Den tunge søvn og danske sommer

Ellie sover. Og sover. Hvis blot jeg lader være med at tro, at hun er sådan en baby, der kan puttes i barnevognen, så sover hun. I går sov hun 4 1/2 times middagslur. I dag sover hun nu på tredje time. Tricket er at putte hende i vores seng med brystet i munden. Så lukker jeg også øjnene lidt, og når hun efter 30-45 minutter bevæger sig fra den lette søvn til den dybe – altså dér, hvor mange, rigtig mange, spædbørn vågner til forældrenes fortvivlelse, som dermed konkluderer, at de har ‘den slags’ børn, der kun sover korte intervaller – så får hun stukket brystet i munden igen og sover således videre. I lang tid.


IMG_8314Jeg siger ikke, at alle spædbørns soverutiner kan ændres til det bedre efter samme metode, men det virker her. Og det har virket på nu tre børn. Derfor vil jeg vove den påstand, at det er forsøget værd, hvis du kæmper en fortvivlet kamp derude. Og jeg VED godt, at det ikke levner megen plads til alt det andet, du gerne vil: drikke kaffe, rydde op, vaske tøj (eller, det VIL man jo ikke) og alt muligt andet, men hvornår i livet får du ellers mulighed for at lægge dig i din seng midt på dagen? Med god samvittighed, fordi du jo er nogens mor. Jeg foreslår at medbringe en god bog.

Nå, men i dag har jeg sneget mig ud af soveværelset og sidder nu ved computeren lige ved siden af. Jeg har også nået at spise frokost med min mand, som nu er gået over i sit studie for at forberede weekendens mange jobs. Og Ellie sover stadig – men jeg gik altså først, da hun havde haft sin første opvågning præcis 45 minutter inde i søvnen, og således sover hun nu den dybe søvn, som er så god for hende.

Jeg sidder på førstesalen på mit lille ‘kontor’, der er indrettet i et lille indhak på reposen. Jeg har endnu ikke gjort så meget ved det, men nu, hvor jeg for første gang i lang tid har sat mig her, tænker jeg over, hvor rart det er at kunne arbejde med udsigt til blå  grå himmel og grønne trætoppe, og jeg tænker, at jeg burde gøre noget for at indrette mig hyggeligt her, så jeg med tiden og under barslen kan begynde at skabe alt det, jeg drømmer om. Det er ikke sikkert, det sker, for der er også mange andre projekter i et hus som vores; alle vinduerne skal males, vi skal have gjort noget ved terrassen (sommeren kommer jo i september), jeg skal have ryddet op i alle skabe og skuffer – og vigtigst af alt skal jeg være Ellies mor og altså nyde muligheden for bare at ligge og snuse.

Jeg har lige siddet og bladret billeder igennem fra tidligere ferier. Indrømmet. Jeg er lidt feriedepri, som jeg også skrev om i foregående indlæg. Jeg mangler sol og sommerstemning. men samtidig med, at jeg glæder mig til lidt struktur og nyder, at børnene lige nu er på ferie hos farmor og farfar, så kan jeg næsten heller ikke magte tanken om, at de i næste uger starter skole igen, uden at vi har haft den der helt perfekte sommer.

Også selvom ingen sommer er perfekt, og det vidunderlige også ligger i det uperfekte og kaosset. Men jeg mangler lange sommeraftener, sene gåture langs stranden, sand mellem tæerne. Og jeg drømmer om, at vi inden barslens afslutning får mulighed for at rejse væk – også selvom jeg ved, at det må blive ved drømmen, da barselsøkonomien ingenlunde rækker til sydlige himmelstrøg.

Danmark er jo også skøn, og ferien har da budt på mange dejlige stunder. Forleden skrev jeg om Berlin, som alt i alt var en vildt hyggelig tur, og på mandag tager vi en tur til Svendborg og besøger de venner, vi også besøgte i Berlin. De er nemlig vendt hjem igen, vi savner dem, og det er altid en sand lise at besøge dem i deres vidunderlige hus lige ned til stranden i Svendborg.

Danmark bød i starten af ferien også på en skøn tur til København, hvor venners venner var så gavmilde at låne os deres hus, da de selv var væk. Det er jo bare to år siden, vi selv flyttede fra byen, og vi savner den indimellem og ret tit. Men det gode ved at flytte væk er, at vi oplever København på en helt anden måde som gæster. Da vi boede der, var det jo hverdag som alt andet, og vi så ikke skønheden.

