IMG_7543

Lidt om babybobler

Otte uger. Otte uger siden jeg blev mor til tre. Otte uger siden lille Ellie svømmede ud i et fødekar hjemme i stuen, og jeg fik den fødsel, jeg altid har drømt om – selvom alt andet i vores liv har været på standby.

IMG_6762


Jeg havde en ambition om at fylde bloggen med stærke, læsværdige, lærerige, underholdende indlæg om mit liv som gravid og barselsramt mor. At krydre det med yoga og opskrifter og alt muligt andet lækkert. Men jeg blev overhalet af virkeligheden i form at min mands hjerneblødning i starten af februar, som satte alt andet på pause.

Det er nu et godt stykke tid siden.

Og efter Ellies fødsel har jeg bare været i en boble. Min babyboble. En boble der har været så uendelig vigtig for mig, da jeg har kunnet adskille al frustrationen omkring hjerneblødningen fra lykken i at få et lille barn mere. For meningen var jo, at det skulle være en lykkelig tid. Og med min boble har det været muligt at holde på den følelse, selvom jeg næsten hver morgen vågner med en lille smule ondt i maven over, hvad fremtiden skal bringe, når sådan en hjerneblødning rammer ens mand og dermed også en stor del af ens liv.

En kær bekendt skrev på Facebook, at jeg burde skrive et blogindlæg og babyboblen, da mange kvinder i hendes optik sikkert kunne forebygge efterfødselreaktioner og depressioner. Og jeg er sikker på, hun har ret, hvis vi ser på, hvordan det kvindelige hormonsystem fungerer i fint samspil med babyen. Men det vil jeg ikke kede jer med her – jeg vil i stedet fortælle,  hvordan og hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort.

IMG_6825

Jeg havde inden fødslen meldt ud til bedsteforældrene, at vi gerne ville have, de tog de to store piger, når babyen kom til verdenen, så vi kunne få nogle uforstyrrede døgn, hvor vi kunne gå i babysymbiose uden at skulle tænke på en 5 og 8-årigs behov.

Jeg gik ni dage over tid, så min far og hans kæreste tog på en planlagt ferie til Berlin dagen efter fødslen, og derfor tog min svigermor så fint den opgave på sig. Jeg fødte nemlig samme dag som en meget lang påskeferie meldte sin ankomst – og jeg kunne ganske enkelt ikke overskue udsigten til at have to livlige og lettere krævende storesøstre hjemme HELE dagen, mange dage i træk.

Jeg valgte også at sige nej tak til besøg det første stykke tid. Lært af erfaring er det bare ikke sagen at have gæster, når man i virkeligheden bare har brug for at ligge tæt med sin baby uden at skulle koncentrere sig om andre. Jeg husker tydeligt, da vi fik Frida for over otte år siden. Det væltede ind med gæster fra dag et – alle ville jo se den førstefødte. Og holde hende. Og efter en uge følte jeg mig kørt over og frarøvet noget helt særligt. Ganske enkelt. Og jeg følte, at en meget dyrebar tid var blevet stjålet fra mig.

Jeg har efterfølgende med både Vera og nu Ellie ladet dem blive i vores favne de første par uger. Og gør det i princippet stadig, selvom det er blevet lettere af give hende fra mig for en kort stund. Jeg ved godt, det er svært at komme på barselsbesøg uden at få lov at holde den lille – især som bedsteforældre – men det er vigtigt at tænke på, hvis behov man tilfredsstiller. Det er i hvert fald ikke babyens behov at lande i en fremmed favn med fremmede dufte.

IMG_7543

 

Jeg tror også, det for nogen kunne virke mærkeligt, at jeg bare vippede mine to store piger midlertidigt ud af reden. Vi skulle jo lære at være en familie. Det er også deres søster. De skal ikke føle sig udenfor. Sådan er jeg sikker på, at mange har tænkt. Eller, det ved jeg, mange har. Men det har været den bedste investering.

For det første nød pigerne deres tid hos farmor og farfar. Vi flyttede jo i sin tid til Fyn for at komme tættere på bedsteforældrene, og det var en gave for pigerne, som elsker deres farmor og farfar overalt på jorden, at få så meget tid med dem.

Og det var en gave for os, der stille og roligt kunne kigge på vores baby, være tæt med hende, lande og ikke mindst – for mit vedkommende – have ro til at komme i gang med amningen og lade kroppen hele.

Da jeg i sin tid blev uddannet doula/fødselshjælper hos Fødeklinikken Maia, lærte jeg, at kvinder bør blive i barselssengen en uge efter fødslen. Vi behøver ikke vise, at vi kan alt muligt hurtigt. Jo, jeg er skidegod til at være gravid og til at føde. Min mave bliver flad i løbet af få dage, min krop er frisk, jeg brister ikke. Men for mit mentale velbefindende huskede jeg ordene. Vi rendte ikke rundt til sociale arrangementer eller gik lange ture med barnevognen bare for at vise, vi kunne. Hvorfor skulle vi dog det? Den første uge havde Ellie i stedet slet ikke tøj på, og vi lå konstant hud mod hud

Fire-fem dage efter fødslen begyndte pigerne at være hjemme igen, og det var også skønt at være samlet som familie, men jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at de første ’isolation’ også har været medvirkende til, at jeg havde meget mere overskud, da vi først skulle til at lege familie på fem igen – også selvom jeg mange gange skulle trække vejret lidt dybere, når bølgerne gik højt, som de jo gør med X antal unger i huset.

Og så tikkede uret også. For 14 dage efter fødslen skulle Michael opereres i hjernen og have lukket den misdannelse, som i februar forårsagede hjerneblødning. Vi anede ikke, hvilke mén, operationen kunne give, og hvorvidt den ville banke ham helt tilbage til efter hjerneblødningen, når han nu på mange måder var kommet sig så fint.

De skulle trods alt op i hans hjerne og pille. Ville han overhovedet vågne op?

De første 14 dage er altid helt særlige med en baby, og jeg råder altid vordende forældre til at værne om dem. Men for os var de altså bare ekstraordinært vigtige, fordi vi ikke anede, hvilken tilstand Michael ville ende i.

Det er nu et godt stykke tid siden han blev opereret d. 20. April. Han vågnede op dagen efter operationen i en langt værre tilstand, end vi havde regnet med, da vi ved operationens afslutning fik overbragt beskeden om, at ’det var gået bedre end forventet’. Men han var helt væk. Kastede op. Kunne slet ikke tale, og hans højre hånd var komplet lam. Et problem af fuldstændig uoverskuelige dimensioner, når ens levebrød er at spille saxofon.

Men der er sket magi på ret kort tid, og i skrivende stund er han ude og løbe. Og han er begyndt at kunne spille igen. Lige så langsomt er han på vej tilbage.

Og i skrivende stund sidder verdens dejligste baby Ellie og sover i viklen på min mave og konstant minder mig om, at det hele faktisk er ok, selvom livet rusker i os.

 

Så kom Ellie svømmende…

Jeg har været stille på bloggen lææænge, og det var egentlig meningen, jeg skulle skrive meget mere om kommende fødsel, graviditet og alt det der, som de seneste to måneder er gået med. Men de er også gået med at komme os oven på den hjerneblødning, min elskede blev ramt af d. 6. februar, og derfor har skrivelysten ikke rigtig været der. Jeg arbejder på et blogindlæg om netop det, mine tanker og frygt, men det tager noget tid at få skrevet ned.

Faktum er, at Michael er…ok. Omstændighederne taget i betragtning. Stadig sygemeldt, stadig træt, men efter omstændighederne ok…

Og så er vores baby svømmet ud til os. D. 7. april kl 06.59 hjemme i stuen.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg denne gang ønskede at føde hjemme. Det er der mange årsager til, som jeg blandt andet har skrevet om her. Mine ønskelister kan I læse her: http://yogamom.dk/?p=216

Jeg har egentlig ikke på noget tidspunkt tænkt, at der kunne være en risiko for, at det ikke ville blive til noget. Frida og Vera er begge født før termin, men da terminsdagen nærmede sig denne gang, var der bare ingen tegn på en forestående fødsel. Dagene gik, og pludselig var jeg gået en uge over tid.

Min krop var vildt stresset, fordi Michael skal ind og have lavet en kæmpe operation i sin hjerne d. 20. april, og jeg ville bare så gerne være sikker på, at vi nåede at have noget af den magiske første tid sammen (der kommer også masser af tid bagefter, men han skal jo lige komme sig oven på operationen. De skal trods alt rode i hans hjerne). Så det var faktisk lidt sorgfyldt. Fysisk havde jeg det godt, og i den perfekte verden ville jeg bare nyde min graviditet og ikke stresse over at gå over termin. Det er jo bare en dato. Men jeg ville for alt i verden heller ikke sættes i gang, for så var det farvel til hjemmefødsel. Så det var et nej til medicin – med den risiko, at operationsdatoen bare kom tættere og tættere på.


