Laaang sommerferie og lidt om at få et tredje barn…

I dag har vi brugt en af årets første sommerferiedage i herligt selskab med Veras nye veninde fra skolen, hendes to mindre søskende og deres søde mor, mens mændene har arbejdet og ældstebarnet, Frida, har været på gymnastikcamp.

Moderen har nok at se til. Med tre små (meget søde, glade og livlige) børn i alderen 5 år, 3 år og 10 måneder er der nok kampe at udrede og forskellige behov at tilfredsstille, og jeg beundrer hende for hendes ro i samværet med sine børn. Hun går hjemme med de to mindste, og på den privatskole, hvor vores to piger har mødt hinanden, er der LUKKET de næste næsten syv uger. Det betyder, at der intet sted er at aflevere børnene, og det betyder, at forældre enten skal have mulighed for at være hjemme med dem eller ty til alverdens kreative løsninger.

Jeg tror, at hun, i modsætning til mange andre, oprigtigt nyder tiden med sine børn. For når jeg nævner sommerferiesetuppet for andre forældre med børn i folkeskolen, hvor SFO’en tilbyder pasning en væsentlig del af ferien, kan jeg se, hvordan alene tanken om at skulle mestre så lang en sommerferie løber dem koldt ned ad ryggen. De undskylder sig med, at de ikke kan se, hvordan logistikken skal gå op, men jeg tror også, at tanken om SÅ lang tid med sine børn kan være skræmmende nok i sig selv. Det er de færreste af os jo vant til eller har indrettet vores liv efter.

Hos os er det nemt i år, fordi jeg er på barsel. De forløbne to år har Michael i kraft af sit musikerjob taget tjansen, og skulle han en dag lave noget andet, der kræver hans tilstedeværelse, må vi jo løse puslespillet og håbe på bedsteforældrenes hjælp.

Men vi er glade for at kunne give vores børn den helt særlige følelse af, at sommerferien er så uendelig, at de slet ikke kan enden af den – den følelse, jeg så tydeligt selv kan huske fra min barndom, hvor jeg cyklede hjem med sangen ‘Ferie, ferie, ferie, slap nu af, du har fri og syng en glad melodi’ på repeat i hovedet, mens jeg gjorde mig alverdens tanker om, hvad de næste mange, mange uger skulle bruges på.

Nå, men jeg siger mig ikke fra fra, at jeg også kan få lidt koldsved over at skulle aktivere ungerne i så lang tid. Fra ovenstående mor lyder det til gengæld: ‘Er det ikke skønt med sådan en ferie’. Og hun mener det, og jeg håber, at jeg også kan viske panikken helt væk de næste (mange) uger.

Hvilket bringer mig til noget helt andet og så alligevel ikke. For da vi annoncerede, at vi skulle have en treer, var der flere venner, der med en snert af alvor spurgte os, hvad vi dog havde gang i? Flere har selv tre børn, vel at mærke. Mange har også spurgt, hvorfor vi har gjort det, nu hvor de to andre er blevet store, og det netop var ved at blive nemt? Hvorfor vi dog banker os selv helt tilbage?

  1. Frida er nærmest stor nok til at være barnepige nu

    Frida er nærmest stor nok til at være barnepige nu

Og ja, sådan har jeg da også indimellem tænkt, men ved I hvad? Jeg synes faktisk ikke, det har været hårdt at få nummer tre. Det har været og er en hård tid på grund af min mands hjerneblødning (han er næsten helt god igen) og på grund af nylig funden alvorlig sygdom i min nære familie. Men at tiden er svær og hård har intet med babyen at gøre.

IMG_8119

For os har det nemlig været en kæmpe fordel at vente så længe med den treer. At de to store er så store og selvhjulpne, at jeg faktisk ikke engang går i panik, når jeg skal være alene. Jovel, de bliver indimellem plantet med en Ipad, og jovel, de bliver lidt tilsidesat, når der lige skal ammes, puttes etc. Men de er også virkelig dygtige til at hjælpe, til at underholde sig selv og ikke mindst til at glædes ved deres lillesøster. Her er ikke skyggen af jalousi. Tværtimod.  Så nej, jeg føler ikke, vi har banket os selv tilbage eller malet os op i et hjørne. Jeg føler på mange måder, at vi har fuldendt vores familie og kan (næsten) acceptere, hvis vi stopper her, selvom jeg tror, at jeg i lang tid har brug for at fastholde følelsen af, at der godt kan være endnu et barn i vente.