Vores uge i København bød først og fremmest på en skøn dag i Københavns Zoo sammen med min mands bedste ven og hans familie.

Dernæst havde vi verdens bedste dag i Tivoli med turpas og hele baduljen – den gamle have fejler ALDRIG. Så tog vi på kanalrundfart og spiste burgere på Gasoline, besøgte venner og sluttede miniferien af med et besøg på Den Blå Planet, som har den bedste udendørs legeplads med udsigt over Øresund og en lille dam, hvor ungerne kan fange små dyr (eller insekter?), som de kan studere i mikroskoper og blive hjulpet af de søde vejledere, som arbejder der. Restauranten er Meyers Madhus, hvilket betyder, at man kan få virkelig god mad og kaffe til absolut rimelige priser. Da vi havde spist de lækreste fiskefrikadeller, fes ungerne ned på legepladsen, og så kunne vi i fred og ro nyde en kaffe og en lille kage på terrassen.

Det er anden gang på få år, vi besøger Den Blå Planet. Og som med alt det andet koster det en bondegård, hvis en hel familie skal derind. MEN – og her kommer pointen med min lille ‘københavnerguide’ – der findes et kort, som mange børnefamilier ikke kender, hvilket jeg ikke forstår. Kortet er et medlemskort til WWFs Panda Club. Som medlem støtter man altså foreningen, og får dermed et kort til ungerne, som lukker dem gratis ind i alskens dyreparker rundt om i landet – som fx Københavns Zoo og Den Blå Planet. Medlemsskabet koster 250 kroner om året, hvilket vel nærmest er billigere end et børneårskort til Københavns Zoo, så det kan ikke betale sig at lade være. Og når man samtidig støtter et godt formål, så….

IMG_8453

IMG_8457

Nå, nu fik jeg skrevet lidt i øst og vest, bare fordi den lille rotte sover så godt. Tror jeg vil lægge mig ind til hende og nyde synet, når hun vågner op. Der er ikke noget bedre, end spædbørn der langsomt vågner efter en god, tung søvn, vel?

Så fik Ellie sit navn

Ellie Viola Rasmussen

En sød pige sagde forleden til mig, at hun var i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige at få et tredje barn – men at hendes tredje barn endte med at blive hendes største forelskelse.

Den dag, for snart et år siden, da jeg på et toilet i Frederiksbergcentret tog en positiv test samme dag, som vi skulle til Ibiza, var vi – ærligt – ikke overstadigt lykkelige. Mere eftertænksomme. En anelse bekymrede. Kunne vi rumme det her? Havde vi overskuddet – både det menneskelige og økonomiske? Havde vi plads – i vores hjerter, vores hus og vores bil?

Og nej. Så vi på alt det praktiske, var det verdens dårligste ide. Men nu er praktisk tænkning ikke vores stærkeste side, og hvor ville livet så også være kedeligt. For er det eneste rigtige egentlig at have børneværelser nok og den rigtige bil?

Du er født ind en familie styret af følelser og lyst. Vi råber og skændes, og vi elsker. Hold nu op, hvor vi elsker hinanden.

Men du er desværre også født ind i en tid, hvor de stærke følelser ikke kun har været glæde og lykke, men i højere grad sorg, fortvivelse, angst….

Jeg glemmer aldrig følelsen af at sidde ved din fars sygeseng og ikke ane, hvad fremtiden ville bringe og bare have lyst til at skære maven af. Og sorgen over at byde dig, kære lille væsen, de tanker og følelser. Al den stress. Indtil en kær  bekendt sagde, at jeg skulle tale med dig. Forklare dig. Guide dig gennem det stormvejr. Så det gjorde jeg. Hver dag. Og vores bånd blev bare stærkere og stærkere i takt med, at din far fik det bedre og bedre.

Forløsningen da jeg fødte dig. Du kom som en orkan og bragte mig steder, jeg aldrig troede, jeg kunne komme. En fødsel så intens og stærk, at min krop blev presset til det yderste, men hele tiden i kontrol, fordi mit sind vidste, hvad der var i vente.  Dig. Så stærk og fin. Stor og sund. Født i stuen til lyden af fuglene i haven. Al min dårlige samvittighed forsvandt med et, for jeg kunne med det samme se, at min krop til trods havde passet på dig.

