Så kom Ellie svømmende…

Jeg har været stille på bloggen lææænge, og det var egentlig meningen, jeg skulle skrive meget mere om kommende fødsel, graviditet og alt det der, som de seneste to måneder er gået med. Men de er også gået med at komme os oven på den hjerneblødning, min elskede blev ramt af d. 6. februar, og derfor har skrivelysten ikke rigtig været der. Jeg arbejder på et blogindlæg om netop det, mine tanker og frygt, men det tager noget tid at få skrevet ned.

Faktum er, at Michael er…ok. Omstændighederne taget i betragtning. Stadig sygemeldt, stadig træt, men efter omstændighederne ok…

Og så er vores baby svømmet ud til os. D. 7. april kl 06.59 hjemme i stuen.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg denne gang ønskede at føde hjemme. Det er der mange årsager til, som jeg blandt andet har skrevet om her. Mine ønskelister kan I læse her: http://yogamom.dk/?p=216

Jeg har egentlig ikke på noget tidspunkt tænkt, at der kunne være en risiko for, at det ikke ville blive til noget. Frida og Vera er begge født før termin, men da terminsdagen nærmede sig denne gang, var der bare ingen tegn på en forestående fødsel. Dagene gik, og pludselig var jeg gået en uge over tid.

Min krop var vildt stresset, fordi Michael skal ind og have lavet en kæmpe operation i sin hjerne d. 20. april, og jeg ville bare så gerne være sikker på, at vi nåede at have noget af den magiske første tid sammen (der kommer også masser af tid bagefter, men han skal jo lige komme sig oven på operationen. De skal trods alt rode i hans hjerne). Så det var faktisk lidt sorgfyldt. Fysisk havde jeg det godt, og i den perfekte verden ville jeg bare nyde min graviditet og ikke stresse over at gå over termin. Det er jo bare en dato. Men jeg ville for alt i verden heller ikke sættes i gang, for så var det farvel til hjemmefødsel. Så det var et nej til medicin – med den risiko, at operationsdatoen bare kom tættere og tættere på.


 

Sidste mavebillede. 41+2

Sidste mavebillede. 41+2

Onsdag d. 4. april skulle jeg til overtidstjek på hospitalet. Her tjekkede de hjertelyd og scannede for at se mængden af fostervand, der er en god indikation på, at moderkagen virker, som den skal. Alt var i skønneste orden. Jeg havde forinden besluttet mig for at forsøge med hindeløsning, hvor jordemoderen kan stikke 1-2 fingre op i livmoderhalsen og løsne hinderne, hvilket kan, hvis kroppen er klar, ‘provokere’ den til at gå i fødsel. Egentlig var det lidt mod mine principper – at stresse noget frem – men når det nu skulle være, så var det den mest naturlige løsning, da kroppen kun går i gang, hvis den er klar. Og når nu hverken akupunktur, zoneterapi eller hindbærbladsthe havde hjulpet, så takkede jeg ja.

Hun kunne næsten ikke få fat. Min livmoderhals var stadig bagoverbøjet og ikke særlig modtagelig. Men hun fik løsnet lidt. Og det gjorde helt vildt ondt!

Torsdag var der stadig ikke sket noget. Og da min mand i telefonen talte med sin ven om den forestående operation, brød jeg helt sammen. Så jeg ringede til det fantastiske hjemmefødselsteam/kendt jordemoderordning fra OUH, som jeg var tilknyttet og talte med jordemoder Annie. ‘Jeg kommer hjem til dig om en time og laver en ny hindeløsning,’ lød det.

Som sagt så gjort. Og denne gang fik hun godt fat, mens jeg lå blødt og godt i min egen seng og ikke på en hård briks på en hospitalsstue.

En time senere kom min fantastiske jordemoderveninde Camilla Darre, som jeg også er uddannet Smertefri Fødsel instruktør ved, og gav mig en blid, oxytocinfremkaldende massage. Lange bløde strøg. Skønt.

Min livmoder arbejdede, kunne jeg mærke, men det kunne også være snyd, som en hindeløsning godt kan fremprovokere. Jeg havde på det tidspunkt mistet enhver tro på, at jeg nogensinde ville gå i fødsel af mig selv og var begyndt at forestille mig, hvordan det ville være at vælge igangsættelse. Jeg troede simpelthen, at min krop var for stresset til at føde – for når kroppen er fyldt med adrenalin og kortisol, kan det være svært at danne oxytocin, som er det hormon, der skaber veerne.