Der skal altid holdes hånd - også over (den politisk ukorrekte) morgenmaden

Der skal altid holdes hånd – også over (den politisk ukorrekte) morgenmaden

BONUS: Når Ellie er 6 år er Frida 14 og kan dermed agere barnepige:)

I øvrigt har jeg været væk fra Facebook i 14 dage og savner det ikke:)

Lidt om den onde cirkel, at blive lagt ned – og få shit done!

Nøj, jeg har været skuffet over mig selv. Da jeg efter mange års tilløb endelig kom i gang med at blogge igen, lovede jeg nemlig mig selv, at jeg skulle blogge hver dag – eller minimum hveranden – for det er det, der i min optik gør en blog værd at læse. At der sker noget.

Men, der er simpelthen sket for meget til, at jeg har haft tid. Og lige nu har jeg det som om, jeg er blevet kørt over. I går gik jeg i seng klokken 20 og vågnede først igen klokken 7. Og var stadig træt.

Det er typisk mig. Jeg fylder på og fylder på, indtil bægeret ikke bare flyder over, men simpelthen vælter. Og da jeg vågnede i morges var det med så trist en følelse, at jeg måtte lægge mig ind til Michael og lige græde lidt. Jeg kunne slet ikke overskue at komme i gang med dagen.

Vi havde jo efterårsferie i sidste uge. Jeg indledte efterårsferien med tre dage a 9 timer (fredag, lørdag og søndag) i København på gravidyogauddannelsen. Og det var faktisk en helt vildt dejlig weekend, hvor der også blev kærestetid.

I julen fik jeg nemlig billetter til The Cure koncerten af Michael. Jeg har været fan af The Cure for evigt, men jeg har aldrig oplevet dem live. Desværre – eller heldigvis – ramlede det sammen med min weekend på uddannelsen, så der blev lidt mindre kærestid, end jeg havde håbet, men vi havde en dejlig weekend.

Jeg startede fredagen med at være på kursus, tog lidt tidligere afsted og checkede ind på Guldsmedens Hotel Babette på Esplanaden. Her blev vi opgraderet til en juniorsuite, der var helt vildt skøn.

Jeg er VILD med Guldsmedens koncept. Både deres indretning og CSR-politik. Alt er bæredygtigt og økologisk, og deres morgenmad er helt vidunderlig.

Skønneste suite på Guldsmeden!

Skønneste suite på Guldsmeden!

Lækreste økomorgenmad på Guldsmeden!

Lækreste økomorgenmad på Guldsmeden!

Og god csr-politik!

Og god csr-politik!

Typisk os havde vi ikke besluttet os for, hvor vi skulle spise fredag aften, så vi endte med at trave lidt rundt, og der var vildt mange mennesker alle steder, og til sidst var jeg sur og sulten (man er vel gravid), så vi endte med shawarma og falafler i den bedste biks i vores gamle hood på Frederiksberg. Derefter delte vi et stykke cheesecake med pistacie på Bertels og så tog vi i Forum.

Koncerten var lige så magisk, som jeg havde håbet. Og lang. Nærmest evindelig. Næsten tre timer spillede de gamle drenge, og allerede da de gik i gang, sad jeg med tårer i øjnene. Robert Smiths vokal var stadig magisk, og de blandede ukendte og nye numre med deres største hits i en skøn skøn blanding. Den kunne måske godt have været en halv time kortere, men vi blev sendt ud af i den københavnske aften med numre som Friday I’m in Love og Boys Don’t Cry og en boblende følelse af at have været med til noget helt særligt. Tak.

Lørdag var jeg på kursus igen i ni timer og mødtes om aftenen med Michael og spiste en skøn middag på Cantina, hvor vi bare fik snakket og snakket og nydt hinanden. Jeg var helt nyforelsket, da vi sagde farvel, og Michael kørte videre på job – han skulle spille til et eller andet arrangement i København.

Kærestemiddag på Cantina. Spis der - det er sååå godt!

Kærestemiddag på Cantina. Spis der – det er sååå godt!

