Terminsgrupper på nettet, (u)afslappede søndage og mere fødselssnak

Jeg er i et par terminsgrupper på Facebook. Og terminsgrupper på nettet er et studie i mennesker, virkelig. Jeg skal godt nok sluge nogle kameler og slå knude på mig selv indimellem. Som forleden da der blev diskuteret rygning. Flere havde svært ved at holde op trods det faktum, at de bærer et lille liv i maven, som AL forskning i verden vist har vist ikke har skidegodt af mors røg og tjære. Et af argumenterne for var: ‘Ej, men det er da totalt meget bedre, at mor ryger nogle cigaretter, end at hun render rundt og er i dårligt humør!’. Den lader vi stå et øjeblik….

I dag har hjemmefødsel været et tema. Og det er jo noget, som der er mange holdninger til. Min kan godt tendere til at blive en smule missionerende, og det prøver jeg virkelig at være bevidst om. Men der kommer bare så mange forkerte argumenter ind i debatten, at jeg kan blive helt trist over al den uvidenhed, som gravide kvinder render rundt med. Det skal ikke lyde nedladende, men som et ganske enkelt faktum. Der er jo helt basale ting omkring graviditet og fødsel ingen nogensinde fortæller dem.

Samtidig er der intet som fødselssnak, der kan få kvinder, som har født tidligere, op i det røde felt. Har man haft en lorteoplevelse er det virkeligheden. Simpelthen. Og den virkelighed skal helst gives videre til førstegangsgravide, som indtil de blodige og drabelige fortællinger vælter ind over dem ellers var  lykkeligt uvidende og dejligt nysgerrige. Og det er på den måde vores på mange måder usunde fødselskultur holder liv i sig selv.

Når jeg fødselsforbereder kvinder, siger jeg altid: Fra nu af skal du lukke ørerne for alle de dårlige historier. Vores hjerne husker nemlig, og det forplanter sig i kroppen. Får du af vide, at noget gør røvhamrendefuckingondtsådufølerdusprækkedefraendetilanden – ja, så er det nok sådan det bliver. Får du af vide, at det at føde kan være en smuk, rolig, til tider hård men fantastisk oplevelse, så er chancen for, det bliver sådan, også større. Men det er der meget få, der fortæller kvinderne – så det prøver jeg på.

Og det handler egentlig ikke om, hvor man føder. Om det er hjemme, på hospitalet eller i Bilka. Det handler om at tage stilling, forberede sig og træffe gode, informerede valg undervejs.

Sagde jeg i øvrigt, at jeg snart begynder at undervise i fødselsforberedelse igen? Jeg er nødt til at sprede det gode budskab og klæde alle de skønne, gravide kvinder godt på 🙂

Dengang jeg skulle være mor første gang, fortalte ingen mig, at der var en vej uden om systemet. Jeg troede vitterligt, at en fødsel handlede om at ligge på ryggen med en epidural og håbe på det bedste. Det havde vores prinsesser jo været gode ambassadører for – og ingen nævnte muligheden for privat fødselsforberedelse.

Det var dømt til at blive en lorteoplevelse – og det blev det. Anden gang forberedte jeg mig – og det var skønt. Og her tredje gang forbereder jeg mig så meget, at Michael er bange for, han ender med at skulle stå i hvidt hørtøj og synge yogasutra fra ende til anden 😉

Nå, men jeg prøver at sprede lidt faktuel viden i de ovennævnte terminsgrupper uden hverken at virke bedrevidende eller missionerende. Jeg PRØVER, sagde jeg….;-)

Og nu er det mandag, og jeg burde læse lektier. Om lidt har vi nemlig eksamen på min yogauddannelse, og jeg føler ikke, jeg kan huske noget som helst. Og alligevel kan jeg mærke, at jeg ved så meget nu, at det på mange måder er livsforandrende. Det er simpelthen bare for mange år siden, jeg sidst var til skriftlig eksamen. Jeg er MEGA nervøs!

