Den tunge søvn og danske sommer

Ellie sover. Og sover. Hvis blot jeg lader være med at tro, at hun er sådan en baby, der kan puttes i barnevognen, så sover hun. I går sov hun 4 1/2 times middagslur. I dag sover hun nu på tredje time. Tricket er at putte hende i vores seng med brystet i munden. Så lukker jeg også øjnene lidt, og når hun efter 30-45 minutter bevæger sig fra den lette søvn til den dybe – altså dér, hvor mange, rigtig mange, spædbørn vågner til forældrenes fortvivlelse, som dermed konkluderer, at de har ‘den slags’ børn, der kun sover korte intervaller – så får hun stukket brystet i munden igen og sover således videre. I lang tid.


IMG_8314Jeg siger ikke, at alle spædbørns soverutiner kan ændres til det bedre efter samme metode, men det virker her. Og det har virket på nu tre børn. Derfor vil jeg vove den påstand, at det er forsøget værd, hvis du kæmper en fortvivlet kamp derude. Og jeg VED godt, at det ikke levner megen plads til alt det andet, du gerne vil: drikke kaffe, rydde op, vaske tøj (eller, det VIL man jo ikke) og alt muligt andet, men hvornår i livet får du ellers mulighed for at lægge dig i din seng midt på dagen? Med god samvittighed, fordi du jo er nogens mor. Jeg foreslår at medbringe en god bog.

Nå, men i dag har jeg sneget mig ud af soveværelset og sidder nu ved computeren lige ved siden af. Jeg har også nået at spise frokost med min mand, som nu er gået over i sit studie for at forberede weekendens mange jobs. Og Ellie sover stadig – men jeg gik altså først, da hun havde haft sin første opvågning præcis 45 minutter inde i søvnen, og således sover hun nu den dybe søvn, som er så god for hende.

Jeg sidder på førstesalen på mit lille ‘kontor’, der er indrettet i et lille indhak på reposen. Jeg har endnu ikke gjort så meget ved det, men nu, hvor jeg for første gang i lang tid har sat mig her, tænker jeg over, hvor rart det er at kunne arbejde med udsigt til blå  grå himmel og grønne trætoppe, og jeg tænker, at jeg burde gøre noget for at indrette mig hyggeligt her, så jeg med tiden og under barslen kan begynde at skabe alt det, jeg drømmer om. Det er ikke sikkert, det sker, for der er også mange andre projekter i et hus som vores; alle vinduerne skal males, vi skal have gjort noget ved terrassen (sommeren kommer jo i september), jeg skal have ryddet op i alle skabe og skuffer – og vigtigst af alt skal jeg være Ellies mor og altså nyde muligheden for bare at ligge og snuse.

Jeg har lige siddet og bladret billeder igennem fra tidligere ferier. Indrømmet. Jeg er lidt feriedepri, som jeg også skrev om i foregående indlæg. Jeg mangler sol og sommerstemning. men samtidig med, at jeg glæder mig til lidt struktur og nyder, at børnene lige nu er på ferie hos farmor og farfar, så kan jeg næsten heller ikke magte tanken om, at de i næste uger starter skole igen, uden at vi har haft den der helt perfekte sommer.

Også selvom ingen sommer er perfekt, og det vidunderlige også ligger i det uperfekte og kaosset. Men jeg mangler lange sommeraftener, sene gåture langs stranden, sand mellem tæerne. Og jeg drømmer om, at vi inden barslens afslutning får mulighed for at rejse væk – også selvom jeg ved, at det må blive ved drømmen, da barselsøkonomien ingenlunde rækker til sydlige himmelstrøg.

Danmark er jo også skøn, og ferien har da budt på mange dejlige stunder. Forleden skrev jeg om Berlin, som alt i alt var en vildt hyggelig tur, og på mandag tager vi en tur til Svendborg og besøger de venner, vi også besøgte i Berlin. De er nemlig vendt hjem igen, vi savner dem, og det er altid en sand lise at besøge dem i deres vidunderlige hus lige ned til stranden i Svendborg.

