Så kom Ellie svømmende…

Jeg har været stille på bloggen lææænge, og det var egentlig meningen, jeg skulle skrive meget mere om kommende fødsel, graviditet og alt det der, som de seneste to måneder er gået med. Men de er også gået med at komme os oven på den hjerneblødning, min elskede blev ramt af d. 6. februar, og derfor har skrivelysten ikke rigtig været der. Jeg arbejder på et blogindlæg om netop det, mine tanker og frygt, men det tager noget tid at få skrevet ned.

Faktum er, at Michael er…ok. Omstændighederne taget i betragtning. Stadig sygemeldt, stadig træt, men efter omstændighederne ok…

Og så er vores baby svømmet ud til os. D. 7. april kl 06.59 hjemme i stuen.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg denne gang ønskede at føde hjemme. Det er der mange årsager til, som jeg blandt andet har skrevet om her. Mine ønskelister kan I læse her: http://yogamom.dk/?p=216

Jeg har egentlig ikke på noget tidspunkt tænkt, at der kunne være en risiko for, at det ikke ville blive til noget. Frida og Vera er begge født før termin, men da terminsdagen nærmede sig denne gang, var der bare ingen tegn på en forestående fødsel. Dagene gik, og pludselig var jeg gået en uge over tid.

Min krop var vildt stresset, fordi Michael skal ind og have lavet en kæmpe operation i sin hjerne d. 20. april, og jeg ville bare så gerne være sikker på, at vi nåede at have noget af den magiske første tid sammen (der kommer også masser af tid bagefter, men han skal jo lige komme sig oven på operationen. De skal trods alt rode i hans hjerne). Så det var faktisk lidt sorgfyldt. Fysisk havde jeg det godt, og i den perfekte verden ville jeg bare nyde min graviditet og ikke stresse over at gå over termin. Det er jo bare en dato. Men jeg ville for alt i verden heller ikke sættes i gang, for så var det farvel til hjemmefødsel. Så det var et nej til medicin – med den risiko, at operationsdatoen bare kom tættere og tættere på.


 

Sidste mavebillede. 41+2

Sidste mavebillede. 41+2

Onsdag d. 4. april skulle jeg til overtidstjek på hospitalet. Her tjekkede de hjertelyd og scannede for at se mængden af fostervand, der er en god indikation på, at moderkagen virker, som den skal. Alt var i skønneste orden. Jeg havde forinden besluttet mig for at forsøge med hindeløsning, hvor jordemoderen kan stikke 1-2 fingre op i livmoderhalsen og løsne hinderne, hvilket kan, hvis kroppen er klar, ‘provokere’ den til at gå i fødsel. Egentlig var det lidt mod mine principper – at stresse noget frem – men når det nu skulle være, så var det den mest naturlige løsning, da kroppen kun går i gang, hvis den er klar. Og når nu hverken akupunktur, zoneterapi eller hindbærbladsthe havde hjulpet, så takkede jeg ja.

Hun kunne næsten ikke få fat. Min livmoderhals var stadig bagoverbøjet og ikke særlig modtagelig. Men hun fik løsnet lidt. Og det gjorde helt vildt ondt!

Torsdag var der stadig ikke sket noget. Og da min mand i telefonen talte med sin ven om den forestående operation, brød jeg helt sammen. Så jeg ringede til det fantastiske hjemmefødselsteam/kendt jordemoderordning fra OUH, som jeg var tilknyttet og talte med jordemoder Annie. ‘Jeg kommer hjem til dig om en time og laver en ny hindeløsning,’ lød det.

Som sagt så gjort. Og denne gang fik hun godt fat, mens jeg lå blødt og godt i min egen seng og ikke på en hård briks på en hospitalsstue.

En time senere kom min fantastiske jordemoderveninde Camilla Darre, som jeg også er uddannet Smertefri Fødsel instruktør ved, og gav mig en blid, oxytocinfremkaldende massage. Lange bløde strøg. Skønt.

Min livmoder arbejdede, kunne jeg mærke, men det kunne også være snyd, som en hindeløsning godt kan fremprovokere. Jeg havde på det tidspunkt mistet enhver tro på, at jeg nogensinde ville gå i fødsel af mig selv og var begyndt at forestille mig, hvordan det ville være at vælge igangsættelse. Jeg troede simpelthen, at min krop var for stresset til at føde – for når kroppen er fyldt med adrenalin og kortisol, kan det være svært at danne oxytocin, som er det hormon, der skaber veerne.

Om eftermiddagen tog vi til forældremøde på skolen. Jeg spiste to stykker lagkage og derefter en burger på Gertruds i Odense. Så hentede vi børnene hos mine svigerforældre og kørte hjem og puttede dem. Jeg havde lidt menstruationsmurren og nogle bidende plukveer, men ikke mere end jeg havde oplevet periodevis over de seneste uger.

Da børnene var blevet puttet, lagde jeg mig i sofaen sammen med Michael. Han nussede mig lidt, jeg nulrede mine brystvorter (gode oxytocinknapper), masserede akupressurpunktet for oxytocin på anklen, alt imens vi så to afsnit af Billions på HBO.

Min jordemoderveninde Helle skrev, at hun var på vej hjem fra byen, hvis hun skulle komme forbi og løsne hinder, og jeg ringede og fortalte, at det havde Annie gjort tidligere, samt at jeg havde en del plukveer.

‘Kineserne siger, man skal spise en portion havregrød. Det skulle sætte gang i veerne – og så er der også nogle gode kulhydrater at føde på, hvis du går i gang i nat,’ sagde Helle.

Så det gjorde jeg. Lavede en stor portion havregrød med masser af smør og æbler og honning. Spiste, ryddede op og gik i seng.

Fødslen

Kl. 02.15 Jeg vågner ved, at det gør ondt. Rigtig godt bidende plukveer, der trækker om i lænden. Michael sover tungt, og jeg vil ikke vække ham, hvis det nu går i sig selv igen. Jeg finder app’en, der kan tælle veernes længde og interval, frem på min telefon og begynder at tage tid. De varer omkring 1-1 1/2 minut med bare 2-3 minutters pause. Og sådan fortsætter det en halv times tid. Hov! Er der mon en fødsel i gang. Det gør ikke mere ondt, end at jeg kan slappe af i dem og bruge min overfladiske vejrtrækning.

02.45 Jeg skal på toilettet. Det plejer at være et sikkert tegn på en forestående fødsel – at kroppen tømmer sig selv. Her går slimproppen også sammen med tegnblødning.  Veerne begynder at tage til i styrke under toiletbesøget og kommer nu også i par – såkaldte kobleveer. Det har jeg ikke prøvet før, og det f…. hårdt ikke at have pause. Vejrtrækningen hjælper mig gennem veerne – den overfladiske vejrtrækning, der adskiller diafragma fra fundus (vejrtrækningsmusklen fra toppen af livmoderen). Jeg fokuserer på mine tre fixpunkter; hænder, skuldre og kæber. Er de afslappede, slapper resten af kroppen også nemmere af, og afspænding er klart en af nøglerne til godt fødselsarbejde og kontrol.

Og kontrol har jeg. Også selvom kobleveerne periodvis nu kommer som noget, der minder om vestorm. Absolut ingen pauser mellem mange af veerne. De kommer bare som perler på en snor.

Jeg bevæger mig ned i stuen, og Michael er nu også vågen. Jeg er helt væk i arbejdet med mine veer og sætter mig på en pilatesbold for at kunne holde mit bækken i bevægelse. Jeg kan ikke længere stå på benene, så hårde er veerne nu. Men jeg har stadig kontrol, siger ikke en lyd og bruger bare min vejrtrækning.

