I lort til halsen og genbrug

Forleden satte Ellie og jeg kurs mod København for at holde et møde om et igangværende og meget spændende projekt, som jeg er en del af. Kan ikke løfte sløret endnu – men det handler om yoga:)

Nå, men som altid, når vi er på farten, lod jeg vognen blive hjemme og drog afsted med Ellie i viklen og lasten i min pragtfulde puslerygsæk fra babydreamer.dk. Jeg er rimelig cool omkring det at tage baby med til møder og andre gøremål, fordi jeg har fået en nem baby, men også fordi jeg gør opmærksom på, at jeg medbringer ‘påhæng’, så det er klart for folk, jeg mødes med, at der er en lille klump, der kommer før alt andet. Sådan er det. At være på barsel skal ikke forhindre mig i at gøre ting, være produktiv, men Ellie kommer ALTID i første række.

Derfor er viklen genial, da hun stadig er en lille fis, som bare vil være tæt på mig.

Nå, men vi sad altså i toget, jeg ammede og havde styr på både bryster og baby, da der lød en umiskendelig lyd af en ble, der blev fyldt – og i den grad til randen, så det løb ud over kanten og lavede store pletter på den lyse heldragt. I der har små børn eller har haft ved, hvad jeg taler om.

Uheldet skete seks minutter før, toget nåede København, så jeg skyndte mig ud på toilettet for at skifte blot for at konstatere, at jeg havde glemt skiftetøj!!!!!

Jeg måtte altså nøjes med at vaske af, skifte ble, beholde den beskidte heldragt på og stoppe Ellie tilbage i viklen, så uheldet ikke var synligt. Derpå meddele min aftale, at jeg liiiiige skulle finde en børnetøjsforretning først.

Og her opstod det mere alvorlige problem: Det eneste, jeg kunne finde, var små børnetøjsforretninger med tøj fra 300 kroner og derover. Og det strider så markant imod, hvad jeg tror på. Jeg kan af alle mulige årsager ikke magte forbrugshysteriet, så snart der står baby på dagsordenen – eller i så mange andre henseender. I de terminsgrupper, jeg på et tidspunkt frekventerede, var jeg ved at falde ned af stolen over de budgetter, der blev lagt til projekt baby.

Selv er jeg stor fan af at købe brugt. Jeg tjekker næsten altid DBA eller reshopper, inden jeg køber nyt. Det har den gevinst, at der spares penge, OG at al den skadelige kemi er drysset af andre steder end hjemme hos os.

Derfor opfordrer jeg også familien til at købe brugt, når der indimellem skal købes gaver til vores unger. SELVFØLGELIG er der ting, der er bedst nye, og det er også ok, men seneste dille er fx Sylvanian – og er I klar over, hvor dyrt det er? Samtidig kan man finde det stort set ubrugt på genbrugssiderne, og pigerne får så meget mere for de samme penge.

Jeg forsøger også, at vi lever bevidst: Spiser overvejende vegetarisk, så der er budget til godt, økologisk kød, når vi skal have kød. Jeg køber udelukkende økologisk i alle madvarer og prøver at lave madplaner, så vi minimerer spild.

Det vil jeg skrive meget mere om – og nok også begynde at dele vores madplaner med jer.

Jeg synes, vi skylder os selv og de næste generationer det. Og jeg kan næsten ikke overskue, hvor mange penge, der bliver brugt på komplet ligegyldige ting og luksus, mens folk dør af sult andre steder. Det kan faktisk gøre mig direkte ked af det.

Ok, det lyder megahelligt, men det er vel ikke forkert at føle sådan?

Det var også sådan, jeg følte, da jeg stod med hænderne i bløde heldragter fra kendte mærker. Og jo, de er lækre, og jo, jeg var fristet. Men med skabet spækket med dejligt babytøj i arv fra storesøstrene, kunne jeg simpelthen ikke forsvare det. Så jeg gik ud og fortsatte ned ad gaden, hvor der til mit held lå en genbrugsforretning. Her fandt jeg en body og et par bukser til ialt 30 kroner. Og støttede samtidig et giot formål. Win-win. Og Ellie blev jo ikke mindre lækker, vel?

Ellie i rescue-genbrug

Ellie i rescue-genbrug

Den tunge søvn og danske sommer

Ellie sover. Og sover. Hvis blot jeg lader være med at tro, at hun er sådan en baby, der kan puttes i barnevognen, så sover hun. I går sov hun 4 1/2 times middagslur. I dag sover hun nu på tredje time. Tricket er at putte hende i vores seng med brystet i munden. Så lukker jeg også øjnene lidt, og når hun efter 30-45 minutter bevæger sig fra den lette søvn til den dybe – altså dér, hvor mange, rigtig mange, spædbørn vågner til forældrenes fortvivlelse, som dermed konkluderer, at de har ‘den slags’ børn, der kun sover korte intervaller – så får hun stukket brystet i munden igen og sover således videre. I lang tid.


IMG_8314Jeg siger ikke, at alle spædbørns soverutiner kan ændres til det bedre efter samme metode, men det virker her. Og det har virket på nu tre børn. Derfor vil jeg vove den påstand, at det er forsøget værd, hvis du kæmper en fortvivlet kamp derude. Og jeg VED godt, at det ikke levner megen plads til alt det andet, du gerne vil: drikke kaffe, rydde op, vaske tøj (eller, det VIL man jo ikke) og alt muligt andet, men hvornår i livet får du ellers mulighed for at lægge dig i din seng midt på dagen? Med god samvittighed, fordi du jo er nogens mor. Jeg foreslår at medbringe en god bog.

Nå, men i dag har jeg sneget mig ud af soveværelset og sidder nu ved computeren lige ved siden af. Jeg har også nået at spise frokost med min mand, som nu er gået over i sit studie for at forberede weekendens mange jobs. Og Ellie sover stadig – men jeg gik altså først, da hun havde haft sin første opvågning præcis 45 minutter inde i søvnen, og således sover hun nu den dybe søvn, som er så god for hende.

Jeg sidder på førstesalen på mit lille ‘kontor’, der er indrettet i et lille indhak på reposen. Jeg har endnu ikke gjort så meget ved det, men nu, hvor jeg for første gang i lang tid har sat mig her, tænker jeg over, hvor rart det er at kunne arbejde med udsigt til blå  grå himmel og grønne trætoppe, og jeg tænker, at jeg burde gøre noget for at indrette mig hyggeligt her, så jeg med tiden og under barslen kan begynde at skabe alt det, jeg drømmer om. Det er ikke sikkert, det sker, for der er også mange andre projekter i et hus som vores; alle vinduerne skal males, vi skal have gjort noget ved terrassen (sommeren kommer jo i september), jeg skal have ryddet op i alle skabe og skuffer – og vigtigst af alt skal jeg være Ellies mor og altså nyde muligheden for bare at ligge og snuse.

Jeg har lige siddet og bladret billeder igennem fra tidligere ferier. Indrømmet. Jeg er lidt feriedepri, som jeg også skrev om i foregående indlæg. Jeg mangler sol og sommerstemning. men samtidig med, at jeg glæder mig til lidt struktur og nyder, at børnene lige nu er på ferie hos farmor og farfar, så kan jeg næsten heller ikke magte tanken om, at de i næste uger starter skole igen, uden at vi har haft den der helt perfekte sommer.