Søndag kursus igen og så hjem. Og så skulle ferien starte, og jeg havde tusinde planer om ting, jeg skulle nå: Male vindueskarme, rydde op, plante hæk, lave hyggelige ting med børnene….og hvad skete der? Jeg gik ud som et lys med feber og massiv migræne, og i tre dage kæmpede jeg for bare at stå på benene.

Det er ganske symptomatisk, tænker jeg. Endelig fri efter en hektisk periode, og så går min krop ned med flaget.

De sidste par dage af efterårsferien gik med at slæbe mig ud af sengen, komme lidt ud huset med pigerne, prøve at læse til eksamen og så afsted til København igen i weekenden, hvor der stod to eksamener på programmet i min 200 timers hot yoga uddannelse. Først en 90 minutters undervisningseksamen og senere to timers skriftlig eksamen. Jeg tror, det hele gik godt, og dermed er jeg vel egentlig mere eller mindre uddannet yogalærer nu?

Vi nåede at komme ud af døren og lave nogle hyggelige ting i ferien - her i Zoo

Vi nåede at komme ud af døren og lave nogle hyggelige ting i ferien – her i Zoo

Tid til en smule hygge i ferien

Tid til en smule hygge i ferien

Bagte verdens bedste chokolademuffins - opskrift følger!

Bagte verdens bedste chokolademuffins – opskrift følger!

Mandag startede en ny, hektisk arbejdsuge, og jeg har vel egentlig ikke haft tid til at absorbere det hele og mærke, hvor vildt det egentlig er. Jeg er uddannet yogalærer! Altså, JEG ER UDDANNET YOGALÆRER!!

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Jeg føler, jeg burde fejre det. Men jeg ved ikke rigtig hvordan. Mest af alt er jeg bare træt. Og ud over arbejde har jeg i denne uge tre afleveringer på gravidyoga og en fraværsopgave på 200 timers uddannelsen (så teknisk set er jeg ikke helt færdig), jeg skal undervise en klasse torsdag aften (og jeg glæder mig – men barnepigen har meldt fra, Michael er i København, og…) og på mandag starter jeg et gravidyogaforløb.

Samtidig synes jeg bare ikke, jeg kan komme oven på derhjemme. Der roder, der er bunker af vasketøj, jeg føler ikke, jeg spiser sundt nok, fordi vi får handlet ind sådan lidt dag for dag, og jeg mangler bare tid til at komme oven på. Jeg ved bare ikke hvornår. Og Michael har også travlt. Og jeg mærker ikke rigtig babyen endnu og er konstant bekymret (tak til kære Helle for lige at tjekke hjertelyd forleden), og jeg føler ikke, jeg har tid til bare at lukke øjnene og nyde.

Min barndomsveninde Helle er jordemoder og var så sød lige at tjekke, om alt er ok hos baby. Og det tyder det på.

Min barndomsveninde Helle er jordemoder og var så sød lige at tjekke, om alt er ok hos baby. Og det tyder det på.

Og netop derfor valgte jeg at overgive mig i går, da jeg puttede Vera og bare kunne mærke trætheden komme væltende ind over mig. Og derfor sov jeg mange mange timer og er stadig træt.

Og jeg aner faktisk ikke helt, hvad jeg skal gøre. For det er som en ond cirkel, jeg ikke kan bryde. Jeg ved, det vil hjælpe, hvis jeg får lavet mine opgaver, ryddet op, lavet madplaner og fyldt køleskabet med sunde ting. Men jeg er simpelthen for træt til noget af det. Jeg er endda for træt til at være på arbejde og har bare lyst til at lægge hovedet ned på skrivebordet og sove. Men jeg skal jo arbejde, så jeg kan få fri og komme hjem og være mor. Og alt det andet.

Og inden du tænker: Hvad med hendes mand? Kan han ikke gøre noget?

Jo, men heldigvis har manden også travlt (hvilket er en god ting, når man er selvstændig), og i går plantede han den famøse hæk, som vi aldrig nåede i efterårsferien.

Det er heldigvis luksusproblemer det hele. Men når man en gang har været nede og bide i gulvtæppet med stress, så er det en smule bekymrende at vågne en morgen og bare have lyst til at græde.