Og jeg har egentlig haft masser af tid til at læse. I weekenden var jeg til fest i København, men tog tidligt hjem. Michael spillede, så pigerne blev denne gang passet hos Fridas veninde. Hendes mor havde været så sød at tage begge mine krudtugler, og de storhyggede sig. Søndag havde jeg regnet med, at skulle hente rimelig tidligt, som vi plejer, når de bliver passet. Men de ville simpelthen ikke af med vores børn, som legede og hyggede og senere tog de dem med i Leos Legeland, så de først landede her omkring 17-tiden.

Mine to krudtugler og deres søde veninde Nikoline i Leos Legeland

Mine to krudtugler og deres søde veninde Nikoline i Leos Legeland

Det gav altså en HEL søndag UDEN børn. Vi kunne have sovet længe, spist brunch, gået i biografen, set serier, læst bøger i fred og ro, kigget ud i luften i fred og ro, knaldet på køkkenbordet – alt det man godt kan savne i et familieliv.

MEN…

hvad lavede vi (jeg) så. Jo, jeg stod selvfølgelig tidligt op, luftede hunden i regnvejr, spiste noget meget tørt brød, tog til yoga, da min mand stod op, kom hjem og begyndte at brokke mig over rod. Kom lidt op og skændes med min mand om selvsamme, græd lidt (fordi jeg er mega hormonel), så et afsnit Skam, snakkede med min mand og blev enige om, at jeg skal lære at slappe af, prøvede at slappe af, men var irriteret over, jeg ikke havde udnyttet muligheden for at slappe af – og så kom ungerne hjem. Og jeg var helt smadret. Og de fik havregryn til aftensmad, blev puttet dødsenstrætte klokken 18.45,  vi burgere på Burger Anarchy (ikke nogen oplevelse) og gik tidligt i seng. Og så startede en ny uge.

Ps. Hvornår kommer chancen for sådan en søndag igen? Sikkert aldrig. Og dog. For venindens mor sagde, at pigerne var SÅ velkomne en anden gang, og jeg glæder mig over muligheden for at hjælpe hinanden. Hun er nemlig alene med sin datter, så datteren sover selvfølgelig hos os, når der er brug for det! 🙂

 

Weekendmorgener – og spørgsmål om hjemmefødsel og blod!

Vores weekender er en smule anderledes end i andre familier. Hvor weekenderne for de fleste er dér, man samles, spiser morgenmad og hygger, så er vi som regel ret splittede i weekenderne.

Min mand er musiker, og derfor ligger hans primære arbejdstid i weekenderne – fredage og lørdage nætter. Og når han først kommer hjem fra job ved 3, 4, 5 tiden, er det jo klart, at han skal have lov at sove længe.

Så jeg er ‘alene’ med unger og hund, og jeg prøver at skabe de der magiske, hyggelige morgener med langsom, stor og lækker morgenmad, friskpresset juice og stearinlys.

Ofte ender det bare anderledes, end jeg lige havde planlagt. Hunden er umulig, fordi den vil ud og gå, pigerne skændes, og de første tre måneder af min graviditet var jeg så træt og kvalmeramt, at jeg ikke rigtig orkede noget. Samtidig har mine weekender egentlig også været ret pakkede med yogauddannelser – og jeg kan se frem til, at der ikke er een eneste ledig weekend før midt december. Det sætter sine krav til logistikken herhjemme – og til bedsteforældrene.

Men i dag har været en af de weekendmorgener, jeg elsker. Pigerne har været rolige og leget så godt sammen, vi har hygget med morgenmaden, jeg har ryddet op og hørt Mads & Monopolet. Og nu sidder jeg her og skriver, mens de får lov at spille Ipad.

img_4995

14572522_10154461405941166_1338986674_o

Senere skal jeg mod København og til 10 års reunion med alle min skønne kolleger fra Nyhedsavisen, som jeg dengang i 2006 var med til at starte op – og i 2008 lukke ned. Det bliver uden tvivl et nostalgisk gensyn og for første gang i min graviditet er jeg en smule ærgerlig over ikke at kunne drikke 🙂

Jeg er så småt begyndt at gøre opmærksom på min blog, hvilket er lidt angstprovokerende. Jeg har blandt andet linket til den i de terminsgrupper på Facebook, jeg er en del af.

