Da min mor skulle dø…

Det er tirsdag, tror jeg. Kommer hjem efter en travl dag på arbejde, træt. Da jeg træder ind i køkkenet, står Michael ved køkkenvasken. Pigerne sidder og ser tegnefilm. Alt er, som det plejer at være. En helt almindelig eftermiddag.

Men da jeg kigger på Michael, kan jeg se, at noget er galt.

’Hvad er der?’ spørger jeg.

’Der er ikke noget?’ svarer Michael og kigger forundret på mig. Og smiler.

Jeg kan ikke forklare, hvad det er. Men jeg kan mærke, at noget ikke er, som det skal være. Michael er egentlig ikke anderledes, end han plejer, men min intuition har altid været stærk. Jeg er god til at opfange følelser og stemninger. Nogle gange er det anstrengende og en smule skræmmende, fordi det er sjældent, at nogen kan skjule noget for mig.

Heller ikke Michael. Eller slet ikke Michael, som jeg kender så godt.

Jeg bliver ved med at stikke lidt til ham, indtil han bliver en smule irriteret.

’Der er ikke noget galt. Hvorfor tror du det?’ lyder det surt, og jeg prøver at lade den ligge.

Vi spiser aftensmad. Putter børn. Da børnene sover, ringer min telefon. Det er min mor, og jeg afbryder hende.

Vi går ned i stuen. Min mor ringer igen. Jeg afbryder. Vil ikke snakke med min mor nu, for jeg skal snakke med Michael om, hvad der er galt. Jeg ved, der er noget galt. Måske er han ved at gå fra mig?

Han tager min hånd. ’Du skal ringe til din mor,’ siger han.

Lige dér ved jeg det. Jeg mærker en trykken for brystet og føler, jeg er ved at blive kvalt. Lige dér ved jeg, at min verden er ved at blive smadret.

Jeg ringer. Min mor svarer med det samme og begynder at græde.

’Jeg er meget meget syg, Mia. Jeg har metastaser overalt i hjernen’.

Jeg begynder at skrige. Kyler telefonen gennem stuen, så den rammer endevæggen. Michael trækker mig væk, så jeg ikke vækker børnene. Han ved det godt, for min mor havde om formiddagen ringet og advaret ham. Hun vidste, hvordan jeg ville reagere. Selvfølgelig vidste hun det. Kvinden, som kender mig bedre end nogen anden. De var blevet enige om, at jeg først skulle det have at vide, når børnene sov.

Jeg falder sammen på gulvet, skrigende, grædende. Banker mit hoved ned i gulvet. Slår Michael. River ham. Det hele sortner for mig og kort tid efter lader jeg mig helt slapt falde sammen. Michael holder om mig. Holder mig fast. Jeg hulker.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænker. Om jeg tænker. Men jeg er i chok.

Efter noget tid ringer jeg til min mor igen. Jeg har brug for en forklaring.

Skal hun dø af det her? Inderst inde ved jeg det jo godt. Det er noget lort. Helt enkelt.

Min mor prøver at forklare. Hun er stærk som altid. Positiv som altid. Hun siger, at hun kan leve i mange år med det her. At hun kan få stråling. At hun har det fint.

Vi er i april måned. Jeg tænker tilbage på februar. Michael var i Sydafrika og spille, så min mor var taget til København for at hjælpe mig med alt det praktiske.

Min mor har altid hjulpet. Altid været en kæmpe ressource, når Michael er væk, hvilket han ofte er. Men de dage var anstrengende.

Jeg havde virkelig travlt på arbejde og havde brug for, hun tog over. Tog sig af børnene, lavede mad. Alt det, som min mor var god til.

Men hun var træt. Havde ondt i hovedet. Slæbte på fødderne og væltede på cyklen. Jeg var irriteret på hende. Sur. Og når jeg tænker over det, var jeg i bund og grund bare bange.

Hun var i juli blevet opereret for lungekræft med succes. Sagde de. Men konstant var der en frygt for, at det skulle havde spredt sig, og hun gik til kontrol hver tredje måned.

Inden hun kom og hjalp mig, havde hun været til kontrol og havde ringet til mig og sagt, at alt så fint ud.

Jeg vidste jo godt, at noget var galt. Men jeg kunne ikke rumme det. Jeg turde ikke italesætte det over for min mor, for hvis jeg gjorde det, blev det virkeligt. Så jeg prøvede i stedet at gemme min grimme fornemmelse væk, og det resulterede i stedet i en irrationel irritation, hvor jeg i de dage var ret strid over for min mor.