Om eftermiddagen tog vi til forældremøde på skolen. Jeg spiste to stykker lagkage og derefter en burger på Gertruds i Odense. Så hentede vi børnene hos mine svigerforældre og kørte hjem og puttede dem. Jeg havde lidt menstruationsmurren og nogle bidende plukveer, men ikke mere end jeg havde oplevet periodevis over de seneste uger.

Da børnene var blevet puttet, lagde jeg mig i sofaen sammen med Michael. Han nussede mig lidt, jeg nulrede mine brystvorter (gode oxytocinknapper), masserede akupressurpunktet for oxytocin på anklen, alt imens vi så to afsnit af Billions på HBO.

Min jordemoderveninde Helle skrev, at hun var på vej hjem fra byen, hvis hun skulle komme forbi og løsne hinder, og jeg ringede og fortalte, at det havde Annie gjort tidligere, samt at jeg havde en del plukveer.

‘Kineserne siger, man skal spise en portion havregrød. Det skulle sætte gang i veerne – og så er der også nogle gode kulhydrater at føde på, hvis du går i gang i nat,’ sagde Helle.

Så det gjorde jeg. Lavede en stor portion havregrød med masser af smør og æbler og honning. Spiste, ryddede op og gik i seng.

Fødslen

Kl. 02.15 Jeg vågner ved, at det gør ondt. Rigtig godt bidende plukveer, der trækker om i lænden. Michael sover tungt, og jeg vil ikke vække ham, hvis det nu går i sig selv igen. Jeg finder app’en, der kan tælle veernes længde og interval, frem på min telefon og begynder at tage tid. De varer omkring 1-1 1/2 minut med bare 2-3 minutters pause. Og sådan fortsætter det en halv times tid. Hov! Er der mon en fødsel i gang. Det gør ikke mere ondt, end at jeg kan slappe af i dem og bruge min overfladiske vejrtrækning.

02.45 Jeg skal på toilettet. Det plejer at være et sikkert tegn på en forestående fødsel – at kroppen tømmer sig selv. Her går slimproppen også sammen med tegnblødning.  Veerne begynder at tage til i styrke under toiletbesøget og kommer nu også i par – såkaldte kobleveer. Det har jeg ikke prøvet før, og det f…. hårdt ikke at have pause. Vejrtrækningen hjælper mig gennem veerne – den overfladiske vejrtrækning, der adskiller diafragma fra fundus (vejrtrækningsmusklen fra toppen af livmoderen). Jeg fokuserer på mine tre fixpunkter; hænder, skuldre og kæber. Er de afslappede, slapper resten af kroppen også nemmere af, og afspænding er klart en af nøglerne til godt fødselsarbejde og kontrol.

Og kontrol har jeg. Også selvom kobleveerne periodvis nu kommer som noget, der minder om vestorm. Absolut ingen pauser mellem mange af veerne. De kommer bare som perler på en snor.

Jeg bevæger mig ned i stuen, og Michael er nu også vågen. Jeg er helt væk i arbejdet med mine veer og sætter mig på en pilatesbold for at kunne holde mit bækken i bevægelse. Jeg kan ikke længere stå på benene, så hårde er veerne nu. Men jeg har stadig kontrol, siger ikke en lyd og bruger bare min vejrtrækning.

03.15 Jeg har ringet til jordemoder Annie, der har vagten. Hun er er på vej.

04.00 (står der i journalen. Jeg tror, det var lidt tidligere). Michael har pustet fødekarret op og bakser lidt med at få slangen på vandhanen. Jeg kan høre, den falder af flere gange, og det stresser mig lidt. Tænk nu, hvis jeg ikke kan komme i vand? Jeg beder Michael ringe til min veninde Louise, der skal være hjælper. Hun tager ikke telefonen. Så beder jeg dem fylde vores badekar, så jeg kan komme ned i vand, men det er åbenbart lykkes at få slangen på. Jeg bevæger mig over på den daybed, vi har sat ind i stuen til formålet. Her går vandet spontant, jeg kaster op et par gange (det gør jeg altid, når jeg føder) og jeg ligger her lidt tid og arbejder med veerne, der fortsat kommer stort set uden pause.

04.50 Jeg kommer ned i fødekarret. Det er en fantastisk følelse at lade min hårdtarbejdende krop sig omslutte af det varme vand, der øjeblikkeligt virker smertelindrende. Jeg får en kort pause, hvor jeg har energi til at bede om noget saft og en kold klud på panden. Jeg har det så varmt. Både af vandet og min arbejdende krop, der bare ingen pauser tager. Jeg føler, at det hele er en lang ve og kan se, hvordan maven konstant er spændt som en flitsbue.