03.15 Jeg har ringet til jordemoder Annie, der har vagten. Hun er er på vej.

04.00 (står der i journalen. Jeg tror, det var lidt tidligere). Michael har pustet fødekarret op og bakser lidt med at få slangen på vandhanen. Jeg kan høre, den falder af flere gange, og det stresser mig lidt. Tænk nu, hvis jeg ikke kan komme i vand? Jeg beder Michael ringe til min veninde Louise, der skal være hjælper. Hun tager ikke telefonen. Så beder jeg dem fylde vores badekar, så jeg kan komme ned i vand, men det er åbenbart lykkes at få slangen på. Jeg bevæger mig over på den daybed, vi har sat ind i stuen til formålet. Her går vandet spontant, jeg kaster op et par gange (det gør jeg altid, når jeg føder) og jeg ligger her lidt tid og arbejder med veerne, der fortsat kommer stort set uden pause.

04.50 Jeg kommer ned i fødekarret. Det er en fantastisk følelse at lade min hårdtarbejdende krop sig omslutte af det varme vand, der øjeblikkeligt virker smertelindrende. Jeg får en kort pause, hvor jeg har energi til at bede om noget saft og en kold klud på panden. Jeg har det så varmt. Både af vandet og min arbejdende krop, der bare ingen pauser tager. Jeg føler, at det hele er en lang ve og kan se, hvordan maven konstant er spændt som en flitsbue.

05.30 Jordemoder Annie har skrevet i fødselsjournalen ‘Mia klarer veerne flot’. Det er hårdt. Men jeg er fortsat helt stille og koncentreret om min vejrtrækning og kæmper virkelig for at spænde af.

Michael har åbnet vinduet bag mig, og i haven synger fuglene højt. Det er vanvittig smukt.

Jeg ville gerne have bevæget mig mere rundt i karret, men jeg kan ikke andet end at lade ryggen hvile op ad karrets kant, mens jeg lader min underkrop flyde i vandet. Jeg klamrer mig nærmest fast til karret og føler, at min underkrop flyver afsted med mig, hver gang livmoderen trækker sig sammen.

‘Det er bare en muskelsammentrækning’ messer jeg for mig selv, præcis som da jeg fødte Vera på den stille, mest vidunderlige, naturlige og næsten smertefri måde. Det her er IKKE smertefrit. Det går det alt for stærkt til. Men jeg har stadig kontrol.

Jeg prøver også at tælle, som ved Veras fødsel. Der varede veerne et minut, så jeg talte til 30 to gange. Det var til at overskue. Men midt i en vestorm fungerer det bare ikke. Jeg har ingen fornemmelse af, hvornår en ve slutter og en ny begynder.

06.00 Det presser. Samtidig med at livmoderen trækker sig sammen. Det føles ikke som en presseve, for det kan jeg tydeligt huske, hvordan livmoderen arbejdede på en helt anden måde. Jeg har egentlig frabedt mig nogen form for undersøgelse og vil klare fødslen alene. Jordemoderen må kun lytte hjertelyd. Alligevel beder jeg hende tjekke, hvor meget jeg har åbnet mig, for det er efterhånden så hårdt, at jeg ikke kan forestille mig andet, end at jeg snart er ved pressefasen.

‘Du er kun 4 cm’, siger Annie. Jeg bliver helt fortvivlet. ‘Det kan jeg ikke klare,’ siger jeg og kigger på Michael. ‘Hvad har du så tænkt dig?,’ spørger han. Og selvfølgelig kan jeg klare det, men min forstand fortæller mig, at det vil tage 4-5 timer at nå i mål. Det er meget midt i en storm.

‘Hun står med hovedet helt nede. Så det kan godt gå stærkt,’ siger Annie. Og jeg lukker øjnene igen og ryger tilbage i mit arbejde. Veernes styrke og intensitet stiger, og pressetrangen bliver større og større.

Det er hårdt arbejde...

Det er hårdt arbejde…

06.50 Annie undersøger mig hurtigt igen og konstaterer, at jeg bare skal give efter for pressetrangen. Jeg har ikke mærket noget skift fra udvidelse til pressefase. Hver eneste ve føles både som en udvidelses og en presseve, så jeg fortsætter bare med min overfladiske vejrtrækning, men tager nu fingrene op i skeden, hvor jeg lige kan mærke en blød kant af hendes hoved.

Jeg lader fingrene blive deroppe og for hver hver ve kommer hovedet mere og mere frem.

Jeg har ønsket, at vi selv tager imod hende, så hun ikke bliver rørt af fremmede hænder som det første, og midt i mit hårde arbejde, bliver jeg helt rørt over selv at føre hende frem. Langsom føder jeg hovedet med min hånd på det, og jeg forventer, at kroppen følger hurtigt efter. Det gør den ikke, og presseveerne fortsætter med enorm intensitet.

‘Hvorfor kommer hun ikke,’ når jeg vist at råbe i frustration over ikke at mærke den endelig forløsning, og Michael siger til jordemoder Annie, at hun godt må hjælpe. Hun tager blidt fat og hjælper kroppen frem, så Ellie svømmer ud i fødekarret, hvor jeg tager fat i hende og løfter hende op på brystet. Og græder højlydt af glæde. Det er fuldstændig overvældende. Tænk, at jeg fik den fødsel, jeg drømte om, selvom det gik lidt vel hurtigt.

Og jeg tænker: Det vil jeg gøre igen!

Ren glæde og forløsning

Ren glæde og forløsning

Annie fortæller efterfølgende, at det var gået så hurtigt, at hun ikke havde nået at rotere rigtigt, og derfor kom kroppen ikke lige med det samme. Men alt var og er godt. Lige som det skal være, og Ellie scorer toppoint på Apgar med det samme.

Jeg har bedt om sen afnavling – det vil sige, at navlesnoren ikke skal klippes, før pulseringen ophører. Derfor ligger Ellie ved brystet og begynder lige så stille at trække vejret. Hun får stadig ilt fra moderkagen og behøver ikke at skynde sig. Hun er nu forbundet til verdener – den inden i og den udenfor.

Jeg beder kort efter Michael kalde børnene ind. De har sovet gennem det hele, men farmor kom tidlig morgen og er oven på med dem. De kommer ind og møder deres lillesøster, mens vi stadig ligger i fødekarret. Det er helt perfekt, for jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt de skulle med til fødslen. På den her måde fik jeg ro under fødslen, mens de stadig får magien af de første særlige minutter.

Jeg har ønsket at føde moderkagen i karret på naturlig vis – det vil sige uden det syntocinonstik i låret (kunstig oxytocin) man rutinemæssigt giver for at hjælpe livmoderen med at trække sig sammen. Men moderkagen kommer ikke liiiige….

Der har været vagtskifte, og jordemoder Simone har taget over, mens Annie skriver fødselsjournalen færdig.

Vi bliver enige om, at jeg kommer op af karret og prøver at føde den på land. Jeg er også ved at blive lidt kold, så det passer fint. Jeg ligger mig på madrassen og lægger Ellie til brystet. Hun sutter ivrigt med det samme, og jeg ved, at det hjælper efterveerne på vej, så moderkagen kan komme ud. Den kommer stadig ikke. Pulseringen i navlesnoren er stoppet, og vi bliver enige om at klippe den, da det kan hjælpe det hele på vej.

 

Kort tid efter begynder moderkagen at komme frem, pigerne kigger med, da den bliver født, og efterfølgende tegner og fortæller Simone for pigerne, hvordan den har virket inde i maven. Den er stor og flot og har helt sikkert fungeret optimalt i maven.

IMG_6765

Ellie sutter ivrigt videre, efterveerne bider kraftigt, men jeg er simpelthen så lykkelig. Michael serverer boller og cola (jeg drikker normalt aldrig cola, kun når jeg har født), og Annie krammer os og siger farvel.

Da pigerne er taget i skole, lader vi Simone måle og veje. Ellie er en ordentlig basse på 4120 g og 56 cm. Til sammenligning var vores to største hh 3050 og 50 cm og 3100 og 51 cm. Det er en kæmpe forskel, og jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at det er fordi min krop på alle måder har været ekstremt meget sundere før og under denne graviditet end ved de to første.