 

Sidste mavebillede. 41+2

Sidste mavebillede. 41+2

Onsdag d. 4. april skulle jeg til overtidstjek på hospitalet. Her tjekkede de hjertelyd og scannede for at se mængden af fostervand, der er en god indikation på, at moderkagen virker, som den skal. Alt var i skønneste orden. Jeg havde forinden besluttet mig for at forsøge med hindeløsning, hvor jordemoderen kan stikke 1-2 fingre op i livmoderhalsen og løsne hinderne, hvilket kan, hvis kroppen er klar, ‘provokere’ den til at gå i fødsel. Egentlig var det lidt mod mine principper – at stresse noget frem – men når det nu skulle være, så var det den mest naturlige løsning, da kroppen kun går i gang, hvis den er klar. Og når nu hverken akupunktur, zoneterapi eller hindbærbladsthe havde hjulpet, så takkede jeg ja.

Hun kunne næsten ikke få fat. Min livmoderhals var stadig bagoverbøjet og ikke særlig modtagelig. Men hun fik løsnet lidt. Og det gjorde helt vildt ondt!

Torsdag var der stadig ikke sket noget. Og da min mand i telefonen talte med sin ven om den forestående operation, brød jeg helt sammen. Så jeg ringede til det fantastiske hjemmefødselsteam/kendt jordemoderordning fra OUH, som jeg var tilknyttet og talte med jordemoder Annie. ‘Jeg kommer hjem til dig om en time og laver en ny hindeløsning,’ lød det.

Som sagt så gjort. Og denne gang fik hun godt fat, mens jeg lå blødt og godt i min egen seng og ikke på en hård briks på en hospitalsstue.

En time senere kom min fantastiske jordemoderveninde Camilla Darre, som jeg også er uddannet Smertefri Fødsel instruktør ved, og gav mig en blid, oxytocinfremkaldende massage. Lange bløde strøg. Skønt.

Min livmoder arbejdede, kunne jeg mærke, men det kunne også være snyd, som en hindeløsning godt kan fremprovokere. Jeg havde på det tidspunkt mistet enhver tro på, at jeg nogensinde ville gå i fødsel af mig selv og var begyndt at forestille mig, hvordan det ville være at vælge igangsættelse. Jeg troede simpelthen, at min krop var for stresset til at føde – for når kroppen er fyldt med adrenalin og kortisol, kan det være svært at danne oxytocin, som er det hormon, der skaber veerne.

Om eftermiddagen tog vi til forældremøde på skolen. Jeg spiste to stykker lagkage og derefter en burger på Gertruds i Odense. Så hentede vi børnene hos mine svigerforældre og kørte hjem og puttede dem. Jeg havde lidt menstruationsmurren og nogle bidende plukveer, men ikke mere end jeg havde oplevet periodevis over de seneste uger.

Da børnene var blevet puttet, lagde jeg mig i sofaen sammen med Michael. Han nussede mig lidt, jeg nulrede mine brystvorter (gode oxytocinknapper), masserede akupressurpunktet for oxytocin på anklen, alt imens vi så to afsnit af Billions på HBO.

Min jordemoderveninde Helle skrev, at hun var på vej hjem fra byen, hvis hun skulle komme forbi og løsne hinder, og jeg ringede og fortalte, at det havde Annie gjort tidligere, samt at jeg havde en del plukveer.

‘Kineserne siger, man skal spise en portion havregrød. Det skulle sætte gang i veerne – og så er der også nogle gode kulhydrater at føde på, hvis du går i gang i nat,’ sagde Helle.

Så det gjorde jeg. Lavede en stor portion havregrød med masser af smør og æbler og honning. Spiste, ryddede op og gik i seng.

Fødslen

Kl. 02.15 Jeg vågner ved, at det gør ondt. Rigtig godt bidende plukveer, der trækker om i lænden. Michael sover tungt, og jeg vil ikke vække ham, hvis det nu går i sig selv igen. Jeg finder app’en, der kan tælle veernes længde og interval, frem på min telefon og begynder at tage tid. De varer omkring 1-1 1/2 minut med bare 2-3 minutters pause. Og sådan fortsætter det en halv times tid. Hov! Er der mon en fødsel i gang. Det gør ikke mere ondt, end at jeg kan slappe af i dem og bruge min overfladiske vejrtrækning.

02.45 Jeg skal på toilettet. Det plejer at være et sikkert tegn på en forestående fødsel – at kroppen tømmer sig selv. Her går slimproppen også sammen med tegnblødning.  Veerne begynder at tage til i styrke under toiletbesøget og kommer nu også i par – såkaldte kobleveer. Det har jeg ikke prøvet før, og det f…. hårdt ikke at have pause. Vejrtrækningen hjælper mig gennem veerne – den overfladiske vejrtrækning, der adskiller diafragma fra fundus (vejrtrækningsmusklen fra toppen af livmoderen). Jeg fokuserer på mine tre fixpunkter; hænder, skuldre og kæber. Er de afslappede, slapper resten af kroppen også nemmere af, og afspænding er klart en af nøglerne til godt fødselsarbejde og kontrol.

Og kontrol har jeg. Også selvom kobleveerne periodvis nu kommer som noget, der minder om vestorm. Absolut ingen pauser mellem mange af veerne. De kommer bare som perler på en snor.

Jeg bevæger mig ned i stuen, og Michael er nu også vågen. Jeg er helt væk i arbejdet med mine veer og sætter mig på en pilatesbold for at kunne holde mit bækken i bevægelse. Jeg kan ikke længere stå på benene, så hårde er veerne nu. Men jeg har stadig kontrol, siger ikke en lyd og bruger bare min vejrtrækning.

03.15 Jeg har ringet til jordemoder Annie, der har vagten. Hun er er på vej.

04.00 (står der i journalen. Jeg tror, det var lidt tidligere). Michael har pustet fødekarret op og bakser lidt med at få slangen på vandhanen. Jeg kan høre, den falder af flere gange, og det stresser mig lidt. Tænk nu, hvis jeg ikke kan komme i vand? Jeg beder Michael ringe til min veninde Louise, der skal være hjælper. Hun tager ikke telefonen. Så beder jeg dem fylde vores badekar, så jeg kan komme ned i vand, men det er åbenbart lykkes at få slangen på. Jeg bevæger mig over på den daybed, vi har sat ind i stuen til formålet. Her går vandet spontant, jeg kaster op et par gange (det gør jeg altid, når jeg føder) og jeg ligger her lidt tid og arbejder med veerne, der fortsat kommer stort set uden pause.

04.50 Jeg kommer ned i fødekarret. Det er en fantastisk følelse at lade min hårdtarbejdende krop sig omslutte af det varme vand, der øjeblikkeligt virker smertelindrende. Jeg får en kort pause, hvor jeg har energi til at bede om noget saft og en kold klud på panden. Jeg har det så varmt. Både af vandet og min arbejdende krop, der bare ingen pauser tager. Jeg føler, at det hele er en lang ve og kan se, hvordan maven konstant er spændt som en flitsbue.

05.30 Jordemoder Annie har skrevet i fødselsjournalen ‘Mia klarer veerne flot’. Det er hårdt. Men jeg er fortsat helt stille og koncentreret om min vejrtrækning og kæmper virkelig for at spænde af.

Michael har åbnet vinduet bag mig, og i haven synger fuglene højt. Det er vanvittig smukt.

Jeg ville gerne have bevæget mig mere rundt i karret, men jeg kan ikke andet end at lade ryggen hvile op ad karrets kant, mens jeg lader min underkrop flyde i vandet. Jeg klamrer mig nærmest fast til karret og føler, at min underkrop flyver afsted med mig, hver gang livmoderen trækker sig sammen.

‘Det er bare en muskelsammentrækning’ messer jeg for mig selv, præcis som da jeg fødte Vera på den stille, mest vidunderlige, naturlige og næsten smertefri måde. Det her er IKKE smertefrit. Det går det alt for stærkt til. Men jeg har stadig kontrol.

Jeg prøver også at tælle, som ved Veras fødsel. Der varede veerne et minut, så jeg talte til 30 to gange. Det var til at overskue. Men midt i en vestorm fungerer det bare ikke. Jeg har ingen fornemmelse af, hvornår en ve slutter og en ny begynder.

06.00 Det presser. Samtidig med at livmoderen trækker sig sammen. Det føles ikke som en presseve, for det kan jeg tydeligt huske, hvordan livmoderen arbejdede på en helt anden måde. Jeg har egentlig frabedt mig nogen form for undersøgelse og vil klare fødslen alene. Jordemoderen må kun lytte hjertelyd. Alligevel beder jeg hende tjekke, hvor meget jeg har åbnet mig, for det er efterhånden så hårdt, at jeg ikke kan forestille mig andet, end at jeg snart er ved pressefasen.

‘Du er kun 4 cm’, siger Annie. Jeg bliver helt fortvivlet. ‘Det kan jeg ikke klare,’ siger jeg og kigger på Michael. ‘Hvad har du så tænkt dig?,’ spørger han. Og selvfølgelig kan jeg klare det, men min forstand fortæller mig, at det vil tage 4-5 timer at nå i mål. Det er meget midt i en storm.

‘Hun står med hovedet helt nede. Så det kan godt gå stærkt,’ siger Annie. Og jeg lukker øjnene igen og ryger tilbage i mit arbejde. Veernes styrke og intensitet stiger, og pressetrangen bliver større og større.

Det er hårdt arbejde...