Danmark bød i starten af ferien også på en skøn tur til København, hvor venners venner var så gavmilde at låne os deres hus, da de selv var væk. Det er jo bare to år siden, vi selv flyttede fra byen, og vi savner den indimellem og ret tit. Men det gode ved at flytte væk er, at vi oplever København på en helt anden måde som gæster. Da vi boede der, var det jo hverdag som alt andet, og vi så ikke skønheden.

Vores uge i København bød først og fremmest på en skøn dag i Københavns Zoo sammen med min mands bedste ven og hans familie.

Dernæst havde vi verdens bedste dag i Tivoli med turpas og hele baduljen – den gamle have fejler ALDRIG. Så tog vi på kanalrundfart og spiste burgere på Gasoline, besøgte venner og sluttede miniferien af med et besøg på Den Blå Planet, som har den bedste udendørs legeplads med udsigt over Øresund og en lille dam, hvor ungerne kan fange små dyr (eller insekter?), som de kan studere i mikroskoper og blive hjulpet af de søde vejledere, som arbejder der. Restauranten er Meyers Madhus, hvilket betyder, at man kan få virkelig god mad og kaffe til absolut rimelige priser. Da vi havde spist de lækreste fiskefrikadeller, fes ungerne ned på legepladsen, og så kunne vi i fred og ro nyde en kaffe og en lille kage på terrassen.

Det er anden gang på få år, vi besøger Den Blå Planet. Og som med alt det andet koster det en bondegård, hvis en hel familie skal derind. MEN – og her kommer pointen med min lille ‘københavnerguide’ – der findes et kort, som mange børnefamilier ikke kender, hvilket jeg ikke forstår. Kortet er et medlemskort til WWFs Panda Club. Som medlem støtter man altså foreningen, og får dermed et kort til ungerne, som lukker dem gratis ind i alskens dyreparker rundt om i landet – som fx Københavns Zoo og Den Blå Planet. Medlemsskabet koster 250 kroner om året, hvilket vel nærmest er billigere end et børneårskort til Københavns Zoo, så det kan ikke betale sig at lade være. Og når man samtidig støtter et godt formål, så….

IMG_8453

IMG_8457

Nå, nu fik jeg skrevet lidt i øst og vest, bare fordi den lille rotte sover så godt. Tror jeg vil lægge mig ind til hende og nyde synet, når hun vågner op. Der er ikke noget bedre, end spædbørn der langsomt vågner efter en god, tung søvn, vel?

Så fik Ellie sit navn

Ellie Viola Rasmussen

En sød pige sagde forleden til mig, at hun var i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige at få et tredje barn – men at hendes tredje barn endte med at blive hendes største forelskelse.

Den dag, for snart et år siden, da jeg på et toilet i Frederiksbergcentret tog en positiv test samme dag, som vi skulle til Ibiza, var vi – ærligt – ikke overstadigt lykkelige. Mere eftertænksomme. En anelse bekymrede. Kunne vi rumme det her? Havde vi overskuddet – både det menneskelige og økonomiske? Havde vi plads – i vores hjerter, vores hus og vores bil?

Og nej. Så vi på alt det praktiske, var det verdens dårligste ide. Men nu er praktisk tænkning ikke vores stærkeste side, og hvor ville livet så også være kedeligt. For er det eneste rigtige egentlig at have børneværelser nok og den rigtige bil?

Du er født ind en familie styret af følelser og lyst. Vi råber og skændes, og vi elsker. Hold nu op, hvor vi elsker hinanden.

Men du er desværre også født ind i en tid, hvor de stærke følelser ikke kun har været glæde og lykke, men i højere grad sorg, fortvivelse, angst….

Jeg glemmer aldrig følelsen af at sidde ved din fars sygeseng og ikke ane, hvad fremtiden ville bringe og bare have lyst til at skære maven af. Og sorgen over at byde dig, kære lille væsen, de tanker og følelser. Al den stress. Indtil en kær  bekendt sagde, at jeg skulle tale med dig. Forklare dig. Guide dig gennem det stormvejr. Så det gjorde jeg. Hver dag. Og vores bånd blev bare stærkere og stærkere i takt med, at din far fik det bedre og bedre.