Det rider mig stadig som en mare. Og den dag, hun ringer, fylder det ALT. Var hendes besøg virkelig den sidste gang, jeg skulle have haft tid alene med min mor? Hvad med alle de andre gange, hun ville have hygget med mig, hvor jeg ikke havde tid? Hvorfor havde jeg ikke prioriteret hende højere? Hvorfor havde jeg ikke sat større pris på, hvor god en mor, hun var? Hvorfor kunne jeg blive irriteret på hende, når hun ringede hver dag. Nogle gange to gange. Eller tre. Fordi der liiige var noget, hun skulle spørge om?

Jeg føler, hun ER død.

Michael skænker mig en kæmpe romsjus. Jeg tømmer den nærmest i en slurk. Fylder glasset igen og begynder at lede efter svar.

Google.

Det er det værste, du kan gøre. Google er fyldt med død. Hun kan måske overleve et år. To, hvis vi er heldige. Hun er 58 år. Min mor. Pigernes mormor. Hun skal ikke kun leve et år mere. Vi har jo for helvede brug for hende.

Jeg tømmer glasset igen, og de stærke dråber bedøver mig langsomt. Michael er gået i seng. Jeg kan slet ikke forestille mig at lægge mig til at sove, men jeg savner nærhed. At nogen holder om mig, beskytter mig. Siger, at alt er ok. Også selvom jeg godt ved, at det aldrig nogensinde bliver ok igen.

Jeg finder frem til Kræftens Bekæmpelse og skriver en besked i en gruppe for pårørende de til folk, der skal dø.

Jeg skriver en lang besked. Har brug for at blive mødt. Hørt. Har brug for at vide, jeg ikke er den eneste, der skal miste sin mor. For lige dér i mørket sent om natten føler jeg mig meget ensom.

Min mor.

Klokken er 00.15. Alligevel tikker der hurtigt et svar ind. Fra Marie-Louise. Hun mistede sin mor for et år siden. Hun ved fuldstændig, hvordan jeg har det. Og selvom vi ikke kender hinanden, vokser der hurtigt en varm fortrolighed frem gennem skærmen. Marie-Louise redder mig på mange måde den nat, hvor jeg mest har lyst til at tømme et pilleglas sammen med den flaske rom, jeg er tæt på at have tømt. Smerten er så pinefuld, at jeg er nødt til at bedøve den med noget.

Jeg tager en pude, bider hårdt i den og skriger. Og skriger. Ned i puden så ingen kan høre mig. Men så højt i mit eget hoved, at det føles som om, det splintrer.

Min mor.

Dagen efter sygemelder jeg mig. Får en akut tid hos en psykolog, der nærmest gør tingene værre. Fem minutter efter min ankomst, hvor jeg mest af alt sidder og ryster, begynder hun at bore i mit forhold til min mor.

Jeg har bare brug for, at nogen redder mig. At nogen fortæller mig, hun ikke skal dø.

Det kan psykologen ikke, og jeg burde nok slet ikke være gået til psykolog. Jeg kan ikke holde hendes blik og hendes stemme ud. Jeg kan ikke holde ud at tale om, hvad jeg føler. Hvad jeg føler? Min mor skal dø, for helvede. Hvad fanden skal jeg føle, når jeg ikke aner, om jeg overhovedet kan overleve den tid, jeg ved venter forude?

Jeg ringer til min far og prøver finde hoved og hale i det hele, for hverken Google eller psykologen redder mig. Og min mor er jo ikke død endnu. Hun tager stadig telefonen, når jeg ringer, og hun lyder glad, stærk, modig. Det er mig, der græder mest. Og det er hende, der skal dø.

Min far fortæller, at lægen har sagt et år. Et år! Maks.

Det er tæt på påsken, så vi tager på påskeferie i Odense. Da jeg træder ind af døren hos mine forældre og ser min mor, bryder jeg sammen. Hun er der endnu! På en eller anden måde har jeg gået rundt med følelsen af, at hun allerede var død. Men hun står jo lige dér. Holder om mig.

Hun skal i intens strålebehandling. Det kan få hævelserne omkring metastaserne til at falde, så smerterne bliver mindre.