IMG_6781

Simone undersøger også lige Ellie hurtigt, giver hende et par dråber k-vitamin (vi har valgt, at hun skal have det oralt fremfor et stik i lårmusklen) inden hun kommer tilbage til brystet.

Vi har valgt, hun ikke skal have hue på, da babyer udsender dufte fra hovedet, som stimulerer oxytocinproduktionen og dermed både nedløbsrefleksen i brystet, tilknytningen og alt muligt andet dejligt. Så jeg ligge bare og snuser hende og nyder.

IMG_6777

Efter et par timer går jeg i bad, mens Michael ligger med hende, og så går vi op i sengen. Simone kommer op og giver de sidste praktiske info, og så lister hun afsted, mens vi bare ligger i sengen – totalt overvældede af al den kærlighed, der allerede vælter frem.

IMG_6825

At føde hjemme har været det bedste valg, jeg nærmest nogensinde har truffet. Det har været helt fantastisk. Jordemoderteamet fra OUH var så skønne, så dedikerede og hjertevarme og rolige. Her var ingen dumme rutiner, alle mine ønsker blev hørt og efterlevet. Jeg kunne ikke have drømt om noget bedre.

Oprydning? I løbet af dagen fik Michael stille og roligt tømt karret med pumpen, smed det plastikdækken ud, der lå i karret og satte håndklæderne til vask. Det var det. Det sviner ikke at føde hjemme, det er ikke besværligt – der er absolut intet dårligt at sige. Og spørger man Michael, så synes han, at det var skønt at have noget praktisk at tage sig til under fødslen, da jeg ikke er hende, der skal holdes i hånden.

Siden fødslen har Ellie ikke haft tøj på. Vi har bare ligget hud mod hud. Navlestumpen fald allerede af på fjerdedagen. Mælken løb til efter et par dage. Og jeg har fysisk haft det så godt.

Det allerbedste er, at vi på intet tidspunkt har skullet bevæge os udenfor. Klæde hende på og sætte hende i en autostol. Vi har bare kunne give ro. To dage efter kom Simone på hjemmebesøg og lavede hælprøven. Og måske, men kun måske, bevæger vi os udenfor i morgen, når der er gået en uge <3

Psssstt….hvis du vil følge med fremover, kan du blive opdateret om nye indlæg her https://www.bloglovin.com/blogs/yogamom-18259375?referrer_context=blog_search_autocomplete

 

Praktik og ønsker for fødslen

Jeg har netop bevæget mig ind i uge 32, og dermed nærmer tiden sig for termin også med hastige skridt. Jeg synes faktisk, tiden er fløjet af sted. Jeg kan til tider blive helt trist og tænke, om jeg nu har husket at nyde graviditeten nok midt i travlhed med arbejde og mine to andre, dejlige børn. Når jeg får det sådan, ønsker jeg, at hun bare bliver derinde længe endnu.

Men jeg glæder mig også til at møde min lille pige. Og så glæder jeg mig til – forhåbentligt – at føde hjemme.

Jeg har, som I nok fornemmer, ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at jeg skal føde hjemme. For mig findes der slet ikke noget alternativ, medmindre det selvfølgelig handler om liv og død.

Mentalt er jeg altså helt klar til min hjemmefødsel – nu gælder det bare alt det praktiske!

Derfor er jeg begyndt at arbejde med to lister – en indkøbsliste og en ønskeliste.

Indkøbslisten er til mig selv og handler ikke, om alt det mærketøj, legetøj og underlige dimser, jeg som tredjegangsmor ved, jeg aldrig får brug for. Vi har alt, hvad vi skal bruge til at starte med: Mine bryster, lidt tøj, en dyne og en vikle.

Nej, indkøbslisten er alle de ting, der skal bruges til fødslen – need to have. Indtil videre ser den således ud:

  • Fødekar La Bassin – enten leje eller købe.
  • Termometer til fødekar.
  • Tisselagen til evt. fødeleje (regner med at føde i vand) og egen seng.
  • Afdækning til gulv under fødekar.
  • Store, bløde håndklæder.
  • Hospitalstrusser/nettrusser.
  • Store bind.
  • Si til ’urenheder’ i karret.

Ønskelisten er en liste over mine ønsker for fødslen, og den vil jeg dele med min mand, jordemoderen og min veninde, der skal være fødselshjælper:

  • Fødslen skal starte og udvikle sig 100 % naturligt på den måde, som min krop ønsker det.
  • Ingen medicinske indgreb af nogen art.
  • Minus lavement – kun hvis kroppen ikke selv tømmer sig.
  • Ingen undersøgelser under fødslen medmindre det skønnes meget nødvendigt.
  • Ved vesvækkelse ønsker jeg tid og rum til at bruge naturlige metoder – akupressur, rebozo, stimulering af brystvorter, berøring.
  • Absolut ro under fødslen. Minimal snakken.
  • I vand under udvidelse og fødsel.
  • Vil hjælpes ind i aktive fødestillinger.
  • Vil som udgangspunkt bruge laborovejrtrækning under sammentrækningerne (overfladisk vejtrækning kendt fra Fødsel Uden Smerte).
  • Ønsker selv at tage imod. Alternativt skal min mand tage imod og støttes i dette af jordemoder. Ingen fremmede hænder på baby som det første.
  • Ingen syntocinon efter fødslen (stikket man giver for, at livmoderen trækker sig sammen). Må kun gives ved behov.
  • Sen afnavling – navlesnoren klippes tidligst, når moderkagen er født. Overvejer fortsat Lotusfødsel.
  • Vil som udgangspunkt føde moderkage i kar. Måske jeg selv ønsker at komme op.
  • Vejning og måling finder først sted efter et par timer.
  • Hvis barnet behøver undersøgelse, ilt mm skal det som udgangspunkt ske hud-mod-hud hos mig.
  • Fødselshjælper sørger for billeder og video undervejs.
  • Når barnet er født, skal det fejres med lune boller, saftevand, kaffe og te. Fødselshjælper forbereder dette.
  • Fødselshjælper tømmer kar og rydder op. Mor og far får ro til at lægge sig i sengen og indsnuse baby.
  • Afhængig af tidspunkt for fødslen skal storesøstre møde lillesøster umiddelbart efter fødslen, medmindre vi vælger, at de skal være der under fødslen.

Jeg ved, at fødslen kan tage mange sving, og at der ingen garantier er for noget. Men den mentale og praktiske forberedelse betyder rigtig meget – ikke kun for mig, men også for chancen for at få den fødsel, jeg drømmer om. Og hvis fødslen bliver på en anden måde, så er jeg også klar til at favne det. Bring it on.

 

Amning er meget mere end mad

Jeg glæder mig til at amme. Jeg glæder mig helt vildt meget til at amme. For mig er det vitterligt lyksaliggørende at sidde med en lille baby ved brystet.

Sådan har det ikke altid været.

Da jeg fødte Frida for snart otte år siden (ret præcist – for min store pige har lige haft fødselsdag), var det en fødsel fyldt med indgreb, som i høj grad forstyrrede det naturlige hormonsystem og dermed også forstyrrede hendes sutterefleks, min nedløbsrefleks og produktion.

Dagene på barselsgangen var hæslige. Jeg kunne ikke mærke mit barn, kunne ikke mærke tilknytningen til hende, og hver eneste amning var en kamp, hvor urutinerede sosuassistenter med lange negle med vold og magt forsøgte at forene bryst og barn, mens jeg i timerne imellem sad med en elektrisk malkepumpe, så jeg kunne give min nyfødte datter de dyrebare dråber på en ske, i en kop og med en lille pipette. Jeg græd. Det var ingenlunde det lykkelige, fredfyldte billede, jeg havde fået malet i mit hoved forinden fødslen. Det var en kamp, som jeg følte, jeg ikke kunne vinde. Jeg følte mig uduelig som mor, indtil en garvet jordemoder efter et par dage udskrev os med ordene ‘nu tager du hjem, slapper af, følger din intuition, og så kommer det’. Jeg havde svært ved at føle mig overbevist, da vi med skælvende ben bar vores lille datter ud i bilen, godt pakket ind i varmt tøj og autostol, og forsigtigt, meget forsigtigt, satte kursen mod vores hjem på Islands Brygge.