05.30 Jordemoder Annie har skrevet i fødselsjournalen ‘Mia klarer veerne flot’. Det er hårdt. Men jeg er fortsat helt stille og koncentreret om min vejrtrækning og kæmper virkelig for at spænde af.

Michael har åbnet vinduet bag mig, og i haven synger fuglene højt. Det er vanvittig smukt.

Jeg ville gerne have bevæget mig mere rundt i karret, men jeg kan ikke andet end at lade ryggen hvile op ad karrets kant, mens jeg lader min underkrop flyde i vandet. Jeg klamrer mig nærmest fast til karret og føler, at min underkrop flyver afsted med mig, hver gang livmoderen trækker sig sammen.

‘Det er bare en muskelsammentrækning’ messer jeg for mig selv, præcis som da jeg fødte Vera på den stille, mest vidunderlige, naturlige og næsten smertefri måde. Det her er IKKE smertefrit. Det går det alt for stærkt til. Men jeg har stadig kontrol.

Jeg prøver også at tælle, som ved Veras fødsel. Der varede veerne et minut, så jeg talte til 30 to gange. Det var til at overskue. Men midt i en vestorm fungerer det bare ikke. Jeg har ingen fornemmelse af, hvornår en ve slutter og en ny begynder.

06.00 Det presser. Samtidig med at livmoderen trækker sig sammen. Det føles ikke som en presseve, for det kan jeg tydeligt huske, hvordan livmoderen arbejdede på en helt anden måde. Jeg har egentlig frabedt mig nogen form for undersøgelse og vil klare fødslen alene. Jordemoderen må kun lytte hjertelyd. Alligevel beder jeg hende tjekke, hvor meget jeg har åbnet mig, for det er efterhånden så hårdt, at jeg ikke kan forestille mig andet, end at jeg snart er ved pressefasen.

‘Du er kun 4 cm’, siger Annie. Jeg bliver helt fortvivlet. ‘Det kan jeg ikke klare,’ siger jeg og kigger på Michael. ‘Hvad har du så tænkt dig?,’ spørger han. Og selvfølgelig kan jeg klare det, men min forstand fortæller mig, at det vil tage 4-5 timer at nå i mål. Det er meget midt i en storm.

‘Hun står med hovedet helt nede. Så det kan godt gå stærkt,’ siger Annie. Og jeg lukker øjnene igen og ryger tilbage i mit arbejde. Veernes styrke og intensitet stiger, og pressetrangen bliver større og større.

Det er hårdt arbejde...

Det er hårdt arbejde…

06.50 Annie undersøger mig hurtigt igen og konstaterer, at jeg bare skal give efter for pressetrangen. Jeg har ikke mærket noget skift fra udvidelse til pressefase. Hver eneste ve føles både som en udvidelses og en presseve, så jeg fortsætter bare med min overfladiske vejrtrækning, men tager nu fingrene op i skeden, hvor jeg lige kan mærke en blød kant af hendes hoved.

Jeg lader fingrene blive deroppe og for hver hver ve kommer hovedet mere og mere frem.

Jeg har ønsket, at vi selv tager imod hende, så hun ikke bliver rørt af fremmede hænder som det første, og midt i mit hårde arbejde, bliver jeg helt rørt over selv at føre hende frem. Langsom føder jeg hovedet med min hånd på det, og jeg forventer, at kroppen følger hurtigt efter. Det gør den ikke, og presseveerne fortsætter med enorm intensitet.

‘Hvorfor kommer hun ikke,’ når jeg vist at råbe i frustration over ikke at mærke den endelig forløsning, og Michael siger til jordemoder Annie, at hun godt må hjælpe. Hun tager blidt fat og hjælper kroppen frem, så Ellie svømmer ud i fødekarret, hvor jeg tager fat i hende og løfter hende op på brystet. Og græder højlydt af glæde. Det er fuldstændig overvældende. Tænk, at jeg fik den fødsel, jeg drømte om, selvom det gik lidt vel hurtigt.

Og jeg tænker: Det vil jeg gøre igen!

Ren glæde og forløsning

Ren glæde og forløsning

Annie fortæller efterfølgende, at det var gået så hurtigt, at hun ikke havde nået at rotere rigtigt, og derfor kom kroppen ikke lige med det samme. Men alt var og er godt. Lige som det skal være, og Ellie scorer toppoint på Apgar med det samme.