Og nu. Nu er du her. Vi har jo altid manglet dig, føler vi. Hvad ville vi være uden dig? Midt i al den frustration over sygdom, operationer, mere sygdom, er du det rene og ægte. Du er kun glæde. Intet andet. Og jeg ved, at du kom nu, fordi du skulle. Du har hele tiden været en boble af glæde, jeg har kunnet søge ind i. Blive ladet op. Det er aldrig svært at være din mor.

Selvfølgelig skulle du være her. Min dejlige pige. Min store forelskelse. Tak for dig.

IMG_8365 IMG_8366 IMG_8367 IMG_8368 IMG_8369 IMG_8371 IMG_8373 IMG_8374 IMG_8375 IMG_8376 IMG_8377 IMG_8378 IMG_8379 IMG_8380 IMG_8381 IMG_8382

En (ærlig) status over 2016

2016 nærmer sig sin slutning, og egentlig synes jeg, det er en mærkelig ting, at vi hvert eneste år ved slutningen reflekterer og lover forandringer og forbedringer. Det burde vi jo ikke kun gøre ved nytår, men hver eneste dag. Hver eneste dag kigge os selv i spejlet og spørge, om vi lever det liv, vi gerne vil leve.

Men, der er nu noget højtideligt over årets slutning, som inviterer til netop denne selvreflektion og skaber et spirende håb om forandring og nye muligheder – hvis der altså er behov for dette.

Tidligere i dag tænkte jeg, at 2016 ikke har været noget særligt. Ikke bød på noget særligt. Det har været sådan et la la år uden de store armbevægelser. Et år, hvor jeg har følt mere underskud end overskud på alle fronter i mit liv; tid, penge, energi…

Men altså. Så sad jeg og bladrede min Instagram igennem fra nytår 2015, og 2016 har jo faktisk været ret begivenhedsrig.

Vi startede året med en kærestetur til New York.

Bikram med sejeste Tricia Donogan i East Village

Bikram med sejeste Tricia Donogan i East Village

Derefter tog jeg endelig modet til at starte på en uddannelse som yogainstruktør – noget jeg har drømt om i mange år.

I maj måned fik jeg så den mest skræmmende besked: De knuder, der sad ved mit kraveben, var muligvis metastaser fra cancer et andet sted i kroppen. Hu hej hast blev jeg sat i kræftpakken, undersøgt og udredt – det var en forfærdelig uge -, men heldigvis fik jeg på operationsgangen beskeden om, at der ikke var cancer i min krop, og at knuderne var harmløse fibromer, som bare skulle fjernes.

Efter operationen...

Efter operationen…

 

Jeg lovede Michael, at hvis jeg var sund og rask, ville jeg aldrig mere være sur eller bekymre mig – men bare leve livet. Lettere sagt end gjort – jeg øver mig hver dag.

Da det blev sommer, skulle vi til Ibiza med nogle gode venner. Den dag, vi skulle rejse, tog jeg en graviditetstest i Frederiksberg Centret, og den var positiv. Michael fik overbragt beskeden om, at han skal være far igen, mens han stod i H&M, og vi var begge i vildrede om, hvorvidt det nu var en god ide at udvide fra fire til fem. I ved, det der overskud på alle fronter, som der måske har manglet lidt…

Men en graviditet ER et mirakel. Og selvfølgelig skal vi have den lille baby, der ligger så godt og vokser og vokser i min mave. Og snart kommer ud – faktisk om mindre end tre måneder. Ret vildt at tænke på.

Vores lille pige efter nakkefoldsscanning

Vores lille pige efter nakkefoldsscanning

Ferie på Ibiza

Ferie på Ibiza

Jeg blev færdig som yogainstruktør og gravidyogalærer i november – og det har været den vildeste rejse, som har sat sindssygt mange processer i gang hos mig. Men det har også været sindssygt hårdt – at pendle til København hver uge og hele weekender. Heldigvis har jeg fået muligheden for at undervise med det samme – og jeg elsker det. Men indrømmet, det er svært at balancere et krævende arbejdsliv, livet som mor til to og gravid med den tredje – og samtidig have overskuddet til at få undervist og selv have en stabil yogapraksis.

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Den afsluttende ceremoni på 200 timers yoga teacher training. Så smukt og rørende

Derfor synes jeg, at de seneste måneder har været en kamp for at finde den balance – og ikke mindst glæden ved det hele, fordi jeg konstant føler, jeg mangler tid. Til gengæld sprudler jeg af energi, hver gang jeg har undervist – så jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at det er det rigtige for mig.