Også selvom ingen sommer er perfekt, og det vidunderlige også ligger i det uperfekte og kaosset. Men jeg mangler lange sommeraftener, sene gåture langs stranden, sand mellem tæerne. Og jeg drømmer om, at vi inden barslens afslutning får mulighed for at rejse væk – også selvom jeg ved, at det må blive ved drømmen, da barselsøkonomien ingenlunde rækker til sydlige himmelstrøg.

Danmark er jo også skøn, og ferien har da budt på mange dejlige stunder. Forleden skrev jeg om Berlin, som alt i alt var en vildt hyggelig tur, og på mandag tager vi en tur til Svendborg og besøger de venner, vi også besøgte i Berlin. De er nemlig vendt hjem igen, vi savner dem, og det er altid en sand lise at besøge dem i deres vidunderlige hus lige ned til stranden i Svendborg.

Danmark bød i starten af ferien også på en skøn tur til København, hvor venners venner var så gavmilde at låne os deres hus, da de selv var væk. Det er jo bare to år siden, vi selv flyttede fra byen, og vi savner den indimellem og ret tit. Men det gode ved at flytte væk er, at vi oplever København på en helt anden måde som gæster. Da vi boede der, var det jo hverdag som alt andet, og vi så ikke skønheden.

Vores uge i København bød først og fremmest på en skøn dag i Københavns Zoo sammen med min mands bedste ven og hans familie.

Dernæst havde vi verdens bedste dag i Tivoli med turpas og hele baduljen – den gamle have fejler ALDRIG. Så tog vi på kanalrundfart og spiste burgere på Gasoline, besøgte venner og sluttede miniferien af med et besøg på Den Blå Planet, som har den bedste udendørs legeplads med udsigt over Øresund og en lille dam, hvor ungerne kan fange små dyr (eller insekter?), som de kan studere i mikroskoper og blive hjulpet af de søde vejledere, som arbejder der. Restauranten er Meyers Madhus, hvilket betyder, at man kan få virkelig god mad og kaffe til absolut rimelige priser. Da vi havde spist de lækreste fiskefrikadeller, fes ungerne ned på legepladsen, og så kunne vi i fred og ro nyde en kaffe og en lille kage på terrassen.

Det er anden gang på få år, vi besøger Den Blå Planet. Og som med alt det andet koster det en bondegård, hvis en hel familie skal derind. MEN – og her kommer pointen med min lille ‘københavnerguide’ – der findes et kort, som mange børnefamilier ikke kender, hvilket jeg ikke forstår. Kortet er et medlemskort til WWFs Panda Club. Som medlem støtter man altså foreningen, og får dermed et kort til ungerne, som lukker dem gratis ind i alskens dyreparker rundt om i landet – som fx Københavns Zoo og Den Blå Planet. Medlemsskabet koster 250 kroner om året, hvilket vel nærmest er billigere end et børneårskort til Københavns Zoo, så det kan ikke betale sig at lade være. Og når man samtidig støtter et godt formål, så….

IMG_8453

IMG_8457

Nå, nu fik jeg skrevet lidt i øst og vest, bare fordi den lille rotte sover så godt. Tror jeg vil lægge mig ind til hende og nyde synet, når hun vågner op. Der er ikke noget bedre, end spædbørn der langsomt vågner efter en god, tung søvn, vel?

IMG_8654

…og så var vi i Berlin. Med børn!

Sommerferien går så småt på hæld, og jeg må indrømme, at I dag ikke har været en af mine mest stolte. Jeg har bare været sur – sur på vejret, umulige børn, bare sur. Jeg synes måske ikke, vi har fået det ud af ferien, jeg havde håbet på. Der har været tonsvis af konflikter mellem børnene, som jo nok, ligesom mig, er ved at være vanvittige over, at det ikke er hverken strand eller havevejr.

Imens har jeg gloet mig endnu mere ond i sulet på andres farverige feriebilleder – og det ser ud som om, at alle i mit social media netværk har været i enten Kroatien eller på Mallorca. Og det havde nok været nemmere at sluge, hvis man selv havde haft bare en dag i en liggestol i solen.

Men heldigvis bekræftede min skønne veninde, Christine, mig i, at jeg ikke er ene om at have sommerferiedepression.

Men ok, vi har da haft rigtig gode stunder og mange skønne oplevelser denne sommer, selvom budgettet var småt og mulighederne mindre med barsel og baby.

Vi har blandt andet været i Berlin – yes yes, storbyferie med tre børn. Det kan man faktisk godt. Også med en vis succes.

IMG_8654

Vi valgte Berlin, fordi vores gode ven bygger hotel i byen og derfor var der hele juli med konen og deres tre børn. Så kunne vi hænge ud sammen, og børnene kunne lege.

De dejligste børn i Berlin

De dejligste børn i Berlin

Ferien indeholdt nemlig alt det, en storbyferie med børn nødvendigvis indeholder: konflikter, nedsmeltninger, oplevelser, opture, god mad og masser af is.

Vores venner boede i Prenzlauer Berg i det østlige Berlin – mega hyggeligt kvarter med små, finurlige butikker, gode legepladser og kaffe! En kombi, der fungerer ret godt. Børnene er aktiverede, og de voksne kan drikke kaffe og snakke. Og snakket blev der!

Baby på tæppet på legepladsen og voksensnak i baggrunden

Baby på tæppet på legepladsen og voksensnak i baggrunden

En god latte på en cafe fåes for ca. 20 kroner – noget vi kunne lære af herhjemme. Siden vi landede i landet igen har jeg simpelthen ikke kunnet få mig selv til at betale 40+ for varm mælk med et skud kaffe!

Ikke kaffe, men til gengæld et skud af verdens bedste cola

Ikke kaffe, men til gengæld et skud af verdens bedste cola

Is sad også løst på os. På alle gadehjørner er der små isbarer med hjemmelavet is til omkring 1 euro for en kugle – ahmen altså. Tilsvarende er man jo ruineret, hvis familien skal have en runde is herhjemme.

Og så er det jo så drønbilligt at spise godt i Berlin. Vores venner kender Berlin virkelig godt og fandt således skønne restauranter, hvor børnene hurtigt blev spist af og derefter kunne suse over på en nærliggende legeplads. Første aften spiste vi lækker vietnamesisk, anden aften guddommelig italiensk mad på en restaurant, der hedder ‘Donna’ i Prenzlauer Berg – vælg deres rødbede gnocchi. Nøj!  -, tredje aften burgere på det populære Shiso (kan på ingen måde konkurrere med fabelagtige Gasoline herhjemme, men de var ok), og så sluttede vi af med det bedste mexikanske mad, jeg har smagt, på den undseelige Neta på Schønhauser Allee. Det er enkel mexikansk streetfood og smagte helt vidunderligt!

Vi var hjemmefra blevet anbefalet Berlin Zoo, så det prøvede vi. Børnene var vilde med legepladsen, og vi så en panda og fik en currywurst. Og bortset fra det, så vil jeg hævde, at vi har den flotteste Zoo her i Odense.

Hyggestund i Zoo med vores veninde, Louise

Hyggestund i Zoo med vores veninde, Louise

Vejret var med os hele ugen, og når jeg nu lige har brokket mig over manglen på sol, er det måske en anelse forkælet at synes, det var FOR varmt. Men det var det altså. Især for Ellie, der på ingen måde gad sove i medbragte vogn, men som altid kun i viklen med det resultat, at vi begge næsten smeltede – og jeg indimellem nedsmeltede.