Da jeg kæmpede for at få amningen i gang første gang...

Da jeg kæmpede for at få amningen i gang første gang…

Om natten vågnede jeg ved, at mine bryster var ved at eksplodere. De var KÆMPE store og så spændte, at Frida ikke kunne få fat. Klokken var 2, og jeg tiggede og bad Michael om at finde en Falckstation, hvor han kunne leje en brystpumpe. Det lykkedes heldigvis ikke, og istedet gik jeg under den varme bruser, lod de vandet opbløde mine spændte bryster, malkede lidt ud med hånden og lagde så Frida til. Hvilken følelse. Hun suttede og suttede. Tømte roligt mine bryster i timerne, der gik, og faldt derefter i en tung, mæt søvn. Mine bryster var jo stærkt overstimulerede af alt det pumperi, Frida havde ikke selv fået lov til at regulere produktionen, og det tog et par dage, før det faldt nogenlunde på plads.

Derefter kørte det. Nogenlunde. Jeg havde på hospitalet fået af vide, at hun skulle spise hver 3-4 time. Det forstod jeg, som at hun KUN skulle spise hver 3-4 time. Så når hun havde spist og efter en en time eller to blev urolig, prøvede vi alskens andre ting for at berolige hende – også om natten. Og det tog tid og kræfter. Hvis jeg dog bare havde kendt til begrebet intuitiv amning og friamning, som betyder at lade barnet sutte efter behov. Nogle børn sutter længe med lange pauser imellem – andre sutter kort i korte intervaller.

Men det kom jeg til – og så blev jeg gravid med Vera. Fødslen var rolig og naturlig, og Vera suttede med det sammen. Ammeopstarten og det videre forløb var fuldstændig ukompliceret. Hun fik lov at sutte, når hun havde behov. Hver gang hun gav et kny fra sig, fik hun et bryst i munden, så hun var altid glad og tilfreds. Hun sov fra starten hele natten, spiste i søvne liggende ved mit bryst, og hun var aldrig utilfreds. Bare glad, sov godt og spiste.

At amme Vera var fra starten en leg - og vi fortsatte da også i 3,5 år :-)

At amme Vera var fra starten en leg – og vi fortsatte da også i 3,5 år 🙂

16389044_10154827435081166_1146321449_o

Jeg ved godt, man kan vælge den intuitive vej og stadig have et barn, der er utilfreds. Men for vores vedkommende fungerede det. Samarbejdet mellem moderens intuition og babyens evne til at vise sine behov med små tegn fejler nemlig sjældent.

Og den vej vælger jeg igen, når lillesøster kommer til verden. Vi end ikke overvejer at købe en narresut eller en sutteflaske. Selvfølgelig må hun få en sut – når amningen efter 2, 3, 4 måske 5 uger er veletableret, og hvis hun viser behov for det. Vera har aldrig rigtig brugt sut, og det er jo ikke must, som mange nybagte mødre tror.

For børn udvikler sutterefleksen efter fødslen for overlevelsens skyld. De skal sutte på et bryst – ikke en klump gummi. Og de skal sutte på brystet, fordi de dermed regulerer mælkeproduktionen og sikrer, at der bliver produceret nok mælk til, at de bliver mætte. Det er i virkeligheden meget simpelt. Udbud og efterspørgsel. Herudover er amning meget mere end bare mad. Amning er også nærhed, tryghed og ro – begrebet ‘at søge brystet som trøst istedet for sutten’ bør simpelthen forbydes.

Babyer SKAL ikke bruge sut. Er amningen veletableret, får de nok at spise og har de stadig et stort suttebehov, så kan den være fin. Og en god aflastning. Men et sundt, godt og velfungerende ammeforløb ER tidskrævende i starten. Det kræver mange timer i ro i sengen eller sofaen – til gengæld er det godt givet ud, når det bare kører på skinner.

Og det håber jeg naturligvis, at det kommer til at gøre for os igen denne gang. For jeg elsker at amme, og jeg ammer lige så længe, både hun og jeg har lyst, uden at skelne til anbefalinger eller normer. Frida blev ammet i 11 måneder. Vera i 3,5 år.

Når lillesøster bliver født, har jeg således planer om at barsle de første par uger efter i den forstand, at der bliver et absolut minimum af gæster og kun meget korte besøg. Bedsteforældrene må tage sig lidt af de store og lave nogle hyggelige ting med dem, selvom Frida og Vera naturligvis også skal være med og knytte bånd til deres lillesøster. Men det vigtigste er, at hun og jeg finder hinanden og får en god start sammen.

Når alt det er sagt, vil jeg slutteligt tilføje, at en god mor ikke sidder i brysterne. En god mor er hende, der kan træffe de rigtige valg for sig selv og sit barn. Og kan og vil amningen ikke lykkes, så er det fantastisk, at vi lever i en del af verden, hvor der findes supergode alternativer til modermælken.

Kan du lide at amme? Hvor længe har du ammet? Og har du spørgsmål til amning? Så skriv meget gerne en kommentar <3

 

 

En (ærlig) status over 2016

2016 nærmer sig sin slutning, og egentlig synes jeg, det er en mærkelig ting, at vi hvert eneste år ved slutningen reflekterer og lover forandringer og forbedringer. Det burde vi jo ikke kun gøre ved nytår, men hver eneste dag. Hver eneste dag kigge os selv i spejlet og spørge, om vi lever det liv, vi gerne vil leve.

Men, der er nu noget højtideligt over årets slutning, som inviterer til netop denne selvreflektion og skaber et spirende håb om forandring og nye muligheder – hvis der altså er behov for dette.

Tidligere i dag tænkte jeg, at 2016 ikke har været noget særligt. Ikke bød på noget særligt. Det har været sådan et la la år uden de store armbevægelser. Et år, hvor jeg har følt mere underskud end overskud på alle fronter i mit liv; tid, penge, energi…

Men altså. Så sad jeg og bladrede min Instagram igennem fra nytår 2015, og 2016 har jo faktisk været ret begivenhedsrig.

Vi startede året med en kærestetur til New York.

Bikram med sejeste Tricia Donogan i East Village

Bikram med sejeste Tricia Donogan i East Village

Derefter tog jeg endelig modet til at starte på en uddannelse som yogainstruktør – noget jeg har drømt om i mange år.

I maj måned fik jeg så den mest skræmmende besked: De knuder, der sad ved mit kraveben, var muligvis metastaser fra cancer et andet sted i kroppen. Hu hej hast blev jeg sat i kræftpakken, undersøgt og udredt – det var en forfærdelig uge -, men heldigvis fik jeg på operationsgangen beskeden om, at der ikke var cancer i min krop, og at knuderne var harmløse fibromer, som bare skulle fjernes.

Efter operationen...

Efter operationen…

 

Jeg lovede Michael, at hvis jeg var sund og rask, ville jeg aldrig mere være sur eller bekymre mig – men bare leve livet. Lettere sagt end gjort – jeg øver mig hver dag.

Da det blev sommer, skulle vi til Ibiza med nogle gode venner. Den dag, vi skulle rejse, tog jeg en graviditetstest i Frederiksberg Centret, og den var positiv. Michael fik overbragt beskeden om, at han skal være far igen, mens han stod i H&M, og vi var begge i vildrede om, hvorvidt det nu var en god ide at udvide fra fire til fem. I ved, det der overskud på alle fronter, som der måske har manglet lidt…

Men en graviditet ER et mirakel. Og selvfølgelig skal vi have den lille baby, der ligger så godt og vokser og vokser i min mave. Og snart kommer ud – faktisk om mindre end tre måneder. Ret vildt at tænke på.