Så glad efter undervisning i hot yoga - inden maven begyndte at vokse

Så glad efter undervisning i hot yoga – inden maven begyndte at vokse

Men se, min status over 2016 skal jo ikke kun være deprimerende. Jeg synes bare ikke, det har været et kickass år på særligt mange områder – hvis man altså ser bort fra det faktum, at jeg rent faktisk er blevet en (dygtig) yogainstruktør og gravid. To ret vilde ting. Min mand er god og dejlig, og mine to piger vokser og bliver sejere og klogere og smukkere hele tiden.

Men balancen mangler. Min egen balance. Og derfor er jeg fuldt ud overbevist om, at 2017 faktisk bliver et fantastisk år. Udover at et barn mere er en gave, så tror jeg også, at barslen bliver en gave til mig. Det bliver en KÆMPE udfordring at få tingene til at hænge sammen økonomisk, når jeg ingen penge tjener, men jeg får TID. Tid til at mærke efter. Tid til selvreflektion. Tid til at undersøge ting. Starte ting. Prøve ting. Og ikke mindst tid til at være mor. Til at kunne være en del af Veras skolestart i marts, at være med til morgensang, at bringe og hente, at være her, når de kommer hjem om eftermiddagen og høre om deres dag. Tid til at dyrke yoga og fordybe mig i min egen praksis, inden jeg igen har overskuddet til at undervise. Tid til at blive mor. Igen. At planlægge min lækre hjemmefødsel.  At amme og nyde min baby.

Jeg håber, 2017 bliver et kickass år – ikke kun for mig. Men også for min mand og hans musik. Mine børn. Min familie og venner.

Mine største ønsker for det nye år er bare, at der vil være balance, glæde og overskud. Nydelse og kærlighed. Og at jeg får sparket rigtig gang i min blog – og i det hele taget får skrevet og skrevet. Blogs, artikler, bøger. Simple ønsker og mulige at opfylde.

Rigtig godt nytår til jer alle <#

I dag er det mine forældres bryllupsdag!

I dag er det min forældres bryllupsdag. Eller, det ville det have været, hvis min mor stadig levede.

Men det gør hun ikke. Hun døde for tre år siden, og jeg husker denne dag tydeligt, for de havde faktisk aftalt at fejre deres 39 års bryllupsdag med en weekend på Fakkelgården, hvor vi også havde fejret hendes 59 års fødselsdag med en skøn weekend for hele familien blot et par måneder forinden.

Min mor og mig på Fakkelgården et par måneder før, hun døde. Jeg elsker det billede, for det viser så tydeligt al den glæde, styrke og mod, hun besad, trods det fysiske bevis på hendes sygdom.

Min mor og mig på Fakkelgården et par måneder før, hun døde. Jeg elsker det billede, for det viser så tydeligt al den glæde, styrke og mod, hun besad, trods det fysiske bevis på hendes sygdom.

Dagen før deres bryllupsdag fik min mor det virkelig dårligt. Kræften havde spredt sig til hendes hjerne, og det var bare et spørgsmål om tid, før den virkelig ville vise sit grimme ansigt.

Det gjorde det her. Hun var angst. Jeg kan næsten ikke beskrive hende, for det er som om, det skete i et andet liv, og var en version af min mor, jeg helst vil glemme. Glemsom, forvirret, angst, aggressiv…

Min far aflyste deres tur, og palliativt team fik underrettet hospice om, at det var nu, vi havde brug for dem. Ikke nødvendigvis fordi hun skulle dø nu, men vi havde brug for hjælp. Der var for mange piller at holde styr på, for mange smerter at dæmpe.

Et par dage efter kom hun på hospice.

Nu er det tre år siden. Jeg har ingen mor, og snart skal jeg være mor igen. Det er svært, og det har jeg skrevet lidt om her.

Min far. Han blev alene. Min dejlige far, som altid havde tjent pengene, mens min mor stod for det praktiske. I virkeligheden en meget klassisk opdeling, som fungerede. Han kunne ikke lave mad. Jeg måtte lære ham at vaske tøj. Hvorfor skulle han dog også kunne de ting? Men han ville lære, og han ville lære hurtigt. Og det gjorde han.

