IMG_7543

Lidt om babybobler

Otte uger. Otte uger siden jeg blev mor til tre. Otte uger siden lille Ellie svømmede ud i et fødekar hjemme i stuen, og jeg fik den fødsel, jeg altid har drømt om – selvom alt andet i vores liv har været på standby.

IMG_6762


Jeg havde en ambition om at fylde bloggen med stærke, læsværdige, lærerige, underholdende indlæg om mit liv som gravid og barselsramt mor. At krydre det med yoga og opskrifter og alt muligt andet lækkert. Men jeg blev overhalet af virkeligheden i form at min mands hjerneblødning i starten af februar, som satte alt andet på pause.

Det er nu et godt stykke tid siden.

Og efter Ellies fødsel har jeg bare været i en boble. Min babyboble. En boble der har været så uendelig vigtig for mig, da jeg har kunnet adskille al frustrationen omkring hjerneblødningen fra lykken i at få et lille barn mere. For meningen var jo, at det skulle være en lykkelig tid. Og med min boble har det været muligt at holde på den følelse, selvom jeg næsten hver morgen vågner med en lille smule ondt i maven over, hvad fremtiden skal bringe, når sådan en hjerneblødning rammer ens mand og dermed også en stor del af ens liv.

En kær bekendt skrev på Facebook, at jeg burde skrive et blogindlæg og babyboblen, da mange kvinder i hendes optik sikkert kunne forebygge efterfødselreaktioner og depressioner. Og jeg er sikker på, hun har ret, hvis vi ser på, hvordan det kvindelige hormonsystem fungerer i fint samspil med babyen. Men det vil jeg ikke kede jer med her – jeg vil i stedet fortælle,  hvordan og hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort.

IMG_6825

Jeg havde inden fødslen meldt ud til bedsteforældrene, at vi gerne ville have, de tog de to store piger, når babyen kom til verdenen, så vi kunne få nogle uforstyrrede døgn, hvor vi kunne gå i babysymbiose uden at skulle tænke på en 5 og 8-årigs behov.

Jeg gik ni dage over tid, så min far og hans kæreste tog på en planlagt ferie til Berlin dagen efter fødslen, og derfor tog min svigermor så fint den opgave på sig. Jeg fødte nemlig samme dag som en meget lang påskeferie meldte sin ankomst – og jeg kunne ganske enkelt ikke overskue udsigten til at have to livlige og lettere krævende storesøstre hjemme HELE dagen, mange dage i træk.

Jeg valgte også at sige nej tak til besøg det første stykke tid. Lært af erfaring er det bare ikke sagen at have gæster, når man i virkeligheden bare har brug for at ligge tæt med sin baby uden at skulle koncentrere sig om andre. Jeg husker tydeligt, da vi fik Frida for over otte år siden. Det væltede ind med gæster fra dag et – alle ville jo se den førstefødte. Og holde hende. Og efter en uge følte jeg mig kørt over og frarøvet noget helt særligt. Ganske enkelt. Og jeg følte, at en meget dyrebar tid var blevet stjålet fra mig.

Jeg har efterfølgende med både Vera og nu Ellie ladet dem blive i vores favne de første par uger. Og gør det i princippet stadig, selvom det er blevet lettere af give hende fra mig for en kort stund. Jeg ved godt, det er svært at komme på barselsbesøg uden at få lov at holde den lille – især som bedsteforældre – men det er vigtigt at tænke på, hvis behov man tilfredsstiller. Det er i hvert fald ikke babyens behov at lande i en fremmed favn med fremmede dufte.

IMG_7543

 

Jeg tror også, det for nogen kunne virke mærkeligt, at jeg bare vippede mine to store piger midlertidigt ud af reden. Vi skulle jo lære at være en familie. Det er også deres søster. De skal ikke føle sig udenfor. Sådan er jeg sikker på, at mange har tænkt. Eller, det ved jeg, mange har. Men det har været den bedste investering.

For det første nød pigerne deres tid hos farmor og farfar. Vi flyttede jo i sin tid til Fyn for at komme tættere på bedsteforældrene, og det var en gave for pigerne, som elsker deres farmor og farfar overalt på jorden, at få så meget tid med dem.