Amning amning amning af varmt barn!

Amning amning amning af varmt barn!

Vi blev kølet af i Monbijou Park, hvor der ligger et genialt friluftsbad. Noter jer dog, at man ikke kan gå ud og ind, så sørg for et lager af kaffe, vand og mad. Hvilket vi naturligvis ikke havde, så jeg var et monster indtil min veninde ankom med kaffe. Derfor måtte vi også forlade faciliteterne ved frokosttid for til gengæld at indtage nogle helt vidunderlige pizzaer lige bag ved badet, ved kanten af Spree, i særdeles dejligt selskab med andre venner, der bor fast i byen.

Friluftsbadet i Monbijou

Friluftsbadet i Monbijou

En sidste ting, jeg på det varmeste vil anbefale, hvis I skulle være ‘dumme’ nok til at tage med børn til byen (det ER vitterligt nok den absolut bedste by til børn. Berlin er som bygget til børn), er at  tage et smut på Macht Mit. En gammel kirke i Prenzlauer Berg, som er lavet om til et museum/kreativt legested for børn. Det var fedt!

IMG_8678

Med al den tid vi brugte i ovennævnte område, skulle man tro, vi også boede der. Men vi havde så valgt et hotel i modsatte ende af byen – på Kurfürstendamm – men så fik vi også oplevet den del. Og ved I hvad? Lige rundt om hjørnet fra vores hotel på K’damm 180 lå den dejligste yogabutik/yogastudie ‘Yoga & More’. Desværre nåede jeg ikke en klasse, men vi besøgte butikken med ungerne.

Her var en kurv fyldt med sten med forskellige healende egenskaber. Pigerne fik af ejeren lov til at vælge en hver. Og her så vi tydeligt deres forskelligheder. Vera valgte med det samme den mindste, helt gennemsigtige sten ud af et overdådigt udvalgt af sten i alle størrelser, former og farver.

Frida kunne slet ikke vælge. Blev ved med at tage en op og lægge tilbage, bange for at træffe det forkerte valg og fortryde.

Hvem tør tolke på det?

Køreturen med lille Ellie gik i øvrigt fremragende. Vi holdt to pauser derned og to hjem. Hver gang når hun var vågen, så hun kunne blive ammet og puslet. Og ellers sov hun. Hende har vi sgu’ været heldige med.

IMG_8681

Da vi kom hjem, skrev vores veninde, at jeg var sej at tage til Berlin med tre børn, hvoraf den ene er en lille baby.

Det synes jeg ikke. Ellie er bare nem, og de store er bare, ja, store og nemme. Det største problem var nok mig, og jeg må bare erkende, at min stressede og nok lidt overbelastede hjerne ovenpå en række voldsomme begivenheder de seneste år nok har mere brug for noget hvid sandstrand et fjernt sted, hvor jeg ikke skal bevæge mig mere en højst nødvendigt og udelukkende træffe store beslutninger om, hvorvidt min juice skal være ananas eller æble.

Men det bliver ikke nu, i denne barsel/post-hjerneblødning økonomi.

Nu glæder jeg mig istedet til, at mine dejlige svigerforældre tager de store i næste uge, så vi kan få lidt ro. Seks uger sammen i regnvejr 90 % af tiden er bare lang tid. Gad godt være sådan en mor, der ikke tænkte sådan, men det er jeg ikke 😉 Så min mand og jeg pønser på at stikke af – et ophold et sted, en hotelovernatning, et eller andet så jeg kan komme væk fra vasketøj og hjemligt rod.

ps. Sidste tysker-tip. Vi var i et øko-supermarked Au Natura, hvor øko-slik kun kostede en rund tier!

Min absolut yndlingsaccessorie på turen - min rygsæk fra Babydreamer. Det er en megafed puslerygsæk, som rummer alt, en familie med tre børn har brug for! Find den her

Min absolut yndlingsaccessorie på turen – min rygsæk fra Babydreamer. Det er en megafed puslerygsæk, som rummer alt, en familie med tre børn har brug for! Find den ved at trykke på billedet!

Easy Peasy puslen på farten med rygsækken fra Babydreamer

Easy Peasy puslen på farten med rygsækken fra Babydreamer

 

Laaang sommerferie og lidt om at få et tredje barn…

I dag har vi brugt en af årets første sommerferiedage i herligt selskab med Veras nye veninde fra skolen, hendes to mindre søskende og deres søde mor, mens mændene har arbejdet og ældstebarnet, Frida, har været på gymnastikcamp.

Moderen har nok at se til. Med tre små (meget søde, glade og livlige) børn i alderen 5 år, 3 år og 10 måneder er der nok kampe at udrede og forskellige behov at tilfredsstille, og jeg beundrer hende for hendes ro i samværet med sine børn. Hun går hjemme med de to mindste, og på den privatskole, hvor vores to piger har mødt hinanden, er der LUKKET de næste næsten syv uger. Det betyder, at der intet sted er at aflevere børnene, og det betyder, at forældre enten skal have mulighed for at være hjemme med dem eller ty til alverdens kreative løsninger.

Jeg tror, at hun, i modsætning til mange andre, oprigtigt nyder tiden med sine børn. For når jeg nævner sommerferiesetuppet for andre forældre med børn i folkeskolen, hvor SFO’en tilbyder pasning en væsentlig del af ferien, kan jeg se, hvordan alene tanken om at skulle mestre så lang en sommerferie løber dem koldt ned ad ryggen. De undskylder sig med, at de ikke kan se, hvordan logistikken skal gå op, men jeg tror også, at tanken om SÅ lang tid med sine børn kan være skræmmende nok i sig selv. Det er de færreste af os jo vant til eller har indrettet vores liv efter.

Hos os er det nemt i år, fordi jeg er på barsel. De forløbne to år har Michael i kraft af sit musikerjob taget tjansen, og skulle han en dag lave noget andet, der kræver hans tilstedeværelse, må vi jo løse puslespillet og håbe på bedsteforældrenes hjælp.

Men vi er glade for at kunne give vores børn den helt særlige følelse af, at sommerferien er så uendelig, at de slet ikke kan enden af den – den følelse, jeg så tydeligt selv kan huske fra min barndom, hvor jeg cyklede hjem med sangen ‘Ferie, ferie, ferie, slap nu af, du har fri og syng en glad melodi’ på repeat i hovedet, mens jeg gjorde mig alverdens tanker om, hvad de næste mange, mange uger skulle bruges på.

Nå, men jeg siger mig ikke fra fra, at jeg også kan få lidt koldsved over at skulle aktivere ungerne i så lang tid. Fra ovenstående mor lyder det til gengæld: ‘Er det ikke skønt med sådan en ferie’. Og hun mener det, og jeg håber, at jeg også kan viske panikken helt væk de næste (mange) uger.

Hvilket bringer mig til noget helt andet og så alligevel ikke. For da vi annoncerede, at vi skulle have en treer, var der flere venner, der med en snert af alvor spurgte os, hvad vi dog havde gang i? Flere har selv tre børn, vel at mærke. Mange har også spurgt, hvorfor vi har gjort det, nu hvor de to andre er blevet store, og det netop var ved at blive nemt? Hvorfor vi dog banker os selv helt tilbage?

