I dag er det mine forældres bryllupsdag!

I dag er det min forældres bryllupsdag. Eller, det ville det have været, hvis min mor stadig levede.

Men det gør hun ikke. Hun døde for tre år siden, og jeg husker denne dag tydeligt, for de havde faktisk aftalt at fejre deres 39 års bryllupsdag med en weekend på Fakkelgården, hvor vi også havde fejret hendes 59 års fødselsdag med en skøn weekend for hele familien blot et par måneder forinden.

Min mor og mig på Fakkelgården et par måneder før, hun døde. Jeg elsker det billede, for det viser så tydeligt al den glæde, styrke og mod, hun besad, trods det fysiske bevis på hendes sygdom.

Min mor og mig på Fakkelgården et par måneder før, hun døde. Jeg elsker det billede, for det viser så tydeligt al den glæde, styrke og mod, hun besad, trods det fysiske bevis på hendes sygdom.

Dagen før deres bryllupsdag fik min mor det virkelig dårligt. Kræften havde spredt sig til hendes hjerne, og det var bare et spørgsmål om tid, før den virkelig ville vise sit grimme ansigt.

Det gjorde det her. Hun var angst. Jeg kan næsten ikke beskrive hende, for det er som om, det skete i et andet liv, og var en version af min mor, jeg helst vil glemme. Glemsom, forvirret, angst, aggressiv…

Min far aflyste deres tur, og palliativt team fik underrettet hospice om, at det var nu, vi havde brug for dem. Ikke nødvendigvis fordi hun skulle dø nu, men vi havde brug for hjælp. Der var for mange piller at holde styr på, for mange smerter at dæmpe.

Et par dage efter kom hun på hospice.

Nu er det tre år siden. Jeg har ingen mor, og snart skal jeg være mor igen. Det er svært, og det har jeg skrevet lidt om her.

Min far. Han blev alene. Min dejlige far, som altid havde tjent pengene, mens min mor stod for det praktiske. I virkeligheden en meget klassisk opdeling, som fungerede. Han kunne ikke lave mad. Jeg måtte lære ham at vaske tøj. Hvorfor skulle han dog også kunne de ting? Men han ville lære, og han ville lære hurtigt. Og det gjorde han.

Efter min mors farvel har vi aldrig snakket om vores følelser. Min enorme sorg har jeg kæmpet med andetsteds, og jeg har været virkelig ked og vred over ikke at have noget nær familie ud over min mand at vende den mod. Men vi har aldrig talt store følelser i min familie – og jeg har store følelser. Og de kommer ud, og det kan godt virke overvældende, hvis man ikke er god til at tackle den slags.

Min far kæmpede sin egen kamp og bekæmpede sin egen sorg på den måde, han fandt bedst. Og det virkede. Jeg boede i København på det tidspunkt. Kæmpede med et job, der krævede for meget af mig min tilstand taget i betragtning og samtidig en samvittighed, der bød mig at være hos min far, som nu var helt alene. Helt alene.

Men han blomstrede også op. Lavede om i huset. Fik nye venner og begyndte at gå ud. Og så mødte han Charlotte.

Min far med en anden kvinde end min mor? Det var ikke bare en kamel, jeg skulle sluge. Det var en hel Zoologisk Have, og jeg havde så mange blandede følelser den første aften, vi skulle møde hende. Men jeg var også spændt. Og glad. For jeg kunne mærke, at min far var glad.

Nu bor min far og vores Charlotte sammen. Og jeg skriver vores Charlotte, for det er det, hun er blevet. Hun er ikke min mor. Hun er ikke mine pigers mormor. Vi taler ofte om mormor i himlen, taler med mormor i himlen, lukker øjnene sammen og forestiller os, vi krammer med hende. Vi græder sammen over, at mormor er væk, vi kigger på billeder og griner og synger sange ved hendes gravsted. Vera var lige blevet to år, da min mor døde, men hun kan nogle gange blive helt trist af sig selv, fordi hun savner mormor. Og selvfølgelig kan hun ikke huske mormor, men fordi jeg insisterer på at holde mindet i live, så har hun følelsen og fornemmelsen af mormor. Og den er ganske særlig, for mormor var ganske særlig.

Min mor med lille baby Vera og min dejlige svigermor med Frida

Min mor med lille baby Vera og min dejlige svigermor med Frida

 

Min mor og Frida <3

Min mor og Frida <3

Så Charlotte er ikke mormor. Hun er Charlotte. Mine pigers Charlotte. Og også en ganske særlig en af slagsen.

Det har nemlig ikke været nemt at skulle træde ind i en familie, som på mange måder blev revet fra hinanden, da limen pludselig manglede. Med et kæmpe tab og sorg i kulissen. Og som måske ikke har været verdens bedste til at få talt sammen eller til at huske hinanden.

Men det gjorde hun. Og hun gjorde det med små, forsigtige og alligevel kraftfulde skridt, for hun er en kvinde med power. Kommunikationschef og hårdtarbejdende. Snakkende. Med meninger om det meste. Præcis som jeg selv.