Jeg har bedt om sen afnavling – det vil sige, at navlesnoren ikke skal klippes, før pulseringen ophører. Derfor ligger Ellie ved brystet og begynder lige så stille at trække vejret. Hun får stadig ilt fra moderkagen og behøver ikke at skynde sig. Hun er nu forbundet til verdener – den inden i og den udenfor.

Jeg beder kort efter Michael kalde børnene ind. De har sovet gennem det hele, men farmor kom tidlig morgen og er oven på med dem. De kommer ind og møder deres lillesøster, mens vi stadig ligger i fødekarret. Det er helt perfekt, for jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt de skulle med til fødslen. På den her måde fik jeg ro under fødslen, mens de stadig får magien af de første særlige minutter.

Jeg har ønsket at føde moderkagen i karret på naturlig vis – det vil sige uden det syntocinonstik i låret (kunstig oxytocin) man rutinemæssigt giver for at hjælpe livmoderen med at trække sig sammen. Men moderkagen kommer ikke liiiige….

Der har været vagtskifte, og jordemoder Simone har taget over, mens Annie skriver fødselsjournalen færdig.

Vi bliver enige om, at jeg kommer op af karret og prøver at føde den på land. Jeg er også ved at blive lidt kold, så det passer fint. Jeg ligger mig på madrassen og lægger Ellie til brystet. Hun sutter ivrigt med det samme, og jeg ved, at det hjælper efterveerne på vej, så moderkagen kan komme ud. Den kommer stadig ikke. Pulseringen i navlesnoren er stoppet, og vi bliver enige om at klippe den, da det kan hjælpe det hele på vej.

 

Kort tid efter begynder moderkagen at komme frem, pigerne kigger med, da den bliver født, og efterfølgende tegner og fortæller Simone for pigerne, hvordan den har virket inde i maven. Den er stor og flot og har helt sikkert fungeret optimalt i maven.

IMG_6765

Ellie sutter ivrigt videre, efterveerne bider kraftigt, men jeg er simpelthen så lykkelig. Michael serverer boller og cola (jeg drikker normalt aldrig cola, kun når jeg har født), og Annie krammer os og siger farvel.

Da pigerne er taget i skole, lader vi Simone måle og veje. Ellie er en ordentlig basse på 4120 g og 56 cm. Til sammenligning var vores to største hh 3050 og 50 cm og 3100 og 51 cm. Det er en kæmpe forskel, og jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at det er fordi min krop på alle måder har været ekstremt meget sundere før og under denne graviditet end ved de to første.

IMG_6781

Simone undersøger også lige Ellie hurtigt, giver hende et par dråber k-vitamin (vi har valgt, at hun skal have det oralt fremfor et stik i lårmusklen) inden hun kommer tilbage til brystet.

Vi har valgt, hun ikke skal have hue på, da babyer udsender dufte fra hovedet, som stimulerer oxytocinproduktionen og dermed både nedløbsrefleksen i brystet, tilknytningen og alt muligt andet dejligt. Så jeg ligge bare og snuser hende og nyder.

IMG_6777

Efter et par timer går jeg i bad, mens Michael ligger med hende, og så går vi op i sengen. Simone kommer op og giver de sidste praktiske info, og så lister hun afsted, mens vi bare ligger i sengen – totalt overvældede af al den kærlighed, der allerede vælter frem.

IMG_6825

At føde hjemme har været det bedste valg, jeg nærmest nogensinde har truffet. Det har været helt fantastisk. Jordemoderteamet fra OUH var så skønne, så dedikerede og hjertevarme og rolige. Her var ingen dumme rutiner, alle mine ønsker blev hørt og efterlevet. Jeg kunne ikke have drømt om noget bedre.

Oprydning? I løbet af dagen fik Michael stille og roligt tømt karret med pumpen, smed det plastikdækken ud, der lå i karret og satte håndklæderne til vask. Det var det. Det sviner ikke at føde hjemme, det er ikke besværligt – der er absolut intet dårligt at sige. Og spørger man Michael, så synes han, at det var skønt at have noget praktisk at tage sig til under fødslen, da jeg ikke er hende, der skal holdes i hånden.

Siden fødslen har Ellie ikke haft tøj på. Vi har bare ligget hud mod hud. Navlestumpen fald allerede af på fjerdedagen. Mælken løb til efter et par dage. Og jeg har fysisk haft det så godt.