Jeg beslutter mig for at tage med for at støtte hende. Min bedste veninde arbejder i strålekælderen, og da vi møder op, kommer hun hen til mig. Jeg bryder sammen igen.
Det værste for min mor er nærmest at se sin datter så ødelagt. Det er værre end sygdommen, siger hun og prøver at trøste mig.

HUN trøster MIG!

Vi kommer ind til strålekanonen, hvor hun bliver lagt med en skal om hovedet og langsomt kørt ind i maskinen. Jeg føler, den spiser hende. Hun ser så lille og skrøbelig ud, som hun ligger der, og jeg kan ikke holde det ud, så jeg løber ud af rummet, kryber sammen i et hjørne, hvor jeg bare sidder og ryster, indtil en sygeplejerske kommer hen til mig. Hun siger ikke noget, men tager bare min hånd.

Hun forstår.

Vi er i april. Sommeren er nær. Jeg har travlt på mit arbejde som PR-rådgiver på et af landets største kommunikationsbureauer. Jeg arbejder med nogle af landets største virksomheder, og hver eneste dag skal jeg opfinde verden forfra. Være kreativ og genial. Mest af alt vil jeg bare gerne ligge i fosterstilling hos min mor. Stille hende spørgsmål, som kun hun kan svare på. Hvem kender mig egentlig ud over min mor? Min far ved nærmest ikke, hvad mine venner hedder, eller hvornår mine børn er født. Han er en god far, og han elsker mig, men han er ikke et leksikon af viden omkring mit liv.

Det er min mor.

Men jeg kan ikke være hos hende, for jeg skal være på mit arbejde og hos min familie på Frederiksberg. Jeg føler, der bliver trukket så hårdt i mig fra så mange sider, at jeg er ved at blive revet over midt på.

Ingen spørger rigtig til det. Jeg tror ikke, folk tænker over det. Eller også vil de helst ikke kende svaret.

Jeg begynder at lave fejl på mit arbejde. Får kritik. Laver endnu flere fejl. Man fejler ikke i den branche, for der er folk, som betaler mange penge for det, jeg plejer at være så dygtig til. Men jeg har det som om, jeg ikke kan trække vejret.

Når jeg har mulighed for det, tager jeg til Odense. Hjem til min mor, som stadig har det nogenlunde.

Hun får prednisolon for at mindske hævelserne i ansigtet, og det får hende til at svulme op. Hun er helt oppustet. Min fine mor med det smukke ansigt og den fine krop. Hun ligner en ballon. Hendes hår falder af. Men hun er stadig glad. Omfavner livet.

’Jeg er ikke bange for at dø. Men jeg er ked af, jeg skal forlade jer,’ siger hun, når vi sidder tæt sammen i sofaen.

Vi fejrer hendes fødselsdag i august med et gourmetophold på Fakkelgården for hele familien. Min mor og far. Min bror og hans familie og jeg og min familie. Det er en vidunderlig weekend. Mine forældre holder i hånd. Min mor stråler. Det er den første weekend i august, og mine forældre beslutter sig for at bestille et ophold på deres bryllupsdag d. 12 oktober. Da har de været gift i 39 år.

Men så begynder det at gå galt. Smerterne tager til. Metastaserne vokser. Min mor kommer under palliativt team, så en hjemmesygeplejerske kommer hjem til hende hver dag for at sikre sig, at medicinen er korrekt inddelt.

Hun tager så mange forskellige piller, at jeg ikke har tal på dem.

Det har hun heller ikke, for en dag kommer hun til at tage dobbelt dosis og begynder at tale helt sort.  Hun insisterer på at gøre tingene selv, men kan ikke engang koge en gryde spaghetti, og hun sidder og rækker ud efter ting, der ikke er der.

Hun bliver visiteret til hospice med henblik på at få styr på smertedækningen og derefter udskrevet igen. Men der er lang venteliste og få pladser.

Jeg kommer hjem på weekend. Da jeg træder ind ad døren, er der heftig aktivitet. I mine forældres smukke stue står et stort monstrum af en hospitalsseng. I gangen en toiletstol.

Min mor er 59 år.

Jeg løber ned i kælderen. Hun skal ikke se mig. Jeg bryder sammen, hulker. Bider mig selv så hårdt i armen, at det begynder at bløde. Det er så virkeligt nu. Hun skal for helvede dø af det her!