  1. Frida er nærmest stor nok til at være barnepige nu

    Frida er nærmest stor nok til at være barnepige nu

Og ja, sådan har jeg da også indimellem tænkt, men ved I hvad? Jeg synes faktisk ikke, det har været hårdt at få nummer tre. Det har været og er en hård tid på grund af min mands hjerneblødning (han er næsten helt god igen) og på grund af nylig funden alvorlig sygdom i min nære familie. Men at tiden er svær og hård har intet med babyen at gøre.

IMG_8119

For os har det nemlig været en kæmpe fordel at vente så længe med den treer. At de to store er så store og selvhjulpne, at jeg faktisk ikke engang går i panik, når jeg skal være alene. Jovel, de bliver indimellem plantet med en Ipad, og jovel, de bliver lidt tilsidesat, når der lige skal ammes, puttes etc. Men de er også virkelig dygtige til at hjælpe, til at underholde sig selv og ikke mindst til at glædes ved deres lillesøster. Her er ikke skyggen af jalousi. Tværtimod.  Så nej, jeg føler ikke, vi har banket os selv tilbage eller malet os op i et hjørne. Jeg føler på mange måder, at vi har fuldendt vores familie og kan (næsten) acceptere, hvis vi stopper her, selvom jeg tror, at jeg i lang tid har brug for at fastholde følelsen af, at der godt kan være endnu et barn i vente.

Der skal altid holdes hånd - også over (den politisk ukorrekte) morgenmaden

Der skal altid holdes hånd – også over (den politisk ukorrekte) morgenmaden

BONUS: Når Ellie er 6 år er Frida 14 og kan dermed agere barnepige:)

I øvrigt har jeg været væk fra Facebook i 14 dage og savner det ikke:)

IMG_7543

Lidt om babybobler

Otte uger. Otte uger siden jeg blev mor til tre. Otte uger siden lille Ellie svømmede ud i et fødekar hjemme i stuen, og jeg fik den fødsel, jeg altid har drømt om – selvom alt andet i vores liv har været på standby.

IMG_6762


Jeg havde en ambition om at fylde bloggen med stærke, læsværdige, lærerige, underholdende indlæg om mit liv som gravid og barselsramt mor. At krydre det med yoga og opskrifter og alt muligt andet lækkert. Men jeg blev overhalet af virkeligheden i form at min mands hjerneblødning i starten af februar, som satte alt andet på pause.

Det er nu et godt stykke tid siden.

Og efter Ellies fødsel har jeg bare været i en boble. Min babyboble. En boble der har været så uendelig vigtig for mig, da jeg har kunnet adskille al frustrationen omkring hjerneblødningen fra lykken i at få et lille barn mere. For meningen var jo, at det skulle være en lykkelig tid. Og med min boble har det været muligt at holde på den følelse, selvom jeg næsten hver morgen vågner med en lille smule ondt i maven over, hvad fremtiden skal bringe, når sådan en hjerneblødning rammer ens mand og dermed også en stor del af ens liv.

En kær bekendt skrev på Facebook, at jeg burde skrive et blogindlæg og babyboblen, da mange kvinder i hendes optik sikkert kunne forebygge efterfødselreaktioner og depressioner. Og jeg er sikker på, hun har ret, hvis vi ser på, hvordan det kvindelige hormonsystem fungerer i fint samspil med babyen. Men det vil jeg ikke kede jer med her – jeg vil i stedet fortælle,  hvordan og hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort.

IMG_6825

Jeg havde inden fødslen meldt ud til bedsteforældrene, at vi gerne ville have, de tog de to store piger, når babyen kom til verdenen, så vi kunne få nogle uforstyrrede døgn, hvor vi kunne gå i babysymbiose uden at skulle tænke på en 5 og 8-årigs behov.

Jeg gik ni dage over tid, så min far og hans kæreste tog på en planlagt ferie til Berlin dagen efter fødslen, og derfor tog min svigermor så fint den opgave på sig. Jeg fødte nemlig samme dag som en meget lang påskeferie meldte sin ankomst – og jeg kunne ganske enkelt ikke overskue udsigten til at have to livlige og lettere krævende storesøstre hjemme HELE dagen, mange dage i træk.

Jeg valgte også at sige nej tak til besøg det første stykke tid. Lært af erfaring er det bare ikke sagen at have gæster, når man i virkeligheden bare har brug for at ligge tæt med sin baby uden at skulle koncentrere sig om andre. Jeg husker tydeligt, da vi fik Frida for over otte år siden. Det væltede ind med gæster fra dag et – alle ville jo se den førstefødte. Og holde hende. Og efter en uge følte jeg mig kørt over og frarøvet noget helt særligt. Ganske enkelt. Og jeg følte, at en meget dyrebar tid var blevet stjålet fra mig.

Jeg har efterfølgende med både Vera og nu Ellie ladet dem blive i vores favne de første par uger. Og gør det i princippet stadig, selvom det er blevet lettere af give hende fra mig for en kort stund. Jeg ved godt, det er svært at komme på barselsbesøg uden at få lov at holde den lille – især som bedsteforældre – men det er vigtigt at tænke på, hvis behov man tilfredsstiller. Det er i hvert fald ikke babyens behov at lande i en fremmed favn med fremmede dufte.

IMG_7543

 

Jeg tror også, det for nogen kunne virke mærkeligt, at jeg bare vippede mine to store piger midlertidigt ud af reden. Vi skulle jo lære at være en familie. Det er også deres søster. De skal ikke føle sig udenfor. Sådan er jeg sikker på, at mange har tænkt. Eller, det ved jeg, mange har. Men det har været den bedste investering.

For det første nød pigerne deres tid hos farmor og farfar. Vi flyttede jo i sin tid til Fyn for at komme tættere på bedsteforældrene, og det var en gave for pigerne, som elsker deres farmor og farfar overalt på jorden, at få så meget tid med dem.

Og det var en gave for os, der stille og roligt kunne kigge på vores baby, være tæt med hende, lande og ikke mindst – for mit vedkommende – have ro til at komme i gang med amningen og lade kroppen hele.

Da jeg i sin tid blev uddannet doula/fødselshjælper hos Fødeklinikken Maia, lærte jeg, at kvinder bør blive i barselssengen en uge efter fødslen. Vi behøver ikke vise, at vi kan alt muligt hurtigt. Jo, jeg er skidegod til at være gravid og til at føde. Min mave bliver flad i løbet af få dage, min krop er frisk, jeg brister ikke. Men for mit mentale velbefindende huskede jeg ordene. Vi rendte ikke rundt til sociale arrangementer eller gik lange ture med barnevognen bare for at vise, vi kunne. Hvorfor skulle vi dog det? Den første uge havde Ellie i stedet slet ikke tøj på, og vi lå konstant hud mod hud

Fire-fem dage efter fødslen begyndte pigerne at være hjemme igen, og det var også skønt at være samlet som familie, men jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at de første ’isolation’ også har været medvirkende til, at jeg havde meget mere overskud, da vi først skulle til at lege familie på fem igen – også selvom jeg mange gange skulle trække vejret lidt dybere, når bølgerne gik højt, som de jo gør med X antal unger i huset.

Og så tikkede uret også. For 14 dage efter fødslen skulle Michael opereres i hjernen og have lukket den misdannelse, som i februar forårsagede hjerneblødning. Vi anede ikke, hvilke mén, operationen kunne give, og hvorvidt den ville banke ham helt tilbage til efter hjerneblødningen, når han nu på mange måder var kommet sig så fint.