Det er hårdt arbejde…

06.50 Annie undersøger mig hurtigt igen og konstaterer, at jeg bare skal give efter for pressetrangen. Jeg har ikke mærket noget skift fra udvidelse til pressefase. Hver eneste ve føles både som en udvidelses og en presseve, så jeg fortsætter bare med min overfladiske vejrtrækning, men tager nu fingrene op i skeden, hvor jeg lige kan mærke en blød kant af hendes hoved.

Jeg lader fingrene blive deroppe og for hver hver ve kommer hovedet mere og mere frem.

Jeg har ønsket, at vi selv tager imod hende, så hun ikke bliver rørt af fremmede hænder som det første, og midt i mit hårde arbejde, bliver jeg helt rørt over selv at føre hende frem. Langsom føder jeg hovedet med min hånd på det, og jeg forventer, at kroppen følger hurtigt efter. Det gør den ikke, og presseveerne fortsætter med enorm intensitet.

‘Hvorfor kommer hun ikke,’ når jeg vist at råbe i frustration over ikke at mærke den endelig forløsning, og Michael siger til jordemoder Annie, at hun godt må hjælpe. Hun tager blidt fat og hjælper kroppen frem, så Ellie svømmer ud i fødekarret, hvor jeg tager fat i hende og løfter hende op på brystet. Og græder højlydt af glæde. Det er fuldstændig overvældende. Tænk, at jeg fik den fødsel, jeg drømte om, selvom det gik lidt vel hurtigt.

Og jeg tænker: Det vil jeg gøre igen!

Ren glæde og forløsning

Ren glæde og forløsning

Annie fortæller efterfølgende, at det var gået så hurtigt, at hun ikke havde nået at rotere rigtigt, og derfor kom kroppen ikke lige med det samme. Men alt var og er godt. Lige som det skal være, og Ellie scorer toppoint på Apgar med det samme.

Jeg har bedt om sen afnavling – det vil sige, at navlesnoren ikke skal klippes, før pulseringen ophører. Derfor ligger Ellie ved brystet og begynder lige så stille at trække vejret. Hun får stadig ilt fra moderkagen og behøver ikke at skynde sig. Hun er nu forbundet til verdener – den inden i og den udenfor.

Jeg beder kort efter Michael kalde børnene ind. De har sovet gennem det hele, men farmor kom tidlig morgen og er oven på med dem. De kommer ind og møder deres lillesøster, mens vi stadig ligger i fødekarret. Det er helt perfekt, for jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt de skulle med til fødslen. På den her måde fik jeg ro under fødslen, mens de stadig får magien af de første særlige minutter.

Jeg har ønsket at føde moderkagen i karret på naturlig vis – det vil sige uden det syntocinonstik i låret (kunstig oxytocin) man rutinemæssigt giver for at hjælpe livmoderen med at trække sig sammen. Men moderkagen kommer ikke liiiige….

Der har været vagtskifte, og jordemoder Simone har taget over, mens Annie skriver fødselsjournalen færdig.

Vi bliver enige om, at jeg kommer op af karret og prøver at føde den på land. Jeg er også ved at blive lidt kold, så det passer fint. Jeg ligger mig på madrassen og lægger Ellie til brystet. Hun sutter ivrigt med det samme, og jeg ved, at det hjælper efterveerne på vej, så moderkagen kan komme ud. Den kommer stadig ikke. Pulseringen i navlesnoren er stoppet, og vi bliver enige om at klippe den, da det kan hjælpe det hele på vej.

 

Kort tid efter begynder moderkagen at komme frem, pigerne kigger med, da den bliver født, og efterfølgende tegner og fortæller Simone for pigerne, hvordan den har virket inde i maven. Den er stor og flot og har helt sikkert fungeret optimalt i maven.

IMG_6765

Ellie sutter ivrigt videre, efterveerne bider kraftigt, men jeg er simpelthen så lykkelig. Michael serverer boller og cola (jeg drikker normalt aldrig cola, kun når jeg har født), og Annie krammer os og siger farvel.

Da pigerne er taget i skole, lader vi Simone måle og veje. Ellie er en ordentlig basse på 4120 g og 56 cm. Til sammenligning var vores to største hh 3050 og 50 cm og 3100 og 51 cm. Det er en kæmpe forskel, og jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at det er fordi min krop på alle måder har været ekstremt meget sundere før og under denne graviditet end ved de to første.

IMG_6781

Simone undersøger også lige Ellie hurtigt, giver hende et par dråber k-vitamin (vi har valgt, at hun skal have det oralt fremfor et stik i lårmusklen) inden hun kommer tilbage til brystet.

Vi har valgt, hun ikke skal have hue på, da babyer udsender dufte fra hovedet, som stimulerer oxytocinproduktionen og dermed både nedløbsrefleksen i brystet, tilknytningen og alt muligt andet dejligt. Så jeg ligge bare og snuser hende og nyder.

IMG_6777

Efter et par timer går jeg i bad, mens Michael ligger med hende, og så går vi op i sengen. Simone kommer op og giver de sidste praktiske info, og så lister hun afsted, mens vi bare ligger i sengen – totalt overvældede af al den kærlighed, der allerede vælter frem.

IMG_6825

At føde hjemme har været det bedste valg, jeg nærmest nogensinde har truffet. Det har været helt fantastisk. Jordemoderteamet fra OUH var så skønne, så dedikerede og hjertevarme og rolige. Her var ingen dumme rutiner, alle mine ønsker blev hørt og efterlevet. Jeg kunne ikke have drømt om noget bedre.

Oprydning? I løbet af dagen fik Michael stille og roligt tømt karret med pumpen, smed det plastikdækken ud, der lå i karret og satte håndklæderne til vask. Det var det. Det sviner ikke at føde hjemme, det er ikke besværligt – der er absolut intet dårligt at sige. Og spørger man Michael, så synes han, at det var skønt at have noget praktisk at tage sig til under fødslen, da jeg ikke er hende, der skal holdes i hånden.

Siden fødslen har Ellie ikke haft tøj på. Vi har bare ligget hud mod hud. Navlestumpen fald allerede af på fjerdedagen. Mælken løb til efter et par dage. Og jeg har fysisk haft det så godt.

Det allerbedste er, at vi på intet tidspunkt har skullet bevæge os udenfor. Klæde hende på og sætte hende i en autostol. Vi har bare kunne give ro. To dage efter kom Simone på hjemmebesøg og lavede hælprøven. Og måske, men kun måske, bevæger vi os udenfor i morgen, når der er gået en uge <3

Psssstt….hvis du vil følge med fremover, kan du blive opdateret om nye indlæg her https://www.bloglovin.com/blogs/yogamom-18259375?referrer_context=blog_search_autocomplete

 

Praktik og ønsker for fødslen

Jeg har netop bevæget mig ind i uge 32, og dermed nærmer tiden sig for termin også med hastige skridt. Jeg synes faktisk, tiden er fløjet af sted. Jeg kan til tider blive helt trist og tænke, om jeg nu har husket at nyde graviditeten nok midt i travlhed med arbejde og mine to andre, dejlige børn. Når jeg får det sådan, ønsker jeg, at hun bare bliver derinde længe endnu.

Men jeg glæder mig også til at møde min lille pige. Og så glæder jeg mig til – forhåbentligt – at føde hjemme.

Jeg har, som I nok fornemmer, ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at jeg skal føde hjemme. For mig findes der slet ikke noget alternativ, medmindre det selvfølgelig handler om liv og død.

Mentalt er jeg altså helt klar til min hjemmefødsel – nu gælder det bare alt det praktiske!

Derfor er jeg begyndt at arbejde med to lister – en indkøbsliste og en ønskeliste.

Indkøbslisten er til mig selv og handler ikke, om alt det mærketøj, legetøj og underlige dimser, jeg som tredjegangsmor ved, jeg aldrig får brug for. Vi har alt, hvad vi skal bruge til at starte med: Mine bryster, lidt tøj, en dyne og en vikle.

Nej, indkøbslisten er alle de ting, der skal bruges til fødslen – need to have. Indtil videre ser den således ud:

  • Fødekar La Bassin – enten leje eller købe.
  • Termometer til fødekar.
  • Tisselagen til evt. fødeleje (regner med at føde i vand) og egen seng.
  • Afdækning til gulv under fødekar.
  • Store, bløde håndklæder.
  • Hospitalstrusser/nettrusser.
  • Store bind.
  • Si til ’urenheder’ i karret.