Vores lille pige efter nakkefoldsscanning

Vores lille pige efter nakkefoldsscanning

Ferie på Ibiza

Ferie på Ibiza

Jeg blev færdig som yogainstruktør og gravidyogalærer i november – og det har været den vildeste rejse, som har sat sindssygt mange processer i gang hos mig. Men det har også været sindssygt hårdt – at pendle til København hver uge og hele weekender. Heldigvis har jeg fået muligheden for at undervise med det samme – og jeg elsker det. Men indrømmet, det er svært at balancere et krævende arbejdsliv, livet som mor til to og gravid med den tredje – og samtidig have overskuddet til at få undervist og selv have en stabil yogapraksis.

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Derfor synes jeg, at de seneste måneder har været en kamp for at finde den balance – og ikke mindst glæden ved det hele, fordi jeg konstant føler, jeg mangler tid. Til gengæld sprudler jeg af energi, hver gang jeg har undervist – så jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at det er det rigtige for mig.

Så glad efter undervisning i hot yoga - inden maven begyndte at vokse

Så glad efter undervisning i hot yoga – inden maven begyndte at vokse

Men se, min status over 2016 skal jo ikke kun være deprimerende. Jeg synes bare ikke, det har været et kickass år på særligt mange områder – hvis man altså ser bort fra det faktum, at jeg rent faktisk er blevet en (dygtig) yogainstruktør og gravid. To ret vilde ting. Min mand er god og dejlig, og mine to piger vokser og bliver sejere og klogere og smukkere hele tiden.

Men balancen mangler. Min egen balance. Og derfor er jeg fuldt ud overbevist om, at 2017 faktisk bliver et fantastisk år. Udover at et barn mere er en gave, så tror jeg også, at barslen bliver en gave til mig. Det bliver en KÆMPE udfordring at få tingene til at hænge sammen økonomisk, når jeg ingen penge tjener, men jeg får TID. Tid til at mærke efter. Tid til selvreflektion. Tid til at undersøge ting. Starte ting. Prøve ting. Og ikke mindst tid til at være mor. Til at kunne være en del af Veras skolestart i marts, at være med til morgensang, at bringe og hente, at være her, når de kommer hjem om eftermiddagen og høre om deres dag. Tid til at dyrke yoga og fordybe mig i min egen praksis, inden jeg igen har overskuddet til at undervise. Tid til at blive mor. Igen. At planlægge min lækre hjemmefødsel.  At amme og nyde min baby.

Jeg håber, 2017 bliver et kickass år – ikke kun for mig. Men også for min mand og hans musik. Mine børn. Min familie og venner.

Mine største ønsker for det nye år er bare, at der vil være balance, glæde og overskud. Nydelse og kærlighed. Og at jeg får sparket rigtig gang i min blog – og i det hele taget får skrevet og skrevet. Blogs, artikler, bøger. Simple ønsker og mulige at opfylde.

Rigtig godt nytår til jer alle <#

It’s a….

…..

Vi var til MD-scanning i dag, hvor jeg er 19+5. Og alt gik godt – barnet er helt perfekt, og selvfølgelig er det det, men jeg var nu alligevel lidt nervøs.

Jeg mærker nemlig ikke spark så tydeligt endnu, men det er der heldigvis en god forklaring på. Helt som jeg havde regnet med, så ligger moderkagen foran til og skaber en god buffer. Men altså, der er masser af fut i den lille…..

Kan du gætte, hvad det er…? Vores lille biiip mellem benene…:-)

15007684_10154560397711166_69792318_o

PIGE!!!

Ja! Der gemmer sig en lille pige inde i min mave. Endnu en pige.

Selvfølgelig har vi tænkt, at det kunne være sjovt med en lille dreng, når vi nu har to piger, men det er altså skønt, at det er en pige.

Tænk en dejlig søsterflok, vi flok. Og samtidig bliver det bare så nemt, for vi har ALT i tøj, som jeg selvfølgelig har gemt godt i håb om, at der måske var et barn mere til mig.

Så Frida og Vera skal have en lillesøster. Jeg har flere gange fået af vide, at Frida har clairvoyante evner, og hun var altså også sikker i sin sag. Da vi hentede hende i dag og skulle hjem og fortælle den dejlige nyhed, havde hun tegnet den kærligste tegning af lillesøster, som indtil videre bærer navnet Ellie.

Fra Frida <3

Fra Frida <3

Fra Frida <3

Fra Frida <3

Åh, hvor jeg glæder mig. Men samtidig nyder jeg også bare at være gravid, at maven vokser, og at jeg overvejende har det godt.

I aftes havde jeg dog de frygteligste plukveer i en halv time, hvor der var god lejlighed til at øve min fødselsteknikker. Jeg nåede lige at blive lidt nervøs, og Michael nåede at finde telefonnummeret frem til hjemmefødselsteamet, som vi skal ringe itl, hvis der er problemer. Men da jeg lagde mig ned, gik det heldigvis over.

Tror bare min krop var træt. Vores lille PIGE skal i hvert fald gerne blive inde i maven 15-20 uger endnu.

Åh altså, en lille pige <3 <3

Lidt om den onde cirkel, at blive lagt ned – og få shit done!

Nøj, jeg har været skuffet over mig selv. Da jeg efter mange års tilløb endelig kom i gang med at blogge igen, lovede jeg nemlig mig selv, at jeg skulle blogge hver dag – eller minimum hveranden – for det er det, der i min optik gør en blog værd at læse. At der sker noget.

Men, der er simpelthen sket for meget til, at jeg har haft tid. Og lige nu har jeg det som om, jeg er blevet kørt over. I går gik jeg i seng klokken 20 og vågnede først igen klokken 7. Og var stadig træt.

Det er typisk mig. Jeg fylder på og fylder på, indtil bægeret ikke bare flyder over, men simpelthen vælter. Og da jeg vågnede i morges var det med så trist en følelse, at jeg måtte lægge mig ind til Michael og lige græde lidt. Jeg kunne slet ikke overskue at komme i gang med dagen.

Vi havde jo efterårsferie i sidste uge. Jeg indledte efterårsferien med tre dage a 9 timer (fredag, lørdag og søndag) i København på gravidyogauddannelsen. Og det var faktisk en helt vildt dejlig weekend, hvor der også blev kærestetid.

I julen fik jeg nemlig billetter til The Cure koncerten af Michael. Jeg har været fan af The Cure for evigt, men jeg har aldrig oplevet dem live. Desværre – eller heldigvis – ramlede det sammen med min weekend på uddannelsen, så der blev lidt mindre kærestid, end jeg havde håbet, men vi havde en dejlig weekend.

Jeg startede fredagen med at være på kursus, tog lidt tidligere afsted og checkede ind på Guldsmedens Hotel Babette på Esplanaden. Her blev vi opgraderet til en juniorsuite, der var helt vildt skøn.

Jeg er VILD med Guldsmedens koncept. Både deres indretning og CSR-politik. Alt er bæredygtigt og økologisk, og deres morgenmad er helt vidunderlig.

Skønneste suite på Guldsmeden!

Skønneste suite på Guldsmeden!

Lækreste økomorgenmad på Guldsmeden!

Lækreste økomorgenmad på Guldsmeden!

Og god csr-politik!

Og god csr-politik!

Typisk os havde vi ikke besluttet os for, hvor vi skulle spise fredag aften, så vi endte med at trave lidt rundt, og der var vildt mange mennesker alle steder, og til sidst var jeg sur og sulten (man er vel gravid), så vi endte med shawarma og falafler i den bedste biks i vores gamle hood på Frederiksberg. Derefter delte vi et stykke cheesecake med pistacie på Bertels og så tog vi i Forum.