De skulle trods alt op i hans hjerne og pille. Ville han overhovedet vågne op?

De første 14 dage er altid helt særlige med en baby, og jeg råder altid vordende forældre til at værne om dem. Men for os var de altså bare ekstraordinært vigtige, fordi vi ikke anede, hvilken tilstand Michael ville ende i.

Det er nu et godt stykke tid siden han blev opereret d. 20. April. Han vågnede op dagen efter operationen i en langt værre tilstand, end vi havde regnet med, da vi ved operationens afslutning fik overbragt beskeden om, at ’det var gået bedre end forventet’. Men han var helt væk. Kastede op. Kunne slet ikke tale, og hans højre hånd var komplet lam. Et problem af fuldstændig uoverskuelige dimensioner, når ens levebrød er at spille saxofon.

Men der er sket magi på ret kort tid, og i skrivende stund er han ude og løbe. Og han er begyndt at kunne spille igen. Lige så langsomt er han på vej tilbage.

Og i skrivende stund sidder verdens dejligste baby Ellie og sover i viklen på min mave og konstant minder mig om, at det hele faktisk er ok, selvom livet rusker i os.

 

image

Ingen skærmtid – tonsvis af kreativitet

‘Det synes jeg lyder som en god ide’. Sådan lød det fra Vera i mandags, da vi efter børnehave og skole proklamerede, at vi fra nu af ville ‘forbyde’ skærme i hverdagen.

Det er egentlig ikke fordi, vores to piger er meget på deres Ipads, men jeg syntes, der var gået lidt børnepasning i den. Det var det første, de fandt frem, når de kom hjem. Ofte så jeg vores familie i situationer, hvor vi alle sad og kiggede på en skærm – og når jeg kommer hjem efter 7-8 timer foran computeren, kan min hjerne bare ikke rumme det.

Jeg var begyndt at savne nærvær. Og da jeg læste denne blog  blev jeg inspireret til at træffe beslutningen (og lidt misundelig over det liv, de lever, for der er så mange værdier, jeg så gerne vil have, at mine børn vokser op med).

Det føles dog en anelse for drastisk at flytte til Norge. Så vi bliver, hvor vi er, i vores landlige perle, som dog ligger i Odense, tæt på centrum, så jeg stadig kan få min dosis byliv og hot yoga.

Vores lille perle tæt på centrum

Vores lille perle tæt på centrum

Så vi starter et sted. Med elektronikken. I hvert fald i vores dyrebare timer efter skole, børnehave og arbejde og frem til ungernes sengetid.

Jeg havde forventet skrig og skrål og plageri. Men istedet fik jeg ovenstående kommentar fra Vera, mens Frida gav hende ret. Og så tegnede vi og sludrede, og kun en enkelt gang, mens vi lavede mad, lød det fra Frida, at hun kedede sig. Men så fandt de på en leg, og så var det glemt igen. Og i denne uge er der således blevet lavet gymnastiksal, et utal af kunstværker og fundet gamle brætspil frem.

Vera takkede os, da vi fortalte, at deres Ipads var lagt væk.

image

Der er blevet fundet gamle brætspil frem

image

og tegnet – her Veras tegning

og Fridas cirkus

Jeg tror faktisk, det er en kæmpe lettelse for dem!

Og de må gerne spille Ipad og se fjernsyn i fremtiden. I små doser. Men ikke i hverdagene og ikke, når vi skal være sammen, medmindre det er et aktivt tilvalg om at se en film.

Jeg vil opfordre bedsterne til det samme. Og måske eksperimentere med ikke at sende dem på weekend med Ipads, men istedet udstyre dem med tegnegrejer og brætspil.

For pigerne er faktisk taknemmelige og glade – og så meget mere skønne at være sammen med, når kreativiteten får lov at sprudle uden forstyrrende og tidsstjælende elementer.


 

 

 

Lidt om den onde cirkel, at blive lagt ned – og få shit done!

Nøj, jeg har været skuffet over mig selv. Da jeg efter mange års tilløb endelig kom i gang med at blogge igen, lovede jeg nemlig mig selv, at jeg skulle blogge hver dag – eller minimum hveranden – for det er det, der i min optik gør en blog værd at læse. At der sker noget.

Men, der er simpelthen sket for meget til, at jeg har haft tid. Og lige nu har jeg det som om, jeg er blevet kørt over. I går gik jeg i seng klokken 20 og vågnede først igen klokken 7. Og var stadig træt.

Det er typisk mig. Jeg fylder på og fylder på, indtil bægeret ikke bare flyder over, men simpelthen vælter. Og da jeg vågnede i morges var det med så trist en følelse, at jeg måtte lægge mig ind til Michael og lige græde lidt. Jeg kunne slet ikke overskue at komme i gang med dagen.

Vi havde jo efterårsferie i sidste uge. Jeg indledte efterårsferien med tre dage a 9 timer (fredag, lørdag og søndag) i København på gravidyogauddannelsen. Og det var faktisk en helt vildt dejlig weekend, hvor der også blev kærestetid.

I julen fik jeg nemlig billetter til The Cure koncerten af Michael. Jeg har været fan af The Cure for evigt, men jeg har aldrig oplevet dem live. Desværre – eller heldigvis – ramlede det sammen med min weekend på uddannelsen, så der blev lidt mindre kærestid, end jeg havde håbet, men vi havde en dejlig weekend.

Jeg startede fredagen med at være på kursus, tog lidt tidligere afsted og checkede ind på Guldsmedens Hotel Babette på Esplanaden. Her blev vi opgraderet til en juniorsuite, der var helt vildt skøn.

Jeg er VILD med Guldsmedens koncept. Både deres indretning og CSR-politik. Alt er bæredygtigt og økologisk, og deres morgenmad er helt vidunderlig.

Skønneste suite på Guldsmeden!

Skønneste suite på Guldsmeden!

Lækreste økomorgenmad på Guldsmeden!

Lækreste økomorgenmad på Guldsmeden!

Og god csr-politik!

Og god csr-politik!

Typisk os havde vi ikke besluttet os for, hvor vi skulle spise fredag aften, så vi endte med at trave lidt rundt, og der var vildt mange mennesker alle steder, og til sidst var jeg sur og sulten (man er vel gravid), så vi endte med shawarma og falafler i den bedste biks i vores gamle hood på Frederiksberg. Derefter delte vi et stykke cheesecake med pistacie på Bertels og så tog vi i Forum.

Koncerten var lige så magisk, som jeg havde håbet. Og lang. Nærmest evindelig. Næsten tre timer spillede de gamle drenge, og allerede da de gik i gang, sad jeg med tårer i øjnene. Robert Smiths vokal var stadig magisk, og de blandede ukendte og nye numre med deres største hits i en skøn skøn blanding. Den kunne måske godt have været en halv time kortere, men vi blev sendt ud af i den københavnske aften med numre som Friday I’m in Love og Boys Don’t Cry og en boblende følelse af at have været med til noget helt særligt. Tak.

Lørdag var jeg på kursus igen i ni timer og mødtes om aftenen med Michael og spiste en skøn middag på Cantina, hvor vi bare fik snakket og snakket og nydt hinanden. Jeg var helt nyforelsket, da vi sagde farvel, og Michael kørte videre på job – han skulle spille til et eller andet arrangement i København.

Kærestemiddag på Cantina. Spis der - det er sååå godt!