Forløsningen da jeg fødte dig. Du kom som en orkan og bragte mig steder, jeg aldrig troede, jeg kunne komme. En fødsel så intens og stærk, at min krop blev presset til det yderste, men hele tiden i kontrol, fordi mit sind vidste, hvad der var i vente.  Dig. Så stærk og fin. Stor og sund. Født i stuen til lyden af fuglene i haven. Al min dårlige samvittighed forsvandt med et, for jeg kunne med det samme se, at min krop til trods havde passet på dig.

Og nu. Nu er du her. Vi har jo altid manglet dig, føler vi. Hvad ville vi være uden dig? Midt i al den frustration over sygdom, operationer, mere sygdom, er du det rene og ægte. Du er kun glæde. Intet andet. Og jeg ved, at du kom nu, fordi du skulle. Du har hele tiden været en boble af glæde, jeg har kunnet søge ind i. Blive ladet op. Det er aldrig svært at være din mor.

Selvfølgelig skulle du være her. Min dejlige pige. Min store forelskelse. Tak for dig.

IMG_8365 IMG_8366 IMG_8367 IMG_8368 IMG_8369 IMG_8371 IMG_8373 IMG_8374 IMG_8375 IMG_8376 IMG_8377 IMG_8378 IMG_8379 IMG_8380 IMG_8381 IMG_8382

Amning er meget mere end mad

Jeg glæder mig til at amme. Jeg glæder mig helt vildt meget til at amme. For mig er det vitterligt lyksaliggørende at sidde med en lille baby ved brystet.

Sådan har det ikke altid været.

Da jeg fødte Frida for snart otte år siden (ret præcist – for min store pige har lige haft fødselsdag), var det en fødsel fyldt med indgreb, som i høj grad forstyrrede det naturlige hormonsystem og dermed også forstyrrede hendes sutterefleks, min nedløbsrefleks og produktion.

Dagene på barselsgangen var hæslige. Jeg kunne ikke mærke mit barn, kunne ikke mærke tilknytningen til hende, og hver eneste amning var en kamp, hvor urutinerede sosuassistenter med lange negle med vold og magt forsøgte at forene bryst og barn, mens jeg i timerne imellem sad med en elektrisk malkepumpe, så jeg kunne give min nyfødte datter de dyrebare dråber på en ske, i en kop og med en lille pipette. Jeg græd. Det var ingenlunde det lykkelige, fredfyldte billede, jeg havde fået malet i mit hoved forinden fødslen. Det var en kamp, som jeg følte, jeg ikke kunne vinde. Jeg følte mig uduelig som mor, indtil en garvet jordemoder efter et par dage udskrev os med ordene ‘nu tager du hjem, slapper af, følger din intuition, og så kommer det’. Jeg havde svært ved at føle mig overbevist, da vi med skælvende ben bar vores lille datter ud i bilen, godt pakket ind i varmt tøj og autostol, og forsigtigt, meget forsigtigt, satte kursen mod vores hjem på Islands Brygge.

Da jeg kæmpede for at få amningen i gang første gang...

Da jeg kæmpede for at få amningen i gang første gang…

Om natten vågnede jeg ved, at mine bryster var ved at eksplodere. De var KÆMPE store og så spændte, at Frida ikke kunne få fat. Klokken var 2, og jeg tiggede og bad Michael om at finde en Falckstation, hvor han kunne leje en brystpumpe. Det lykkedes heldigvis ikke, og istedet gik jeg under den varme bruser, lod de vandet opbløde mine spændte bryster, malkede lidt ud med hånden og lagde så Frida til. Hvilken følelse. Hun suttede og suttede. Tømte roligt mine bryster i timerne, der gik, og faldt derefter i en tung, mæt søvn. Mine bryster var jo stærkt overstimulerede af alt det pumperi, Frida havde ikke selv fået lov til at regulere produktionen, og det tog et par dage, før det faldt nogenlunde på plads.