I går var der så en af de andre gravide, som nysgerrigt spurgte ind til det faktum, at jeg gerne vil føde hjemme. Hun har selv hospitalsskræk, og derfor tiltaler tanken om at føde hjemme hende. Men hun havde dog nogle spørgsmål, som jeg tænker vil være oplagte at svare på her på bloggen.

Hvorfor vil du føde hjemme?

Da min første datter kom til verden, var det en hospitalsfødsel med alt, hvad den kunne trække. Jeg vil senere komme ind på den oplevelse i detaljer, men kort sagt var jeg simpelthen ikke forberedt godt nok. Min krop anede ikke, hvordan den skulle håndtere smerterne, så den begyndte at modarbejde dem, og det var ekstremt ukontrollerbart. Jeg fik en epidural, som åd alle de naturlige fødselshormoner, så fødslen gik i stå. Det førte til et vedrop, som førte til vestorm og dermed mere epidural. Min datter blev stresset i maven og overvåget med elektroder på hovedet og små snit på kraniet. Da vi nåede pressefasen, var jeg stadig så bedøvet, at jeg ikke var i stand til at presse, og så skulle hun ud med sugekop. Lige efter forløsningen blev hun taget fra mig, undersøgt, vejet og målt og fik tøj på. Først derefter fik jeg hende op på brystet………

Hun var træt. Udmattet. Hendes sutterefleks var ikkeeksisterende, og jeg følte…ingenting. Det var en sorgfyldt oplevelse, og jeg kæmpede med amningen,mens vi var indlagt.

ALT var forkert. Alle procedurerne på hospitalet gik så meget imod, hvad jeg ved om den gode fødsel i dag. Og jeg har skulle bruge rigtig meget tid på at tilgive mig selv.

Vi kom igang med at amme. Men jeg kæmpede længe med en voldsom efterfødselsreaktion. Og jeg vil vove den påstand, at fødslen og den efterfølgende adskillelse fra min datter stadig har en indvirkning på vores forhold i dag. Det er hårdt at sige, men i det mindste ærligt.

HELDIGVIS ved vi i dag, hvor vigtigt, det er, at der er hud-mod-hud kontakt lige efter fødslen. At det er afgørende for tilknytningen, sutterefleksen og ammeetableringen. For at nævne nogle. det skyldes hormonet oxytocin – som jeg også vil skrive meget mere om. Men hvis du ikke har hørt om oxytocin, så googl det. Alle bør kende til oxytocin.

Nå, da jeg så skulle føde igen anden gang, skulle det være så naturligt som muligt. Jeg havde sat mig en masse ind i, hvorfor det ‘gik galt’ første gang, og derfor var jeg fast besluttet på, at jeg ingen medicinske indgreb ville have. Jeg vidste, det kunne være svært at modstå, når jeg kom på hospitalet, så jeg planlagde at føde hjemme og forberedte mig med de teknikker, jeg selv underviser i i dag.

Hjemmefødslen blev afblæst, da vores hus ikke nåede at blive færdigt, og vi havde nogle meget larmende underboere og naboer.

Men forberedelsen gjorde hele forskellen! Da vi ramte hospitalet, var jeg presset, for det bliver kroppen af at blive flyttet fra A til B under en fødsel. Jordemoderen i modtagelsen havde travlt og tilbød mig en epidural, på trods af at der i min vandrejournal stod, jeg ikke ville have medicin. Men hun havde ikke tid til at læse den. Heldigvis sagde min mand nej, for jeg var i et svagt øjeblik.

Da jeg efter noget tid kom ned på fødestuen og kom i vand, tog fødslen langsom den form, jeg havde ønsket mig.

Jeg passede selv mine veer, arbejdede mig langsom og koncentreret gennem dem. Den søde jordemoder observerede blot og på roligste vis kom min datter til verden og op på brystet af mig.