Ønskelisten er en liste over mine ønsker for fødslen, og den vil jeg dele med min mand, jordemoderen og min veninde, der skal være fødselshjælper:

  • Fødslen skal starte og udvikle sig 100 % naturligt på den måde, som min krop ønsker det.
  • Ingen medicinske indgreb af nogen art.
  • Minus lavement – kun hvis kroppen ikke selv tømmer sig.
  • Ingen undersøgelser under fødslen medmindre det skønnes meget nødvendigt.
  • Ved vesvækkelse ønsker jeg tid og rum til at bruge naturlige metoder – akupressur, rebozo, stimulering af brystvorter, berøring.
  • Absolut ro under fødslen. Minimal snakken.
  • I vand under udvidelse og fødsel.
  • Vil hjælpes ind i aktive fødestillinger.
  • Vil som udgangspunkt bruge laborovejrtrækning under sammentrækningerne (overfladisk vejtrækning kendt fra Fødsel Uden Smerte).
  • Ønsker selv at tage imod. Alternativt skal min mand tage imod og støttes i dette af jordemoder. Ingen fremmede hænder på baby som det første.
  • Ingen syntocinon efter fødslen (stikket man giver for, at livmoderen trækker sig sammen). Må kun gives ved behov.
  • Sen afnavling – navlesnoren klippes tidligst, når moderkagen er født. Overvejer fortsat Lotusfødsel.
  • Vil som udgangspunkt føde moderkage i kar. Måske jeg selv ønsker at komme op.
  • Vejning og måling finder først sted efter et par timer.
  • Hvis barnet behøver undersøgelse, ilt mm skal det som udgangspunkt ske hud-mod-hud hos mig.
  • Fødselshjælper sørger for billeder og video undervejs.
  • Når barnet er født, skal det fejres med lune boller, saftevand, kaffe og te. Fødselshjælper forbereder dette.
  • Fødselshjælper tømmer kar og rydder op. Mor og far får ro til at lægge sig i sengen og indsnuse baby.
  • Afhængig af tidspunkt for fødslen skal storesøstre møde lillesøster umiddelbart efter fødslen, medmindre vi vælger, at de skal være der under fødslen.

Jeg ved, at fødslen kan tage mange sving, og at der ingen garantier er for noget. Men den mentale og praktiske forberedelse betyder rigtig meget – ikke kun for mig, men også for chancen for at få den fødsel, jeg drømmer om. Og hvis fødslen bliver på en anden måde, så er jeg også klar til at favne det. Bring it on.

 

Amning er meget mere end mad

Jeg glæder mig til at amme. Jeg glæder mig helt vildt meget til at amme. For mig er det vitterligt lyksaliggørende at sidde med en lille baby ved brystet.

Sådan har det ikke altid været.

Da jeg fødte Frida for snart otte år siden (ret præcist – for min store pige har lige haft fødselsdag), var det en fødsel fyldt med indgreb, som i høj grad forstyrrede det naturlige hormonsystem og dermed også forstyrrede hendes sutterefleks, min nedløbsrefleks og produktion.

Dagene på barselsgangen var hæslige. Jeg kunne ikke mærke mit barn, kunne ikke mærke tilknytningen til hende, og hver eneste amning var en kamp, hvor urutinerede sosuassistenter med lange negle med vold og magt forsøgte at forene bryst og barn, mens jeg i timerne imellem sad med en elektrisk malkepumpe, så jeg kunne give min nyfødte datter de dyrebare dråber på en ske, i en kop og med en lille pipette. Jeg græd. Det var ingenlunde det lykkelige, fredfyldte billede, jeg havde fået malet i mit hoved forinden fødslen. Det var en kamp, som jeg følte, jeg ikke kunne vinde. Jeg følte mig uduelig som mor, indtil en garvet jordemoder efter et par dage udskrev os med ordene ‘nu tager du hjem, slapper af, følger din intuition, og så kommer det’. Jeg havde svært ved at føle mig overbevist, da vi med skælvende ben bar vores lille datter ud i bilen, godt pakket ind i varmt tøj og autostol, og forsigtigt, meget forsigtigt, satte kursen mod vores hjem på Islands Brygge.

Da jeg kæmpede for at få amningen i gang første gang...

Da jeg kæmpede for at få amningen i gang første gang…

Om natten vågnede jeg ved, at mine bryster var ved at eksplodere. De var KÆMPE store og så spændte, at Frida ikke kunne få fat. Klokken var 2, og jeg tiggede og bad Michael om at finde en Falckstation, hvor han kunne leje en brystpumpe. Det lykkedes heldigvis ikke, og istedet gik jeg under den varme bruser, lod de vandet opbløde mine spændte bryster, malkede lidt ud med hånden og lagde så Frida til. Hvilken følelse. Hun suttede og suttede. Tømte roligt mine bryster i timerne, der gik, og faldt derefter i en tung, mæt søvn. Mine bryster var jo stærkt overstimulerede af alt det pumperi, Frida havde ikke selv fået lov til at regulere produktionen, og det tog et par dage, før det faldt nogenlunde på plads.

Derefter kørte det. Nogenlunde. Jeg havde på hospitalet fået af vide, at hun skulle spise hver 3-4 time. Det forstod jeg, som at hun KUN skulle spise hver 3-4 time. Så når hun havde spist og efter en en time eller to blev urolig, prøvede vi alskens andre ting for at berolige hende – også om natten. Og det tog tid og kræfter. Hvis jeg dog bare havde kendt til begrebet intuitiv amning og friamning, som betyder at lade barnet sutte efter behov. Nogle børn sutter længe med lange pauser imellem – andre sutter kort i korte intervaller.

Men det kom jeg til – og så blev jeg gravid med Vera. Fødslen var rolig og naturlig, og Vera suttede med det sammen. Ammeopstarten og det videre forløb var fuldstændig ukompliceret. Hun fik lov at sutte, når hun havde behov. Hver gang hun gav et kny fra sig, fik hun et bryst i munden, så hun var altid glad og tilfreds. Hun sov fra starten hele natten, spiste i søvne liggende ved mit bryst, og hun var aldrig utilfreds. Bare glad, sov godt og spiste.

At amme Vera var fra starten en leg - og vi fortsatte da også i 3,5 år :-)

At amme Vera var fra starten en leg – og vi fortsatte da også i 3,5 år 🙂

16389044_10154827435081166_1146321449_o

Jeg ved godt, man kan vælge den intuitive vej og stadig have et barn, der er utilfreds. Men for vores vedkommende fungerede det. Samarbejdet mellem moderens intuition og babyens evne til at vise sine behov med små tegn fejler nemlig sjældent.

Og den vej vælger jeg igen, når lillesøster kommer til verden. Vi end ikke overvejer at købe en narresut eller en sutteflaske. Selvfølgelig må hun få en sut – når amningen efter 2, 3, 4 måske 5 uger er veletableret, og hvis hun viser behov for det. Vera har aldrig rigtig brugt sut, og det er jo ikke must, som mange nybagte mødre tror.

For børn udvikler sutterefleksen efter fødslen for overlevelsens skyld. De skal sutte på et bryst – ikke en klump gummi. Og de skal sutte på brystet, fordi de dermed regulerer mælkeproduktionen og sikrer, at der bliver produceret nok mælk til, at de bliver mætte. Det er i virkeligheden meget simpelt. Udbud og efterspørgsel. Herudover er amning meget mere end bare mad. Amning er også nærhed, tryghed og ro – begrebet ‘at søge brystet som trøst istedet for sutten’ bør simpelthen forbydes.

Babyer SKAL ikke bruge sut. Er amningen veletableret, får de nok at spise og har de stadig et stort suttebehov, så kan den være fin. Og en god aflastning. Men et sundt, godt og velfungerende ammeforløb ER tidskrævende i starten. Det kræver mange timer i ro i sengen eller sofaen – til gengæld er det godt givet ud, når det bare kører på skinner.

Og det håber jeg naturligvis, at det kommer til at gøre for os igen denne gang. For jeg elsker at amme, og jeg ammer lige så længe, både hun og jeg har lyst, uden at skelne til anbefalinger eller normer. Frida blev ammet i 11 måneder. Vera i 3,5 år.

Når lillesøster bliver født, har jeg således planer om at barsle de første par uger efter i den forstand, at der bliver et absolut minimum af gæster og kun meget korte besøg. Bedsteforældrene må tage sig lidt af de store og lave nogle hyggelige ting med dem, selvom Frida og Vera naturligvis også skal være med og knytte bånd til deres lillesøster. Men det vigtigste er, at hun og jeg finder hinanden og får en god start sammen.

Når alt det er sagt, vil jeg slutteligt tilføje, at en god mor ikke sidder i brysterne. En god mor er hende, der kan træffe de rigtige valg for sig selv og sit barn. Og kan og vil amningen ikke lykkes, så er det fantastisk, at vi lever i en del af verden, hvor der findes supergode alternativer til modermælken.

Kan du lide at amme? Hvor længe har du ammet? Og har du spørgsmål til amning? Så skriv meget gerne en kommentar <3

 

 

Er jeg klar til en baby?

I morges stod jeg og lagde makeup, mens pigerne stod ved siden af mig. Frida ordnede hår, og Vera pudrede sig på næsen med min store pudderbørste, tog håndcreme og læbepomade på.

‘Sikken nogle pyntepiger I er,’ sagde jeg. ‘Det er fordi, vi ikke har nogle kærester,’ svarede Vera. Er det nødvendigt at have makeup på for at få en kæreste,’ spurgte jeg. ‘Det gør det nemmere. Især når jeg har mascara på,’ svarede Vera, mens Frida supplerede: ‘Jeg skal ikke have en kæreste, før jeg bliver 20 år.’

Et billede af den ene pyntepige. Det er ganske vist taget for lang tid siden, men hun er ikke blevet mindre vild med makeup.