Det allerbedste er, at vi på intet tidspunkt har skullet bevæge os udenfor. Klæde hende på og sætte hende i en autostol. Vi har bare kunne give ro. To dage efter kom Simone på hjemmebesøg og lavede hælprøven. Og måske, men kun måske, bevæger vi os udenfor i morgen, når der er gået en uge <3

Psssstt….hvis du vil følge med fremover, kan du blive opdateret om nye indlæg her https://www.bloglovin.com/blogs/yogamom-18259375?referrer_context=blog_search_autocomplete

 

Praktik og ønsker for fødslen

Jeg har netop bevæget mig ind i uge 32, og dermed nærmer tiden sig for termin også med hastige skridt. Jeg synes faktisk, tiden er fløjet af sted. Jeg kan til tider blive helt trist og tænke, om jeg nu har husket at nyde graviditeten nok midt i travlhed med arbejde og mine to andre, dejlige børn. Når jeg får det sådan, ønsker jeg, at hun bare bliver derinde længe endnu.

Men jeg glæder mig også til at møde min lille pige. Og så glæder jeg mig til – forhåbentligt – at føde hjemme.

Jeg har, som I nok fornemmer, ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at jeg skal føde hjemme. For mig findes der slet ikke noget alternativ, medmindre det selvfølgelig handler om liv og død.

Mentalt er jeg altså helt klar til min hjemmefødsel – nu gælder det bare alt det praktiske!

Derfor er jeg begyndt at arbejde med to lister – en indkøbsliste og en ønskeliste.

Indkøbslisten er til mig selv og handler ikke, om alt det mærketøj, legetøj og underlige dimser, jeg som tredjegangsmor ved, jeg aldrig får brug for. Vi har alt, hvad vi skal bruge til at starte med: Mine bryster, lidt tøj, en dyne og en vikle.

Nej, indkøbslisten er alle de ting, der skal bruges til fødslen – need to have. Indtil videre ser den således ud:

  • Fødekar La Bassin – enten leje eller købe.
  • Termometer til fødekar.
  • Tisselagen til evt. fødeleje (regner med at føde i vand) og egen seng.
  • Afdækning til gulv under fødekar.
  • Store, bløde håndklæder.
  • Hospitalstrusser/nettrusser.
  • Store bind.
  • Si til ’urenheder’ i karret.

Ønskelisten er en liste over mine ønsker for fødslen, og den vil jeg dele med min mand, jordemoderen og min veninde, der skal være fødselshjælper:

  • Fødslen skal starte og udvikle sig 100 % naturligt på den måde, som min krop ønsker det.
  • Ingen medicinske indgreb af nogen art.
  • Minus lavement – kun hvis kroppen ikke selv tømmer sig.
  • Ingen undersøgelser under fødslen medmindre det skønnes meget nødvendigt.
  • Ved vesvækkelse ønsker jeg tid og rum til at bruge naturlige metoder – akupressur, rebozo, stimulering af brystvorter, berøring.
  • Absolut ro under fødslen. Minimal snakken.
  • I vand under udvidelse og fødsel.
  • Vil hjælpes ind i aktive fødestillinger.
  • Vil som udgangspunkt bruge laborovejrtrækning under sammentrækningerne (overfladisk vejtrækning kendt fra Fødsel Uden Smerte).
  • Ønsker selv at tage imod. Alternativt skal min mand tage imod og støttes i dette af jordemoder. Ingen fremmede hænder på baby som det første.
  • Ingen syntocinon efter fødslen (stikket man giver for, at livmoderen trækker sig sammen). Må kun gives ved behov.
  • Sen afnavling – navlesnoren klippes tidligst, når moderkagen er født. Overvejer fortsat Lotusfødsel.
  • Vil som udgangspunkt føde moderkage i kar. Måske jeg selv ønsker at komme op.
  • Vejning og måling finder først sted efter et par timer.
  • Hvis barnet behøver undersøgelse, ilt mm skal det som udgangspunkt ske hud-mod-hud hos mig.
  • Fødselshjælper sørger for billeder og video undervejs.
  • Når barnet er født, skal det fejres med lune boller, saftevand, kaffe og te. Fødselshjælper forbereder dette.
  • Fødselshjælper tømmer kar og rydder op. Mor og far får ro til at lægge sig i sengen og indsnuse baby.
  • Afhængig af tidspunkt for fødslen skal storesøstre møde lillesøster umiddelbart efter fødslen, medmindre vi vælger, at de skal være der under fødslen.