Derefter kørte det. Nogenlunde. Jeg havde på hospitalet fået af vide, at hun skulle spise hver 3-4 time. Det forstod jeg, som at hun KUN skulle spise hver 3-4 time. Så når hun havde spist og efter en en time eller to blev urolig, prøvede vi alskens andre ting for at berolige hende – også om natten. Og det tog tid og kræfter. Hvis jeg dog bare havde kendt til begrebet intuitiv amning og friamning, som betyder at lade barnet sutte efter behov. Nogle børn sutter længe med lange pauser imellem – andre sutter kort i korte intervaller.

Men det kom jeg til – og så blev jeg gravid med Vera. Fødslen var rolig og naturlig, og Vera suttede med det sammen. Ammeopstarten og det videre forløb var fuldstændig ukompliceret. Hun fik lov at sutte, når hun havde behov. Hver gang hun gav et kny fra sig, fik hun et bryst i munden, så hun var altid glad og tilfreds. Hun sov fra starten hele natten, spiste i søvne liggende ved mit bryst, og hun var aldrig utilfreds. Bare glad, sov godt og spiste.

At amme Vera var fra starten en leg - og vi fortsatte da også i 3,5 år :-)

At amme Vera var fra starten en leg – og vi fortsatte da også i 3,5 år 🙂

16389044_10154827435081166_1146321449_o

Jeg ved godt, man kan vælge den intuitive vej og stadig have et barn, der er utilfreds. Men for vores vedkommende fungerede det. Samarbejdet mellem moderens intuition og babyens evne til at vise sine behov med små tegn fejler nemlig sjældent.

Og den vej vælger jeg igen, når lillesøster kommer til verden. Vi end ikke overvejer at købe en narresut eller en sutteflaske. Selvfølgelig må hun få en sut – når amningen efter 2, 3, 4 måske 5 uger er veletableret, og hvis hun viser behov for det. Vera har aldrig rigtig brugt sut, og det er jo ikke must, som mange nybagte mødre tror.

For børn udvikler sutterefleksen efter fødslen for overlevelsens skyld. De skal sutte på et bryst – ikke en klump gummi. Og de skal sutte på brystet, fordi de dermed regulerer mælkeproduktionen og sikrer, at der bliver produceret nok mælk til, at de bliver mætte. Det er i virkeligheden meget simpelt. Udbud og efterspørgsel. Herudover er amning meget mere end bare mad. Amning er også nærhed, tryghed og ro – begrebet ‘at søge brystet som trøst istedet for sutten’ bør simpelthen forbydes.

Babyer SKAL ikke bruge sut. Er amningen veletableret, får de nok at spise og har de stadig et stort suttebehov, så kan den være fin. Og en god aflastning. Men et sundt, godt og velfungerende ammeforløb ER tidskrævende i starten. Det kræver mange timer i ro i sengen eller sofaen – til gengæld er det godt givet ud, når det bare kører på skinner.

Og det håber jeg naturligvis, at det kommer til at gøre for os igen denne gang. For jeg elsker at amme, og jeg ammer lige så længe, både hun og jeg har lyst, uden at skelne til anbefalinger eller normer. Frida blev ammet i 11 måneder. Vera i 3,5 år.

Når lillesøster bliver født, har jeg således planer om at barsle de første par uger efter i den forstand, at der bliver et absolut minimum af gæster og kun meget korte besøg. Bedsteforældrene må tage sig lidt af de store og lave nogle hyggelige ting med dem, selvom Frida og Vera naturligvis også skal være med og knytte bånd til deres lillesøster. Men det vigtigste er, at hun og jeg finder hinanden og får en god start sammen.

Når alt det er sagt, vil jeg slutteligt tilføje, at en god mor ikke sidder i brysterne. En god mor er hende, der kan træffe de rigtige valg for sig selv og sit barn. Og kan og vil amningen ikke lykkes, så er det fantastisk, at vi lever i en del af verden, hvor der findes supergode alternativer til modermælken.

Kan du lide at amme? Hvor længe har du ammet? Og har du spørgsmål til amning? Så skriv meget gerne en kommentar <3