Efter min mors farvel har vi aldrig snakket om vores følelser. Min enorme sorg har jeg kæmpet med andetsteds, og jeg har været virkelig ked og vred over ikke at have noget nær familie ud over min mand at vende den mod. Men vi har aldrig talt store følelser i min familie – og jeg har store følelser. Og de kommer ud, og det kan godt virke overvældende, hvis man ikke er god til at tackle den slags.

Min far kæmpede sin egen kamp og bekæmpede sin egen sorg på den måde, han fandt bedst. Og det virkede. Jeg boede i København på det tidspunkt. Kæmpede med et job, der krævede for meget af mig min tilstand taget i betragtning og samtidig en samvittighed, der bød mig at være hos min far, som nu var helt alene. Helt alene.

Men han blomstrede også op. Lavede om i huset. Fik nye venner og begyndte at gå ud. Og så mødte han Charlotte.

Min far med en anden kvinde end min mor? Det var ikke bare en kamel, jeg skulle sluge. Det var en hel Zoologisk Have, og jeg havde så mange blandede følelser den første aften, vi skulle møde hende. Men jeg var også spændt. Og glad. For jeg kunne mærke, at min far var glad.

Nu bor min far og vores Charlotte sammen. Og jeg skriver vores Charlotte, for det er det, hun er blevet. Hun er ikke min mor. Hun er ikke mine pigers mormor. Vi taler ofte om mormor i himlen, taler med mormor i himlen, lukker øjnene sammen og forestiller os, vi krammer med hende. Vi græder sammen over, at mormor er væk, vi kigger på billeder og griner og synger sange ved hendes gravsted. Vera var lige blevet to år, da min mor døde, men hun kan nogle gange blive helt trist af sig selv, fordi hun savner mormor. Og selvfølgelig kan hun ikke huske mormor, men fordi jeg insisterer på at holde mindet i live, så har hun følelsen og fornemmelsen af mormor. Og den er ganske særlig, for mormor var ganske særlig.

Min mor med lille baby Vera og min dejlige svigermor med Frida

Min mor med lille baby Vera og min dejlige svigermor med Frida

 

Min mor og Frida <3

Min mor og Frida <3

Så Charlotte er ikke mormor. Hun er Charlotte. Mine pigers Charlotte. Og også en ganske særlig en af slagsen.

Det har nemlig ikke været nemt at skulle træde ind i en familie, som på mange måder blev revet fra hinanden, da limen pludselig manglede. Med et kæmpe tab og sorg i kulissen. Og som måske ikke har været verdens bedste til at få talt sammen eller til at huske hinanden.

Men det gjorde hun. Og hun gjorde det med små, forsigtige og alligevel kraftfulde skridt, for hun er en kvinde med power. Kommunikationschef og hårdtarbejdende. Snakkende. Med meninger om det meste. Præcis som jeg selv.

Og hun er der. Hun er der for mine piger, og hun gør det nemt for min far at sige ja til at passe dem, da jeg godt ved, det ikke er noget, han er super tryg ved at gøre alene. Hun giver varme kram og kommer med blomster. Pludselig skal jeg ikke længere selv købe gaverne til mine piger fra min far. De er der – og der er tænkt over dem.

Mine piger elsker deres Charlotte, og for dem er hun blevet en tryg havn. Intet andet betyder mere for mig.

Jo, måske at hun og min far er glade for hinanden. For selvom jeg altid vil mangle min mor, så er livet nu engang for de levende. Og min far har fortjent et godt et af slagsen. Det får han med hende – og han har lært at lave mad, god mad!

Så i dag er det mine forældres bryllupsdag. 42 år ville de have fejret. 39 år blev det til – til døden skilte dem ad. Rockmusikeren og groupien, der bare skulle have det lidt sjovt, men blot tre måneder efter deres første møde kom til at lave min bror. Op og nedture, men de holdt sammen. Og de gav mig det familieliv, som i dag er et stolt forbillede for mit eget. Man skal sgu ikke bare give op.

Lige inden min mor døde, sagde hun til mig, at hun ønskede, min far fandt en anden. Hun ønskede, han skulle være glad og ikke alene. Og nu har han Charlotte, og min mor sidder med garanti i himlen og smiler over alle de gode ting, der drysser ned over os i en verden fyldt med udfordringer,  hverdage, økonomiske spekulationer, stress og kedsomhed. Alt det liv og kærlighed der alligevel er her, når vi ser på de store linier. Dét glæder hun sig over.

<3