Jeg ved, at fødslen kan tage mange sving, og at der ingen garantier er for noget. Men den mentale og praktiske forberedelse betyder rigtig meget – ikke kun for mig, men også for chancen for at få den fødsel, jeg drømmer om. Og hvis fødslen bliver på en anden måde, så er jeg også klar til at favne det. Bring it on.

 

Weekendmorgener – og spørgsmål om hjemmefødsel og blod!

Vores weekender er en smule anderledes end i andre familier. Hvor weekenderne for de fleste er dér, man samles, spiser morgenmad og hygger, så er vi som regel ret splittede i weekenderne.

Min mand er musiker, og derfor ligger hans primære arbejdstid i weekenderne – fredage og lørdage nætter. Og når han først kommer hjem fra job ved 3, 4, 5 tiden, er det jo klart, at han skal have lov at sove længe.

Så jeg er ‘alene’ med unger og hund, og jeg prøver at skabe de der magiske, hyggelige morgener med langsom, stor og lækker morgenmad, friskpresset juice og stearinlys.

Ofte ender det bare anderledes, end jeg lige havde planlagt. Hunden er umulig, fordi den vil ud og gå, pigerne skændes, og de første tre måneder af min graviditet var jeg så træt og kvalmeramt, at jeg ikke rigtig orkede noget. Samtidig har mine weekender egentlig også været ret pakkede med yogauddannelser – og jeg kan se frem til, at der ikke er een eneste ledig weekend før midt december. Det sætter sine krav til logistikken herhjemme – og til bedsteforældrene.

Men i dag har været en af de weekendmorgener, jeg elsker. Pigerne har været rolige og leget så godt sammen, vi har hygget med morgenmaden, jeg har ryddet op og hørt Mads & Monopolet. Og nu sidder jeg her og skriver, mens de får lov at spille Ipad.

img_4995

14572522_10154461405941166_1338986674_o

Senere skal jeg mod København og til 10 års reunion med alle min skønne kolleger fra Nyhedsavisen, som jeg dengang i 2006 var med til at starte op – og i 2008 lukke ned. Det bliver uden tvivl et nostalgisk gensyn og for første gang i min graviditet er jeg en smule ærgerlig over ikke at kunne drikke 🙂

Jeg er så småt begyndt at gøre opmærksom på min blog, hvilket er lidt angstprovokerende. Jeg har blandt andet linket til den i de terminsgrupper på Facebook, jeg er en del af.

I går var der så en af de andre gravide, som nysgerrigt spurgte ind til det faktum, at jeg gerne vil føde hjemme. Hun har selv hospitalsskræk, og derfor tiltaler tanken om at føde hjemme hende. Men hun havde dog nogle spørgsmål, som jeg tænker vil være oplagte at svare på her på bloggen.

Hvorfor vil du føde hjemme?

Da min første datter kom til verden, var det en hospitalsfødsel med alt, hvad den kunne trække. Jeg vil senere komme ind på den oplevelse i detaljer, men kort sagt var jeg simpelthen ikke forberedt godt nok. Min krop anede ikke, hvordan den skulle håndtere smerterne, så den begyndte at modarbejde dem, og det var ekstremt ukontrollerbart. Jeg fik en epidural, som åd alle de naturlige fødselshormoner, så fødslen gik i stå. Det førte til et vedrop, som førte til vestorm og dermed mere epidural. Min datter blev stresset i maven og overvåget med elektroder på hovedet og små snit på kraniet. Da vi nåede pressefasen, var jeg stadig så bedøvet, at jeg ikke var i stand til at presse, og så skulle hun ud med sugekop. Lige efter forløsningen blev hun taget fra mig, undersøgt, vejet og målt og fik tøj på. Først derefter fik jeg hende op på brystet………

Hun var træt. Udmattet. Hendes sutterefleks var ikkeeksisterende, og jeg følte…ingenting. Det var en sorgfyldt oplevelse, og jeg kæmpede med amningen,mens vi var indlagt.

ALT var forkert. Alle procedurerne på hospitalet gik så meget imod, hvad jeg ved om den gode fødsel i dag. Og jeg har skulle bruge rigtig meget tid på at tilgive mig selv.

Vi kom igang med at amme. Men jeg kæmpede længe med en voldsom efterfødselsreaktion. Og jeg vil vove den påstand, at fødslen og den efterfølgende adskillelse fra min datter stadig har en indvirkning på vores forhold i dag. Det er hårdt at sige, men i det mindste ærligt.

