt det andet.

Og inden du tænker: Hvad med hendes mand? Kan han ikke gøre noget?

Jo, men heldigvis har manden også travlt (hvilket er en god ting, når man er selvstændig), og i går plantede han den famøse hæk, som vi aldrig nåede i efterårsferien.

Det er heldigvis luksusproblemer det hele. Men når man en gang har været nede og bide i gulvtæppet med stress, så er det en smule bekymrende at vågne en morgen og bare have lyst til at græde.

Det hele vender. Jeg ved det. Jeg har fri fredag, og jeg har valgt at dedikere dagen til at få ’shit done’. Jeg kunne også dedikere dagen til at stirre ud i luften eller se Netflix, men det bliver en ’get shit done’ dag, så jeg kan ånde ud i weekenden, hvor jeg ingen planer har. For en gangs skyld.

Så alt er ikke lyserødt, men det er heller ikke håbløst.