Koncerten var lige så magisk, som jeg havde håbet. Og lang. Nærmest evindelig. Næsten tre timer spillede de gamle drenge, og allerede da de gik i gang, sad jeg med tårer i øjnene. Robert Smiths vokal var stadig magisk, og de blandede ukendte og nye numre med deres største hits i en skøn skøn blanding. Den kunne måske godt have været en halv time kortere, men vi blev sendt ud af i den københavnske aften med numre som Friday I’m in Love og Boys Don’t Cry og en boblende følelse af at have været med til noget helt særligt. Tak.

Lørdag var jeg på kursus igen i ni timer og mødtes om aftenen med Michael og spiste en skøn middag på Cantina, hvor vi bare fik snakket og snakket og nydt hinanden. Jeg var helt nyforelsket, da vi sagde farvel, og Michael kørte videre på job – han skulle spille til et eller andet arrangement i København.

Kærestemiddag på Cantina. Spis der - det er sååå godt!

Kærestemiddag på Cantina. Spis der – det er sååå godt!

Søndag kursus igen og så hjem. Og så skulle ferien starte, og jeg havde tusinde planer om ting, jeg skulle nå: Male vindueskarme, rydde op, plante hæk, lave hyggelige ting med børnene….og hvad skete der? Jeg gik ud som et lys med feber og massiv migræne, og i tre dage kæmpede jeg for bare at stå på benene.

Det er ganske symptomatisk, tænker jeg. Endelig fri efter en hektisk periode, og så går min krop ned med flaget.

De sidste par dage af efterårsferien gik med at slæbe mig ud af sengen, komme lidt ud huset med pigerne, prøve at læse til eksamen og så afsted til København igen i weekenden, hvor der stod to eksamener på programmet i min 200 timers hot yoga uddannelse. Først en 90 minutters undervisningseksamen og senere to timers skriftlig eksamen. Jeg tror, det hele gik godt, og dermed er jeg vel egentlig mere eller mindre uddannet yogalærer nu?

Vi nåede at komme ud af døren og lave nogle hyggelige ting i ferien - her i Zoo

Vi nåede at komme ud af døren og lave nogle hyggelige ting i ferien – her i Zoo

Tid til en smule hygge i ferien

Tid til en smule hygge i ferien

Bagte verdens bedste chokolademuffins - opskrift følger!

Bagte verdens bedste chokolademuffins – opskrift følger!

Mandag startede en ny, hektisk arbejdsuge, og jeg har vel egentlig ikke haft tid til at absorbere det hele og mærke, hvor vildt det egentlig er. Jeg er uddannet yogalærer! Altså, JEG ER UDDANNET YOGALÆRER!!

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Jeg føler, jeg burde fejre det. Men jeg ved ikke rigtig hvordan. Mest af alt er jeg bare træt. Og ud over arbejde har jeg i denne uge tre afleveringer på gravidyoga og en fraværsopgave på 200 timers uddannelsen (så teknisk set er jeg ikke helt færdig), jeg skal undervise en klasse torsdag aften (og jeg glæder mig – men barnepigen har meldt fra, Michael er i København, og…) og på mandag starter jeg et gravidyogaforløb.

Samtidig synes jeg bare ikke, jeg kan komme oven på derhjemme. Der roder, der er bunker af vasketøj, jeg føler ikke, jeg spiser sundt nok, fordi vi får handlet ind sådan lidt dag for dag, og jeg mangler bare tid til at komme oven på. Jeg ved bare ikke hvornår. Og Michael har også travlt. Og jeg mærker ikke rigtig babyen endnu og er konstant bekymret (tak til kære Helle for lige at tjekke hjertelyd forleden), og jeg føler ikke, jeg har tid til bare at lukke øjnene og nyde.

Min barndomsveninde Helle er jordemoder og var så sød lige at tjekke, om alt er ok hos baby. Og det tyder det på.

Min barndomsveninde Helle er jordemoder og var så sød lige at tjekke, om alt er ok hos baby. Og det tyder det på.

Og netop derfor valgte jeg at overgive mig i går, da jeg puttede Vera og bare kunne mærke trætheden komme væltende ind over mig. Og derfor sov jeg mange mange timer og er stadig træt.

Og jeg aner faktisk ikke helt, hvad jeg skal gøre. For det er som en ond cirkel, jeg ikke kan bryde. Jeg ved, det vil hjælpe, hvis jeg får lavet mine opgaver, ryddet op, lavet madplaner og fyldt køleskabet med sunde ting. Men jeg er simpelthen for træt til noget af det. Jeg er endda for træt til at være på arbejde og har bare lyst til at lægge hovedet ned på skrivebordet og sove. Men jeg skal jo arbejde, så jeg kan få fri og komme hjem og være mor. Og alt det andet.

Og inden du tænker: Hvad med hendes mand? Kan han ikke gøre noget?

Jo, men heldigvis har manden også travlt (hvilket er en god ting, når man er selvstændig), og i går plantede han den famøse hæk, som vi aldrig nåede i efterårsferien.

Det er heldigvis luksusproblemer det hele. Men når man en gang har været nede og bide i gulvtæppet med stress, så er det en smule bekymrende at vågne en morgen og bare have lyst til at græde.

Det hele vender. Jeg ved det. Jeg har fri fredag, og jeg har valgt at dedikere dagen til at få ’shit done’. Jeg kunne også dedikere dagen til at stirre ud i luften eller se Netflix, men det bliver en ’get shit done’ dag, så jeg kan ånde ud i weekenden, hvor jeg ingen planer har. For en gangs skyld.

Så alt er ikke lyserødt, men det er heller ikke håbløst.

Hjertelyd, smølfespark og hjemmefødselssnak

Så har jeg været til første jordemoderbesøg. Og selvom det er min tredje graviditet, så er der bare noget særligt ved at gå til jordemoder. Jeg elsker det. Jeg elsker at tale om min graviditet, mine forventninger til fødslen og ikke mindst nyde godt af den omsorg, en dygtig jordemoder kan give.

Sådan har det i hvert fald været i mine tanker, men virkeligheden har de to første gange vist sig at være en anden. Jeg har stort set hver gang følt, at jordemoderbesøget kun handlede om at få mig hurtigst muligt ud af døren.

Derfor var mine forventninger til i dag ikke høje, men det skulle vise sig at være helt anderledes. Om det er fordi, jeg nu bor i en anden by – fra København til Odense – eller om det er fordi, jeg denne gang skal føde hjemme, ved jeg ikke.

Men denne gang er jeg i en kendt jordemoderordning og under hjemmefødselsteamet, der består af tre jordemødre. Det vil sige, at den jordemoder, jeg mødte i dag, meget vel kan blive hende, jeg føder med (og det ville være fantastisk. Hun var skøn).

Det er pudsigt, men hyggeligt, at vi i 2016 stadig render rundt med en papirudgave af vandrejournalen:-)

Det er pudsigt, men hyggeligt, at vi i 2016 stadig render rundt med en papirudgave af vandrejournalen:-)

Vi var derinde i 45 minutter, og de – jordemoderen og den studerende – havde så god tid, føltes det som om. Ingen tvivl om, at de var begejstrede for min plan om at føde hjemme, og meget hurtigt i samtalen kom vi ind på, at jeg er ammerådgiver, arbejder med fødselsforberedelse og er ved at uddanne mig til instruktør i gravidyoga. Med andre ord: Jeg ved en del! Og jeg har allerede truffet mange valg omkring, hvordan fødslen skal forløbe.

Og jeg kunne virkelig mærke deres begejstring over muligheden for at sidde og ‘nørde’ detaljer. Vi talte om sen afnavling og mulighed for Lotus-fødsel, om at give K-vitamin til barnet oralt istedet for på sprøjte, samt at jeg ikke vil have syntocinon-stik efter fødslen, men lade de naturlige hormoner få livmoderen til at trække sig sammen. Meget mere om det i et andet blogindlæg, men jeg vil blot understrege, hvor skønt og trygt det var at blive hørt, respekteret og mødt. Og samtidig mærke den ro, som de skabte omkring mine mange – for nogen – alternative valg, som for mig føles helt naturlige og selvfølgelige.