D. 14. Oktober, to dage efter mine forældres bryllupsdag, bliver hun indlagt på hospice.

Jeg er hjemme hos mine forældre den dag. Der skal komme en bus og hente min mor, for selvom hun godt kan gå selv, har hun både en kørestol og gangstativ, som hun bruger til lidt længere ture. Bussen kommer en halv time for tidligt, så det hele bliver lidt hektisk.

Jeg husker, at min mor rejser sig fra sofaen. Drejer stille omkring og kigger rundt. Og så begynder hun at græde. Det er første gang, jeg ser hende græde. Tårerne triller stille ned ad kinderne på hende. Hun ved godt inderst inde, at det er sidste gang, hun er her. Det kan jeg se på hende, men ingen af os siger det højt.

Hospice er smukt. Der er lyst og varmt. Vi bliver kærligt modtaget af personalet og får installeret min mor på en stor, dejlig stue. Det er som et lækkert hotel. Vi spiser hjemmebagte småkager og får en dejlig frokost. Jeg tager et billede af den smukke have, hvor efterårsfarverne har indhyllet det hele i gyldne nuancer.

Min mors efterår.

Jeg tager tilbage til København. Skal på arbejde. Min mand træner til IRONMAN og er meget væk. Livet går videre, og hver dag ringer jeg til min mor. Hun lyder glad. Min mor har aldrig været svær at begejstre, og hun roser personalet, maden og omgivelserne. Jeg tror, at hun for første gang i lang tid slapper helt af velvidende, at det store ansvar er fjernet fra min fars skuldre. Hun har altid hjulpet andre og selv hadet at være til besvær. Et ydmygt menneske med et kæmpe hjerte.

Da der er gået en uge, skal vi til 40 års fødselsdag hos en god ven om aftenen. Min mand skal ud og cykle en lang tur med nogle klubkammerater, og jeg er hjemme på Frederiksberg med børnene, da telefonen ringer. Det er min far. Den er helt gal. Min mor er faldet ud af sengen, og nu ligger hun i sengen og er helt ude af den. Hun tigger og beder dem om at lade hende dø. Hun kan ikke mere.

Vi skal komme med det samme, for ingen ved, om hun overlever natten. Da jeg efter mange mange opkald får fat i min mand, styrter han hjem, vi pakker bilen og kører til Odense.

Om aftenen er der igen ro på, og lige der beslutter jeg mig for ikke at vige et sekund fra min mor. Jeg flytter ind på hendes stue, rådfører mig med stedet socialrådgiver, der siger, at jeg skal sygemeldes.

’Er du i stand til at arbejde?,’ spørger hun.

’Nej.’ svarer jeg.

’Så skal du sygemeldes,’ svarer hun.

Min chef bliver ikke glad, men accepterer. Og fra da af er jeg hos min mor.

Derfra går det ned af bakke. Hun kan ikke længere komme ud af sengen, og hendes midlertidige ophold bliver på ubestemt tid. Med andre ord: Hun skal dø her.

Når hun ikke sover, snakker vi. Hun sover mest, og jeg ser serier, strikker og læser bøger. Holder hende i hånden. Når hun er vågen, mader jeg hende, fordi hun ikke længere kan styre bestikket. Jeg taler med de fantastiske sygeplejersker, som har tid og omsorg. Jeg græder.

Folk siger til mig, at jeg også skal sørge for at komme lidt væk. Væk? Om lidt er min mor her ikke mere, og så skal jeg tage væk?

Engang imellem tager jeg løbeskoene på og løber. Når jeg løber, kan jeg glemme det lidt. Jeg var egentlig ikke løber, men det starter dér. Jeg mærker, hvor stor en forskel det gør for mig. Når jeg løber, mindskes smerten. Den gennemborende smerte, kan jeg næsten ikke mærke. Jeg føler mig let. Ubekymret.

Det er et kort fix, men et vigtigt et.

Vi fejrer Mortens Aften på hospice. Hele familien er der. Min bror skal til Jakarta dagen efter. Han er generalsekretær for en stor international organisation og har brugt et år på at forberede et topmøde med 80 deltagerlande. Vi har snakket meget om, hvorvidt han skal tage af sted. Sygeplejerskerne siger ja. Vi ved ikke hvornår, hun dør. Og han rejser på første klasse, så når de første tydelige tegn viser sig, kan han flyve hjem med kort varsel.