Det hele vender. Jeg ved det. Jeg har fri fredag, og jeg har valgt at dedikere dagen til at få ’shit done’. Jeg kunne også dedikere dagen til at stirre ud i luften eller se Netflix, men det bliver en ’get shit done’ dag, så jeg kan ånde ud i weekenden, hvor jeg ingen planer har. For en gangs skyld.

Så alt er ikke lyserødt, men det er heller ikke håbløst.

I dag er det mine forældres bryllupsdag!

I dag er det min forældres bryllupsdag. Eller, det ville det have været, hvis min mor stadig levede.

Men det gør hun ikke. Hun døde for tre år siden, og jeg husker denne dag tydeligt, for de havde faktisk aftalt at fejre deres 39 års bryllupsdag med en weekend på Fakkelgården, hvor vi også havde fejret hendes 59 års fødselsdag med en skøn weekend for hele familien blot et par måneder forinden.

Min mor og mig på Fakkelgården et par måneder før, hun døde. Jeg elsker det billede, for det viser så tydeligt al den glæde, styrke og mod, hun besad, trods det fysiske bevis på hendes sygdom.

Min mor og mig på Fakkelgården et par måneder før, hun døde. Jeg elsker det billede, for det viser så tydeligt al den glæde, styrke og mod, hun besad, trods det fysiske bevis på hendes sygdom.

Dagen før deres bryllupsdag fik min mor det virkelig dårligt. Kræften havde spredt sig til hendes hjerne, og det var bare et spørgsmål om tid, før den virkelig ville vise sit grimme ansigt.

Det gjorde det her. Hun var angst. Jeg kan næsten ikke beskrive hende, for det er som om, det skete i et andet liv, og var en version af min mor, jeg helst vil glemme. Glemsom, forvirret, angst, aggressiv…

Min far aflyste deres tur, og palliativt team fik underrettet hospice om, at det var nu, vi havde brug for dem. Ikke nødvendigvis fordi hun skulle dø nu, men vi havde brug for hjælp. Der var for mange piller at holde styr på, for mange smerter at dæmpe.

Et par dage efter kom hun på hospice.

Nu er det tre år siden. Jeg har ingen mor, og snart skal jeg være mor igen. Det er svært, og det har jeg skrevet lidt om her.

Min far. Han blev alene. Min dejlige far, som altid havde tjent pengene, mens min mor stod for det praktiske. I virkeligheden en meget klassisk opdeling, som fungerede. Han kunne ikke lave mad. Jeg måtte lære ham at vaske tøj. Hvorfor skulle han dog også kunne de ting? Men han ville lære, og han ville lære hurtigt. Og det gjorde han.

Efter min mors farvel har vi aldrig snakket om vores følelser. Min enorme sorg har jeg kæmpet med andetsteds, og jeg har været virkelig ked og vred over ikke at have noget nær familie ud over min mand at vende den mod. Men vi har aldrig talt store følelser i min familie – og jeg har store følelser. Og de kommer ud, og det kan godt virke overvældende, hvis man ikke er god til at tackle den slags.

Min far kæmpede sin egen kamp og bekæmpede sin egen sorg på den måde, han fandt bedst. Og det virkede. Jeg boede i København på det tidspunkt. Kæmpede med et job, der krævede for meget af mig min tilstand taget i betragtning og samtidig en samvittighed, der bød mig at være hos min far, som nu var helt alene. Helt alene.

Men han blomstrede også op. Lavede om i huset. Fik nye venner og begyndte at gå ud. Og så mødte han Charlotte.

Min far med en anden kvinde end min mor? Det var ikke bare en kamel, jeg skulle sluge. Det var en hel Zoologisk Have, og jeg havde så mange blandede følelser den første aften, vi skulle møde hende. Men jeg var også spændt. Og glad. For jeg kunne mærke, at min far var glad.

Nu bor min far og vores Charlotte sammen. Og jeg skriver vores Charlotte, for det er det, hun er blevet. Hun er ikke min mor. Hun er ikke mine pigers mormor. Vi taler ofte om mormor i himlen, taler med mormor i himlen, lukker øjnene sammen og forestiller os, vi krammer med hende. Vi græder sammen over, at mormor er væk, vi kigger på billeder og griner og synger sange ved hendes gravsted. Vera var lige blevet to år, da min mor døde, men hun kan nogle gange blive helt trist af sig selv, fordi hun savner mormor. Og selvfølgelig kan hun ikke huske mormor, men fordi jeg insisterer på at holde mindet i live, så har hun følelsen og fornemmelsen af mormor. Og den er ganske særlig, for mormor var ganske særlig.