Kærestemiddag på Cantina. Spis der – det er sååå godt!

Søndag kursus igen og så hjem. Og så skulle ferien starte, og jeg havde tusinde planer om ting, jeg skulle nå: Male vindueskarme, rydde op, plante hæk, lave hyggelige ting med børnene….og hvad skete der? Jeg gik ud som et lys med feber og massiv migræne, og i tre dage kæmpede jeg for bare at stå på benene.

Det er ganske symptomatisk, tænker jeg. Endelig fri efter en hektisk periode, og så går min krop ned med flaget.

De sidste par dage af efterårsferien gik med at slæbe mig ud af sengen, komme lidt ud huset med pigerne, prøve at læse til eksamen og så afsted til København igen i weekenden, hvor der stod to eksamener på programmet i min 200 timers hot yoga uddannelse. Først en 90 minutters undervisningseksamen og senere to timers skriftlig eksamen. Jeg tror, det hele gik godt, og dermed er jeg vel egentlig mere eller mindre uddannet yogalærer nu?

Vi nåede at komme ud af døren og lave nogle hyggelige ting i ferien - her i Zoo

Vi nåede at komme ud af døren og lave nogle hyggelige ting i ferien – her i Zoo

Tid til en smule hygge i ferien

Tid til en smule hygge i ferien

Bagte verdens bedste chokolademuffins - opskrift følger!

Bagte verdens bedste chokolademuffins – opskrift følger!

Mandag startede en ny, hektisk arbejdsuge, og jeg har vel egentlig ikke haft tid til at absorbere det hele og mærke, hvor vildt det egentlig er. Jeg er uddannet yogalærer! Altså, JEG ER UDDANNET YOGALÆRER!!

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Jeg føler, jeg burde fejre det. Men jeg ved ikke rigtig hvordan. Mest af alt er jeg bare træt. Og ud over arbejde har jeg i denne uge tre afleveringer på gravidyoga og en fraværsopgave på 200 timers uddannelsen (så teknisk set er jeg ikke helt færdig), jeg skal undervise en klasse torsdag aften (og jeg glæder mig – men barnepigen har meldt fra, Michael er i København, og…) og på mandag starter jeg et gravidyogaforløb.

Samtidig synes jeg bare ikke, jeg kan komme oven på derhjemme. Der roder, der er bunker af vasketøj, jeg føler ikke, jeg spiser sundt nok, fordi vi får handlet ind sådan lidt dag for dag, og jeg mangler bare tid til at komme oven på. Jeg ved bare ikke hvornår. Og Michael har også travlt. Og jeg mærker ikke rigtig babyen endnu og er konstant bekymret (tak til kære Helle for lige at tjekke hjertelyd forleden), og jeg føler ikke, jeg har tid til bare at lukke øjnene og nyde.

Min barndomsveninde Helle er jordemoder og var så sød lige at tjekke, om alt er ok hos baby. Og det tyder det på.

Min barndomsveninde Helle er jordemoder og var så sød lige at tjekke, om alt er ok hos baby. Og det tyder det på.

Og netop derfor valgte jeg at overgive mig i går, da jeg puttede Vera og bare kunne mærke trætheden komme væltende ind over mig. Og derfor sov jeg mange mange timer og er stadig træt.

Og jeg aner faktisk ikke helt, hvad jeg skal gøre. For det er som en ond cirkel, jeg ikke kan bryde. Jeg ved, det vil hjælpe, hvis jeg får lavet mine opgaver, ryddet op, lavet madplaner og fyldt køleskabet med sunde ting. Men jeg er simpelthen for træt til noget af det. Jeg er endda for træt til at være på arbejde og har bare lyst til at lægge hovedet ned på skrivebordet og sove. Men jeg skal jo arbejde, så jeg kan få fri og komme hjem og være mor. Og alt det andet.

Og inden du tænker: Hvad med hendes mand? Kan han ikke gøre noget?

Jo, men heldigvis har manden også travlt (hvilket er en god ting, når man er selvstændig), og i går plantede han den famøse hæk, som vi aldrig nåede i efterårsferien.

Det er heldigvis luksusproblemer det hele. Men når man en gang har været nede og bide i gulvtæppet med stress, så er det en smule bekymrende at vågne en morgen og bare have lyst til at græde.

Det hele vender. Jeg ved det. Jeg har fri fredag, og jeg har valgt at dedikere dagen til at få ’shit done’. Jeg kunne også dedikere dagen til at stirre ud i luften eller se Netflix, men det bliver en ’get shit done’ dag, så jeg kan ånde ud i weekenden, hvor jeg ingen planer har. For en gangs skyld.

Så alt er ikke lyserødt, men det er heller ikke håbløst.

Terminsgrupper på nettet, (u)afslappede søndage og mere fødselssnak

Jeg er i et par terminsgrupper på Facebook. Og terminsgrupper på nettet er et studie i mennesker, virkelig. Jeg skal godt nok sluge nogle kameler og slå knude på mig selv indimellem. Som forleden da der blev diskuteret rygning. Flere havde svært ved at holde op trods det faktum, at de bærer et lille liv i maven, som AL forskning i verden vist har vist ikke har skidegodt af mors røg og tjære. Et af argumenterne for var: ‘Ej, men det er da totalt meget bedre, at mor ryger nogle cigaretter, end at hun render rundt og er i dårligt humør!’. Den lader vi stå et øjeblik….

I dag har hjemmefødsel været et tema. Og det er jo noget, som der er mange holdninger til. Min kan godt tendere til at blive en smule missionerende, og det prøver jeg virkelig at være bevidst om. Men der kommer bare så mange forkerte argumenter ind i debatten, at jeg kan blive helt trist over al den uvidenhed, som gravide kvinder render rundt med. Det skal ikke lyde nedladende, men som et ganske enkelt faktum. Der er jo helt basale ting omkring graviditet og fødsel ingen nogensinde fortæller dem.

Samtidig er der intet som fødselssnak, der kan få kvinder, som har født tidligere, op i det røde felt. Har man haft en lorteoplevelse er det virkeligheden. Simpelthen. Og den virkelighed skal helst gives videre til førstegangsgravide, som indtil de blodige og drabelige fortællinger vælter ind over dem ellers var  lykkeligt uvidende og dejligt nysgerrige. Og det er på den måde vores på mange måder usunde fødselskultur holder liv i sig selv.

Når jeg fødselsforbereder kvinder, siger jeg altid: Fra nu af skal du lukke ørerne for alle de dårlige historier. Vores hjerne husker nemlig, og det forplanter sig i kroppen. Får du af vide, at noget gør røvhamrendefuckingondtsådufølerdusprækkedefraendetilanden – ja, så er det nok sådan det bliver. Får du af vide, at det at føde kan være en smuk, rolig, til tider hård men fantastisk oplevelse, så er chancen for, det bliver sådan, også større. Men det er der meget få, der fortæller kvinderne – så det prøver jeg på.

Og det handler egentlig ikke om, hvor man føder. Om det er hjemme, på hospitalet eller i Bilka. Det handler om at tage stilling, forberede sig og træffe gode, informerede valg undervejs.