Og det var en gave for os, der stille og roligt kunne kigge på vores baby, være tæt med hende, lande og ikke mindst – for mit vedkommende – have ro til at komme i gang med amningen og lade kroppen hele.

Da jeg i sin tid blev uddannet doula/fødselshjælper hos Fødeklinikken Maia, lærte jeg, at kvinder bør blive i barselssengen en uge efter fødslen. Vi behøver ikke vise, at vi kan alt muligt hurtigt. Jo, jeg er skidegod til at være gravid og til at føde. Min mave bliver flad i løbet af få dage, min krop er frisk, jeg brister ikke. Men for mit mentale velbefindende huskede jeg ordene. Vi rendte ikke rundt til sociale arrangementer eller gik lange ture med barnevognen bare for at vise, vi kunne. Hvorfor skulle vi dog det? Den første uge havde Ellie i stedet slet ikke tøj på, og vi lå konstant hud mod hud

Fire-fem dage efter fødslen begyndte pigerne at være hjemme igen, og det var også skønt at være samlet som familie, men jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at de første ’isolation’ også har været medvirkende til, at jeg havde meget mere overskud, da vi først skulle til at lege familie på fem igen – også selvom jeg mange gange skulle trække vejret lidt dybere, når bølgerne gik højt, som de jo gør med X antal unger i huset.

Og så tikkede uret også. For 14 dage efter fødslen skulle Michael opereres i hjernen og have lukket den misdannelse, som i februar forårsagede hjerneblødning. Vi anede ikke, hvilke mén, operationen kunne give, og hvorvidt den ville banke ham helt tilbage til efter hjerneblødningen, når han nu på mange måder var kommet sig så fint.

De skulle trods alt op i hans hjerne og pille. Ville han overhovedet vågne op?

De første 14 dage er altid helt særlige med en baby, og jeg råder altid vordende forældre til at værne om dem. Men for os var de altså bare ekstraordinært vigtige, fordi vi ikke anede, hvilken tilstand Michael ville ende i.

Det er nu et godt stykke tid siden han blev opereret d. 20. April. Han vågnede op dagen efter operationen i en langt værre tilstand, end vi havde regnet med, da vi ved operationens afslutning fik overbragt beskeden om, at ’det var gået bedre end forventet’. Men han var helt væk. Kastede op. Kunne slet ikke tale, og hans højre hånd var komplet lam. Et problem af fuldstændig uoverskuelige dimensioner, når ens levebrød er at spille saxofon.

Men der er sket magi på ret kort tid, og i skrivende stund er han ude og løbe. Og han er begyndt at kunne spille igen. Lige så langsomt er han på vej tilbage.

Og i skrivende stund sidder verdens dejligste baby Ellie og sover i viklen på min mave og konstant minder mig om, at det hele faktisk er ok, selvom livet rusker i os.

 

En (ærlig) status over 2016

2016 nærmer sig sin slutning, og egentlig synes jeg, det er en mærkelig ting, at vi hvert eneste år ved slutningen reflekterer og lover forandringer og forbedringer. Det burde vi jo ikke kun gøre ved nytår, men hver eneste dag. Hver eneste dag kigge os selv i spejlet og spørge, om vi lever det liv, vi gerne vil leve.

Men, der er nu noget højtideligt over årets slutning, som inviterer til netop denne selvreflektion og skaber et spirende håb om forandring og nye muligheder – hvis der altså er behov for dette.

Tidligere i dag tænkte jeg, at 2016 ikke har været noget særligt. Ikke bød på noget særligt. Det har været sådan et la la år uden de store armbevægelser. Et år, hvor jeg har følt mere underskud end overskud på alle fronter i mit liv; tid, penge, energi…

Men altså. Så sad jeg og bladrede min Instagram igennem fra nytår 2015, og 2016 har jo faktisk været ret begivenhedsrig.

Vi startede året med en kærestetur til New York.

Bikram med sejeste Tricia Donogan i East Village

Bikram med sejeste Tricia Donogan i East Village

Derefter tog jeg endelig modet til at starte på en uddannelse som yogainstruktør – noget jeg har drømt om i mange år.