Min mor med lille baby Vera og min dejlige svigermor med Frida

Min mor med lille baby Vera og min dejlige svigermor med Frida

 

Min mor og Frida <3

Min mor og Frida <3

Så Charlotte er ikke mormor. Hun er Charlotte. Mine pigers Charlotte. Og også en ganske særlig en af slagsen.

Det har nemlig ikke været nemt at skulle træde ind i en familie, som på mange måder blev revet fra hinanden, da limen pludselig manglede. Med et kæmpe tab og sorg i kulissen. Og som måske ikke har været verdens bedste til at få talt sammen eller til at huske hinanden.

Men det gjorde hun. Og hun gjorde det med små, forsigtige og alligevel kraftfulde skridt, for hun er en kvinde med power. Kommunikationschef og hårdtarbejdende. Snakkende. Med meninger om det meste. Præcis som jeg selv.

Og hun er der. Hun er der for mine piger, og hun gør det nemt for min far at sige ja til at passe dem, da jeg godt ved, det ikke er noget, han er super tryg ved at gøre alene. Hun giver varme kram og kommer med blomster. Pludselig skal jeg ikke længere selv købe gaverne til mine piger fra min far. De er der – og der er tænkt over dem.

Mine piger elsker deres Charlotte, og for dem er hun blevet en tryg havn. Intet andet betyder mere for mig.

Jo, måske at hun og min far er glade for hinanden. For selvom jeg altid vil mangle min mor, så er livet nu engang for de levende. Og min far har fortjent et godt et af slagsen. Det får han med hende – og han har lært at lave mad, god mad!

Så i dag er det mine forældres bryllupsdag. 42 år ville de have fejret. 39 år blev det til – til døden skilte dem ad. Rockmusikeren og groupien, der bare skulle have det lidt sjovt, men blot tre måneder efter deres første møde kom til at lave min bror. Op og nedture, men de holdt sammen. Og de gav mig det familieliv, som i dag er et stolt forbillede for mit eget. Man skal sgu ikke bare give op.

Lige inden min mor døde, sagde hun til mig, at hun ønskede, min far fandt en anden. Hun ønskede, han skulle være glad og ikke alene. Og nu har han Charlotte, og min mor sidder med garanti i himlen og smiler over alle de gode ting, der drysser ned over os i en verden fyldt med udfordringer,  hverdage, økonomiske spekulationer, stress og kedsomhed. Alt det liv og kærlighed der alligevel er her, når vi ser på de store linier. Dét glæder hun sig over.

<3

Weekendmorgener – og spørgsmål om hjemmefødsel og blod!

Vores weekender er en smule anderledes end i andre familier. Hvor weekenderne for de fleste er dér, man samles, spiser morgenmad og hygger, så er vi som regel ret splittede i weekenderne.

Min mand er musiker, og derfor ligger hans primære arbejdstid i weekenderne – fredage og lørdage nætter. Og når han først kommer hjem fra job ved 3, 4, 5 tiden, er det jo klart, at han skal have lov at sove længe.

Så jeg er ‘alene’ med unger og hund, og jeg prøver at skabe de der magiske, hyggelige morgener med langsom, stor og lækker morgenmad, friskpresset juice og stearinlys.

Ofte ender det bare anderledes, end jeg lige havde planlagt. Hunden er umulig, fordi den vil ud og gå, pigerne skændes, og de første tre måneder af min graviditet var jeg så træt og kvalmeramt, at jeg ikke rigtig orkede noget. Samtidig har mine weekender egentlig også været ret pakkede med yogauddannelser – og jeg kan se frem til, at der ikke er een eneste ledig weekend før midt december. Det sætter sine krav til logistikken herhjemme – og til bedsteforældrene.