Og hun er der. Hun er der for mine piger, og hun gør det nemt for min far at sige ja til at passe dem, da jeg godt ved, det ikke er noget, han er super tryg ved at gøre alene. Hun giver varme kram og kommer med blomster. Pludselig skal jeg ikke længere selv købe gaverne til mine piger fra min far. De er der – og der er tænkt over dem.

Mine piger elsker deres Charlotte, og for dem er hun blevet en tryg havn. Intet andet betyder mere for mig.

Jo, måske at hun og min far er glade for hinanden. For selvom jeg altid vil mangle min mor, så er livet nu engang for de levende. Og min far har fortjent et godt et af slagsen. Det får han med hende – og han har lært at lave mad, god mad!

Så i dag er det mine forældres bryllupsdag. 42 år ville de have fejret. 39 år blev det til – til døden skilte dem ad. Rockmusikeren og groupien, der bare skulle have det lidt sjovt, men blot tre måneder efter deres første møde kom til at lave min bror. Op og nedture, men de holdt sammen. Og de gav mig det familieliv, som i dag er et stolt forbillede for mit eget. Man skal sgu ikke bare give op.

Lige inden min mor døde, sagde hun til mig, at hun ønskede, min far fandt en anden. Hun ønskede, han skulle være glad og ikke alene. Og nu har han Charlotte, og min mor sidder med garanti i himlen og smiler over alle de gode ting, der drysser ned over os i en verden fyldt med udfordringer,  hverdage, økonomiske spekulationer, stress og kedsomhed. Alt det liv og kærlighed der alligevel er her, når vi ser på de store linier. Dét glæder hun sig over.

<3

Om at blive mor uden sin mor

Min mor er død.

For de af jer, som kender mig, er det ikke nogen overraskelse. Faktisk er det snart tre år siden, hun sov ind. Dødssyg af kræft, afkræftet og smertedækket. Hun blev bare 59 år.

Tre år. På tre burde man vel have bearbejdet sorgen og være på den anden side. Og jo, jeg lever. Og jeg har det godt. Jeg er glad, og jeg griner. Men sorgen og smerten dukker stadig op. Nogle gang i glimt, andre gange som bølger, der fejer benene væk under mig.

Og nu er jeg gravid, og bølgerne er højere, end nogensinde før.

Da min mor blev syg og døde, sagde jeg, at jeg aldrig nogensinde skulle have børn igen. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig at være gravid og få en lille uden at have hende at dele det med.

Heldigvis har tiden læget det sår, og jeg er naturligvis lykkelig over at være gravid med mit tredje barn. MEN. Hun mangler. Lige for tiden mangler jeg hende så meget, at jeg i tide og utide bryder sammen i krampegråd. Jeg føler mig så ensom.

Min mor og mig et par måneder før, hun døde

Min mor og mig et par måneder før, hun døde

Ensom? Tænker i nok. Jeg er jo omgivet af mennesker. Men ved i hvad? Det er meget anderledes her tredje gang. Der er ikke rigtig nogen, som interesserer sig for det – udover mine børn og min mand. Jeg forstår det jo godt, nyhedens interesse er ikke den samme, og der er der også nogen, som synes, at det er jordens mest vanvittige ide, det vi begiver os ud i.

Da vi forleden var til nakkefoldsscanning, manglede jeg at tale med hende. Hun, min mor, som interesserede sig for alle de ting, alle de små ting, jeg bestod af. Efter nakkefolden talte jeg med…ingen. Vi lagde et billede op, men der var ikke rigtig nogen, som spurgte nysgerrigt til scanningen. Hvilket betyder, at der i bund og grund ikke er nogen som ved, om den var god eller dårlig (den var god).

Min mor med lille baby Vera og min dejlige svigermor med Frida

Min mor med lille baby Vera og min dejlige svigermor med Frida

Og det er ikke for at pege fingre. Slet ikke. Men det bliver bare meget åbenlyst, når man ingen mor har. For hun ville spørge. Være interesseret. Glad. Stolt og forventningsfuld. Hun var jo mit sikkerhedsnet. Når tingene blev for svære, for uoverskuelige, eller jeg bare havde brug for at snakke om…ingenting og alting, så var hun der.

Og det gør ondt. Helt vildt sindssygt ondt. Og det er så svært at forklare, hvordan og hvorfor. Bare at jeg er helt vildt ked af, hun ikke er her. Og jeg bliver bange, for jeg frygter, hvordan det bliver, når den lille kommer. Når min mors kærlige interesse og nysgerrighed ikke er der mere, og jeg mangler en at dele alle de små ting med, som unægtelig følger med at få en lille ny. Også selvom det er nummer tre. Ja, jeg har min mand. Men der sker noget, når man som kvinde mister sin mor. Der er bare et led, der mangler.

Jeg tænker, at jeg må gå nogle lange ture med barnevognen, ned forbi hendes gravsted og her tage en snak med hende om alt det nye. Og hele tiden minde mig selv om, at nok er hun her ikke fysisk, men jeg er overbevist om, at hun kigger med.

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/18259375/?claim=zaj8k7s4jvv”>Follow my blog with Bloglovin</a>