304189_10150318708051166_89264387_n

Da jeg var gravid anden gang med Vera, havde vi jo lille Frida og mange ting fra graviditeten med hende var friske i erindringen. Nu er Vera 5 år, og derfor føles det næsten som min første graviditet – omend jeg denne gang har en masse viden og erfaring.

Det var derfor en helt særlig og magisk følelse at høre fineste hjertelyd, og da den jordemoderstuderende satte doptonen på min mave, sagde hun ‘der var et lille spark’, som jeg også selv syntes, jeg mærkede. Et af de første, små spæde spark.

Jeg vil i denne blog og gennem min graviditet skrive meget omkring disse valg og min baggrund for at træffe dem. Jeg håber, I vil læse med og lade jer inspirere. Husk, informerede valg er vejen frem mod en god fødselsoplevelse  <3

Gravid og hot yoga

I går lagde jeg et billede på min Instagramprofil, hvor jeg strutter med min hastigt voksende mave efter en omgang teacher training afsluttende med 90 minutters hård praksis i varmen.

Efter gårsdagens yogapraksis. Er 15+ i dag :-)

Efter gårsdagens yogapraksis. Er 15+ i dag 🙂

Jeg er snart færdig som instruktør i hot yoga, og det er jo yoga udført i en 37 grader varm sal (ved bikram er temperaturen typisk mellem 40,6 og 42 grader).

Kombinationen mellem varme og yoga har mange fordele, men i forbindelse med graviditet er der naturligvis også ulemper. Og derfor var der en, som i går spurgte på Instagram, om jeg godt tør kaste mig ud i hot yoga som gravid?

Da jeg blev gravid, googlede jeg naturligvis en masse omkring hot yoga og gravid. Og de fleste steder kan jeg læse, at det ikke er anbefalelsesværdigt. Hos bikram ved jeg, de siger, at man skal have haft en regelmæssig praksis i seks måneder inden graviditet, hos Nalini fraråder man det til gravide.

Jeg bliver jo uddannet hos Sattva Yoga, der er ejet af de samme folk, som står bag Nalini. De var de første, der tog hot yoga til Danmark og er derfor også nogle af de mest erfarne på området.

Jeg blev gravid i sommerperioden, hvor vi havde pause fra uddannelsen, og da jeg var så kvalmeramt og træt, var det meget naturligt for mig ikke at have en hot praksis. Min yogapraksis bestod primært af blide stillinger og meditation i den periode.

Efter sommerpausen tog jeg en snak med min lærer Mari. Hun er simpelthen så dygtig, klog og fornuftig, så for mig er hendes ord lov. Vi blev enige om, at jeg med min erfaring og mit kendskab til min krops formåen godt kunne opretholde en hot praksis og løbende justere og vurdere, hvordan min krop har det.

Derfor er jeg fortsat, men jeg har skruet lidt ned for antallet af hotte timer, således jeg max er i en hot sal to gange om ugen.

Mange gange fraråder man nemlig hot praksis, fordi hot yoga tiltaler mange ‘performere’. Kvinder, der godt kan lide at presse sig selv til og over grænsen. Og dét er naturligvis ikke smart, når man er gravid.

Under graviditeten producerer kroppen blandt andet hormonet relaxin, der blødgør leddene, og da du bliver noget mere smidig og fleksibel i varmen, er der selvfølgelig en risiko for at gå for dybt i stillingerne med efterfølgende skader. Her sørger jeg naturligvis for at mikrobøje i leddene, så jeg ikke risikerer at komme for dybt og overstrække.

Nailing Hot Yoga er en fast sekvens. Og stillingerne er ikke tilpasset gravide. Derfor kræver det naturligvis en del erfaring og viden om kroppen for selv at kunne tilpasse sin praksis og modificere nogle af stillingerne. Med min uddannelse som instruktør i hot yoga og gravidyoga, som jeg tager sideløbende, har jeg den viden. Og derfor føler jeg mig absolut klædt på til at varetage min egen praksis og gøre den sikker.

Der er også risikofor dehydrering i varmen. Men jeg ved, at det på dage, hvor der ligger en hot praksis eftermiddag eller aften, er vigtigt at sørge for masser af vand. Det er det naturligvis altid, men særlig vigtigt er det altså før 90 minutter i varmen.

Det nytter ikke noget at hælde vand på under klassen, hvis du føler dig dehydreret. Det tager kroppen omkring 30-40 minutter at optage vandet, som derfor bare vil ligge og skvulpe rundt i maven. Derfor er det altså essentielt, at du sørger for at holde væskebalancen ved lige i løbet af dagen.

Derudover tager jeg pause i klassen, når jeg har behov for det. Hjertet banker hurtigere under graviditet, og du bliver nemmere forpustet. Derfor er min vejtrækning også hurtigere, når jeg presser mig selv, og det betyder, at jeg indimellem er nødt til lige at sætte mig ned eller ligge mig i barnets stilling.

Men husk: Ovenstående er MIN tilgang til min egen praksis. Jeg vil aldrig anbefale en gravid at gå til hot yoga – og slet ikke starte som nybegynder under graviditeten! Det er så individuelt, hvad vores krop kan og vil under en en graviditet, og derfor synes jeg også, det er fornuftigt, at man som udgangspunkt siger nej, så hot yogastudierne ikke står med en gravid, der presser sig selv ud over kanten og kommer til at gøre skade på sig selv og sit barn.

Men det er med hot yoga som med alt andet i graviditeten: Føles det forkert, er det nok forkert!

 

Om at blive mor uden sin mor

Min mor er død.

For de af jer, som kender mig, er det ikke nogen overraskelse. Faktisk er det snart tre år siden, hun sov ind. Dødssyg af kræft, afkræftet og smertedækket. Hun blev bare 59 år.

Tre år. På tre burde man vel have bearbejdet sorgen og være på den anden side. Og jo, jeg lever. Og jeg har det godt. Jeg er glad, og jeg griner. Men sorgen og smerten dukker stadig op. Nogle gang i glimt, andre gange som bølger, der fejer benene væk under mig.

Og nu er jeg gravid, og bølgerne er højere, end nogensinde før.

Da min mor blev syg og døde, sagde jeg, at jeg aldrig nogensinde skulle have børn igen. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig at være gravid og få en lille uden at have hende at dele det med.

Heldigvis har tiden læget det sår, og jeg er naturligvis lykkelig over at være gravid med mit tredje barn. MEN. Hun mangler. Lige for tiden mangler jeg hende så meget, at jeg i tide og utide bryder sammen i krampegråd. Jeg føler mig så ensom.

Min mor og mig et par måneder før, hun døde

Min mor og mig et par måneder før, hun døde

Ensom? Tænker i nok. Jeg er jo omgivet af mennesker. Men ved i hvad? Det er meget anderledes her tredje gang. Der er ikke rigtig nogen, som interesserer sig for det – udover mine børn og min mand. Jeg forstår det jo godt, nyhedens interesse er ikke den samme, og der er der også nogen, som synes, at det er jordens mest vanvittige ide, det vi begiver os ud i.

Da vi forleden var til nakkefoldsscanning, manglede jeg at tale med hende. Hun, min mor, som interesserede sig for alle de ting, alle de små ting, jeg bestod af. Efter nakkefolden talte jeg med…ingen. Vi lagde et billede op, men der var ikke rigtig nogen, som spurgte nysgerrigt til scanningen. Hvilket betyder, at der i bund og grund ikke er nogen som ved, om den var god eller dårlig (den var god).