Sagde jeg i øvrigt, at jeg snart begynder at undervise i fødselsforberedelse igen? Jeg er nødt til at sprede det gode budskab og klæde alle de skønne, gravide kvinder godt på 🙂

Dengang jeg skulle være mor første gang, fortalte ingen mig, at der var en vej uden om systemet. Jeg troede vitterligt, at en fødsel handlede om at ligge på ryggen med en epidural og håbe på det bedste. Det havde vores prinsesser jo været gode ambassadører for – og ingen nævnte muligheden for privat fødselsforberedelse.

Det var dømt til at blive en lorteoplevelse – og det blev det. Anden gang forberedte jeg mig – og det var skønt. Og her tredje gang forbereder jeg mig så meget, at Michael er bange for, han ender med at skulle stå i hvidt hørtøj og synge yogasutra fra ende til anden 😉

Nå, men jeg prøver at sprede lidt faktuel viden i de ovennævnte terminsgrupper uden hverken at virke bedrevidende eller missionerende. Jeg PRØVER, sagde jeg….;-)

Og nu er det mandag, og jeg burde læse lektier. Om lidt har vi nemlig eksamen på min yogauddannelse, og jeg føler ikke, jeg kan huske noget som helst. Og alligevel kan jeg mærke, at jeg ved så meget nu, at det på mange måder er livsforandrende. Det er simpelthen bare for mange år siden, jeg sidst var til skriftlig eksamen. Jeg er MEGA nervøs!

Og jeg har egentlig haft masser af tid til at læse. I weekenden var jeg til fest i København, men tog tidligt hjem. Michael spillede, så pigerne blev denne gang passet hos Fridas veninde. Hendes mor havde været så sød at tage begge mine krudtugler, og de storhyggede sig. Søndag havde jeg regnet med, at skulle hente rimelig tidligt, som vi plejer, når de bliver passet. Men de ville simpelthen ikke af med vores børn, som legede og hyggede og senere tog de dem med i Leos Legeland, så de først landede her omkring 17-tiden.

Mine to krudtugler og deres søde veninde Nikoline i Leos Legeland

Mine to krudtugler og deres søde veninde Nikoline i Leos Legeland

Det gav altså en HEL søndag UDEN børn. Vi kunne have sovet længe, spist brunch, gået i biografen, set serier, læst bøger i fred og ro, kigget ud i luften i fred og ro, knaldet på køkkenbordet – alt det man godt kan savne i et familieliv.

MEN…

hvad lavede vi (jeg) så. Jo, jeg stod selvfølgelig tidligt op, luftede hunden i regnvejr, spiste noget meget tørt brød, tog til yoga, da min mand stod op, kom hjem og begyndte at brokke mig over rod. Kom lidt op og skændes med min mand om selvsamme, græd lidt (fordi jeg er mega hormonel), så et afsnit Skam, snakkede med min mand og blev enige om, at jeg skal lære at slappe af, prøvede at slappe af, men var irriteret over, jeg ikke havde udnyttet muligheden for at slappe af – og så kom ungerne hjem. Og jeg var helt smadret. Og de fik havregryn til aftensmad, blev puttet dødsenstrætte klokken 18.45,  vi burgere på Burger Anarchy (ikke nogen oplevelse) og gik tidligt i seng. Og så startede en ny uge.

Ps. Hvornår kommer chancen for sådan en søndag igen? Sikkert aldrig. Og dog. For venindens mor sagde, at pigerne var SÅ velkomne en anden gang, og jeg glæder mig over muligheden for at hjælpe hinanden. Hun er nemlig alene med sin datter, så datteren sover selvfølgelig hos os, når der er brug for det! 🙂

 

Weekendmorgener – og spørgsmål om hjemmefødsel og blod!

Vores weekender er en smule anderledes end i andre familier. Hvor weekenderne for de fleste er dér, man samles, spiser morgenmad og hygger, så er vi som regel ret splittede i weekenderne.

Min mand er musiker, og derfor ligger hans primære arbejdstid i weekenderne – fredage og lørdage nætter. Og når han først kommer hjem fra job ved 3, 4, 5 tiden, er det jo klart, at han skal have lov at sove længe.

Så jeg er ‘alene’ med unger og hund, og jeg prøver at skabe de der magiske, hyggelige morgener med langsom, stor og lækker morgenmad, friskpresset juice og stearinlys.

Ofte ender det bare anderledes, end jeg lige havde planlagt. Hunden er umulig, fordi den vil ud og gå, pigerne skændes, og de første tre måneder af min graviditet var jeg så træt og kvalmeramt, at jeg ikke rigtig orkede noget. Samtidig har mine weekender egentlig også været ret pakkede med yogauddannelser – og jeg kan se frem til, at der ikke er een eneste ledig weekend før midt december. Det sætter sine krav til logistikken herhjemme – og til bedsteforældrene.

Men i dag har været en af de weekendmorgener, jeg elsker. Pigerne har været rolige og leget så godt sammen, vi har hygget med morgenmaden, jeg har ryddet op og hørt Mads & Monopolet. Og nu sidder jeg her og skriver, mens de får lov at spille Ipad.

img_4995

14572522_10154461405941166_1338986674_o

Senere skal jeg mod København og til 10 års reunion med alle min skønne kolleger fra Nyhedsavisen, som jeg dengang i 2006 var med til at starte op – og i 2008 lukke ned. Det bliver uden tvivl et nostalgisk gensyn og for første gang i min graviditet er jeg en smule ærgerlig over ikke at kunne drikke 🙂

Jeg er så småt begyndt at gøre opmærksom på min blog, hvilket er lidt angstprovokerende. Jeg har blandt andet linket til den i de terminsgrupper på Facebook, jeg er en del af.

I går var der så en af de andre gravide, som nysgerrigt spurgte ind til det faktum, at jeg gerne vil føde hjemme. Hun har selv hospitalsskræk, og derfor tiltaler tanken om at føde hjemme hende. Men hun havde dog nogle spørgsmål, som jeg tænker vil være oplagte at svare på her på bloggen.

Hvorfor vil du føde hjemme?

Da min første datter kom til verden, var det en hospitalsfødsel med alt, hvad den kunne trække. Jeg vil senere komme ind på den oplevelse i detaljer, men kort sagt var jeg simpelthen ikke forberedt godt nok. Min krop anede ikke, hvordan den skulle håndtere smerterne, så den begyndte at modarbejde dem, og det var ekstremt ukontrollerbart. Jeg fik en epidural, som åd alle de naturlige fødselshormoner, så fødslen gik i stå. Det førte til et vedrop, som førte til vestorm og dermed mere epidural. Min datter blev stresset i maven og overvåget med elektroder på hovedet og små snit på kraniet. Da vi nåede pressefasen, var jeg stadig så bedøvet, at jeg ikke var i stand til at presse, og så skulle hun ud med sugekop. Lige efter forløsningen blev hun taget fra mig, undersøgt, vejet og målt og fik tøj på. Først derefter fik jeg hende op på brystet………

Hun var træt. Udmattet. Hendes sutterefleks var ikkeeksisterende, og jeg følte…ingenting. Det var en sorgfyldt oplevelse, og jeg kæmpede med amningen,mens vi var indlagt.

ALT var forkert. Alle procedurerne på hospitalet gik så meget imod, hvad jeg ved om den gode fødsel i dag. Og jeg har skulle bruge rigtig meget tid på at tilgive mig selv.

Vi kom igang med at amme. Men jeg kæmpede længe med en voldsom efterfødselsreaktion. Og jeg vil vove den påstand, at fødslen og den efterfølgende adskillelse fra min datter stadig har en indvirkning på vores forhold i dag. Det er hårdt at sige, men i det mindste ærligt.