Men i dag har været en af de weekendmorgener, jeg elsker. Pigerne har været rolige og leget så godt sammen, vi har hygget med morgenmaden, jeg har ryddet op og hørt Mads & Monopolet. Og nu sidder jeg her og skriver, mens de får lov at spille Ipad.

img_4995

14572522_10154461405941166_1338986674_o

Senere skal jeg mod København og til 10 års reunion med alle min skønne kolleger fra Nyhedsavisen, som jeg dengang i 2006 var med til at starte op – og i 2008 lukke ned. Det bliver uden tvivl et nostalgisk gensyn og for første gang i min graviditet er jeg en smule ærgerlig over ikke at kunne drikke 🙂

Jeg er så småt begyndt at gøre opmærksom på min blog, hvilket er lidt angstprovokerende. Jeg har blandt andet linket til den i de terminsgrupper på Facebook, jeg er en del af.

I går var der så en af de andre gravide, som nysgerrigt spurgte ind til det faktum, at jeg gerne vil føde hjemme. Hun har selv hospitalsskræk, og derfor tiltaler tanken om at føde hjemme hende. Men hun havde dog nogle spørgsmål, som jeg tænker vil være oplagte at svare på her på bloggen.

Hvorfor vil du føde hjemme?

Da min første datter kom til verden, var det en hospitalsfødsel med alt, hvad den kunne trække. Jeg vil senere komme ind på den oplevelse i detaljer, men kort sagt var jeg simpelthen ikke forberedt godt nok. Min krop anede ikke, hvordan den skulle håndtere smerterne, så den begyndte at modarbejde dem, og det var ekstremt ukontrollerbart. Jeg fik en epidural, som åd alle de naturlige fødselshormoner, så fødslen gik i stå. Det førte til et vedrop, som førte til vestorm og dermed mere epidural. Min datter blev stresset i maven og overvåget med elektroder på hovedet og små snit på kraniet. Da vi nåede pressefasen, var jeg stadig så bedøvet, at jeg ikke var i stand til at presse, og så skulle hun ud med sugekop. Lige efter forløsningen blev hun taget fra mig, undersøgt, vejet og målt og fik tøj på. Først derefter fik jeg hende op på brystet………

Hun var træt. Udmattet. Hendes sutterefleks var ikkeeksisterende, og jeg følte…ingenting. Det var en sorgfyldt oplevelse, og jeg kæmpede med amningen,mens vi var indlagt.

ALT var forkert. Alle procedurerne på hospitalet gik så meget imod, hvad jeg ved om den gode fødsel i dag. Og jeg har skulle bruge rigtig meget tid på at tilgive mig selv.

Vi kom igang med at amme. Men jeg kæmpede længe med en voldsom efterfødselsreaktion. Og jeg vil vove den påstand, at fødslen og den efterfølgende adskillelse fra min datter stadig har en indvirkning på vores forhold i dag. Det er hårdt at sige, men i det mindste ærligt.

HELDIGVIS ved vi i dag, hvor vigtigt, det er, at der er hud-mod-hud kontakt lige efter fødslen. At det er afgørende for tilknytningen, sutterefleksen og ammeetableringen. For at nævne nogle. det skyldes hormonet oxytocin – som jeg også vil skrive meget mere om. Men hvis du ikke har hørt om oxytocin, så googl det. Alle bør kende til oxytocin.

Nå, da jeg så skulle føde igen anden gang, skulle det være så naturligt som muligt. Jeg havde sat mig en masse ind i, hvorfor det ‘gik galt’ første gang, og derfor var jeg fast besluttet på, at jeg ingen medicinske indgreb ville have. Jeg vidste, det kunne være svært at modstå, når jeg kom på hospitalet, så jeg planlagde at føde hjemme og forberedte mig med de teknikker, jeg selv underviser i i dag.

Hjemmefødslen blev afblæst, da vores hus ikke nåede at blive færdigt, og vi havde nogle meget larmende underboere og naboer.

Men forberedelsen gjorde hele forskellen! Da vi ramte hospitalet, var jeg presset, for det bliver kroppen af at blive flyttet fra A til B under en fødsel. Jordemoderen i modtagelsen havde travlt og tilbød mig en epidural, på trods af at der i min vandrejournal stod, jeg ikke ville have medicin. Men hun havde ikke tid til at læse den. Heldigvis sagde min mand nej, for jeg var i et svagt øjeblik.