Jeg mader min mor med ris a la mande. Hun er aggressiv. Kan ikke kende min bror. Snerrer af os. Og så falder hun i søvn.

Hun vågner ikke igen.  Hun trækker vejret. Hendes hjerte slår. Men hun vågner ikke. Hverken mandag, tirsdag, onsdag, torsdag eller fredag. Jeg tør nærmest ikke gå på toilettet, for det er så vigtigt for mig at være hos hende, når hun dør.

Sygeplejerskerne siger, at jeg ikke kan være sikker. At jeg ikke må være bange for ikke at være der. For så kan jeg aldrig tilgive mig selv, og de har så tit set, hvordan døende først giver slip, når de pårørende er væk.

Jeg strikker og strikker. Er i gang med et betræk til en sofapude, og jeg har vabler på fingrene. Det skal være færdigt inden, hun dør. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg ved bare, at det skal det.

Om fredagen er hun blå under fødderne. Det er et tydeligt tegn på, at hendes organer er ved at lukke ned, så blodet trækker sig sammen om det vigtigste organ. Hjertet.

Vi ringer til min bror. Han ændrer sin billet og kan flyve hjem lørdag morgen.

Hele fredagen og lørdagen sidder jeg hos min mor. Jeg holder hendes hånd, som efterhånden er helt slap. Kigger på hendes vejrtrækning. Min far går rundt som en løve i et bur. Ud og ryge. Ind igen. Ud. Ind. Min mors veninder kommer forbi. Familien. Alle vil sige farvel. Og hun sover.

Hun trækker vejret for sidste gang klokken 20.37. Min bror sidder i et fly. Min far og jeg holder hendes hænder. Min mand står bag mig.  Min mors bedste veninde bag min far. Det er som om, hendes vejrtrækning flytter sig op. Som om hun langsom bliver kvalt. Og da det sidste suk kommer, kaster jeg mig om halsen på hende. Jeg aner ikke, om jeg græder, skriger, eller om jeg er helt stille.

Jeg er en verden af følelser. Sorg, smerte, lettelse.

Vi sidder hos hende, og går ud, da sygeplejersken roligt kommer for at gøre hende i stand. Hun åbner døren, så sjælen kan flyve ud og tænder et par stearinlys. Vi sætter os i opholdsstuen. Hører musik og er stille sammen. Det har regnet hele dagen, men da jeg kigger op, kan jeg se stjernerne lyse klart på en skyfri himmel.

I dag er det mine forældres bryllupsdag!

I dag er det min forældres bryllupsdag. Eller, det ville det have været, hvis min mor stadig levede.

Men det gør hun ikke. Hun døde for tre år siden, og jeg husker denne dag tydeligt, for de havde faktisk aftalt at fejre deres 39 års bryllupsdag med en weekend på Fakkelgården, hvor vi også havde fejret hendes 59 års fødselsdag med en skøn weekend for hele familien blot et par måneder forinden.

Min mor og mig på Fakkelgården et par måneder før, hun døde. Jeg elsker det billede, for det viser så tydeligt al den glæde, styrke og mod, hun besad, trods det fysiske bevis på hendes sygdom.

Min mor og mig på Fakkelgården et par måneder før, hun døde. Jeg elsker det billede, for det viser så tydeligt al den glæde, styrke og mod, hun besad, trods det fysiske bevis på hendes sygdom.

Dagen før deres bryllupsdag fik min mor det virkelig dårligt. Kræften havde spredt sig til hendes hjerne, og det var bare et spørgsmål om tid, før den virkelig ville vise sit grimme ansigt.

Det gjorde det her. Hun var angst. Jeg kan næsten ikke beskrive hende, for det er som om, det skete i et andet liv, og var en version af min mor, jeg helst vil glemme. Glemsom, forvirret, angst, aggressiv…

Min far aflyste deres tur, og palliativt team fik underrettet hospice om, at det var nu, vi havde brug for dem. Ikke nødvendigvis fordi hun skulle dø nu, men vi havde brug for hjælp. Der var for mange piller at holde styr på, for mange smerter at dæmpe.

Et par dage efter kom hun på hospice.

Nu er det tre år siden. Jeg har ingen mor, og snart skal jeg være mor igen. Det er svært, og det har jeg skrevet lidt om her.