Et billede af den ene pyntepige. Det er ganske vist taget for lang tid siden, men hun er ikke blevet mindre vild med makeup.

De er så forskellige på de områder, mine to piger. Frida interesserer sig slet ikke for det, mens Vera på fem år allerede har haft adskillige kærester i børnehaven. Jeg tænker, at jeg på et tidspunkt skal have en snak med hende – i hvert fald om hvilke kvaliteter en potentiel kæreste gerne skal lægge vægt på, hvilket IKKE mængden af makeup!

Og snart har jeg en pige mere.

Er du klar til baby? blev der forleden spurgt i en terminsgruppe på Facebook, jeg er en del af (ja ja, jeg skrev, jeg havde meldt mig ud af allesammen, men jeg kunne ikke holde mig helt væk;-)).

Derefter begyndte de forskellige kvinder at dele billeder af fine og veludstyrede børneværelser.

Klar til en baby handlede altså ikke om det følelsesmæssige overskud, tankerne om at sætte et nyt liv til verdenen, tanken om det ansvar og den begrænsede frihed, der følger med.

Det handlede ganske enkelt om materialle ting, selvom jeg godt ved, at redebyggeriet også er en form for mental forberedelse. Men jeg har set alenlange lister over, hvad der er blevet købt ind til baby, hvilket får mig til at tænke, at der bliver indkøbt SÅ mange ting, som ganske sikkert aldrig bliver brugt.

Jeg selv har købt…ingenting. Ikke så meget som en lille dims. Nu skal det retfærdigvis siges, at det jo er tredje barn, så vi har da en del ting gemt fra de to første. Barnevognen er ganske vist lidt rusten, men det går jeg ikke så højt op. Og så har vi ganske enkelt ikke et børneværelse mere at indrette – tanken er da også, at hun de første par år sover i vores seng, og så løser vi det derefter.

Da vi skulle være forældre første gang, var der mange ting, jeg ikke troede, vi kunne leve uden. Og det er måske meget naturligt – og netop den følelse, kæder som BabySam scorer kassen på.

Vi brugte bare stort set ingen af de mange, fine ting. Da vi et par år senere fik Vera, var vi heldigvis blevet klogere, og der blev kun anskaffet få, nye ting – som en ny autostol.

Denne gang kan jeg faktisk ikke komme i tanke om noget, vi har brug for. Jeg har jo mine bryster, som de foregående gange har fungeret ret godt. Hun skal sove i vores seng, så jeg kan amme hende i søvne og dermed få min nattesøvn. Vi har ikke noget puslebord – vi foretrækker en puslepude, der kan flyttes rundt i huset. Og når vi pusler hende på puden på gulvet, kan pigerne også være med.

Vi har som sagt den rustne barnevogn, madras og dyne. Og så har vi en masse tøj fra pigerne.

Det eneste, jeg lige nu overvejer, er at købe et nyt fødekar. Jeg har mulighed for både at låne og leje, men jeg er ret tiltrukket af tanken om at købe et nyt, så jeg kan putte min egen – forhåbentligt – gode fødekarma ned i det. Det skal være dette 

1104

Og så kommer vi ganske sikkert til at få brug for en ny babyalarm, da vi simpelthen ikke kan finde den anden halvdel af vores gamle babyalarm. Jeg overvejer denne .

Men nu må vi se. Vigtigst er dog fødekarret – og med 2 1/2 måned til, at hjemmefødslen skal være klar på den praktiske side, er det noget af det, jeg skal have styr på.

Så er jeg klar til baby. På den praktiske side, ja. På den mentale side – aner det ikke. Jeg kan stadig blive grebet af panik ved tanken om at starte helt forfra, manglen på søvn og overskud og om at have TRE piger, der stjæler min makeup, render til fester og får kærester, mens jeg andre gange bliver helt varm og hjertet og føler mig som jorden heldigste kvinde.

 

 

Tag ejerskab over jeres fødsler

Rigshospitalets fødselschef Morten Hedegaard, har sagt sit job op i protest over nedskæringer og som følge deraf manglende hænder, et voldsomt pres på fødestuerne og konstant ‘alarmberedskab’. Det har vakt rigtig meget debat rundt omkring på de sociale medier, hvor – især – kvinder ivrigt har diskuteret, hvad løsningen er.

Når jeg skriver dette blogindlæg, er det ikke fordi, jeg tror, jeg har løsningen. Eller opskriften på den rigtige fødsel.

Jeg skriver den som en opfordring til jer kvinder og mænd, som læser med. En opfordring til i højere grad at tage ejerskab over fødslen.

Jeg har selv arbejdet med fødselsforberedelse gennem de seneste 5-6 år, og jeg kan til stadighed undres over at møde kvinder, der har født både to og tre børn og fx ikke ved, hvad oxytocin er. Oxytocin er såmænd det absolut vigtigste hormon for, at fødslen overhovedet kan ske, men ingen fortæller kvinderne, hvordan de stimulerer det og passer på det.

Jeg kan også se med et hurtigt blik i de terminsgrupper, jeg er har været en del af, at størstedelen af kvinderne har den holdning, at jo flere ‘drugs’ jo bedre. De mener, at de blot skal møde op på hospitalet, få en epidural, og så skal personalet ellers klare resten. Men hvordan skal de også kunne tro andet, hvis ingen fortæller dem det?

Vover man at nævne hjemmefødsler som en mulighed, bliver der straks delt skrækindjagende historier om fødsler, hvor både mor og barn var kommet grueligt galt afsted, hvis ikke fødslen var foregået på hospitalet.

Det er efterhånden også det mest almindelige at et ’se, vi er lige blevet forældre’ billede, er hvor moderen ligger iført hospitalstøj med et venflon i hånden og slanger strittende ud.

For et par år siden skrev journalist Johanne Mygind i Information, at i Danmark får næsten hver fjerde kvinde sat fødslen i gang, hver femte kvinde føder ved kejsersnit, over halvdelen af alle kvinder får ve-stimulerende drop, og stort set alle får moderkagen forløst medicinsk.

Vi har sygeliggjort fødslerne i en grad, der har lagt så stort et pres på hospitalerne, at fødselsafdelingerne i den grad er banket ned i knæ. Og når en af de fremmeste fødselslæger vælger at forlade posten i protest, så er der nok grund til at råbe op.

MEN. Jeg tror bare ikke på, at flere penge vil løse problemerne. Jeg tror, at flere penge vil skabe flere indgreb, føre til flere epiduraler, flere vedrop, flere planlagte kejsersnit.

Medmindre flere penge bliver øremærket omsorgen. Muligheden for ordentlig forberedelse og information, mulighed for at lære kvinderne at føde og ikke blot placere dem i et auditorium og holde et foredrag om mulighederne for smertelindring, og hvornår de skal ringe til hospitalerne. Muligheden for længere og flere jordemoderkonsultationer og et langt højere fokus på muligheden for at føde hjemme – præcis som man har i Holland. Og så måske et bedre og stærkere samarbejde med de mange fantastiske, private tilbud, der findes rundt om i landet.

For det starter med os selv. Ikke med hospitalerne. Det starter der, hvor vi kvinder (og fædrene) lærer, hvor vigtigt det er at tage ejerskab. Tage ansvar. At gøre fødslerne til vores egne og vide, hvad de medicinske indgreb gør ved vores krop og vores ufødte barn.

Og så længe, der er så begrænsede økonomiske ressourcer, at det går ud over de, som har brug for det, burde gravide kvinder bruge lidt færre penge på dyre barnevogne og alverdens andet babyudstyr og satse lidt mere på at forberede sig til deres største fysiske bedrift nogensinde. For så er jeg overbevist om, at det hele ville se meget anderledes ud. Så ville langt flere kvinder vælge at blive hjemme eller at føde naturligt og uden indgreb på hospitalerne. Det ville give roligere fødsler, hvis kvinderne vidste, hvordan de på en naturlig måde kan håndtere smerten og give kroppen den ro og tid til at arbejde, som den har brug for.

For så snart der bliver lagt en epidural eller lavet en medicinsk igangsættelse, sætter det et apparat i gang, der kræver så megen overvågning og personale, at det må koste en formue. Og et indgreb fører som regel til flere, så det til sidst kræver så mange ressourcer, at det kan give enhver med lidt forstand på, hvad den slags koster, sved på panden.

Da jeg fødte første gang, vidste jeg ingenting. Ingen havde lært mig, hvordan man gør den slags, så jeg blev banket helt bagover af smerterne og manglen på kontrol. Jeg takkede ja til epidural, der førte til vedrop, stresset barn, overvågning med ph-prøver fra skalpen, fødselslæger, kopforløsning, børnelæge og tre jordemødre. Det var hektisk, og jeg var helt kørt over. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad denne fødsel har kostet systemet. Bare fordi jeg ikke var forberedt.

Anden gang havde jeg planlagt hjemmefødsel, men af praktiske årsager (og ubehagelige underboere) ville jeg hellere på hospitalet. Men jeg havde en drømmefødsel på hospitalet anden gang i modsætning til første. Jeg var i vand, ingen indgreb og blot en jordemoderstuderende og min mand hos mig.

