Mit yogaliv

Næsten hver eneste tirsdag siden marts har jeg taget toget til København for at tage uddannelsen som instruktør i hot yoga hos de dygtige folk hos Sattva Yoga.

Og fordi jeg ikke synes, jeg har travlt nok i forvejen, valgte jeg lige at putte en uddannelse i gravidyoga oven i puljen.

Det betyder, at jeg har været i København rigtig mange weekender. I oktober skal jeg afsted to hele weekender på uddannelse og en hel weekend i november. Det er hårdt, men fantastisk.

Dengang jeg startede med at snuse til yoga for 20 år siden, var det blot træning for mig. Og sådan har det været on and off gennem årene. Det har enten handlet om at spænde af eller om hård træning, som når jeg har stået dag ind og dag ud i bikram-studiet på Nørrebro og svedt i 42 graders varme.

Yoga blev langsomt en performance for mig på lige fod med min anden træning til triatlon og de maraton og halve maraton, jeg har løbet. Hele tiden stærkere, hurtigere, mere smidig, sejere, bedre.

Jeg stod i bikram-studiet og stirrede intenst på mig selv i spejlet, mens jeg så, hvordan jeg fra gang til gang kunne få benet højere og højere, ryggen længere og længere bagud. Præcis som når jeg på pulsur trackede mine løbetider og konstant pressede mig selv. Hurtigere og længere.

Fra min tid som bikram-pige

Fra min tid som bikram-pige

Så blev jeg skadet. Min krop var træt. Jeg løb et maraton i Hamburg med en øm hofte og et dårligt knæ, og det siger sig selv, at det er en rigtig dårlig ide.

Bevares. Som mor til to stod jeg med en flad, stærk mave, velformede lår og en fast numse. I bedre form, end da jeg i mine 20’ere ingen børn havde født, men istedet hærgede min krop med cigaretter og alkohol og junkfood efter sene nætter.

Skaden tvang mig til en pause. Jeg mistede lysten til at løbe. Og yoga kom til at fylde endnu mere. Og så besluttede jeg mig for at tage uddannelsen som instruktør. Ikke nødvendigvis med henblik på at undervise, men for at fordybe mig i min egen praksis og blive bedre til at lave yoga.

Troede jeg.

‘Yoga is not to be performed. Yoga is to be lived’.

Sådan er det. Og det har jeg lært. I takt med at jeg har dykket dybere og dybere ned i yogafilosofien, har jeg fået en helt anden tilgang til min praksis.

Jo, jeg elsker stadig at udfordre min krop, men det er på en helt anden måde. Yoga er blevet en måde at leve på. En tanke. En følelse. En vej til at være det menneske, jeg gerne vil være.

Yoga er….en tilstand. Patanjali beskrev den ottegrenede vej til yoga, som blandt andet består af yamaerne (hvordan du er som menneske udadtil) og niyamaerne (hvordan du er som menneske indadtil). Herudover er en af de otte grene ‘asanas’, som er ‘postures’ – altså stillingerne. Og dengang for mange mange år siden var asanas altså ikke at stå i lækkert tøj og sammenligne sig selv med hende på måtten ved siden af eller lægge billeder på sociale medier med sammenkrøllet krop. Nej, det var stillinger, man udførte for at styrke sin krop, så man kunne sidde længe og meditere.

Det er så vanvittig interessant at se på, hvordan vores tilgang er til yoga i dag. Og det er så vanvittig befriende at opleve, hvordan jeg selv frigør mig fra min egen praksis og frem for hele tiden at jagte den perfekte ‘bow’ eller ‘dancers pose’, giver mig selv lov til ‘at være’. Nogle gange er min krop stærk og vil gerne, andre gange er den svag og har måske mere brug for noget stille yin, en meditation eller en lang savasana.

Jeg er blevet bedre til at mærke efter og gøre det, der føles rigtigt. Lige nu og her. Og den evne tager jeg i små skridt med mig ind i andre aspekter af mit liv.

Dét er yoga.