Min far. Han blev alene. Min dejlige far, som altid havde tjent pengene, mens min mor stod for det praktiske. I virkeligheden en meget klassisk opdeling, som fungerede. Han kunne ikke lave mad. Jeg måtte lære ham at vaske tøj. Hvorfor skulle han dog også kunne de ting? Men han ville lære, og han ville lære hurtigt. Og det gjorde han.

Efter min mors farvel har vi aldrig snakket om vores følelser. Min enorme sorg har jeg kæmpet med andetsteds, og jeg har været virkelig ked og vred over ikke at have noget nær familie ud over min mand at vende den mod. Men vi har aldrig talt store følelser i min familie – og jeg har store følelser. Og de kommer ud, og det kan godt virke overvældende, hvis man ikke er god til at tackle den slags.

Min far kæmpede sin egen kamp og bekæmpede sin egen sorg på den måde, han fandt bedst. Og det virkede. Jeg boede i København på det tidspunkt. Kæmpede med et job, der krævede for meget af mig min tilstand taget i betragtning og samtidig en samvittighed, der bød mig at være hos min far, som nu var helt alene. Helt alene.

Men han blomstrede også op. Lavede om i huset. Fik nye venner og begyndte at gå ud. Og så mødte han Charlotte.

Min far med en anden kvinde end min mor? Det var ikke bare en kamel, jeg skulle sluge. Det var en hel Zoologisk Have, og jeg havde så mange blandede følelser den første aften, vi skulle møde hende. Men jeg var også spændt. Og glad. For jeg kunne mærke, at min far var glad.

Nu bor min far og vores Charlotte sammen. Og jeg skriver vores Charlotte, for det er det, hun er blevet. Hun er ikke min mor. Hun er ikke mine pigers mormor. Vi taler ofte om mormor i himlen, taler med mormor i himlen, lukker øjnene sammen og forestiller os, vi krammer med hende. Vi græder sammen over, at mormor er væk, vi kigger på billeder og griner og synger sange ved hendes gravsted. Vera var lige blevet to år, da min mor døde, men hun kan nogle gange blive helt trist af sig selv, fordi hun savner mormor. Og selvfølgelig kan hun ikke huske mormor, men fordi jeg insisterer på at holde mindet i live, så har hun følelsen og fornemmelsen af mormor. Og den er ganske særlig, for mormor var ganske særlig.

Min mor med lille baby Vera og min dejlige svigermor med Frida

Min mor med lille baby Vera og min dejlige svigermor med Frida

 

Min mor og Frida <3

Min mor og Frida <3

Så Charlotte er ikke mormor. Hun er Charlotte. Mine pigers Charlotte. Og også en ganske særlig en af slagsen.

Det har nemlig ikke været nemt at skulle træde ind i en familie, som på mange måder blev revet fra hinanden, da limen pludselig manglede. Med et kæmpe tab og sorg i kulissen. Og som måske ikke har været verdens bedste til at få talt sammen eller til at huske hinanden.

Men det gjorde hun. Og hun gjorde det med små, forsigtige og alligevel kraftfulde skridt, for hun er en kvinde med power. Kommunikationschef og hårdtarbejdende. Snakkende. Med meninger om det meste. Præcis som jeg selv.

Og hun er der. Hun er der for mine piger, og hun gør det nemt for min far at sige ja til at passe dem, da jeg godt ved, det ikke er noget, han er super tryg ved at gøre alene. Hun giver varme kram og kommer med blomster. Pludselig skal jeg ikke længere selv købe gaverne til mine piger fra min far. De er der – og der er tænkt over dem.

Mine piger elsker deres Charlotte, og for dem er hun blevet en tryg havn. Intet andet betyder mere for mig.

Jo, måske at hun og min far er glade for hinanden. For selvom jeg altid vil mangle min mor, så er livet nu engang for de levende. Og min far har fortjent et godt et af slagsen. Det får han med hende – og han har lært at lave mad, god mad!

Så i dag er det mine forældres bryllupsdag. 42 år ville de have fejret. 39 år blev det til – til døden skilte dem ad. Rockmusikeren og groupien, der bare skulle have det lidt sjovt, men blot tre måneder efter deres første møde kom til at lave min bror. Op og nedture, men de holdt sammen. Og de gav mig det familieliv, som i dag er et stolt forbillede for mit eget. Man skal sgu ikke bare give op.