Fødslen af Vera - i vand og helt naturligt

Fødslen af Vera – i vand og helt naturligt

Denne gang skal jeg som bekendt føde hjemme. Og jeg vil gerne understrege, at det ikke nødvendigvis er evigt saliggørende at lade fødslen foregå i hjemmet. Men det føles rigtig for os, og jeg er helt rolig omkring det. Jeg ved, at fødslen kan slå sving, men jeg ved også, hvor meget jeg selv kan gøre for at træffe nogle beslutninger, der lader min krop arbejde bedst og mest naturligt.

Sådan burde det være for alle. Jeg ville ØNSKE, det var sådan for alle. Men det starter med os selv og de beslutninger, vi træffer. Vi kan ikke møde op ved hospitalet, stille ansvaret ved døren og lade andre udføre gerningen. Det gør vi jo heller ikke i andre dele af vores liv, vel?

For halvandet års tid siden havde jeg en ung kvinde i min fødselsforberedelse. Supermodel i starten af 20’erne, sund og rask. Og gravid med sit første barn. Hun havde selv den forestilling, at hun selvfølgelig skulle møde op på hospitalet, have en epidural og ellers lade jordemoderen klare resten. Hos mig lærte hun at føde. Hun lærte om det magiske hormonsystem og om, hvor meget ansvar hun selv kunne tage.

Dagen efter fødslen fik jeg en sms. Det havde været en vidunderlig oplevelse. Hun var blevet hjemme i trygge rammer og først taget på hospitalet, da hun var syv cm åben. Kom i vand og tog her selv imod sin lille datter.

Det gør mig stadig glad helt ind i cellerne at tænke på.

Så tag ejerskab. Forbered jer. Og lad medicinen, kejsersnittet og lægerne være for de, som reelt har brug for det. Til de kritiske fødsler, der har brug for det – og dem, der heldigvis er ganske få af, for langt de fleste fødsler er ukomplicerede, hvis vi lader dem være i fred.

En fødsel kan sagtens være en smuk, rolig og skøn oplevelse. Jeg glæder mig til min <3

 

 

Terminsgrupper på nettet, (u)afslappede søndage og mere fødselssnak

Jeg er i et par terminsgrupper på Facebook. Og terminsgrupper på nettet er et studie i mennesker, virkelig. Jeg skal godt nok sluge nogle kameler og slå knude på mig selv indimellem. Som forleden da der blev diskuteret rygning. Flere havde svært ved at holde op trods det faktum, at de bærer et lille liv i maven, som AL forskning i verden vist har vist ikke har skidegodt af mors røg og tjære. Et af argumenterne for var: ‘Ej, men det er da totalt meget bedre, at mor ryger nogle cigaretter, end at hun render rundt og er i dårligt humør!’. Den lader vi stå et øjeblik….

I dag har hjemmefødsel været et tema. Og det er jo noget, som der er mange holdninger til. Min kan godt tendere til at blive en smule missionerende, og det prøver jeg virkelig at være bevidst om. Men der kommer bare så mange forkerte argumenter ind i debatten, at jeg kan blive helt trist over al den uvidenhed, som gravide kvinder render rundt med. Det skal ikke lyde nedladende, men som et ganske enkelt faktum. Der er jo helt basale ting omkring graviditet og fødsel ingen nogensinde fortæller dem.

Samtidig er der intet som fødselssnak, der kan få kvinder, som har født tidligere, op i det røde felt. Har man haft en lorteoplevelse er det virkeligheden. Simpelthen. Og den virkelighed skal helst gives videre til førstegangsgravide, som indtil de blodige og drabelige fortællinger vælter ind over dem ellers var  lykkeligt uvidende og dejligt nysgerrige. Og det er på den måde vores på mange måder usunde fødselskultur holder liv i sig selv.

Når jeg fødselsforbereder kvinder, siger jeg altid: Fra nu af skal du lukke ørerne for alle de dårlige historier. Vores hjerne husker nemlig, og det forplanter sig i kroppen. Får du af vide, at noget gør røvhamrendefuckingondtsådufølerdusprækkedefraendetilanden – ja, så er det nok sådan det bliver. Får du af vide, at det at føde kan være en smuk, rolig, til tider hård men fantastisk oplevelse, så er chancen for, det bliver sådan, også større. Men det er der meget få, der fortæller kvinderne – så det prøver jeg på.

Og det handler egentlig ikke om, hvor man føder. Om det er hjemme, på hospitalet eller i Bilka. Det handler om at tage stilling, forberede sig og træffe gode, informerede valg undervejs.

Sagde jeg i øvrigt, at jeg snart begynder at undervise i fødselsforberedelse igen? Jeg er nødt til at sprede det gode budskab og klæde alle de skønne, gravide kvinder godt på 🙂

Dengang jeg skulle være mor første gang, fortalte ingen mig, at der var en vej uden om systemet. Jeg troede vitterligt, at en fødsel handlede om at ligge på ryggen med en epidural og håbe på det bedste. Det havde vores prinsesser jo været gode ambassadører for – og ingen nævnte muligheden for privat fødselsforberedelse.

Det var dømt til at blive en lorteoplevelse – og det blev det. Anden gang forberedte jeg mig – og det var skønt. Og her tredje gang forbereder jeg mig så meget, at Michael er bange for, han ender med at skulle stå i hvidt hørtøj og synge yogasutra fra ende til anden 😉

Nå, men jeg prøver at sprede lidt faktuel viden i de ovennævnte terminsgrupper uden hverken at virke bedrevidende eller missionerende. Jeg PRØVER, sagde jeg….;-)

Og nu er det mandag, og jeg burde læse lektier. Om lidt har vi nemlig eksamen på min yogauddannelse, og jeg føler ikke, jeg kan huske noget som helst. Og alligevel kan jeg mærke, at jeg ved så meget nu, at det på mange måder er livsforandrende. Det er simpelthen bare for mange år siden, jeg sidst var til skriftlig eksamen. Jeg er MEGA nervøs!

Og jeg har egentlig haft masser af tid til at læse. I weekenden var jeg til fest i København, men tog tidligt hjem. Michael spillede, så pigerne blev denne gang passet hos Fridas veninde. Hendes mor havde været så sød at tage begge mine krudtugler, og de storhyggede sig. Søndag havde jeg regnet med, at skulle hente rimelig tidligt, som vi plejer, når de bliver passet. Men de ville simpelthen ikke af med vores børn, som legede og hyggede og senere tog de dem med i Leos Legeland, så de først landede her omkring 17-tiden.

Mine to krudtugler og deres søde veninde Nikoline i Leos Legeland

Mine to krudtugler og deres søde veninde Nikoline i Leos Legeland

Det gav altså en HEL søndag UDEN børn. Vi kunne have sovet længe, spist brunch, gået i biografen, set serier, læst bøger i fred og ro, kigget ud i luften i fred og ro, knaldet på køkkenbordet – alt det man godt kan savne i et familieliv.

MEN…

hvad lavede vi (jeg) så. Jo, jeg stod selvfølgelig tidligt op, luftede hunden i regnvejr, spiste noget meget tørt brød, tog til yoga, da min mand stod op, kom hjem og begyndte at brokke mig over rod. Kom lidt op og skændes med min mand om selvsamme, græd lidt (fordi jeg er mega hormonel), så et afsnit Skam, snakkede med min mand og blev enige om, at jeg skal lære at slappe af, prøvede at slappe af, men var irriteret over, jeg ikke havde udnyttet muligheden for at slappe af – og så kom ungerne hjem. Og jeg var helt smadret. Og de fik havregryn til aftensmad, blev puttet dødsenstrætte klokken 18.45,  vi burgere på Burger Anarchy (ikke nogen oplevelse) og gik tidligt i seng. Og så startede en ny uge.

Ps. Hvornår kommer chancen for sådan en søndag igen? Sikkert aldrig. Og dog. For venindens mor sagde, at pigerne var SÅ velkomne en anden gang, og jeg glæder mig over muligheden for at hjælpe hinanden. Hun er nemlig alene med sin datter, så datteren sover selvfølgelig hos os, når der er brug for det! 🙂

 

Weekendmorgener – og spørgsmål om hjemmefødsel og blod!

Vores weekender er en smule anderledes end i andre familier. Hvor weekenderne for de fleste er dér, man samles, spiser morgenmad og hygger, så er vi som regel ret splittede i weekenderne.

Min mand er musiker, og derfor ligger hans primære arbejdstid i weekenderne – fredage og lørdage nætter. Og når han først kommer hjem fra job ved 3, 4, 5 tiden, er det jo klart, at han skal have lov at sove længe.

Så jeg er ‘alene’ med unger og hund, og jeg prøver at skabe de der magiske, hyggelige morgener med langsom, stor og lækker morgenmad, friskpresset juice og stearinlys.

Ofte ender det bare anderledes, end jeg lige havde planlagt. Hunden er umulig, fordi den vil ud og gå, pigerne skændes, og de første tre måneder af min graviditet var jeg så træt og kvalmeramt, at jeg ikke rigtig orkede noget. Samtidig har mine weekender egentlig også været ret pakkede med yogauddannelser – og jeg kan se frem til, at der ikke er een eneste ledig weekend før midt december. Det sætter sine krav til logistikken herhjemme – og til bedsteforældrene.