Min mor med lille baby Vera og min dejlige svigermor med Frida

Min mor med lille baby Vera og min dejlige svigermor med Frida

Og det er ikke for at pege fingre. Slet ikke. Men det bliver bare meget åbenlyst, når man ingen mor har. For hun ville spørge. Være interesseret. Glad. Stolt og forventningsfuld. Hun var jo mit sikkerhedsnet. Når tingene blev for svære, for uoverskuelige, eller jeg bare havde brug for at snakke om…ingenting og alting, så var hun der.

Og det gør ondt. Helt vildt sindssygt ondt. Og det er så svært at forklare, hvordan og hvorfor. Bare at jeg er helt vildt ked af, hun ikke er her. Og jeg bliver bange, for jeg frygter, hvordan det bliver, når den lille kommer. Når min mors kærlige interesse og nysgerrighed ikke er der mere, og jeg mangler en at dele alle de små ting med, som unægtelig følger med at få en lille ny. Også selvom det er nummer tre. Ja, jeg har min mand. Men der sker noget, når man som kvinde mister sin mor. Der er bare et led, der mangler.

Jeg tænker, at jeg må gå nogle lange ture med barnevognen, ned forbi hendes gravsted og her tage en snak med hende om alt det nye. Og hele tiden minde mig selv om, at nok er hun her ikke fysisk, men jeg er overbevist om, at hun kigger med.

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/18259375/?claim=zaj8k7s4jvv”>Follow my blog with Bloglovin</a>

 

 

Når fire bliver til fem

Jeg har valgt at offentliggøre min blog sådan rigtig (og ikke mindst komme ordentligt i gang med at blogge efter flere tilløb) ved at offentliggøre en, synes jeg selv, ret stor nyhed.

Vores lille familie på fire bliver til fem.

Jep, jeg er gravid. Der vokser en lille spire inde i mig, og det har der gjort i 14 uger. Hvis alt går vel, kommer den ud til i slutningen af marts/start april.

Den er ikke planlagt. Overhovedet ikke. Faktisk tror jeg, vi begge gik lidt i chok. Jeg fandt ud af det den dag, vi skulle rejse på sommerferie til Ibiza. Min menstruation havde ladet vente på sig, og da den endelig kom, var det noget underligt kortvarigt noget.

Inde i Frederiksbergcentret, hvor vi slog lidt tid ihjel, inden vi skulle sætte kurs mod lufthavnen, købte jeg en graviditetstest i Matas, gik ud på toilettet og tissede på pinden. Der skulle ikke gå mange sekunder, før den berømte streg tonede frem, og således måtte jeg finde Michael i H&M og overlevere nyheden om, at han skal være far igen.

Jeg tror ikke, vi kunne finde ud af, om vi skulle være glade, bekymrede, kede af det eller hvad. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har plaget om treer, men når det nu pludselig kunne vise sig at være en realitet, så blev jeg pludselig i tvivl.

Overskud? Økonomi? Plads? Alle de tanker hvirvlede med det samme rundt, og vi besluttede os for at parkere det lidt og tage på ferie.

Men den slags har det jo med at rumstere. Vi havde aftalt ikke at fortælle det til vores venner, som vi rejste med. Men da vi stod klokken 00.30 i Ibiza Lufthavn, ikke kunne få vores lejebil, og jeg var sulten, brød jeg sammen ‘Jamen, det er fordi, jeg er gravid!’ fløj det ud af munden på mig, mens min veninde jublende tog om mig. ‘Jamen, jeg ved jo ikke engang, om jeg vil ha’ det?’ sagde jeg og græd endnu højere.

Og lige dér ramte den mig for alvor. Tvivlen. Hvad f…. er det vi har gang i, spurgte jeg mig selv flere gange afløst af en komplet følelse af lykke over det spirende liv.

I kan nok forestille jer, at der blev kæmpet med nogle temmelig modsatrettede følelser, og jeg måtte hele tiden minde mig selv om, hvordan jeg havde det, da jeg ventede Vera. Den første dag efter en positiv test nåede jeg at gå i panik og sige til tre veninder, at jeg ville have en abort. Tænk, hvis jeg havde fået det istedet for at få lille V ???????

Tænk, hvis hende her var blevet en abort?

Tænk, hvis hende her var blevet en abort?

Men nu er der altså ingen vej udenom. I går var vi til nakkefoldsscanning, og her fik vi endnu en gang bekræftet, at der vokser et livligt liv i mit. Den lille lå og sparkede og spjættede, og selvom det er tredje gang, så bliver jeg lige forundret og overvældet hver gang over, hvordan der kan vokse liv inde i min mave. Og over hvor udviklet sådan en lille een allerede er så tidligt i graviditeten.

Vores barn nummer tre - helt perfekt!

Vores barn nummer tre – helt perfekt!

Det mest rørende var næsten at kigge på Michael. Han har haft lidt svært ved at forhold sig til det. Jeg har jo mærket kvalmen og den invaliderende træthed, men det var som om, han først mærkede det her. Han havde tårer i øjnene, og jeg græd både over at se det lille mirakel og over at se Michaels glæde.

Jeg er jo en gammel kone i biologisk forstand. 38 år. Alligevel var risikovurderingen for Downs mikroskopisk, nakkefolden tyndere end gennemsnittet, og mine blodprøver super fine. Dejligt.

Nu kan jeg for alvor gå i fødselstanker, selvom det først bliver en lille aprilsnar. Og der er ingen tvivl om, at det denne gang skal foregå hjemme. Nærmest uanset hvad.

‘Tør du det? Hvad hvis der går noget galt’ spørger mange. Men hvad skulle der gå galt? Statistisk set er hjemmefødsler meget mere sikre end hospitalsfødsler, og jeg vil gerne føde så naturligt som muligt. Jeg vil ikke have bedøvelse eller vestimulering – jeg har en stærk tro på, at hvis kroppen får lov at arbejde i fred, så det magiske hormonsystem får lov at flyde frit, så kan den fødende krop alt. Respekt for hospitaler, og jeg planlægger da også hjemmefødslen med den tryghed i at vide, at skulle noget gå lidt skævt, bliver jeg overflyttet til hospitalet. Og så er det hurra for læger og alt det der, men som udgangspunkt er 9 ud af 10 fødsler ukomplicerede, hvis man lader dem være i fred. Og det gør man altså i min optik bedst hjemme.

Jeg har også nogle forestillinger om, hvordan det bliver. Jeg ved godt, at en fødsel kan slå mange sving, men gode, positive tanker er balsam for en gravid krop.

Vi skal have et fødekar på stuegulvet. Min mand skal være der, en jordemoder fra OUHs hjemmefødselsordning og så en fødselshjælper, der kan tage sig af alt det praktiske. Føder jeg om aftenen/natten, skal lyset være dæmpet, der skal være stearinlys og rolig meditativ musik. Min fødselshjælper skal sørge for at bage boller, brygge kaffe og varme håndklæder. Og i en rolig, kærlig atmosfære skal vores barn fødes. Derefter kan vi roligt gå ovenpå, lægge os i dobbeltsengen og indsnuse den lille ny. Ingen stress, ingen autostole, køreture eller dårlig hospitalsmad. Bare os i vores hjem. Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre måde at byde den lille velkommen til et liv uden for maven.

Meget mere om det i et senere blogindlæg.

Vi har overvejet, hvorvidt vores børn skal med til fødslen. De er 5 og 8 år, når det går løs. Men jeg tror ikke, de skal. Ikke for deres skyld, men for min. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg skal have ro. Og det kan man ikke forvente med to livlige piger i stuen.

Åh, hvor jeg glæder mig. Men heller ikke for meget, for jeg vil også nyde graviditeten. Nyde, at maven vokser og tager form, for det er nok helt sikkert sidste gang, jeg kommer til at opleve det.

Jeg kommer til at skrive meget mere om mine tanker om fødslen og alt det omkring. Så følg med 🙂