I maj måned fik jeg så den mest skræmmende besked: De knuder, der sad ved mit kraveben, var muligvis metastaser fra cancer et andet sted i kroppen. Hu hej hast blev jeg sat i kræftpakken, undersøgt og udredt – det var en forfærdelig uge -, men heldigvis fik jeg på operationsgangen beskeden om, at der ikke var cancer i min krop, og at knuderne var harmløse fibromer, som bare skulle fjernes.

Efter operationen...

Efter operationen…

 

Jeg lovede Michael, at hvis jeg var sund og rask, ville jeg aldrig mere være sur eller bekymre mig – men bare leve livet. Lettere sagt end gjort – jeg øver mig hver dag.

Da det blev sommer, skulle vi til Ibiza med nogle gode venner. Den dag, vi skulle rejse, tog jeg en graviditetstest i Frederiksberg Centret, og den var positiv. Michael fik overbragt beskeden om, at han skal være far igen, mens han stod i H&M, og vi var begge i vildrede om, hvorvidt det nu var en god ide at udvide fra fire til fem. I ved, det der overskud på alle fronter, som der måske har manglet lidt…

Men en graviditet ER et mirakel. Og selvfølgelig skal vi have den lille baby, der ligger så godt og vokser og vokser i min mave. Og snart kommer ud – faktisk om mindre end tre måneder. Ret vildt at tænke på.

Vores lille pige efter nakkefoldsscanning

Vores lille pige efter nakkefoldsscanning

Ferie på Ibiza

Ferie på Ibiza

Jeg blev færdig som yogainstruktør og gravidyogalærer i november – og det har været den vildeste rejse, som har sat sindssygt mange processer i gang hos mig. Men det har også været sindssygt hårdt – at pendle til København hver uge og hele weekender. Heldigvis har jeg fået muligheden for at undervise med det samme – og jeg elsker det. Men indrømmet, det er svært at balancere et krævende arbejdsliv, livet som mor til to og gravid med den tredje – og samtidig have overskuddet til at få undervist og selv have en stabil yogapraksis.

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Derfor synes jeg, at de seneste måneder har været en kamp for at finde den balance – og ikke mindst glæden ved det hele, fordi jeg konstant føler, jeg mangler tid. Til gengæld sprudler jeg af energi, hver gang jeg har undervist – så jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at det er det rigtige for mig.

Så glad efter undervisning i hot yoga - inden maven begyndte at vokse

Så glad efter undervisning i hot yoga – inden maven begyndte at vokse

Men se, min status over 2016 skal jo ikke kun være deprimerende. Jeg synes bare ikke, det har været et kickass år på særligt mange områder – hvis man altså ser bort fra det faktum, at jeg rent faktisk er blevet en (dygtig) yogainstruktør og gravid. To ret vilde ting. Min mand er god og dejlig, og mine to piger vokser og bliver sejere og klogere og smukkere hele tiden.

Men balancen mangler. Min egen balance. Og derfor er jeg fuldt ud overbevist om, at 2017 faktisk bliver et fantastisk år. Udover at et barn mere er en gave, så tror jeg også, at barslen bliver en gave til mig. Det bliver en KÆMPE udfordring at få tingene til at hænge sammen økonomisk, når jeg ingen penge tjener, men jeg får TID. Tid til at mærke efter. Tid til selvreflektion. Tid til at undersøge ting. Starte ting. Prøve ting. Og ikke mindst tid til at være mor. Til at kunne være en del af Veras skolestart i marts, at være med til morgensang, at bringe og hente, at være her, når de kommer hjem om eftermiddagen og høre om deres dag. Tid til at dyrke yoga og fordybe mig i min egen praksis, inden jeg igen har overskuddet til at undervise. Tid til at blive mor. Igen. At planlægge min lækre hjemmefødsel.  At amme og nyde min baby.

Jeg håber, 2017 bliver et kickass år – ikke kun for mig. Men også for min mand og hans musik. Mine børn. Min familie og venner.

Mine største ønsker for det nye år er bare, at der vil være balance, glæde og overskud. Nydelse og kærlighed. Og at jeg får sparket rigtig gang i min blog – og i det hele taget får skrevet og skrevet. Blogs, artikler, bøger. Simple ønsker og mulige at opfylde.

Rigtig godt nytår til jer alle <#