Men i dag har været en af de weekendmorgener, jeg elsker. Pigerne har været rolige og leget så godt sammen, vi har hygget med morgenmaden, jeg har ryddet op og hørt Mads & Monopolet. Og nu sidder jeg her og skriver, mens de får lov at spille Ipad.

img_4995

14572522_10154461405941166_1338986674_o

Senere skal jeg mod København og til 10 års reunion med alle min skønne kolleger fra Nyhedsavisen, som jeg dengang i 2006 var med til at starte op – og i 2008 lukke ned. Det bliver uden tvivl et nostalgisk gensyn og for første gang i min graviditet er jeg en smule ærgerlig over ikke at kunne drikke 🙂

Jeg er så småt begyndt at gøre opmærksom på min blog, hvilket er lidt angstprovokerende. Jeg har blandt andet linket til den i de terminsgrupper på Facebook, jeg er en del af.

I går var der så en af de andre gravide, som nysgerrigt spurgte ind til det faktum, at jeg gerne vil føde hjemme. Hun har selv hospitalsskræk, og derfor tiltaler tanken om at føde hjemme hende. Men hun havde dog nogle spørgsmål, som jeg tænker vil være oplagte at svare på her på bloggen.

Hvorfor vil du føde hjemme?

Da min første datter kom til verden, var det en hospitalsfødsel med alt, hvad den kunne trække. Jeg vil senere komme ind på den oplevelse i detaljer, men kort sagt var jeg simpelthen ikke forberedt godt nok. Min krop anede ikke, hvordan den skulle håndtere smerterne, så den begyndte at modarbejde dem, og det var ekstremt ukontrollerbart. Jeg fik en epidural, som åd alle de naturlige fødselshormoner, så fødslen gik i stå. Det førte til et vedrop, som førte til vestorm og dermed mere epidural. Min datter blev stresset i maven og overvåget med elektroder på hovedet og små snit på kraniet. Da vi nåede pressefasen, var jeg stadig så bedøvet, at jeg ikke var i stand til at presse, og så skulle hun ud med sugekop. Lige efter forløsningen blev hun taget fra mig, undersøgt, vejet og målt og fik tøj på. Først derefter fik jeg hende op på brystet………

Hun var træt. Udmattet. Hendes sutterefleks var ikkeeksisterende, og jeg følte…ingenting. Det var en sorgfyldt oplevelse, og jeg kæmpede med amningen,mens vi var indlagt.

ALT var forkert. Alle procedurerne på hospitalet gik så meget imod, hvad jeg ved om den gode fødsel i dag. Og jeg har skulle bruge rigtig meget tid på at tilgive mig selv.

Vi kom igang med at amme. Men jeg kæmpede længe med en voldsom efterfødselsreaktion. Og jeg vil vove den påstand, at fødslen og den efterfølgende adskillelse fra min datter stadig har en indvirkning på vores forhold i dag. Det er hårdt at sige, men i det mindste ærligt.

HELDIGVIS ved vi i dag, hvor vigtigt, det er, at der er hud-mod-hud kontakt lige efter fødslen. At det er afgørende for tilknytningen, sutterefleksen og ammeetableringen. For at nævne nogle. det skyldes hormonet oxytocin – som jeg også vil skrive meget mere om. Men hvis du ikke har hørt om oxytocin, så googl det. Alle bør kende til oxytocin.

Nå, da jeg så skulle føde igen anden gang, skulle det være så naturligt som muligt. Jeg havde sat mig en masse ind i, hvorfor det ‘gik galt’ første gang, og derfor var jeg fast besluttet på, at jeg ingen medicinske indgreb ville have. Jeg vidste, det kunne være svært at modstå, når jeg kom på hospitalet, så jeg planlagde at føde hjemme og forberedte mig med de teknikker, jeg selv underviser i i dag.

Hjemmefødslen blev afblæst, da vores hus ikke nåede at blive færdigt, og vi havde nogle meget larmende underboere og naboer.

Men forberedelsen gjorde hele forskellen! Da vi ramte hospitalet, var jeg presset, for det bliver kroppen af at blive flyttet fra A til B under en fødsel. Jordemoderen i modtagelsen havde travlt og tilbød mig en epidural, på trods af at der i min vandrejournal stod, jeg ikke ville have medicin. Men hun havde ikke tid til at læse den. Heldigvis sagde min mand nej, for jeg var i et svagt øjeblik.

Da jeg efter noget tid kom ned på fødestuen og kom i vand, tog fødslen langsom den form, jeg havde ønsket mig.

Jeg passede selv mine veer, arbejdede mig langsom og koncentreret gennem dem. Den søde jordemoder observerede blot og på roligste vis kom min datter til verden og op på brystet af mig.

Amningen blev hurtigt og uden problemer etableret, og jeg oplevede den der øjeblikkelige forelskelse og kærlighed, som alle havde talt om.

Derfor har jeg besluttet mig for, at denne gang SKAL det foregå hjemme. Meget lidt kan overbevise mig om det modsatte.

Jeg møder flere, som siger ‘tør du de? Hvad hvis noget går galt?’. Men hvad skulle gå galt? De fleste ‘akutte’ tilfælde i en fødsel, vil altid blive identificeret og observeret tidligt i forløbet. Og så bliver man overflyttet.

Alle statistikker viser, at det er mere sikkert at føde hjemme. At ønsker man en normal, naturlig fødsel, så er det absolut mest hensigtsmæssigt at blive hjemme. Kroppen forbliver tryg, fordi den ikke bliver flyttet, og dermed arbejder fødselshormonerne optimalt.

Der er ingen kolde venteværelser, overfyldte fødselsstuer eller mangel på jordemødre.

Når du føder hjemme, kommer jordemoderen hjem til dig. Det vil sige, at du har jordemoderen helt for dig selv. I rigtig mange regioner kommer man i en hjemmefødselsordning under graviditeten, og jordemødrene der, er jordemødre, som er vant til at varetage hjemmefødsler.

Føder du hjemme, kan du selv bestemme. Skal det være i et fødekar? (Du kan leje eller købe et – jeg skal selv føde i et La Bassine). Skal det være i sengen?

Du kan selv bestemme, hvem der skal være med. For mit vedkommende bliver det jordemoderen, min mand og en kær veninde, der skal være praktisk gris.

I de måske lange timer frem mod fødslen, kan du bedre slappe af. Måske se en serie, høre musik, gå en tur i haven eller på gaden. Din mand er samtidig i vante omgivelser, og man skal altså ikke negligere vigtigheden af, at det også er en god oplevelse for manden.

Hvad med blod etc? 

Der er meget lidt blod i en fødsel, hvis overhovedet noget. Der er måske fostervand og lidt blodigt slim, men en fødsel sviner meget lidt, hvis den foregår normalt og ukompliceret.

Det er klart, at man skal have diverse underlag, klude, håndklæder etc klar – men alt det hjælper hjemmefødselsjordemoderen med at forberede dig på. For hun kommer faktisk på hjemmebesøg inden fødslen.

Og nej, selvfølgelig er der ingen smertelindring udover muligheden for akupunktur. Men det vil jeg jo heller ikke have. Jeg har mine teknikker, og de virker smertelindrende. Faktisk opfatter jeg ikke længere fødslen som noget smertefyldt, men snarere som hårdt, kontrolleret arbejde. Præcis som når jeg har løbet maraton.

Jeg er så spændt på at føde hjemme. På en god måde. Jeg er på ingen måde skræmt af det, men ser frem til at arbejde med veerne i mine egne trygge oplevelser, føde i et kar midt i stuen fyldt med levende lys og rolig musik.

Efter fødslen spise lune boller og ligge i dobbeltsengen med min mand og indsnuse det nye liv, uden at skulle pakke vores nyfødte ind i tøj og sætte ham/hende i en autostol.

Der vil bare være RO. Ro til at knytte os sammen. Ro til at amme. Til at sove. Til at nyde. Og til at lande.

Og så slipper vi for overhovedet at tage på hospitalet. Når du føder hjemme, kommer jordemoderen nemlig på hjemmebesøg efter fødslen, og her tilbyder de også at tage PKU – den hælprøve, som man ellers skal på hospitalet og have foretaget.

Kære Kathrine – og I andre – jeg håber, det indtil videre er svar nok, og at jeg har gjort dig nysgerrig på at undersøge dine muligheder.

Jeg kommer til at skrive meget, rigtig meget, om alle mine valg. Så følg med og hold jer opdateret på nye indlæg på Bloglovin, hvor I blot vælger at følge yogamom, og så kommer der en mail, når der er nyt fra mig:-)

Hjertelyd, smølfespark og hjemmefødselssnak

Så har jeg været til første jordemoderbesøg. Og selvom det er min tredje graviditet, så er der bare noget særligt ved at gå til jordemoder. Jeg elsker det. Jeg elsker at tale om min graviditet, mine forventninger til fødslen og ikke mindst nyde godt af den omsorg, en dygtig jordemoder kan give.

Sådan har det i hvert fald været i mine tanker, men virkeligheden har de to første gange vist sig at være en anden. Jeg har stort set hver gang følt, at jordemoderbesøget kun handlede om at få mig hurtigst muligt ud af døren.