HELDIGVIS ved vi i dag, hvor vigtigt, det er, at der er hud-mod-hud kontakt lige efter fødslen. At det er afgørende for tilknytningen, sutterefleksen og ammeetableringen. For at nævne nogle. det skyldes hormonet oxytocin – som jeg også vil skrive meget mere om. Men hvis du ikke har hørt om oxytocin, så googl det. Alle bør kende til oxytocin.

Nå, da jeg så skulle føde igen anden gang, skulle det være så naturligt som muligt. Jeg havde sat mig en masse ind i, hvorfor det ‘gik galt’ første gang, og derfor var jeg fast besluttet på, at jeg ingen medicinske indgreb ville have. Jeg vidste, det kunne være svært at modstå, når jeg kom på hospitalet, så jeg planlagde at føde hjemme og forberedte mig med de teknikker, jeg selv underviser i i dag.

Hjemmefødslen blev afblæst, da vores hus ikke nåede at blive færdigt, og vi havde nogle meget larmende underboere og naboer.

Men forberedelsen gjorde hele forskellen! Da vi ramte hospitalet, var jeg presset, for det bliver kroppen af at blive flyttet fra A til B under en fødsel. Jordemoderen i modtagelsen havde travlt og tilbød mig en epidural, på trods af at der i min vandrejournal stod, jeg ikke ville have medicin. Men hun havde ikke tid til at læse den. Heldigvis sagde min mand nej, for jeg var i et svagt øjeblik.

Da jeg efter noget tid kom ned på fødestuen og kom i vand, tog fødslen langsom den form, jeg havde ønsket mig.

Jeg passede selv mine veer, arbejdede mig langsom og koncentreret gennem dem. Den søde jordemoder observerede blot og på roligste vis kom min datter til verden og op på brystet af mig.

Amningen blev hurtigt og uden problemer etableret, og jeg oplevede den der øjeblikkelige forelskelse og kærlighed, som alle havde talt om.

Derfor har jeg besluttet mig for, at denne gang SKAL det foregå hjemme. Meget lidt kan overbevise mig om det modsatte.

Jeg møder flere, som siger ‘tør du de? Hvad hvis noget går galt?’. Men hvad skulle gå galt? De fleste ‘akutte’ tilfælde i en fødsel, vil altid blive identificeret og observeret tidligt i forløbet. Og så bliver man overflyttet.

Alle statistikker viser, at det er mere sikkert at føde hjemme. At ønsker man en normal, naturlig fødsel, så er det absolut mest hensigtsmæssigt at blive hjemme. Kroppen forbliver tryg, fordi den ikke bliver flyttet, og dermed arbejder fødselshormonerne optimalt.

Der er ingen kolde venteværelser, overfyldte fødselsstuer eller mangel på jordemødre.

Når du føder hjemme, kommer jordemoderen hjem til dig. Det vil sige, at du har jordemoderen helt for dig selv. I rigtig mange regioner kommer man i en hjemmefødselsordning under graviditeten, og jordemødrene der, er jordemødre, som er vant til at varetage hjemmefødsler.

Føder du hjemme, kan du selv bestemme. Skal det være i et fødekar? (Du kan leje eller købe et – jeg skal selv føde i et La Bassine). Skal det være i sengen?

Du kan selv bestemme, hvem der skal være med. For mit vedkommende bliver det jordemoderen, min mand og en kær veninde, der skal være praktisk gris.

I de måske lange timer frem mod fødslen, kan du bedre slappe af. Måske se en serie, høre musik, gå en tur i haven eller på gaden. Din mand er samtidig i vante omgivelser, og man skal altså ikke negligere vigtigheden af, at det også er en god oplevelse for manden.

Hvad med blod etc? 

Der er meget lidt blod i en fødsel, hvis overhovedet noget. Der er måske fostervand og lidt blodigt slim, men en fødsel sviner meget lidt, hvis den foregår normalt og ukompliceret.

Det er klart, at man skal have diverse underlag, klude, håndklæder etc klar – men alt det hjælper hjemmefødselsjordemoderen med at forberede dig på. For hun kommer faktisk på hjemmebesøg inden fødslen.

Og nej, selvfølgelig er der ingen smertelindring udover muligheden for akupunktur. Men det vil jeg jo heller ikke have. Jeg har mine teknikker, og de virker smertelindrende. Faktisk opfatter jeg ikke længere fødslen som noget smertefyldt, men snarere som hårdt, kontrolleret arbejde. Præcis som når jeg har løbet maraton.

Jeg er så spændt på at føde hjemme. På en god måde. Jeg er på ingen måde skræmt af det, men ser frem til at arbejde med veerne i mine egne trygge oplevelser, føde i et kar midt i stuen fyldt med levende lys og rolig musik.