Lige inden min mor døde, sagde hun til mig, at hun ønskede, min far fandt en anden. Hun ønskede, han skulle være glad og ikke alene. Og nu har han Charlotte, og min mor sidder med garanti i himlen og smiler over alle de gode ting, der drysser ned over os i en verden fyldt med udfordringer,  hverdage, økonomiske spekulationer, stress og kedsomhed. Alt det liv og kærlighed der alligevel er her, når vi ser på de store linier. Dét glæder hun sig over.

<3

Mit yogaliv

Næsten hver eneste tirsdag siden marts har jeg taget toget til København for at tage uddannelsen som instruktør i hot yoga hos de dygtige folk hos Sattva Yoga.

Og fordi jeg ikke synes, jeg har travlt nok i forvejen, valgte jeg lige at putte en uddannelse i gravidyoga oven i puljen.

Det betyder, at jeg har været i København rigtig mange weekender. I oktober skal jeg afsted to hele weekender på uddannelse og en hel weekend i november. Det er hårdt, men fantastisk.

Dengang jeg startede med at snuse til yoga for 20 år siden, var det blot træning for mig. Og sådan har det været on and off gennem årene. Det har enten handlet om at spænde af eller om hård træning, som når jeg har stået dag ind og dag ud i bikram-studiet på Nørrebro og svedt i 42 graders varme.

Yoga blev langsomt en performance for mig på lige fod med min anden træning til triatlon og de maraton og halve maraton, jeg har løbet. Hele tiden stærkere, hurtigere, mere smidig, sejere, bedre.

Jeg stod i bikram-studiet og stirrede intenst på mig selv i spejlet, mens jeg så, hvordan jeg fra gang til gang kunne få benet højere og højere, ryggen længere og længere bagud. Præcis som når jeg på pulsur trackede mine løbetider og konstant pressede mig selv. Hurtigere og længere.

Fra min tid som bikram-pige

Fra min tid som bikram-pige

Så blev jeg skadet. Min krop var træt. Jeg løb et maraton i Hamburg med en øm hofte og et dårligt knæ, og det siger sig selv, at det er en rigtig dårlig ide.

Bevares. Som mor til to stod jeg med en flad, stærk mave, velformede lår og en fast numse. I bedre form, end da jeg i mine 20’ere ingen børn havde født, men istedet hærgede min krop med cigaretter og alkohol og junkfood efter sene nætter.

Skaden tvang mig til en pause. Jeg mistede lysten til at løbe. Og yoga kom til at fylde endnu mere. Og så besluttede jeg mig for at tage uddannelsen som instruktør. Ikke nødvendigvis med henblik på at undervise, men for at fordybe mig i min egen praksis og blive bedre til at lave yoga.

Troede jeg.

‘Yoga is not to be performed. Yoga is to be lived’.

Sådan er det. Og det har jeg lært. I takt med at jeg har dykket dybere og dybere ned i yogafilosofien, har jeg fået en helt anden tilgang til min praksis.

Jo, jeg elsker stadig at udfordre min krop, men det er på en helt anden måde. Yoga er blevet en måde at leve på. En tanke. En følelse. En vej til at være det menneske, jeg gerne vil være.

Yoga er….en tilstand. Patanjali beskrev den ottegrenede vej til yoga, som blandt andet består af yamaerne (hvordan du er som menneske udadtil) og niyamaerne (hvordan du er som menneske indadtil). Herudover er en af de otte grene ‘asanas’, som er ‘postures’ – altså stillingerne. Og dengang for mange mange år siden var asanas altså ikke at stå i lækkert tøj og sammenligne sig selv med hende på måtten ved siden af eller lægge billeder på sociale medier med sammenkrøllet krop. Nej, det var stillinger, man udførte for at styrke sin krop, så man kunne sidde længe og meditere.

Det er så vanvittig interessant at se på, hvordan vores tilgang er til yoga i dag. Og det er så vanvittig befriende at opleve, hvordan jeg selv frigør mig fra min egen praksis og frem for hele tiden at jagte den perfekte ‘bow’ eller ‘dancers pose’, giver mig selv lov til ‘at være’. Nogle gange er min krop stærk og vil gerne, andre gange er den svag og har måske mere brug for noget stille yin, en meditation eller en lang savasana.

Jeg er blevet bedre til at mærke efter og gøre det, der føles rigtigt. Lige nu og her. Og den evne tager jeg i små skridt med mig ind i andre aspekter af mit liv.

Dét er yoga.