Derfor var mine forventninger til i dag ikke høje, men det skulle vise sig at være helt anderledes. Om det er fordi, jeg nu bor i en anden by – fra København til Odense – eller om det er fordi, jeg denne gang skal føde hjemme, ved jeg ikke.

Men denne gang er jeg i en kendt jordemoderordning og under hjemmefødselsteamet, der består af tre jordemødre. Det vil sige, at den jordemoder, jeg mødte i dag, meget vel kan blive hende, jeg føder med (og det ville være fantastisk. Hun var skøn).

Det er pudsigt, men hyggeligt, at vi i 2016 stadig render rundt med en papirudgave af vandrejournalen:-)

Det er pudsigt, men hyggeligt, at vi i 2016 stadig render rundt med en papirudgave af vandrejournalen:-)

Vi var derinde i 45 minutter, og de – jordemoderen og den studerende – havde så god tid, føltes det som om. Ingen tvivl om, at de var begejstrede for min plan om at føde hjemme, og meget hurtigt i samtalen kom vi ind på, at jeg er ammerådgiver, arbejder med fødselsforberedelse og er ved at uddanne mig til instruktør i gravidyoga. Med andre ord: Jeg ved en del! Og jeg har allerede truffet mange valg omkring, hvordan fødslen skal forløbe.

Og jeg kunne virkelig mærke deres begejstring over muligheden for at sidde og ‘nørde’ detaljer. Vi talte om sen afnavling og mulighed for Lotus-fødsel, om at give K-vitamin til barnet oralt istedet for på sprøjte, samt at jeg ikke vil have syntocinon-stik efter fødslen, men lade de naturlige hormoner få livmoderen til at trække sig sammen. Meget mere om det i et andet blogindlæg, men jeg vil blot understrege, hvor skønt og trygt det var at blive hørt, respekteret og mødt. Og samtidig mærke den ro, som de skabte omkring mine mange – for nogen – alternative valg, som for mig føles helt naturlige og selvfølgelige.

304189_10150318708051166_89264387_n

Da jeg var gravid anden gang med Vera, havde vi jo lille Frida og mange ting fra graviditeten med hende var friske i erindringen. Nu er Vera 5 år, og derfor føles det næsten som min første graviditet – omend jeg denne gang har en masse viden og erfaring.

Det var derfor en helt særlig og magisk følelse at høre fineste hjertelyd, og da den jordemoderstuderende satte doptonen på min mave, sagde hun ‘der var et lille spark’, som jeg også selv syntes, jeg mærkede. Et af de første, små spæde spark.

Jeg vil i denne blog og gennem min graviditet skrive meget omkring disse valg og min baggrund for at træffe dem. Jeg håber, I vil læse med og lade jer inspirere. Husk, informerede valg er vejen frem mod en god fødselsoplevelse  <3

Når fire bliver til fem

Jeg har valgt at offentliggøre min blog sådan rigtig (og ikke mindst komme ordentligt i gang med at blogge efter flere tilløb) ved at offentliggøre en, synes jeg selv, ret stor nyhed.

Vores lille familie på fire bliver til fem.

Jep, jeg er gravid. Der vokser en lille spire inde i mig, og det har der gjort i 14 uger. Hvis alt går vel, kommer den ud til i slutningen af marts/start april.

Den er ikke planlagt. Overhovedet ikke. Faktisk tror jeg, vi begge gik lidt i chok. Jeg fandt ud af det den dag, vi skulle rejse på sommerferie til Ibiza. Min menstruation havde ladet vente på sig, og da den endelig kom, var det noget underligt kortvarigt noget.

Inde i Frederiksbergcentret, hvor vi slog lidt tid ihjel, inden vi skulle sætte kurs mod lufthavnen, købte jeg en graviditetstest i Matas, gik ud på toilettet og tissede på pinden. Der skulle ikke gå mange sekunder, før den berømte streg tonede frem, og således måtte jeg finde Michael i H&M og overlevere nyheden om, at han skal være far igen.

Jeg tror ikke, vi kunne finde ud af, om vi skulle være glade, bekymrede, kede af det eller hvad. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har plaget om treer, men når det nu pludselig kunne vise sig at være en realitet, så blev jeg pludselig i tvivl.

Overskud? Økonomi? Plads? Alle de tanker hvirvlede med det samme rundt, og vi besluttede os for at parkere det lidt og tage på ferie.

Men den slags har det jo med at rumstere. Vi havde aftalt ikke at fortælle det til vores venner, som vi rejste med. Men da vi stod klokken 00.30 i Ibiza Lufthavn, ikke kunne få vores lejebil, og jeg var sulten, brød jeg sammen ‘Jamen, det er fordi, jeg er gravid!’ fløj det ud af munden på mig, mens min veninde jublende tog om mig. ‘Jamen, jeg ved jo ikke engang, om jeg vil ha’ det?’ sagde jeg og græd endnu højere.

Og lige dér ramte den mig for alvor. Tvivlen. Hvad f…. er det vi har gang i, spurgte jeg mig selv flere gange afløst af en komplet følelse af lykke over det spirende liv.

I kan nok forestille jer, at der blev kæmpet med nogle temmelig modsatrettede følelser, og jeg måtte hele tiden minde mig selv om, hvordan jeg havde det, da jeg ventede Vera. Den første dag efter en positiv test nåede jeg at gå i panik og sige til tre veninder, at jeg ville have en abort. Tænk, hvis jeg havde fået det istedet for at få lille V ???????

Tænk, hvis hende her var blevet en abort?

Tænk, hvis hende her var blevet en abort?

Men nu er der altså ingen vej udenom. I går var vi til nakkefoldsscanning, og her fik vi endnu en gang bekræftet, at der vokser et livligt liv i mit. Den lille lå og sparkede og spjættede, og selvom det er tredje gang, så bliver jeg lige forundret og overvældet hver gang over, hvordan der kan vokse liv inde i min mave. Og over hvor udviklet sådan en lille een allerede er så tidligt i graviditeten.

Vores barn nummer tre - helt perfekt!

Vores barn nummer tre – helt perfekt!

Det mest rørende var næsten at kigge på Michael. Han har haft lidt svært ved at forhold sig til det. Jeg har jo mærket kvalmen og den invaliderende træthed, men det var som om, han først mærkede det her. Han havde tårer i øjnene, og jeg græd både over at se det lille mirakel og over at se Michaels glæde.

Jeg er jo en gammel kone i biologisk forstand. 38 år. Alligevel var risikovurderingen for Downs mikroskopisk, nakkefolden tyndere end gennemsnittet, og mine blodprøver super fine. Dejligt.

Nu kan jeg for alvor gå i fødselstanker, selvom det først bliver en lille aprilsnar. Og der er ingen tvivl om, at det denne gang skal foregå hjemme. Nærmest uanset hvad.

‘Tør du det? Hvad hvis der går noget galt’ spørger mange. Men hvad skulle der gå galt? Statistisk set er hjemmefødsler meget mere sikre end hospitalsfødsler, og jeg vil gerne føde så naturligt som muligt. Jeg vil ikke have bedøvelse eller vestimulering – jeg har en stærk tro på, at hvis kroppen får lov at arbejde i fred, så det magiske hormonsystem får lov at flyde frit, så kan den fødende krop alt. Respekt for hospitaler, og jeg planlægger da også hjemmefødslen med den tryghed i at vide, at skulle noget gå lidt skævt, bliver jeg overflyttet til hospitalet. Og så er det hurra for læger og alt det der, men som udgangspunkt er 9 ud af 10 fødsler ukomplicerede, hvis man lader dem være i fred. Og det gør man altså i min optik bedst hjemme.

Jeg har også nogle forestillinger om, hvordan det bliver. Jeg ved godt, at en fødsel kan slå mange sving, men gode, positive tanker er balsam for en gravid krop.

Vi skal have et fødekar på stuegulvet. Min mand skal være der, en jordemoder fra OUHs hjemmefødselsordning og så en fødselshjælper, der kan tage sig af alt det praktiske. Føder jeg om aftenen/natten, skal lyset være dæmpet, der skal være stearinlys og rolig meditativ musik. Min fødselshjælper skal sørge for at bage boller, brygge kaffe og varme håndklæder. Og i en rolig, kærlig atmosfære skal vores barn fødes. Derefter kan vi roligt gå ovenpå, lægge os i dobbeltsengen og indsnuse den lille ny. Ingen stress, ingen autostole, køreture eller dårlig hospitalsmad. Bare os i vores hjem. Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre måde at byde den lille velkommen til et liv uden for maven.

Meget mere om det i et senere blogindlæg.

Vi har overvejet, hvorvidt vores børn skal med til fødslen. De er 5 og 8 år, når det går løs. Men jeg tror ikke, de skal. Ikke for deres skyld, men for min. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg skal have ro. Og det kan man ikke forvente med to livlige piger i stuen.

Åh, hvor jeg glæder mig. Men heller ikke for meget, for jeg vil også nyde graviditeten. Nyde, at maven vokser og tager form, for det er nok helt sikkert sidste gang, jeg kommer til at opleve det.

Jeg kommer til at skrive meget mere om mine tanker om fødslen og alt det omkring. Så følg med 🙂