Amningen blev hurtigt og uden problemer etableret, og jeg oplevede den der øjeblikkelige forelskelse og kærlighed, som alle havde talt om.

Derfor har jeg besluttet mig for, at denne gang SKAL det foregå hjemme. Meget lidt kan overbevise mig om det modsatte.

Jeg møder flere, som siger ‘tør du de? Hvad hvis noget går galt?’. Men hvad skulle gå galt? De fleste ‘akutte’ tilfælde i en fødsel, vil altid blive identificeret og observeret tidligt i forløbet. Og så bliver man overflyttet.

Alle statistikker viser, at det er mere sikkert at føde hjemme. At ønsker man en normal, naturlig fødsel, så er det absolut mest hensigtsmæssigt at blive hjemme. Kroppen forbliver tryg, fordi den ikke bliver flyttet, og dermed arbejder fødselshormonerne optimalt.

Der er ingen kolde venteværelser, overfyldte fødselsstuer eller mangel på jordemødre.

Når du føder hjemme, kommer jordemoderen hjem til dig. Det vil sige, at du har jordemoderen helt for dig selv. I rigtig mange regioner kommer man i en hjemmefødselsordning under graviditeten, og jordemødrene der, er jordemødre, som er vant til at varetage hjemmefødsler.

Føder du hjemme, kan du selv bestemme. Skal det være i et fødekar? (Du kan leje eller købe et – jeg skal selv føde i et La Bassine). Skal det være i sengen?

Du kan selv bestemme, hvem der skal være med. For mit vedkommende bliver det jordemoderen, min mand og en kær veninde, der skal være praktisk gris.

I de måske lange timer frem mod fødslen, kan du bedre slappe af. Måske se en serie, høre musik, gå en tur i haven eller på gaden. Din mand er samtidig i vante omgivelser, og man skal altså ikke negligere vigtigheden af, at det også er en god oplevelse for manden.

Hvad med blod etc? 

Der er meget lidt blod i en fødsel, hvis overhovedet noget. Der er måske fostervand og lidt blodigt slim, men en fødsel sviner meget lidt, hvis den foregår normalt og ukompliceret.

Det er klart, at man skal have diverse underlag, klude, håndklæder etc klar – men alt det hjælper hjemmefødselsjordemoderen med at forberede dig på. For hun kommer faktisk på hjemmebesøg inden fødslen.

Og nej, selvfølgelig er der ingen smertelindring udover muligheden for akupunktur. Men det vil jeg jo heller ikke have. Jeg har mine teknikker, og de virker smertelindrende. Faktisk opfatter jeg ikke længere fødslen som noget smertefyldt, men snarere som hårdt, kontrolleret arbejde. Præcis som når jeg har løbet maraton.

Jeg er så spændt på at føde hjemme. På en god måde. Jeg er på ingen måde skræmt af det, men ser frem til at arbejde med veerne i mine egne trygge oplevelser, føde i et kar midt i stuen fyldt med levende lys og rolig musik.

Efter fødslen spise lune boller og ligge i dobbeltsengen med min mand og indsnuse det nye liv, uden at skulle pakke vores nyfødte ind i tøj og sætte ham/hende i en autostol.

Der vil bare være RO. Ro til at knytte os sammen. Ro til at amme. Til at sove. Til at nyde. Og til at lande.

Og så slipper vi for overhovedet at tage på hospitalet. Når du føder hjemme, kommer jordemoderen nemlig på hjemmebesøg efter fødslen, og her tilbyder de også at tage PKU – den hælprøve, som man ellers skal på hospitalet og have foretaget.

Kære Kathrine – og I andre – jeg håber, det indtil videre er svar nok, og at jeg har gjort dig nysgerrig på at undersøge dine muligheder.

Jeg kommer til at skrive meget, rigtig meget, om alle mine valg. Så følg med og hold jer opdateret på nye indlæg på Bloglovin, hvor I blot vælger at følge yogamom, og så kommer der en mail, når der er nyt fra mig:-)