Terminsgrupper på nettet, (u)afslappede søndage og mere fødselssnak

Jeg er i et par terminsgrupper på Facebook. Og terminsgrupper på nettet er et studie i mennesker, virkelig. Jeg skal godt nok sluge nogle kameler og slå knude på mig selv indimellem. Som forleden da der blev diskuteret rygning. Flere havde svært ved at holde op trods det faktum, at de bærer et lille liv i maven, som AL forskning i verden vist har vist ikke har skidegodt af mors røg og tjære. Et af argumenterne for var: ‘Ej, men det er da totalt meget bedre, at mor ryger nogle cigaretter, end at hun render rundt og er i dårligt humør!’. Den lader vi stå et øjeblik….

I dag har hjemmefødsel været et tema. Og det er jo noget, som der er mange holdninger til. Min kan godt tendere til at blive en smule missionerende, og det prøver jeg virkelig at være bevidst om. Men der kommer bare så mange forkerte argumenter ind i debatten, at jeg kan blive helt trist over al den uvidenhed, som gravide kvinder render rundt med. Det skal ikke lyde nedladende, men som et ganske enkelt faktum. Der er jo helt basale ting omkring graviditet og fødsel ingen nogensinde fortæller dem.

Samtidig er der intet som fødselssnak, der kan få kvinder, som har født tidligere, op i det røde felt. Har man haft en lorteoplevelse er det virkeligheden. Simpelthen. Og den virkelighed skal helst gives videre til førstegangsgravide, som indtil de blodige og drabelige fortællinger vælter ind over dem ellers var  lykkeligt uvidende og dejligt nysgerrige. Og det er på den måde vores på mange måder usunde fødselskultur holder liv i sig selv.

Når jeg fødselsforbereder kvinder, siger jeg altid: Fra nu af skal du lukke ørerne for alle de dårlige historier. Vores hjerne husker nemlig, og det forplanter sig i kroppen. Får du af vide, at noget gør røvhamrendefuckingondtsådufølerdusprækkedefraendetilanden – ja, så er det nok sådan det bliver. Får du af vide, at det at føde kan være en smuk, rolig, til tider hård men fantastisk oplevelse, så er chancen for, det bliver sådan, også større. Men det er der meget få, der fortæller kvinderne – så det prøver jeg på.

Og det handler egentlig ikke om, hvor man føder. Om det er hjemme, på hospitalet eller i Bilka. Det handler om at tage stilling, forberede sig og træffe gode, informerede valg undervejs.

Sagde jeg i øvrigt, at jeg snart begynder at undervise i fødselsforberedelse igen? Jeg er nødt til at sprede det gode budskab og klæde alle de skønne, gravide kvinder godt på 🙂

Dengang jeg skulle være mor første gang, fortalte ingen mig, at der var en vej uden om systemet. Jeg troede vitterligt, at en fødsel handlede om at ligge på ryggen med en epidural og håbe på det bedste. Det havde vores prinsesser jo været gode ambassadører for – og ingen nævnte muligheden for privat fødselsforberedelse.

Det var dømt til at blive en lorteoplevelse – og det blev det. Anden gang forberedte jeg mig – og det var skønt. Og her tredje gang forbereder jeg mig så meget, at Michael er bange for, han ender med at skulle stå i hvidt hørtøj og synge yogasutra fra ende til anden 😉

Nå, men jeg prøver at sprede lidt faktuel viden i de ovennævnte terminsgrupper uden hverken at virke bedrevidende eller missionerende. Jeg PRØVER, sagde jeg….;-)

Og nu er det mandag, og jeg burde læse lektier. Om lidt har vi nemlig eksamen på min yogauddannelse, og jeg føler ikke, jeg kan huske noget som helst. Og alligevel kan jeg mærke, at jeg ved så meget nu, at det på mange måder er livsforandrende. Det er simpelthen bare for mange år siden, jeg sidst var til skriftlig eksamen. Jeg er MEGA nervøs!

Og jeg har egentlig haft masser af tid til at læse. I weekenden var jeg til fest i København, men tog tidligt hjem. Michael spillede, så pigerne blev denne gang passet hos Fridas veninde. Hendes mor havde været så sød at tage begge mine krudtugler, og de storhyggede sig. Søndag havde jeg regnet med, at skulle hente rimelig tidligt, som vi plejer, når de bliver passet. Men de ville simpelthen ikke af med vores børn, som legede og hyggede og senere tog de dem med i Leos Legeland, så de først landede her omkring 17-tiden.

Mine to krudtugler og deres søde veninde Nikoline i Leos Legeland

Mine to krudtugler og deres søde veninde Nikoline i Leos Legeland

Det gav altså en HEL søndag UDEN børn. Vi kunne have sovet længe, spist brunch, gået i biografen, set serier, læst bøger i fred og ro, kigget ud i luften i fred og ro, knaldet på køkkenbordet – alt det man godt kan savne i et familieliv.

MEN…

hvad lavede vi (jeg) så. Jo, jeg stod selvfølgelig tidligt op, luftede hunden i regnvejr, spiste noget meget tørt brød, tog til yoga, da min mand stod op, kom hjem og begyndte at brokke mig over rod. Kom lidt op og skændes med min mand om selvsamme, græd lidt (fordi jeg er mega hormonel), så et afsnit Skam, snakkede med min mand og blev enige om, at jeg skal lære at slappe af, prøvede at slappe af, men var irriteret over, jeg ikke havde udnyttet muligheden for at slappe af – og så kom ungerne hjem. Og jeg var helt smadret. Og de fik havregryn til aftensmad, blev puttet dødsenstrætte klokken 18.45,  vi burgere på Burger Anarchy (ikke nogen oplevelse) og gik tidligt i seng. Og så startede en ny uge.

Ps. Hvornår kommer chancen for sådan en søndag igen? Sikkert aldrig. Og dog. For venindens mor sagde, at pigerne var SÅ velkomne en anden gang, og jeg glæder mig over muligheden for at hjælpe hinanden. Hun er nemlig alene med sin datter, så datteren sover selvfølgelig hos os, når der er brug for det! 🙂