Da jeg efter noget tid kom ned på fødestuen og kom i vand, tog fødslen langsom den form, jeg havde ønsket mig.

Jeg passede selv mine veer, arbejdede mig langsom og koncentreret gennem dem. Den søde jordemoder observerede blot og på roligste vis kom min datter til verden og op på brystet af mig.

Amningen blev hurtigt og uden problemer etableret, og jeg oplevede den der øjeblikkelige forelskelse og kærlighed, som alle havde talt om.

Derfor har jeg besluttet mig for, at denne gang SKAL det foregå hjemme. Meget lidt kan overbevise mig om det modsatte.

Jeg møder flere, som siger ‘tør du de? Hvad hvis noget går galt?’. Men hvad skulle gå galt? De fleste ‘akutte’ tilfælde i en fødsel, vil altid blive identificeret og observeret tidligt i forløbet. Og så bliver man overflyttet.

Alle statistikker viser, at det er mere sikkert at føde hjemme. At ønsker man en normal, naturlig fødsel, så er det absolut mest hensigtsmæssigt at blive hjemme. Kroppen forbliver tryg, fordi den ikke bliver flyttet, og dermed arbejder fødselshormonerne optimalt.

Der er ingen kolde venteværelser, overfyldte fødselsstuer eller mangel på jordemødre.

Når du føder hjemme, kommer jordemoderen hjem til dig. Det vil sige, at du har jordemoderen helt for dig selv. I rigtig mange regioner kommer man i en hjemmefødselsordning under graviditeten, og jordemødrene der, er jordemødre, som er vant til at varetage hjemmefødsler.

Føder du hjemme, kan du selv bestemme. Skal det være i et fødekar? (Du kan leje eller købe et – jeg skal selv føde i et La Bassine). Skal det være i sengen?

Du kan selv bestemme, hvem der skal være med. For mit vedkommende bliver det jordemoderen, min mand og en kær veninde, der skal være praktisk gris.

I de måske lange timer frem mod fødslen, kan du bedre slappe af. Måske se en serie, høre musik, gå en tur i haven eller på gaden. Din mand er samtidig i vante omgivelser, og man skal altså ikke negligere vigtigheden af, at det også er en god oplevelse for manden.

Hvad med blod etc? 

Der er meget lidt blod i en fødsel, hvis overhovedet noget. Der er måske fostervand og lidt blodigt slim, men en fødsel sviner meget lidt, hvis den foregår normalt og ukompliceret.

Det er klart, at man skal have diverse underlag, klude, håndklæder etc klar – men alt det hjælper hjemmefødselsjordemoderen med at forberede dig på. For hun kommer faktisk på hjemmebesøg inden fødslen.

Og nej, selvfølgelig er der ingen smertelindring udover muligheden for akupunktur. Men det vil jeg jo heller ikke have. Jeg har mine teknikker, og de virker smertelindrende. Faktisk opfatter jeg ikke længere fødslen som noget smertefyldt, men snarere som hårdt, kontrolleret arbejde. Præcis som når jeg har løbet maraton.

Jeg er så spændt på at føde hjemme. På en god måde. Jeg er på ingen måde skræmt af det, men ser frem til at arbejde med veerne i mine egne trygge oplevelser, føde i et kar midt i stuen fyldt med levende lys og rolig musik.

Efter fødslen spise lune boller og ligge i dobbeltsengen med min mand og indsnuse det nye liv, uden at skulle pakke vores nyfødte ind i tøj og sætte ham/hende i en autostol.

Der vil bare være RO. Ro til at knytte os sammen. Ro til at amme. Til at sove. Til at nyde. Og til at lande.

Og så slipper vi for overhovedet at tage på hospitalet. Når du føder hjemme, kommer jordemoderen nemlig på hjemmebesøg efter fødslen, og her tilbyder de også at tage PKU – den hælprøve, som man ellers skal på hospitalet og have foretaget.

Kære Kathrine – og I andre – jeg håber, det indtil videre er svar nok, og at jeg har gjort dig nysgerrig på at undersøge dine muligheder.

Jeg kommer til at skrive meget, rigtig meget, om alle mine valg. Så følg med og hold jer opdateret på nye indlæg på Bloglovin, hvor I blot vælger at følge yogamom, og så kommer der en mail, når der er nyt fra mig:-)