Efter fødslen spise lune boller og ligge i dobbeltsengen med min mand og indsnuse det nye liv, uden at skulle pakke vores nyfødte ind i tøj og sætte ham/hende i en autostol.

Der vil bare være RO. Ro til at knytte os sammen. Ro til at amme. Til at sove. Til at nyde. Og til at lande.

Og så slipper vi for overhovedet at tage på hospitalet. Når du føder hjemme, kommer jordemoderen nemlig på hjemmebesøg efter fødslen, og her tilbyder de også at tage PKU – den hælprøve, som man ellers skal på hospitalet og have foretaget.

Kære Kathrine – og I andre – jeg håber, det indtil videre er svar nok, og at jeg har gjort dig nysgerrig på at undersøge dine muligheder.

Jeg kommer til at skrive meget, rigtig meget, om alle mine valg. Så følg med og hold jer opdateret på nye indlæg på Bloglovin, hvor I blot vælger at følge yogamom, og så kommer der en mail, når der er nyt fra mig:-)

Hjertelyd, smølfespark og hjemmefødselssnak

Så har jeg været til første jordemoderbesøg. Og selvom det er min tredje graviditet, så er der bare noget særligt ved at gå til jordemoder. Jeg elsker det. Jeg elsker at tale om min graviditet, mine forventninger til fødslen og ikke mindst nyde godt af den omsorg, en dygtig jordemoder kan give.

Sådan har det i hvert fald været i mine tanker, men virkeligheden har de to første gange vist sig at være en anden. Jeg har stort set hver gang følt, at jordemoderbesøget kun handlede om at få mig hurtigst muligt ud af døren.

Derfor var mine forventninger til i dag ikke høje, men det skulle vise sig at være helt anderledes. Om det er fordi, jeg nu bor i en anden by – fra København til Odense – eller om det er fordi, jeg denne gang skal føde hjemme, ved jeg ikke.

Men denne gang er jeg i en kendt jordemoderordning og under hjemmefødselsteamet, der består af tre jordemødre. Det vil sige, at den jordemoder, jeg mødte i dag, meget vel kan blive hende, jeg føder med (og det ville være fantastisk. Hun var skøn).

Det er pudsigt, men hyggeligt, at vi i 2016 stadig render rundt med en papirudgave af vandrejournalen:-)

Det er pudsigt, men hyggeligt, at vi i 2016 stadig render rundt med en papirudgave af vandrejournalen:-)

Vi var derinde i 45 minutter, og de – jordemoderen og den studerende – havde så god tid, føltes det som om. Ingen tvivl om, at de var begejstrede for min plan om at føde hjemme, og meget hurtigt i samtalen kom vi ind på, at jeg er ammerådgiver, arbejder med fødselsforberedelse og er ved at uddanne mig til instruktør i gravidyoga. Med andre ord: Jeg ved en del! Og jeg har allerede truffet mange valg omkring, hvordan fødslen skal forløbe.

Og jeg kunne virkelig mærke deres begejstring over muligheden for at sidde og ‘nørde’ detaljer. Vi talte om sen afnavling og mulighed for Lotus-fødsel, om at give K-vitamin til barnet oralt istedet for på sprøjte, samt at jeg ikke vil have syntocinon-stik efter fødslen, men lade de naturlige hormoner få livmoderen til at trække sig sammen. Meget mere om det i et andet blogindlæg, men jeg vil blot understrege, hvor skønt og trygt det var at blive hørt, respekteret og mødt. Og samtidig mærke den ro, som de skabte omkring mine mange – for nogen – alternative valg, som for mig føles helt naturlige og selvfølgelige.

304189_10150318708051166_89264387_n

Da jeg var gravid anden gang med Vera, havde vi jo lille Frida og mange ting fra graviditeten med hende var friske i erindringen. Nu er Vera 5 år, og derfor føles det næsten som min første graviditet – omend jeg denne gang har en masse viden og erfaring.

Det var derfor en helt særlig og magisk følelse at høre fineste hjertelyd, og da den jordemoderstuderende satte doptonen på min mave, sagde hun ‘der var et lille spark’, som jeg også selv syntes, jeg mærkede. Et af de første, små spæde spark.

Jeg vil i denne blog og gennem min graviditet skrive meget omkring disse valg og min baggrund for at træffe dem. Jeg håber, I vil læse med og lade jer inspirere. Husk, informerede valg er vejen frem mod en god fødselsoplevelse  <3