HELDIGVIS ved vi i dag, hvor vigtigt, det er, at der er hud-mod-hud kontakt lige efter fødslen. At det er afgørende for tilknytningen, sutterefleksen og ammeetableringen. For at nævne nogle. det skyldes hormonet oxytocin – som jeg også vil skrive meget mere om. Men hvis du ikke har hørt om oxytocin, så googl det. Alle bør kende til oxytocin.

Nå, da jeg så skulle føde igen anden gang, skulle det være så naturligt som muligt. Jeg havde sat mig en masse ind i, hvorfor det ‘gik galt’ første gang, og derfor var jeg fast besluttet på, at jeg ingen medicinske indgreb ville have. Jeg vidste, det kunne være svært at modstå, når jeg kom på hospitalet, så jeg planlagde at føde hjemme og forberedte mig med de teknikker, jeg selv underviser i i dag.

Hjemmefødslen blev afblæst, da vores hus ikke nåede at blive færdigt, og vi havde nogle meget larmende underboere og naboer.

Men forberedelsen gjorde hele forskellen! Da vi ramte hospitalet, var jeg presset, for det bliver kroppen af at blive flyttet fra A til B under en fødsel. Jordemoderen i modtagelsen havde travlt og tilbød mig en epidural, på trods af at der i min vandrejournal stod, jeg ikke ville have medicin. Men hun havde ikke tid til at læse den. Heldigvis sagde min mand nej, for jeg var i et svagt øjeblik.

Da jeg efter noget tid kom ned på fødestuen og kom i vand, tog fødslen langsom den form, jeg havde ønsket mig.

Jeg passede selv mine veer, arbejdede mig langsom og koncentreret gennem dem. Den søde jordemoder observerede blot og på roligste vis kom min datter til verden og op på brystet af mig.

Amningen blev hurtigt og uden problemer etableret, og jeg oplevede den der øjeblikkelige forelskelse og kærlighed, som alle havde talt om.

Derfor har jeg besluttet mig for, at denne gang SKAL det foregå hjemme. Meget lidt kan overbevise mig om det modsatte.

Jeg møder flere, som siger ‘tør du de? Hvad hvis noget går galt?’. Men hvad skulle gå galt? De fleste ‘akutte’ tilfælde i en fødsel, vil altid blive identificeret og observeret tidligt i forløbet. Og så bliver man overflyttet.

Alle statistikker viser, at det er mere sikkert at føde hjemme. At ønsker man en normal, naturlig fødsel, så er det absolut mest hensigtsmæssigt at blive hjemme. Kroppen forbliver tryg, fordi den ikke bliver flyttet, og dermed arbejder fødselshormonerne optimalt.

Der er ingen kolde venteværelser, overfyldte fødselsstuer eller mangel på jordemødre.

Når du føder hjemme, kommer jordemoderen hjem til dig. Det vil sige, at du har jordemoderen helt for dig selv. I rigtig mange regioner kommer man i en hjemmefødselsordning under graviditeten, og jordemødrene der, er jordemødre, som er vant til at varetage hjemmefødsler.

Føder du hjemme, kan du selv bestemme. Skal det være i et fødekar? (Du kan leje eller købe et – jeg skal selv føde i et La Bassine). Skal det være i sengen?

Du kan selv bestemme, hvem der skal være med. For mit vedkommende bliver det jordemoderen, min mand og en kær veninde, der skal være praktisk gris.

I de måske lange timer frem mod fødslen, kan du bedre slappe af. Måske se en serie, høre musik, gå en tur i haven eller på gaden. Din mand er samtidig i vante omgivelser, og man skal altså ikke negligere vigtigheden af, at det også er en god oplevelse for manden.

Hvad med blod etc? 

Der er meget lidt blod i en fødsel, hvis overhovedet noget. Der er måske fostervand og lidt blodigt slim, men en fødsel sviner meget lidt, hvis den foregår normalt og ukompliceret.

Det er klart, at man skal have diverse underlag, klude, håndklæder etc klar – men alt det hjælper hjemmefødselsjordemoderen med at forberede dig på. For hun kommer faktisk på hjemmebesøg inden fødslen.

Og nej, selvfølgelig er der ingen smertelindring udover muligheden for akupunktur. Men det vil jeg jo heller ikke have. Jeg har mine teknikker, og de virker smertelindrende. Faktisk opfatter jeg ikke længere fødslen som noget smertefyldt, men snarere som hårdt, kontrolleret arbejde. Præcis som når jeg har løbet maraton.

Jeg er så spændt på at føde hjemme. På en god måde. Jeg er på ingen måde skræmt af det, men ser frem til at arbejde med veerne i mine egne trygge oplevelser, føde i et kar midt i stuen fyldt med levende lys og rolig musik.

Efter fødslen spise lune boller og ligge i dobbeltsengen med min mand og indsnuse det nye liv, uden at skulle pakke vores nyfødte ind i tøj og sætte ham/hende i en autostol.

Der vil bare være RO. Ro til at knytte os sammen. Ro til at amme. Til at sove. Til at nyde. Og til at lande.

Og så slipper vi for overhovedet at tage på hospitalet. Når du føder hjemme, kommer jordemoderen nemlig på hjemmebesøg efter fødslen, og her tilbyder de også at tage PKU – den hælprøve, som man ellers skal på hospitalet og have foretaget.

Kære Kathrine – og I andre – jeg håber, det indtil videre er svar nok, og at jeg har gjort dig nysgerrig på at undersøge dine muligheder.

Jeg kommer til at skrive meget, rigtig meget, om alle mine valg. Så følg med og hold jer opdateret på nye indlæg på Bloglovin, hvor I blot vælger at følge yogamom, og så kommer der en mail, når der er nyt fra mig:-)

What to do?

Sidder på job gemt bag skærmen. The kids har legeaftaler, Michael passer og om fem timer har jeg to ugers ferie.

Næste torsdag – altså om en uge – rejser vi til Ibiza. Jeg kommer i den grad til at spamme jer med billeder med sol, strand, drinks, glade børn i badetøj, solnedgange og alt det der lækkerhed, jeg er blevet pint med på diverse sociale medier de forløbne uger.

Nå ja, sådan bliver vejret på Ibiza!

Nå ja, sådan bliver vejret på Ibiza!

Jeg har allerede holdt en uges ferie, der blæste og regnede væk derhjemme. Prøvede at være positiv og få max ud af at skulle ingenting. I regnvejr. Problemet var bare, at pigerne var ved at rive hovederne af hinanden, og der var så mange konflikter, fordi de kedede sig.

Og ja, mange eksperter siger, det er sundt at kede sig. Og det får de også lov til. Men NU skal der altså snart ske noget. Og da jeg som skrevet går på ferie I DAG og har en uge, inden vi siger adios, så har jeg besluttet mig for at lægge planer.

Planen er derfor et pitstop i Maribo, hvor vi besøger Knuthenborg og bor på mine gode bekendtes, The Millings, hotel i Maribo. Derefter sætter vi kursen til København og bruger lidt tid i Tivoli, spiser burgere på Juicy, sejler rundt i kanalen og besøger Papirøen.

Vi savner jo København, selvom vi elsker at bo i Odense. Og det er SÅ skønt at lege turister i Hovedstaden – det gjorde vi jo aldrig, da vi boede der.